Touren

Le Tour

I mange år har vi i denne husstand fulgt TV2’s dækning af Tour de France i tv. Vi har faktisk ikke tal på, hvor mange gange vi har siddet ud på eftermiddagen med tv tændt, klar, med et glas vin i hånden. Fransk vin, naturellement. Mange år faktisk. 

Nu sender TV2 igen Tour de France!

Det er gået op og ned med Touren. I mange år ødelagde amerikaneren Lance Armstrong rent faktisk løbet. Han var alt for stærk. Dette kom sig af, at denne atlet from Over There havde fundet et præparat at køre cykelløb på, som man ikke kendte i løbsledelsen. Ergo var der ingen doping. Det blev ret trivielt, så mange gange han vandt løbet i træk. Han blev for stærk. Men alligevel elskede vi løbet, og gør det stadig.

Det var dengang altid en oplevelse at se og høre Jørn Mader og Jørgen Leth speake løbet. Især Jørgen Leths mange interessante historier om det smukke Frankrig, dets mange provinser og byer, slottene, sproget, maden og vinen. Sådan er det ikke mere. Det Tour de France du engang kendte findes ikke mere. For nu at bruge en moderne politisk vending. Jørgen Leth deltager stadig, men på et andet niveau, om jeg så må sige. Det er rart, at han stadig er hos os, når Touren kører. Man føler sig tryg.

Men Touren er som nævnt ikke mere den samme. Efterhånden starter den i et andet land end Frankrig. Det kan man leve med, men førhen kom løbet for en stor dels vedkommende Frankrig rundt, hvilket er, hvad det drejer sig om. Det usædvanligt smukke og storslåede Frankrig. Frankrig med de mange smukke provinser.

Touren i år er stort set to cykelløb. Cykelløb nr. 1 foregår, efter starten i Holland og Belgien, i og omkring Pyrenæerne. Jeg kan anbefale alle at besøge denne storslåede egn. Dernæst flytter hele menageriet pr. fly til Alperne, hvor cykelløb nr. 2 finder sted. Afslutningsvis flytter alt, revl og krat, så til egnen ved Paris, hvor afslutningen finder sted.

Altså ikke Frankrig rundt, men to separate cykelløb. Vi får ikke set de mange forskellige og dragende provinser undervejs.

Dette er min anke.

Om vi så ikke skal se Tour de France. Jo det ved Gud da, vi skal. 

Lance

Verner

Kirill

Kirill Petrenko

Berliner Philharmoniker har endelig valgt deres ny chefdirigent, der efterfølger Simon Rattle på chefposten i 2018.

For at forstå vigtigheden af en sådan meddelelse skal man vide, at de berømte Philharmonikere fra Berlin er den ene af de to vigtigste chefposter inden for den klassiske musik, nemlig Musikchef på Wiener Staatsoper og Chefdirigent for Berliner Philharmoniker.

Det er også sådan, at orkestrets medlemmer stemmer om, hvem denne ære skal vederfares, og de har altid i en sådan valgsituation været uenige. Det tager lang tid. Således også denne gang. Det ligner valget af en ny Pave. Denne sammenligning er, iflg. mig selv altså, ret god. Tidligere paver på denne post var de sagnomspundne dirigenter Wilhelm Furtwängler og Herbert von Karajan.

Tidens store dirigentprofiler har alle været nævnt mht. posten, som chef hos berlinerne:

Andris Nelsons

Riccardo Chailly 

Mariss Jansons

Christian Thielemann

Gustavo Dudamel

Daniel Barenboim

Men ingen af disse kunne, eller ville - eller orkesteret ville ikke. En topdirigent har i forvejen kontrakter, som han hverken kan eller vil rejse fra.

Jeg selv havde gerne set Ricardo Chailly blive den foretrukne. Spørger man andre musikinteresserede om deres valg, får man helt sikkert et andet svar. Men nu er det jo orkesteret, der vælger. Den internationale presse svømmer over med påstande om, at den udvalgte, Kirill Petrenko, ”kun” er fjerde valg. Men enige blev man altså.

