onsdag den 26. august 2009

Uhm . . .

Grøn fiskesuppeUhm . . .

I mange år havde jeg dagligt min gang på ugebladet Femina i Aller Press i Valby. Det var altid fornøjeligt, det skete en masse. Der var en masse søde damer (piger) ansat til at klare den daglige dont på et travlt ugeblad. Da jeg ligesom en masse andre måtte stoppe pga. rationalisering mv., fik jeg tilbudt at få to ugeblade gratis hver uge, og dem har jeg fået lige siden. Det ene er Femina, så jeg har kunnet f'ølge med i, hvad der rører sig i bladet. Der er f.eks. en hel del madopskrifter, nogle af dem er ret gode, skulle jeg hilse at sige, således også denne helt skønne fiskesuppe, som efter min mening ikke fås bedre på den franske Atlanterhavskyst, hverken i La Rochelle eller Calais!

Grøn fiskesuppe
Fiskesuppen er rigtig sommermad med alt det grønne i. Den er tilmed nem og hurtig. Mange slags fisk kan bruges med eller uden ben eller skind. Kog endelig skallen med på rejerne, de giver også smag. Men husk servietter, for fingrene bliver lidt snaskede.

(forret til 4/hovedret til 2 personer)
2 kartofler i tynde skiver
1 lille løg i tynde skiver
1 gulerod i tynde skiver
1 spsk. olie
1 tsk. karry
1 tomat i terninger
6 dl fiske- eller hønsebouillon
1 dl piskefløde
600-800 g frisk fisk (forfatteren brugte havbars i filet med skind)
4-8 store rejer med skal
1 dl grofthakkede spinatblade
1 kvist timian
1 dl klippet dild

Sautér kartofler, løg og gulerod i lidt olie i 1-2 minutter i en stor gryde. Drys karry over, og rør godt. Kom tomat og bouillon på, og lad det simre i 10 minutter. Tilsæt fløden, og kog op. Skær fisken i store stykker (med ben skæres den i skiver), ellers i store terninger el.lign. Kom fisk og rejer i, og kog det stille i ca. 5 minutter. Smag suppen til med salt og peber. Vend alt det grønne i, og sluk efter 1 minut.
Giv godt, hjemmebagt brød til.

Og hvad skal vi så drikke til? En umanérligt god, tør hvidvin hhv. rosé.

Et enkelt forslag:
Azienda Santa Barbara - Marche:
Verdicchio Classico Cru, le Vaglie

Men blot vinen altså er god - og tør!


Verner

Thøger versus Naser

Naser KhaderJeg er ikke medlem af Det Konservative Folkeparti. Det kunne jeg ikke drømme om. Til gengæld bryder jeg mig heller ikke spor om Thøger Seidenfaden og hans luften af personlige meninger i rubrikken Signatur i Politiken, hvor han, gud hjælpe mig, også er chefredaktør.

I et svar på en påstand i lørdagens Signatur (Politiken) hvor Thøger Seidenfaden postulerer, at Det Konservative Folkeparti med deres integrationsudspil, hvorunder der, som et blandt mange punkter, er et ønske om at få burka og niqab forbudt, gør alle, der ikke deler de konservatives synspunkter på dette område, til deres fjender, gør Naser Khader (Det Konservative Folkeparti) bl.a. gældende:

"Man kan vel næppe finde to mere forskellige mænd i højde, drøjde eller holdninger end Tøger og jeg. Og dog. Jeg må da lade Tøger, at vi er fuldkomne enige om, at wahabisme er motoren i den massive hverdagsundertrykkelse af især kvinder. Men det undrer mig, at Tøger, der jo demonstrerer ganske meget internationalt overblik i sin Signatur, ikke kan se, at den islamistiske ideologi ikke længere lader sig begrænse af landegrænser, hvilket terrorisme i øvrigt ikke har gjort i årevis. Derfor skal vi kæmpe imod på flere fronter end bare ’ude i verden’. Det skal man netop i loyalitet mod de universelle værdier. At tage kampen herhjemme også er ikke forræderi, som Tøger hævder. Jeg mener, at det er mest loyalt, at man kæmper på alle fronter, nationalt såvel som internationalt; helt til den demokratiske streg mod efterlevelsen af disse åndsformørkede dogmer, der pålægges, tvinges, presses, indlæres, forventes, og hvad man ellers kan forestille sig på både kvinder og mænd, af ’politikere’ forklædt som religiøse overhoveder og lærde."

