I aftes (09.12.2016) sendtes i tv endnu et afsnit af
serien Indefra med Anders Agger. Dette afsnit hed ”Gæstearbejder”. Den
gode Anders Agger fungerer fint på tv næsten med hvem som helst. Han er
afslappet og virker helt fortrolig med de mennesker han portrætterer. Fine
kvaliteter for en tv-journalist. Agger er god.
I
går var han på besøg hos en tyrkisk familie, hvor familiens overhoved,
bedstefar og frue, stod på nippet til at forlade Danmark efter næsten et helt
liv her. De to mennesker begyndte som gæstearbejdere, inviteret til Danmark på
et tidspunkt, hvor der var udtalt mangel på arbejdskraft. Manden, der ikke sagde ét ord i udsendelsen, kunne ikke dansk. Det havde han aldrig fået lært sig i de
mange år i Danmark. Anderledes, med hans kone, der var indtagene. Sød dame.
Egentlig havde de drømt et helt liv om at tage ”hjem”. I dette tilfælde altså
hjem til Tyrkiet. De rejste hjem med tilskud fra den danske stat, sikkert
lovbundet, og nu skulle det så være. Aggers portræt af familien og de to gamle var
meget fint og indforstået, han bliver aldrig selv midtpunkt.
Det
Tyrkiet de to gamle tager hjem til, ligner næppe det de kom fra. Bekendte eller
venner har de vel heller ikke derude efter så mange år. Men, de var glade og
spændte. Den afsluttende scene fandt sted på banegården, hvor de gamle tog
toget til lufthavnen, tror jeg, og familie, voksne børn og børnebørn, samt
venner var troppet op for at sige farvel. Da den gamle mand stiger op i toget,
træder hans voksne datter frem og siger et rørende: farvel - tilgiv os vore
synder! I er tilgivet, lyder det fra den gamle. På tyrkisk. En afsked med
religiøse undertoner. Dørene klapper i, toget kører, alle vinker.
Måske ser de dem aldrig mere?
Verner