Hvorhen det vil føre er helt åbent. Valget af Petrenko er et eventyr. I bedste fald vil det sikre, at den nye chef vil føre orkestret tilbage til det område, det har forsømt i de seneste år under Simon Rattle i alle de ekstra-musikalske projekter: det koncentrerede arbejde med egen lyd. Og det vil ikke den værste løsning. Kirill Petrenko er kendt for dette.

Karajan - en af Petrenkos berømte forgængere på posten

Verner

Umbria

Et landskab præget af mindre byer beliggende på bakke- eller bjergtoppe med udsigt over ofte meget smukke dale. Byerne er gamle, farverne på mure og tegltag i terrakotta farver, og overalt oliventræer. Mange af dem. Og så vinen. Umbrien er et vinland. En del af det grækerne kaldte Oenotria; Vinland.

Umbrien ligger lige øst for Toscana, men er heldigvis langt mindre overrendt af turister. Her er fred og ro, når man besøger den smukke provins. Fra gammel tid er det også et land præget af indbyggernes religion; katolicismen. Overalt gamle smukke kirker, med masser af freskoer og oliemalerier af scenerier fra biblen, som et moderne menneske, der for længst har forladt religionen ikke forstår et pluk af. I hvert fald knapt. Men, smukt absolut.

Domkirken i Assisi med Frans' grav

I en af de meget smukke gamle byer; Assisi, findes den hellige Frans’ grav. Frans er for længst udråbt som helgen. Denne hellige mand fik livet igennem indtil flere syner, hvor Herren den almægtige talte til ham, og forkyndte sin vilje. Altså ifølge Frans. Hans grav findes i en domkirke i byen. Denne kirke er bygget ovenpå en ældre kirke. I den nederste af kirkerne findes en trappe ned i en krypt, hvor man kan se og bede ved Frans’ grav. Det er rigtig specielt og stemningsfuldt. Fyldt med troende italienere, naturligvis. Det er en stor turistseværdighed - blandt en hel del andre. Det er virkeligt et besøg værd.

Cascata delle Marmore

Besøgt her i starten af juni dette år, fremstod det gamle land som tidligere meget smukt. Det regnede. det har jeg sjældent oplevet i Italien.

Verner

      

Nielsen 150 år

Nielsen på en dansk hundredekrone seddel

Carl Nielsen er født 9. juni 1865 på Fyn. I går fejrede man mange steder hans 150 års dag. Han er for længst anerkendt, som den største danske komponist nogensinde, og i det hele taget, som en meget stor komponist. Hans musik kan være lidt særegen, men umiskendelig dansk. Det blev til mange koncerter på fødselsdagen, aviserne bragte anmeldelser af de seneste indspilninger af Nielsens musik. Her er for øvrigt nok at gøre, for han var produktiv. Engang sidst i 1960’erne fik den amerikanske dirigent og komponist Leonard Bernstein overrakt Sonning-prisen, hvilket blev fejret med en koncert i Odd Fellow Palæet i København, hvor de tilstedeværende fik en oplevelse for livet. Det var nærmest sindsygt spændende, grænse overskridende og besættende. Værket, der blev spillet var Nielsens tredie symfoni: Espansiva. Bernstein var kender og beundrer af Nielsens musik, først og fremmest hans symfonier, hvoraf der er seks.

I mange år efter dette var jeg af den opfattelse, at jeg aldrig mere skulle høre en Nielsen symfoni i det format. Det var indtil jeg købte en samlet indspilning af Nielsens symfonier, med San Francisco Symphony dirigeret af Herbert Blomstedt. Her er også en Nielsen kender af de mere seriøse. Den samlede indspilning blev selvfølgelig købt i San Francisco. Blandt de seks symfonier i denne indspilning foretrækker jeg personligt 2. symfoni: De fire temperamenter. Det er ligeså skelsættende en oplevelse, som med Bernstein. Her hos amerikanerne får man en ærkedansk opfattelse, og på et meget højt niveau. Det er besættende godt. Et brag af en fortolkning, amerikanerne går virkelig til den. Flot velartikuleret orkesterspil. Et brøl af potens. Og det klæder Nielsens musik, det er uhørt flot og storslået.

