En af årets tidligste torsdagskoncerter var flyttet til i
går lørdag, pga. pianisten Lang Langs deltagelse i et statsjubilæum i hjemlandet
Kina. Alligevel var der stopfyldt i koncertsalen, for hvem vil ikke gerne høre
fænomenet Lang Lang, ovenikøbet når han skulle være solist i Rachmaninovs 2.
klaverkoncert. Når dertil lægges, at den østrigske dirigent Manfred Honeck
stod i spidsen for DR Symfoniorkesteret, havde man virkelig lagt op til den store
aften, det også blev.
Rachmaninovs
2. klaverkoncert er en ørehænger af rang. Voldsomt populær hos musikfolket,
med al sin sentimentalitet, fængende melodier, farvestrålende pragt osv., osv.
 |
| Lang Lang |
Det
blev også en oplevelse. Lang lang har stadig manerer, men optræder knapt så
underligt mere. Til gengæld er han teknisk brillant, som få andre i vor tid. En
megastar. Man forstår det til fulde, når man hører ham, som i aftes i
Koncerthuset. Rachmaninovs musik fik al den pragt og skønhed, man kunne
forlange. Der var øjeblikke, hvor orkesterledsagelsen gik fra forte (kraftigt)
til piano (svagt), hvor klaverstemmen ligesom voksede ud af stormen og næsten
ensomt sang om svundne tider, det tabte fædreland; En anden tid et andet
liv. Storslået øjeblik; ét af mange. Ren magi også takket være orkester og
dirigenten Honeck.
Som
ekstranummer gav Lang Lang et intermezzo. Måske var det af Tchaikovsky, jeg ved
det ikke. Meget betagende, intimt, næsten nænsomt. Stor musik i lille målestok.
Så smukt, så smukt. Stormende bifald.
 |
| Manfred Honeck |
Efter
pausen dirigerede Manfred Honeck Tchaikovskys femte symfoni. Pragtfuld russisk musik. Højt
elsket og beundret klassiker. Formidabelt spillet af orkester og dirigent.
Verner
Addendum
Ud over virkelig at nyde den fantastiske koncert og den ligeså fantastiske musik, er der mere at tænke på, som sædvanlig, naturligvis. Jeg sad på et afsnit, der hedder Orkesterplads C. Det var lige oppe over gruppen af Bratchspillere, messinggruppen og timpanisten (slagtøjspilleren, i dette tilfælde en musiker, der spillede på bækkener, fire af slagsen, hvilket ikke går stille for sig). Det understregede alt sammen musikkens uhyre omfang, og der blev gået til den, alt imens musikkens synkrone og asynkrone dele blev afviklet med uhyre kraft og præcision, hvor det ifølge partituret skulle. Det hele ledet af en superdirigent som Manfred Honeck. Det var spektakulært.
Ydermere, bør man tænke på, synes jeg, at den musik, der blev spillet i aftes, var kendt og elsket musik, men engang var denne musik fuldstændig ny. Tilhørerne på den tid må have været næsten chokerede, ligesom jeg, der ellers har hørt så meget klassisk musik i mit liv, omtrent var det. En symfonisk aften af en kvalitet som ikke hørt længe.
Addendum
Ud over virkelig at nyde den fantastiske koncert og den ligeså fantastiske musik, er der mere at tænke på, som sædvanlig, naturligvis. Jeg sad på et afsnit, der hedder Orkesterplads C. Det var lige oppe over gruppen af Bratchspillere, messinggruppen og timpanisten (slagtøjspilleren, i dette tilfælde en musiker, der spillede på bækkener, fire af slagsen, hvilket ikke går stille for sig). Det understregede alt sammen musikkens uhyre omfang, og der blev gået til den, alt imens musikkens synkrone og asynkrone dele blev afviklet med uhyre kraft og præcision, hvor det ifølge partituret skulle. Det hele ledet af en superdirigent som Manfred Honeck. Det var spektakulært.
Ydermere, bør man tænke på, synes jeg, at den musik, der blev spillet i aftes, var kendt og elsket musik, men engang var denne musik fuldstændig ny. Tilhørerne på den tid må have været næsten chokerede, ligesom jeg, der ellers har hørt så meget klassisk musik i mit liv, omtrent var det. En symfonisk aften af en kvalitet som ikke hørt længe.
