onsdag den 19. september 2012

Real Madrid, den kongelige klub, skuffer også i Champions League.


Iker Casillas - den berømte målmand


I den foregående aftens fodboldkamp mellem Manchester City og Real Madrid i Champions League udstilledes atter Reals manglende kampform, ligesom i den hjemlige spanske turnering. Spillerne skændes med træneren eller omvendt. Ronaldo er utilnærmelig og sur efter sigende. Intet kører for dem. Efter fire turneringskampe er de langt efter Barca. Man forstår det, når man ser holdet på tv mod en modstander, der kunne bevare det kølige overblik og lukke godt af. Det var ikke alverden spanierne kom til, selvom de prægede kampen. Midtbanen for langsom, forsvaret snorksov flere gange. Da det ikke blev til noget, satte englænderne sig igennem og bragte sig foran 2 gange. Først til 1-0, så til 2-1, og så ud til at vinde. Kun et mål af Ronaldo i kampens sidste sekunder reddede sejren til spanierne. Og Iker (Iker Casillas) normalt sikkerheden selv, en stor målmand, så mere end skidt ud ved begge englændernes mål. Faktisk er det min opfattelse, at han så både ærgerlig og flov ud.
Real er ikke pt. hvad de har været! 
Men glimrende underholdning var kampen trods alt.


Iflg. dagspressen er dette Iker Casillas  kæreste pt.
Der findes andre interesser i livet end fodbold!

Verner  


torsdag den 13. september 2012

Gammeldags dansk æblekage

James Grieve æblet
James Grieve
Horticulturist















Nu er de første æbler modne, hvilket drejer sig om flere sorter f.eks. James Grieve, opkaldt efter en engelsk horticulturist (planteforædler). Pragtfuldt æble, når det er modent, men ikke særligt holdbart.
Så nu kommer spørgsmålet:
Hvad skal vi bruge den ny æblehøst til. Her er der mange muligheder, massevise, uendeligt mange. Når man undersøger det, tror man det er løgn!
En ganske nem ting og velsmagende er Gammeldags dansk æblekage, og her kommer en opskrift på sådan én. Her er det altså med at følge anvisningerne fuldkommen slavisk, om du skal have succes med dit forehavende.

Først tager du en lille portion solbær, det skal ikke være særligt mange.
De kommes i en lille kasserolle sammen med rigeligt sukker og en ganske lille bitte smule vand. Kommes over blusset og koges kort. Stilles til afkøling, hvor det stivner en smule til det herligste solbærsyltetøj.

Du tager så mange James Grieve æbler, som du regner med skal bruges til desserten. De skal være modne. Skræl dem, fjern kernehus og finparter. Æblestykkerne koges med rigeligt sukker, med et ordentligt drys vanille-sukker og en lille smule vand i bunden af gryden, endelig ikke for meget. Det altså ikke bulderkoge. Når det er blevet mos køles det af. Til slut skal det være en fin mos, men ikke vandig eller sjasket.

Imens rister du rasp på en pande i smør. Det skal og må være det mest fintkornede rasp, du kan skaffe. Fintkornet, altså. Ganske almindeligt rasp, ikke noget der kaldes f.eks. rasp til æblekage. Slet ikke. Det ristes, så det bliver brunt. Det må ikke brænde på. Rør lidt rundt i det undervejs. Achtung! Gå ikke fra det imens!

Til sidst:

Tag små dessertskåle
Kom en lille klat solbærsyltetøj i bunden
Dæk syltetøjet med æblemos i et mindre lag, så det er dækket
Kom forsigtigt en smule af raspen ovenpå og glat ud, så det lige akkurat dækker
Kom et nyt lag æblemos ovenpå og glat ud.
Kom forsigtigt en smule af raspen ovenpå og glat ud igen, så det dækker.
På toppen kommes friskpisket, koldt flødeskum
Øverst en ganske lille klat af solbærsyltetøjet.

Når du anvender raspen, må det absolut ikke være et stort tykt lag. Det skal kun være lige så det dækker, altså ganske tyndt! ...

Voilá - der spises!

Mange ting kan drikkes til dette, kun fantasien sætter grænser.
Hva’ med et glas Portvin f.eks. en Ruby? Ja tak, det ville være lækkert!

Hvordan djævelen en sådan ting kom til at hedde æblekage får stå hen i det uvisse. Det skal jo ikke engang bages, vel? Det har aldrig været en kage.
Men – til gengæld smager det super, om du har fulgt opskriften nøje.


Gammeldags dansk æblekage
Verner 

tirsdag den 11. september 2012

Frederiksberg Slot

Kong Frederik den 4., som startede byggeriet af det oprindelige slot 

Frederiksberg Slot set fra Frederiksberg Have

Kulturel Forening?