Lån indspilningen på biblioteket og skru godt op for stereoanlægget. 

Herbert Blomstedt dirigerer

Verner 

Store fodboldstjerner

Lionel Messi

I en artikel på sportssiderne i går evaluerede flere forskellige personer tilknyttet fodboldsporten, fænomenet Lionel Messi, om han, Messi altså, er den største fodboldspiller gennem tiderne. Det var med henblik på denne aftens finale i Champions league. Årets store fodboldfinale. Det halve af klodens befolkning, eller sådan noget lignende, vil følge denne finale, som vanen tro bliver transmitteret i tv. Selvfølgelig, for det er ikke fodbold alene, det drejer sig om.

Omar Enrique Sivori

Flere af disse fortræffelige mennesker mente, at det forholdt sig på den måde, at Messi måtte være den største til alle tider. Jeg mener ikke, at man kan stille det op på den måde, thi der har været mange og meget store stjerner før Messi. Jeg selv husker flere fra fortiden, der i hvert fald var på højde med Lionel Messi.

Det samme gør den store danske fodboldspiller Michael Laudrup. Han nævner bl.a. Omar Sivori, som han selv har spillet sammen med. Omar Sivori kunne alt med en bold, en troldmand, en levende legende. Jeg har også set ham i tv. Laudrup har ret. Også Johan Cruyff, nævner Laudrup, og her er jeg også enig. Mega-stjerne.

Johan Cruyff

Man skal/bør ikke stille det op på denne måde. Der har tidligere været mange, mange stjerner indenfor den ædle fodboldsport. Og i fremtiden vil der også være store navne.

Jamen, er Messi da ikke en stor stjerne. Jo, det ved gud.

Verner

På Højbro Plads

Højbro Plads en sommerdag. Blot var der i dag  trængsel, så det batter!

Sådan en lørdag i starten af juni måned, den første varme dag i dette år, er Københavns Centrum fyldt med turister, i massevis. Hele den charmerende Indre By vrimler. Jeg selv kommer slentrende fra Christianshavns Torv og nyder rigtig sommerdagen. Efter nogen tid, melder tørsten sig; det er jo varmt. Så er det heldigt, at lige som man skråer over Højbro Plads, er der en større fortovsrestaurant, fyldt med mennesker. Og ikke at forglemme udskænkning af Øl. Fadøl. Hvad kunne være bedre, tænker jeg? Derimod var det sværere at finde en siddeplads, men heldet følger den, der opsøger det, og lige ved siden af udskænkningsstedet var der en ledig plads. Bordet var kun optaget af en dame, der lige havde påbegyndt en fadbamse. På spørgsmålet om hvorvidt jeg måtte sidde på den ledige plads, svarede damen på svensk, at jeg var meget velkommen. Jeg satte mig med min egen fadbamse. Mellemstørrelsen. Herligt kold, og vederkvægende.

På forespørgsel bekræftede damen, at hun var turist og fra Stockholm. Nu skal jeg lige fortælle, at jeg tidligere, gennem mange år, i embeds medfør, har talt med utallige svenskere, pr. telefon ganske vist, men alligevel. Og erfaringen fra den tid er, at svenskere fra Stockholm er meget lettere at forstå for en dansker, end f.eks. skåninger. Helt sikkert. Således også her. Denne søde dame, midaldrende eller lidt mere, faldt jeg i snak med. Det var morsomt. Nu ankom så hendes frokost. Det var et meget stort stykke smørebrød; æg med rejer. Og mayonnaise!

Jeg lover at hendes stykke, var endnu større! 