Læs Signatur (Politiken): Burkaforbud er forkert


Verner

søndag den 23. august 2009

Mette Vibe Utzon

Mette

Når hun dukker op på skærmen, er jeg sikker på, at de fleste danske mænd tænker: "Ja, det er en rigtig dansk pige, køn og tiltrækkende". For mig er hun indbegrebet af den danske sommerpige. Dygtig er hun også, journalist, studievært, forfatter m.m., kendt i alle danske hjem fra tv. Heldigvis har hun også bevaret sin sociale indignation, indlevelse i andres aktuelle situation og empati med de mennesker hun møder forskellige steder i kraft af sit job. Disse egenskaber illustreres til fulde i Politiken d.d. i rubrikken Rejseminder.

Jeg forstod først . . . .
Hvor meget krig og fattigdom kan gøre ved mennesker, da jeg første gang var i Afghanistan som reporter og så ind i et par gadebarneøjne. De var så tomme. Han stod der og ville sælge tyggegummi - uden sko i sneen og med en hullet jakke. Jeg glemmer ham aldrig . . . .

Verner


mandag den 17. august 2009

Svensbygd

Rusken i Småland





Solnedgang
I den nys overståede weekend besøgte vi sammen med et par gode venner et andet venne-par i Svensbygd i Småland, beliggende tæt ved den store, smukke sø; Rusken. Det er ikke til at sige, hvor kendt i Danmark denne del af Sverige egentlig er, men tænk en gang på, at lige uden for ens hoveddør; 3½ times kørsel på motorvej, ligger denne smukke og storslåede natur. Det virker næsten som søen er uberørt, men det kan jo i hvert fald ikke passe. Mennesker bor der da rundt omkring. Enkelt huse, små samlinger af boliger og mindre byer dukker trods alt op hist og pist. Der er en del søer i området, hvoraf nogle store. Landskabet er præget af søerne og de vældige, endeløse skove. Dette er et must for naturelskere. Der er simpelthen så smukt.
Verner



lørdag den 1. august 2009

Sommeren 2006

Anna Netrebko
Det er en solbeskinnet sommereftermiddag. Publikum er tusindtallig. Hun er godt nok sød, den lille pige på 4 år, tror jeg. Har man mødt sådan en lille størrelse, genkender man øjeblikkelig skønheden, sødmen og det meget givende. Hun er mulat og rigtig, rigtig køn. Hun står lige foran sine forældre og følger opmærksomt med. Jeg tror hun kender musikken hjemmefra. Hendes mor er også mulat, mere europæer end egentlig negroid. Hun er særdeles smuk, ung, velskabt og velklædt. Faderen, der sidder lige ved siden af, er eurasier (hvid europæer). Han er ligeledes ung, flot og velklædt. Det perfekte par med deres lille dejlige unge. Den lille pige bevæger kroppen en smule til musikken.
Kameraet panorerer frem og tilbage mellem det store publikum. Der er måske 15-20.000, hvem ved. Efter en fejende flot ouverture af Verdi, kommer de tre megastjerner på podiet, sammen eller hver for sig. De synger og synger, og ikke et øje er tørt. Den gamle, smukke musik går lige i publikum under øredøvende ovationer.
På et tidspunkt synger Placido Domingo og Anna Netrebko Othello og Desdemonas hjertegribende kærlighedsduet fra Othello. En duet der både handler om kærlighed, længsel, savn, et længe ventet gensyn, og om angsten for at miste, miste det menneske, der er universet absolutte midtpunkt. De to stjerner spiller og synger duetten, så det er lige før man får ondt. Netrebko er smukkere, end man overhovedet kan huske hende, og hendes stemme er en røst fra himmelen. Intet mindre.
De tre verdenstjerner skiftes til at synge, mens eftermiddagen går.
Mørket begynder så småt at falde på. Den lille, dejlige mulatpige sider nu på sin mors skød med hovedet mod hendes bryst. Hun sover. Hendes mor aer hende langsomt og forsigtig på kinden, en bevægelse, der har fået den lille til endelig at falde i søvn. Jeg lover dig, hun elsker den unge, sandsynligvis hendes førstefødte.
I mørkningen synger Rollando Villazon en spansk sang, hvor han med vanlig omhu giver alt, hvad han har i sig, et menneske der brænder sig selv op. Det var før han blev syg. Ikke at hans stemmes timbre (klang) er særlig smuk, slet ikke, men publikum elsker ham. Der er en fantastisk stemning.
Jeg selv holder mest af at tænke på den lille smukke mulatpige, som gammel bedstemor, om mange år fra nu. Måske sidder hun med sine små børnebørn på skødet og fortæller om dengang, hvor bedstemor var til operakoncert med far og mor, og hørte og så Netrebko og Domingo synge den berømte duet fra Othello, og som aldrig, aldrig nogensinde senere kunne glemme det.

Der er sommer, livet er på toppen.

Det er Waldbühne i Berlin, sommeren 2006.


Verner