mandag den 30. november 2009

Thorning versus den danske banksektor

Dette billede
er naturligvis ren fiktion
Du kan være lige så uenig med Helle Thorning Schmidt, politisk, som du lyster, for min skyld ingen alarm, men nedenstående, der er taget direkte fra Børsen d.d., er hverken politik eller religion, det er blot betragtninger over den danske banksektors rystende fremfærd og forløjethed. Der er ingen grund til at forvente, at finansministeren, blot en ung kvinde fra Jylland, på Finansrådets årsmøde i dag vil tale branchen midt imod endsige indføre ny meget skrappe forholdsregler, som vil medføre, at det er samfundet, der styrer banksektoren og ikke omvendt. Det kender man efterhånden ministeren for godt til. Så nedenstående er ikke skrevet af denne blogs forfatter, men altså direkte importeret. Jeg selv kan som bankkunde, ligesom alle andre bankkunder, kun være enig i disse betragtninger.

Thorning i frontalangreb på bankerne

Socialdemokraternes formand, Helle Thorning Schmidt, er vred på de danske banker, som hun beskylder for at være arrogante og godt i gang med at fraskrive sig ethvert ansvar for finanskrisen. Forud for Finansrådets årsmøde i dag lufter hun i en kronik i Berlingske Tidende sin harme over bankerne herhjemme, som efter hendes vurdering med hastige skridt er ved at vende tilbage til det, hun kalder ’tidligere tiders bedrevidenhed og ansvarsforflygtigelse’.
Det vækker hendes undren set i lyset af, at det ikke er mere end godt ét år siden, banksektoren blev reddet af forligspartierne blandt bankpakke I og II – heriblandt Socialdemokraterne.
Thorning er især utilfreds med tre ting:
1. At bankerne hævder, at de ikke kunne se krisen komme – og derfor ikke har noget ansvar for den."Intet kunne være mere forkert. Danske Banker må grundlæggende selv tage ansvar for, at de øgede udlånene med 20-25 pct., hvor den årlige nominelle vækst blot er 5 pct.," skriver Thorning, der tilføjer, at "bankerne satsede alt for meget på at opnå store kortsigtede gevinster."
2. At bankerne fremstiller prisen for bankpakkerne som alt for høj. Thorning mener, at både bankernes provision til staten i bankpakke I og renterne for statslån via Bankpakke II er rimelige set i forhold til den sikkerhed, de to ting betyder for banksektoren. Og at det ville klæde branchen at vise lidt ydmyghed. "Derfor er det også en helt uhørt provokation, når bankerne netop har offentliggjort, at de vil udbetale millionbonusser. De burde kanaliseres tilbage til skatteyderne eller kunderne," skriver Thorning.
3. At bankerne kun accepterer strammere regulering, hvis den også gælder udlandet. "Det er en dårlig undskyldning – der dækker over at bankerne håber, at de internationale regler bliver ganske slappe og udvandede, fordi der skal tages så mange forskellige nationale hensyn," skriver Thorning.
Hun vil have stramme danske regler, også selv om udlandet ikke vil være med. "Det er helt og aldeles urimeligt at forvente, at danske skatteborgere også i fremtiden skal støtte danske banker, der havner i uføre, med den undskyldning, at de internationale regler ikke var stramme nok."
Thorning konkluderer, at den vigtigste lære af finanskrisen er, at markedskræfterne er så voldsomme, at de skal reguleres.
Verner