Kedelig betegnelse, ikke? Det lyder støvet og hengemt. Puh ha, Hvor trist. Alligevel deltager jeg selv i flere af slagsen, og indrømmet; det bliver aldrig kedeligt. I flæng kan nævnes: Seksmandsklubben, Biografklubben, Juleklubben og CCL’s Pensionistforening. Det var allerede fire af slagsen!
Senest var der samling i CCL’s Pensionistforening, hvor tidligere kolleger mødtes til sommerudflugten. Denne gang gik turen helt til Frederiksberg Slot. Rejsen blev klaret på lige akkurat en halv time!
I forvejen var bestilt rundvisning på slottet, en rundvisning der blev effektueret af en officerer fra Forsvarets Officersskole, som til daglig bruger og driver den store bygning. Og her fik man en kyndig og kompetent rundvisning med læssevise forklaringer, fortællinger og anekdoter. Selvklart viste det sig at være særdeles interessant, mange flere burde bestille en rundvisning på slottet. Det er anbefalelsesværdigt. Meget gammelt interiør er gemt; smukke gamle ting fra en anden tid. Sådan en rundvisning varer en time og tre kvarter. Mægtigt.


Et af de mange, smukke loftsmalerier

Efter denne kulturelle indsprøjtning begav selskabet sig til Hansens Gamle Familiehave i Pile Allé, hvor der blev serveret stegt flæsk, persillesovs, nye kartofler og rødbeder. Og herligt koldt fadøl. Dansk æblekage til dessert. Og Kaffe. ”Det lyder da ikke interessant”, siger du, men det var det og kvaliteten i orden.

Interiør fra Hansens Gamle Familiehave

Interessant aften sammen med tidligere venner / kolleger.


Verner  


søndag den 2. september 2012

Nicklas Bendtner til Juve




Stjerneforwarden Bendtner er nu i folden hos Juve (Juventus). Iflg. Morten Olsen er Bendtner kørt træt i England, og trænger i den grad til ny luft. Hans mange fans, heriblandt jeg selv, håber i denne tid på, at nu, nu, indfrier Bendtner sit fulde potentiale. Endelig. Nu vil han udvikle sig til den store spiller, han er i virkeligheden, hvis der bliver ro på bagsmækken, om jeg så må sige. Alt for meget tid er gået med aktiviteter, der uafladeligt har sikret Bendtner en plads i aviser og ugeblade. Det, der burde gælde er at etablere sig som megastjerne, en stjerne, om hvem der i fremtiden vil blive fortalt om hans store sejre og fantastiske fodboldspil. Igen og igen. Bendtner har potentialet og i rigeligt mål. Vi håber.


Geniet i aktion

Verner 

50'er kunst på Sophienholm

Sophienholm ved forårstide
- Nej det er ikke forår lige netop nu!

50’er kunst
Erik Andreasens samling

Lyngby Kunstforenings traditionelt årlige septemberudstilling fejrer i år sin mangeårige formand, professor Erik Andreasen, som i 1982 donerede hele sin fantastiske samling af – fortrinsvis konstruktiv – kunst til Glyptoteket.
Han satsede på nogle udvalgte kunstnere, der tegnede avantgarden i København og Paris i slutningen af 1940’erne og -50’erne. Det er navne som Richard Mortensen, Robert Jacobsen, Victor Vasarely, Jean Dewasne, Serge Poliakoff o.a. Selv om det for størstedelen drejer sig om linie, form og farve, så har også enkelte Cobra kunstnere deres væsentlige plads i samlingen. Bl.a. Carl Henning Pedersen.
For en stund returnerer en stor del af denne uvurderlige samling til Sophienholm ved Bagsværd Sø, hvor vi bliver mindet om en væsentlig periode i 1900-tallets kunsthistorie.

Bagsværd Sø
- Er her ikke smukt?

Indrømmet – det er en meget smuk udstilling, repræsentativ for samlingen og kunstretningen. Det må man se, hvis interessen går i retning af oliemalerier, og så det meget smukke, gamle hus i den lige så smukke park ved Bagsværd Sø. Bagsværd sø, et yndet rekreativt område. Hele indtrykket blev just heller ikke dårligere ved en opstart af to herlige glas hvidvin på terrassen uden for det lille slot. Et til mig og et til makkeren, hvorefter vi kunne tage fat på kunsten. Eksorbitant pris for de to glas, men når vi nu var kommet i byen, ikk’? Og så var vi kommet på cykel, helt hjemmefra, og det krævede et glas!

Gud ved hvem ham Andreasen var?

Billede af Carl Henning Pedersen
- Nej, det her er ikke med på udstillingen

Verner