Oh, Danny boy

Læsere af denne blog finder rubrikken Kærlighedsdigte i menuen i højre side af bloggen.

Der er ikke så mange indlæg i denne rubrik, men emnet kærlighed er ellers det mest anvendte i film, musik og bøger. Altid interessant og vedkommende, syntes mange. Helt forkert er det vel ikke?

Men kom tilbage, når sommeren er på engen

Eller når dalen er tyst og hvid af sne
Det er nig, der vil være her i solskin eller i skygge
Oh Danny boy, oh Danny boy, jeg elsker dig sådan.

En gammel sag, er den i engelsaksiske lande kendte, gamle sang: Oh Danny boy. Mine forældre kendte og yndede denne sang, omhandlende kærlighed, ud over døden. Vemodig, sørgelig. Om kvinden, der rækker ud efter sin store kærlighed - fra graven!
Går lige i folk med træsko på. I dag er den sjældent spillet, så megen sang og musik er kommet til siden da.

Åh Danny Boy

Oh Danny boy, rørene, rørene kalder
Fra dal til dal og ned ad bjergsiden
Sommeren er forbi og alle roserne falder
Det er dig, 'det er du skal gå og jeg må bide

Men kom tilbage, når sommeren er på engen
eller når dalen er tysset og hvid af sne
Det er jeg vil være her i solskin eller i skygge
Oh Danny boy, oh Danny boy jeg elsker dig så

But when ye come and all the flowers are dying
And I am dead as dead I well may be
You'll come and find the place where I am lying
And kneel and say an ave there for me

And I shall hear though soft you tread above me
And all my grave will warmer and sweeter be
For you will bend and tell me that you love me
And I will sleep in peace until you come to me

Men så er det man finder et filmklip på Youtube Music, taget fra filmen Den tavse mand. Her synger Maureen O'Hara den gamle slager. Og surprise, surprise underskønne O'Hara synger og foredrager, så man næsten ikke kan tro det. Damen havde mange talenter! O'Hara er underskønt syngende. Intet mindre!

Det er næsten løgn, men, uden at være det!

OBS!
Prøv at oversætte denne sangtekst. Den er stærk og rørende! Du kan godt!

https://www.youtube.com/watch?v=8r4DJOgrI3s

Verner

Den fremmede

Jeg sidder i forhallen på Herlev Hospital. Det er anden dag for nogle undersøgelser, der skulle klarlægges, om jeg foruden så mange andre ting, også skulle have en blodprop i højre ben. Efter en forbilledlig indsats af hospitalet, blev det i hvert fald klart, at det ikke var, hvad det drejede sig om. heldigvis. De historier man læser og hører om, hvordan hospitalerne i dette land, ikke yder deres bedste, tager ikke sig af patienterne, er lodret løgn. Det er helt sikkert!

Som jeg sidder der, genfinder jeg småt humøret, muligt det her ikke er rart.

Et kært familiemedlem skulle komme og afhente mig. Så jeg venter, og det vil tage nogen tid.

Som jeg sidder dér ved et bord i forhallen, kommer en mand, lidt yngre end jeg selv, han og sætter sig ved siden af. Han spørger om han må sætte sig. Naturligvis må han det.

Han begynder straks at berette, at han skal til en undersøgelse og samtale om en sandsynlig kræftsygdom. Den fremmede er alene, alene i denne situation, er ikke i balance, hvem ville være det? Han fortæller spredt om forskellige livssituationer, om sit nuværende liv og om angsten for sygdommen. Angsten for fremtiden.

Jeg skal lige indskyde, at jeg store idiot for ganske nylig over for et familiemedlem sagde: ”Store drenge græder ikke”. Forstået på den måde, at mænd ikke skal vise følelser, altså f.eks. græde. Jeg undskylder! Det er meget, meget forkert, for også mænd når grænsen og brister i gråd.

Naturligvis.

Den fremmede havde deltaget i en folkeundersøgelse vedr. kræft, hvor man indsender en prøve på sin fæces, godt pakket ind som brev. Hvis der findes spor af blod i denne prøve, er det helt sikkert et tegn på en kræftsygdom. I hans prøve fandt man blod, han blev indkaldt til undersøgelse, og en polyb blev fundet i hans tarm. Polyben blev sendt til et laboratorium, og han blev indkaldt til øvrig undersøgelse og samtale. Dette sad han nu og afventede, fordi, som han sagde, han kunne bedst lide at værre i god tid.

Under dette og den følgende samtale gik trækninger over hans ansigt. Han havde ligesom ikke talt med nogen om sin situation, var særdeles urolig. Hvad skulle jeg sige til manden? Jeg prøvede at berolige ham, at det måske ikke var så slemt, at mange kræftpatienter bliver hjulpet og slipper godt fra det. At han måtte prøve ikke at se så negativt på sagen. At der må findes positive ting i livet. Han vidste det godt, sagde han. Der var jo hans datter, osv. Han havde ogsaa haft et mellemlederjob hos Røde Kors, tror jeg, det var. Jeg opfordrede ham endnu engang til at falde lidt til ro. Måske prøve at gå til skrifte, da han for øvrigt også var katolik, en trosretning, hvor man kan skrifte, hvilket svarer til at besøge hos en psykolog. Tror jeg. Han skulle tale med familie og venner, sagde jeg.

Nu, efterhånden, var han blevet lidt mere rolig. Han rejste og gik hen til automaten, hvor der var et håndmiddel, man kan bruge, så hænderne bliver helt rene.

Efter dette kom han til bordet igen. Vi trykkede i næven, takkede for samtalen.

Den fremmede forsvandt i forhallen. På vej til sin undersøgelse og samtale.

Verner

Ønsker ved vintertide!

Vi er nu et godt stykke inde i vinteren. Kulden er kommet. Endnu ikke de store mængder sne, på vores egn i hvert fald, men det skal nok komme, hvis ikke, er vi heldige, set fra mit synspunkt.

Menne!

Til gengæld er vejret lige de sidste dag fantastisk flot – og koldt, med knaldende solskin og den flotteste blå himmel.

Hvad kan man så forlange mere.

Næh, det er jo sandt nok, så det gælder blot om at komme ud og gå en lang tur, medens solen er højt på himlen.

Bare gå i den pt. filtrosne natur, og betragte dyrelivet, især de mange fugle, der søger føde.

Man kan sagtens ønske sig langt bort sådan en vinterdag, og danskerne rejser. Blot skal man langt bort, før vejret bliver tålelig med masser af varme og sol - på denne årstid. Så derfor venter vi her i huset til april med en længere tur, i håb om både en stor naturoplevelse, og at kunne opleve det ny forår; Altings genfødsel; den ny start på livet.

I mellemtiden ikke alene må, men også skal vi slappe af og suge naturens skønhed til os.

De fleste af os håber på et meget bedre 2018, og helst uden alt for mange store konflikter og modsætninger, og da slet ikke i vores del af verden!

Verner