På Nørrebro

At gå i teatret i dag er efterhånden en pose blandede bolsjer, som f.eks. nu i går eftermiddags på Nørrebros Teater i Ravnsborg Gade på Nørrebro i Kbh. Teaterbesøget var starten på et arrangement i den lille private, kulturelle forening Seksmandsklubben.

For et menneske som jeg, der er vokset op på Nørrebro, melder der sig naturligvis en del tanker, ved et besøg på det gamle teater, som man førhen frekventerede relativt tit. Årene er gået, så står man der igen. Det var mindre end jeg huskede det. Hyggeligt, gammelt sted, men med ringe adgangsforhold fra forhal til scenerum. Derinde trangt, salen stopfyldt med forventningsfulde publikummer. Fuldstændig udsolgt. Nu til dags er man ikke særlig pænt klædt til lejligheden. De fleste kommer i, hvad de står og går i.

Teatret havde valgt at spille Melodien, der blev væk, et stykke fra gamle dage omhandlende problematikken vedr. tab af livslyst og -mod. Det forekom ikke meget relevant. Det er ikke en mindeværdig forestilling, trods skuespillere, der gjorde deres bedste.

I pausen havde vi bestilt et glas hvidvin, Uha, det var heller ikke for godt. Det er vel, hvad teateret formår?

Stykket blev spillet til ende, og blev honoreret med mange klapsalver, mest af høflighed ville jeg tro, for ellers har publikum ikke forstand på, hvad de udsættes for. Under den megen klappen er der så enkelt individer, der rejser sig op for at hylde kunstnerne, efterfulgt af mange andre. Man oplever tit denne underlige ting, Her var det også grundløst. Så godt var det slet ikke. Hvad er egentlig meningen med denne mærkelige gestus? Publikum mangler total sans for, hvad de oplever, ville jeg tro.

Den efterfølgende middag på et umanerlig godt spisested i Taastrup rettede heldigvis op på eftermiddagens oplevelser.

Nørrebros Teater

Verner