søndag den 23. december 2012

Aniara

Den blinde digterinde i Blomdahls opera over digtet Aniara

I disse dage, tæt på årsskiftet, bringes i aviser og tv en del artikler om menneskehedens snarlige undergang. Det forklares ud fra mange forskellige betragtninger. Alskens farer lurer på os. Dødelige epidemier, jordklodens kollaps, farer fra rummet, solstorme etc., etc. Her er ingen ende på kalamiteterne. Det må simpelthen gå galt. Lige i den grad. Så meget mere som Mayaernes kalender nøje har forudsagt dommedags komme. Og det er nu i disse dage. Tak spids. Allerede i 60’ernes Danmark meddelte guden Orthon, med en taxachaufør som medium, at enden var nær. En mægtig flåde af flyvende tallerkener ville komme og frelse de relativt set få udvalgte.
Ret beset kan menneskets livsvilkår ændres dramatisk til noget meget ringere end nu, om man ikke får ændret sin adfærd på adskillige punkter.
Men midt i alt dette har ingen nævnt Harry Martinsons fremtidsepos, en roman i versform; Aniara!



Harry Martinsson

Harry Martinson skrev sit store digt Aniara i 50’ernes Sverige;  et fremsynet værk, som jeg ikke tror, mange læser mere. Det er en episk digtsamling, hvor man følger et rumskib og dets besætning på vej væk fra jorden. Rumskibet er på vej mod stjernebilledet Lyren, fordi noget er gået galt –
 Jorden er ødelagt, rumskibet er blevet slået ud af kurs, og de ombordværende emigranter eller flygtninge fra Doris dale kan ikke stoppe gyroen, som driver skibet frem. De ved nu, at denne færd først vil ende om adskillige tusinde år, nemlig når rumskibet er blevet forvandlet til én stor flyvende sarkofag med kurs mod stjernebilledet Lyren.
Fortælleren ombord hedder Mimaroben. 

"(Själv har jag inget namn. Jag tillhör Mima/ och kalles därför endast mimaroben)."

Han passer en krystalkuglelignende genstand, en slags elektronisk skærm. Den er godt nok rund, men over denne skærm manifesterer der sig ting og sager, billeder og informationer efterhånden som de flyver gennem rummet. Der er hele tiden nye oplysninger på vej ind over skærmen; en elektronisk indretning ombord, Mimen, som skærmen hedder, kan opfange alle mulige informationer, der flyder rundt i universet.
Jamen, det er da et fuldstændigt perfekt billede på cyberspace han skaber der! Og typisk for billedet er, at efterhånden som tiden går, og efterhånden som der fødes nye generationer ombord på rumskibet  i et lukket kredsløb, der er dømt til at uddø, så udvikler denne Mime, forvaltet af Mimaroben, sig i stigende grad til en kult, en religiøs kult, hvis oprindelse ingen længere synes at mindes. Således at man samles foran en krystalkugle, der i stigende grad er fuld af uforståelige billeder og informationer. Den sårbare elektronik ender med at brænde sammen, og til sidst tilbeder man selve kuglen.



Af Aniara, Sang 79

Vi kom från Jorden, Doris land,
klenåden i vort solsystem,
det enda klot där Livet fått
ett land av mjölk och
honung.
Beskriv de landskap som
där fanns,
de dagar som där grydde.
Beskriv den människa
som i glans
sit släktes likdräkt sydde
tills Gud och Satan hand i
hand
i ett förstört, förgiftat land
kring berg og backar
flydde
för människan: askans
konung.


Her, i det berømte digt; Aniara, er der virkelig tale om en skelsættende samfundskritik. Mesterligt udformet i versform og uendeligt vedkommende. Lån Otto Gelsteds danske gendigtning på biblioteket. Efter læsningen sidder de fantastiske digte, der har en uhyre fortættet kraft, i dig i lang, lang tid fremover. Bogstaveligt talt. Det er så uhyggeligt, og det er samtidig meget stor digterkunst. Du vil medgive, at dette mesterværk er uafrystelig. Selv mange år efter læsningen er det muligt at genkalde sig det fantastiske digt og de lige så stærke og fantastiske vers.
Læs dét i stedet for de amatøragtige dommedagsprofetier i aviserne. Og få dig en kæmpe  oplevelse.



Karl-Birger Blomdahl har lavet en opera over vidunderdigtet, men kvalitetsmæssigt desværre langt fra forlægget.


Verner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar