Il Trovatore (Trubaduren)
Da komponisten Verdi var midt i, eller sidst i
trediverne, havde han ét stort ønske: at købe sig en gård, eller rettere et
gods. Men, den på dette tidspunkt allerede berømte og feterede komponist havde
simpelthen ikke råd til at erhverve sig det attråede gods. Men han fattede en
plan. At komponere et par operaer og betinge sig royalties; en afgift for hver
gang operaerne blev spillet. Sandsynligvis noget helt nyt for datiden.
Det blev til operaerne Rigoletto
(1851), Il Trovatore (1853), og La Traviata (1853). Det blev
eksempelløse succeser, La Traviata med nogen forsinkelse. Disse operaer, og en
del flere af Verdi, bliver opført med stor succes i dag, mange år senere. Pengene
væltede ind i rå mængder. Verdi fik sit gods. Netop lige nu er Verdi den mest
spillede operakomponist.
Il Trovatore (Trubaduren)
Handlingen i denne opera er
stærkt indviklet, man må gennemlæse den en del gange, for at forstå hvad der
foregår. Historien forgår i Spanien i middelalderen. Heri indgår krig,
heksebrænding, brodermord, løgn og overtro, baby, der brændes på bålet ved en
fejltagelse, den helt store kærlighed, jalousi og hævn. Alt sammen til Verdis
overdådige operapartitur, med et væld af smægtende melodier, i en endeløs række
forekommer det. Alene Verdis vidunder af en melodi og tematisk stof, hvor den tilfangetagne Azucena bliver forhørt af Grev Luna og hans folk. Det er voldsomt dramatisk og
vidunderlig musik. Denne opera har trods sin vanskelige handling altid været uhyre
populær. Og så kræver den sangere. Topsangere i hovedrollerne! Det er ikke for
nybegyndere.
Opera bio fra Metropolitan Opera: Il Trovatore
Metropolitan
Operas udgave, overværet i søndags i Imperial Bio, var iscenesat af den britiske instruktør David McVicar. Og endelig oplevede man (jeg) en god opsætning af superklassikeren Il Trovatore. Ikke noget med at flytte handlingen til et
kraftværk i en sø, eller til borgerkrigene i Jugoslavien eller andet mærkeligt,
men som stykket oprindeligt var tænkt: sort, sort middelalder.
Og det var en strålende
forestilling.
Hovedrollerne blev sunget af
Leonora: Anna Netrebko,
Azucena: Dolora Zajick,
Manrico: Yonghoon Lee
Grev Luna: Dmitrij
Hvorostovskij
Dirigent: Marco Armiliato
Her er tale om filmatiseret
opera, hvor alt ser fint ud på scenen, men på film er sopranen Netrebko måske
lige for gammel til rollen som Leonora og lidt for buttet. Men overdådigt
syngende, som de andre hovedrolleindehavere. Til det fabelagtige orkesterspil
sang Hvorostovskij (baryton) uforglemmelig godt. Han er den bedste Grev Luna, jeg har
set, og en af de allerbedste, jeg har hørt i denne skurkerolle. Jeg drømmer om
hans præstation endnu.
Undervejs var der kæmpebifald
til sangerne, stor stemning i teateret. Og ved slutfremkaldelserne var der
enorm begejstring. Det, der her blev præsteret, var operateater på topplan.
Verner
Addendum:
Før forestillingen og i pausen
blev der vist og spillet klip fra kommende forestillinger på Metropolitan. Det
så fantastisk ud, og som det lød. F.eks. et lydklip fra Wagners Tannhäuser, med
The Mets superbe orkester dirigeret af selveste James Levine var fabelagtig
overdådigt, storslået! Hvilket orkesterspil. Nå, da da, det var Wagner, som man
næsten kun kan drømme om!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar