torsdag den 14. januar 2010

Vold

Den onde selv -

eller er det Bryn Terfel?
Operastjernen Bryn Terfel har udgivet et nyt album (cd) med arier sunget af alle de uhyggelige sataner (roller), som findes indenfor operaverdenen. Albummet er proppet til randen med sorte skurke, sadister og massemordere! Bryn Terfel er indehaver af verdens mest populære begsorte basbaryton, og som altid er han blændende, det er ligemeget hvad han rører ved. På cd’en medvirker også svenske Anne Sofie von Otter, en anden superstjerne, og Det Svenske Radio Symfoniorkester.
Den samme konstellation og et par numre fra cd’en kunne man opleve fornylig i en koncert på Helligtrekongersaften i svensk tv. Her sang kæmpen fra Wales, og han er en ren kæmpe, Mefistofeles arie fra Boïto’s opera af samme navn. Han var lige så møg uhyggelig, som vist på billedet, og under Terfels pragtfulde afsyngning af arien var også indlagt en uhyre kraftig piften i fingrene flere steder, hvorunder uhyggen blot blev endnu mere markant.
Fantastisk sunget og ligeså ædende ondt spillet.


Verner