Jeg betror hende, at der da var betydeligt mere æg end rejer, hvad hun smilende medgav. Det var der også. Det var det stik modsatte af rejer i trængsel. Pyt, sagde hun, og guffede i sig. Nu stillede jeg min stol lidt på skrå, så jeg ikke sad og gloede på hende, mens hun spiste kæmpestykket. Med fornøjelse. Rub og stub. I medens talte vi om turisme og rejser, om europæiske storbyer. Hovedstæder. Hun havde været mange steder. Det har jeg også selv, for resten. Hun havde naturligvis også været i Prag, og vidste at Tychoe Brahe ligger begravet dér. Derimod vidste hun ikke, at han havde mistet sin næse og fået en af sølv i stedet! Men hun havde dog hørt, at den arme mand var død af sprængt blære, og – hold fast, det skete under en middag, hvor også kongen var til stede. Brahe styrtede om og var død. Sagde hun. Under vejs i den sjove samtale gled øllet let over ganen. Da damen var færdig med sit imposante stykke smørebrød og sin fadbamse, takkede vi hinanden for en trevlig samtale, og gik videre ud i den i den smukke, overrendte by. Sjovt med sådan en samtale med en vildtfremmed.

Verner 

Mellem sommerens længsel og vinterens kulde

Ofte sker der underlige sammentræf, som man næsten ikke forstår. Når man tænker over det, så er det et tilfælde, for det meste!

Her sidder man fordybet i gen-læsningen af første del af Leif Gunnar Willy Perssons romaner om mordet på Olof Palme, svensk statsminister i forrige århundrede. Olof Palme blev snigmyrdet 28. februar 1986. Et meget omtalt mord, al den tid dette mord aldrig blev opklaret, og vel næppe heller nogensinde bliver det. Alt blev forkludret fra starten af efterforskningen.

Men føromtalte tilfældighed, mere er det næppe, består i, at mens jeg sidder og læser første del af den fantastiske trilogi, er et gætteprogram i gang på en radiostation, hvor et spørgsmål lyder: Hvilken anden svensk top-politiker end Palme blev også myrdet. Svaret er selvfølgelig udenrigsminister Anna Lindh.

Tilbage til første del af Perssons trilogi om Palmemordet: Mellem sommerens længsel og vinterens kulde. Denne utrolige trilogi om mordet på Palme starter med et selvmord, længe før Palme kommer af dage. Det har sin forklaring. Det arme menneske, man formoder selv har taget sig af dage har efterladt sig et brev, tydeligvis et brev fra et menneske, der tager livet af sig. Eller gør han nu også det?

”Jeg har levet mit liv mellem sommerens længsel og vinterens kulde. Da jeg var yngre, plejede jeg at tro, at når sommeren kommer, bliver jeg forelsket i en, jeg kan holde meget af, og så vil jeg begynde at leve for alvor. Men da jeg havde gjort al det, jeg var tvunget til at gøre, var sommeren allerede forbi, og tilbage var kun vinterens kulde. Og det var ikke det liv, jeg havde forestillet mig.”

Persson er kriminolog og professor i politiefterforskning ved Rikspolisstyrelsen. Han er Sveriges førende ekspert i kriminalitet og forbrydelse. Fagmand, altså!

Trilogiens tre bind er som følger

1. Mellem sommerens længsel og vinterens kulde

2. En anden tid et andet liv

3. Falder frit som i en drøm

Denne serie består som nævnt af tre bind, alle på ca. 600 sider. Tilsammen altså 1800 sider, hvor man skal holde tungen lige i munden, for at følge med.

Persson skriver herligt ondskabsfuldt og hylende morsomt om ledende politifolk i specielt det svenske sikkerhedspoliti.

Det er bøger som alle svenskere, og danskere for den sags skyld, bør læse.

Persson løser gåden om mordet på Palme. Ganske tæt på i hvert fald.

Leif Gunnar Willy Persson

Jo, jeg har skrevet før om dette mesterværk, men jeg håber, at flere vil læse bøgerne.

Verner