torsdag den 13. august 2015

HN

Alle fodbold interesserede drenge mellem 8 – og 80 år ved, hvem der tales om, når Harald Nielsens navn nævnes. Harald Nielsen var en fodbold superstar om nogen. Ikke alene var han fodbold superstar, men også landsholdsspiller og professionel i Italien, i Bologna, hvor han også hyldes og mindes i disse dage, nu hvor han er død 73 år gammel. Som fodboldspiller var han centerforward, og i sine bedste år lynhurtig og giftigt farlig foran mål. Det sidste var der en del målmænd, der måtte sande. Harald Nielsen scorede mange mål, ustoppelig for et forsvar. Som person var han venlig, høflig, altid smilende, lige som sin hustru livet igennem Rudi Hansen, der i sine helt unge dage var kendt som Mie i Far til Fire-filmene. 
På billedet herunder ser man en ung Harald Nielsen i en kamp i Italien. Desværre var jeg ikke til stede, men billedet er illustrativt. Lige i den grad!
Man ser en ung, flot og slank forward nå bolden før forsvareren, sikkert på grund af langt større speed. Han ser også seriøst tung ud, denne forsvarsspiller! Harald kommer styrtende ind mod målet fra højre side, hvor han modtager en garanteret super flot pasning, og målmanden begår flere fejl, alt sammen i et enkelt split-sekund. Målmanden forudsætter, at Harald Nielsen vil sparke bolden i nettet alle yderst - op af venstre stolpe, i løberetningen! Det var fejl nummer ét. Næste fejl er, at han lige akkurat går for tidligt, og mod venstre stolpe, hvor han tror bolden kommer. Men i virkeligheden sparker superforwarden til bolden med ydersiden af højre fod, hvorfor den skrues i nettet i samme side; altså højre. Det hele har næppe taget mere end et sekund. Voila! 
Målmanden snydt, så vandet drev af ham.
Et sådan mål produceres kun af en super centerforward! 


Ikke sandt!
Verner