mandag den 22. november 2010

Last Night at the Proms 2010





Walk on, walk on with hope in your heart,
And you’ll never walk alone,
You’ll never walk alone


Renée Fleming, soprano
BBC Symphony Orchestra
Condutor: Jiří Bělohlávek

Se- og høreværdigt var det sandelig. Man kunne fristes til at sige, at det var den bedste udgave netop i år, denne tilbagevendende begivenhed i London, der hvert efterår afslutter rækken af promenadekoncerter i Royal Albert Hall. Kolossal fest, der afholdes simultant i en række parker og teatre ud over landet, heriblandt den stopfyldte Hyde Park lige uden for Albert Hall. Koncerten er en række kendte, letfængelige musiknumre og fællessang, blandet med optrædende solister. Igen dette år en øredøvende succes, med adskilligt bevægende øjeblikke.
Blandt andre var indbudt mageløse Renée Fleming, berømt amerikansk soprano, der startede med at konstatere, stående overfor et kolossalt publikum i hallen: ”De sagde, det ville være sådan!”. Nævnes skal det, Renée Fleming var denne aften smukkere end nogensinde, iført en overdådig kjole, der matchede hendes fysiske fortrin. Så smukt, så smukt. Fleming sang bl.a. Rusalkas sang til Månen, på tjekkisk, og sjældent har man hørt et kæmpepublikum være så stille. Hendes pragtfulde stemme klang gennem rummet, kun orkesterledsagelsen hørtes (heldigvis). Meget smukt og betagende og til sidst lige før Rusalka fortvivlede skrig, lamenterer engelskhornet ganske sagte i baggrunden, en raffineret kommentar til kulden og ensomheden, der bemægtiger sig den lille havfrue, som aldrig får sin prins.
Kolossal applaus.
Fleming vendte senere tilbage og sang for i Rule Britannia.
Blandt de mange fællessange var Rodgers og Hammesteins You will never walk alone, Jerusalem, Rule Britannia og God save the Quenn. Sidstnævnte i et arrangement af Benjamin Britten, som indledes piano i orkesteret, damestemmerne i de to kor soto voce (ganske sagte), betagende smukt, efterfulgt af fællessang for fuld damp.
Det må være verdens største musikfest.
Verner

tirsdag den 9. november 2010

Efterår


Sommer smiler forbavset, svag,
i sin havedrøm, døden nær.
Dvæler længe hos rosen,
tøver, venter, længes mod ro.
Langsomt lukkes dens store,
dybt bedrøvede øjne to.

Efteråret er for længst over os, løvfaldet næsten afsluttet, afsluttet i en farvepragt, et skønhedsdrukkent farveorgier, som hver eneste år fryder øjet. Naturen puster ud nu, hviler, samler nye kræfter.
Vinter står for døren.

Hvor marken bølged nys som guld
med aks og vipper bolde,
der ser man nu kun sorten muld
og stubbene de golde.
Verner

søndag den 7. november 2010

Das Rheingold

Richard Wagner
Bryn Terfel
- som Wotan (Odin)
tror jeg!


Operabio
Transmission fra Metropolitan Opera – New York

I en lang række af operabio-forestillinger fra Metropolitan Opera i New York er turen kommet til Das Rheingold af Richard Wagner. Traditionen tro leverer Metropolitan varen. Fuld smæk for skillingerne. Iflg. teateret selv dækker billetindtægterne kun halvdelen af omkostningerne ved at producere, så kan man tænke lidt over det. Men det tror da pokker, når man ser den maskine, der er bygget for at realisere teatrets iscenesættelse af Rhinguldet.
Skal man kritisere noget, er det at lydgengivelsen ikke var optimal på sidste række i Imperial Bio, hvor jeg selv sad. Wagners orkestersats er uhyre vigtig, en rolle i sig selv. Så det er jo ærgerligt. Komponistens musik er på udvalgte steder altomfattende, hvad man ikke her kunne høre.
Rhinguldet er historien om hvordan dværgen Alberich røver Rhinguldet og gør det til en ring, der giver alverdens magt, hvorefter guden Wotan hugger den og bruger den som betaling for opførelsen af den ny pragtborg; Valhalla, et sted, hvor guderne kunne være i sikkerhed og fred for terror og ufred. Se lige det synspunkt anvendt på vore dages samfund!
Rhinguldet er den første af fire forestillinger i Nibelungens Ring (Ringen, kaldet). På hvilket tidspunkt komponisten fandt på at gøre det til historien om sit samfund, dets mennesker og deres følelsesliv, er for mig uvist. Men i Ringens 100 års jubilæums forestilling, iscenesat og dirigeret af to franskmænd (Chereau og Boulez) blev linjerne trukket helt fantastisk op. Her var det nemlig opfattelsen, at Ringen handler om den gamle verdens undergang og en ny tids komme. En ny og stærkt voldelig tidsepoke. Det var, hvad Wagner selv oplevede i datidens samfund og er stensikkert en kommentar til dette.
Denne opfattelse af værket er der også fuldt belæg for i udgaven fra Metropolitan. De gamle guder prøver med alskens kneb at redde deres verden med løgn, fortielser, tyveri, mord og krig. Deres tid rinder ud. Overguden Wotan (Odin), her sunget og spillet af fantastiske Bryn Terfel, ikke alene ser, hvor det bærer hen, han ved at enden kommer - langt ude. Men først købes der tid.
Halvguden Loge synger til sidst, hvor guderne går over Regnbuebroen ind i Valhalla, at guderne stormer ind i deres ny pragtborg, selvom de går deres undergang i møde!
I Wagners utrolige kompleks af ledemotiver anvendes Store Valhalla ledemotivet, præcis hvor guderne går over Regnbuebroen. Det virker meget, meget stærkt.


Verner

lørdag den 6. november 2010

Wien - oktober 2010 - 4

Wagner pavillon
på Karls Platz

Musikverein

Karls Kirche

Ud for Wiener Staatsoper på Ringaden svinger man til venstre ned ad Kärntner Strasse, og straks efter står man på Karls Platz. Spørgsmålet melder sig nu; hvilken Karl, taler vi her om? Kejser Karl 6! Her kunne man tro, at han forlangte sit navn på pladsen og kirken for at have taget initiativ til opførelsen. Ingenlunde. Det var et løfte, denne kejser gav, hvis pesten (1713) hurtigt drev over. Det gjorde den, og i denne anledning er kirken opført til Den Hellige Karl Boromeus ære. En protestant ved ikke, hvem denne sikkert fortræffelige herre er!
Det er absolut et af Wiens smukkeste steder, men det kan man, alt efter temperament, sige om en del steder i denne forunderlige by. Det er ovenikøbet overordentligt smukt. En stor meget flot plads, trafikfri, næsten, springvand foran Karls Kirke, der fremhæver kirkens arkitektur. Kirkens indre slår det meste, og personligt finder jeg interiøret meget smukkere, end det man oplever i Stephans Dom.
I pladsens ene hjørne finder man så Wagner pavillonerne, tegnet af arkitekten Otto Wagner. Pavillonerne er i jugend stil og med grønne kobbertage. Raffineret byggeri! Modsat kirken vender Künstlerhaus og Musikvereins gavl ud mod pladsen. Fra Musikverein sendes de berømte Nytårskoncerter, der hvert nytår transmitteres til stort set hele kloden. Det er samtidig Wienerphilharmonikernes koncertsal.
Har man ikke fået kultur nok, ligger tæt på Karls Platz udstillingsbygningen Secession og berømte Theater an der Wien.

Verner