Danmark, nu blunder den lyse nat

Midsommer er over os. Det har lige været Sankt Hans, som desværre i år næsten gik i vasken på grund af det dårlige vejr, med masser af regn. En våd Sankt Hans. Der var trods dette bål mange steder. Men desværre har man oplevet nu gennem mange år, at disse ofte smukke Sankt Hans bål bliver tændt for tidligt. Alt for tidligt. Meningen med at fejre Midsommer er glæden over livet, hvor dejligt det er, og de lyse nætter. De lyse nætter! Tænk bare. For en nation, som den danske, der i mange måneder hvert år må leve med mørke, kulde, regn og slud, er det her virkeligt noget at feste for. For, hvornår er livet dejligst, om ikke nu hvor sommervejr og lyset gør det værd at være til. At være menneske. I pagt med Moder Natur, føler man det.

Tilbage til den alt for tidlige afbrænding af de smukke Sankt Hans bål, så er det meningen, at disse skal være placeret ved en kyst eller ved bredden af en sø, hvor de gør sig bedst, og først tændes, når tusmørket sætter ind, så man for alvor føler sommernattens trylleri.

- Ej og?

Danmark, nu blunder den lyse nat !

Tekst
Thøger Larsen


Komponist
Oluf Ring

Danmark, nu blunder den lyse nat
bag ved din seng, når du sover.
Gøgen kukker i skov og krat.
Vesterhavet og Kattegat
synger, imens det dugger,
sagte som sang ved vugger.

Danmark, du vågner med søer blå
mætte som moderøjne.
Alt, hvad i dine arme lå,
lader du solen skinne på
ser, hvor det yppigt glider,
frem af forgangne tider.

Ja. - Du ser rigtigt,.her bringes kun lige de første vers af den smukke sang.

Heksene flyver til Bloksbjerg iflg. gamle sagn

Verner

Das land, wo die Zitronen blühn

LÄNGTAN TILL ITALIEN

Birger Sjöberg, 1825-1929 (Sweden)


Jag längtar till Italien, till Italiens sköna land,
där små citroner gula, de växa uppå strand,
där näktergalar drilla
allt uti dalen stilla,
och snäckorna så röda, de lysa uppå sand.


Jag längtar till Italien, där palmerna de stå
så doftande och höga med gröna blader på,
där gossen spelar luta
invid sin flickas ruta,
när aftonstunden kommer med många stjärnor små.


Jag drömmer om Italien vid skymning i vår bod,
där kryddor sällsamt dofta bland lådor och bland lod.
Jag ser i mina drömmer
de silvervita strömmar
med tusende gondoler uppå den klara flod.


Jag tycker, att jag ser, hur i månens milda sken
jag vrickar fram gondolen på böljan, klar och ren,
och hur i aktern sitter
beglänst att stjärnans glitter,
en späd italienska med röst så ljus och len.


Hon sjunger om Italien, om Italiens sköna land,
där små citroner gula, de växa uppå strand,
där näktergalar drilla
i dalen, mörk och stilla,
när solen sjunker ner bak Vesuvius'es rand.

I århundreder har nordboerne drømt om Italien, om landets herligheder. Det er nemt i dag, at påpege alle manglerne og alle de forkerte ting, jeg skal ikke remse op, men det er stadig sådan, at Italien er en rejse værd. Endnu bedre Syditalien, hvor citronerne gror iblandt så meget andet. Der er billedskønt på Amalfikysten, Capri, Sorento og Ischia. Det er næsten et must at besøge dette område, at leve i Syden bare en kort tid, fornemme farverne, varmen, solen og de underskønne kyster og bugter, et område skabt til nydelse. Det er også derfor, man ikke er den eneste turist. Tværtimod. Der var virkelig mange her i starten af juni, hvor deres udsendte besøgte Italiens sköna land.

Men helt ærligt. Sådan otte dage på et fint hotel beliggende i en underskøn park, hvis lige man skal lede længe efter, med en herlig restaurant, der blandt så meget andet også havde frit udsyn over til Vesuv, som skiftede udseende alt efter vejrlig og tidspunkt på døgnet, det er bare alle tiders. Restauranten lavede forøvrigt virkelig god hjemmelavet italiensk mad.  

Man tager rundt og ser alle herlighederne, slapper af og nyder livet. Der sker lidt af hvert i menneskevrimlen, hvor man oplever hele det evigt skrigende og skrålende Italien i en storby, som f.eks. Napoli. På rundturen i Napoli er vi nogle af deltagerne fra rejseholdet, som kommer forbi domkirken. Her er et bryllup lige ved at løbe af stabelen. Så ankommer bruden, og nogle kvinder hjælper med sløret. Da alt er i orden, går den ubegribeligt smukke brud, sammen med far op af trapperne og ind ad døren. I samme sekund vælder tonerne af Wagners Brudekoret fra Lohengrin gennem rummet, spillet på orgel, så hele det vældige rum fyldes af et kolossalt brus. Det blev et smukt bryllup.
- Da vi kom ud på gaden igen regner det. Det vælter ned. Man er vel i Syden?

Det var på Capri, jeg saa hende komme

Dansk Tekst: Hjerter Knægt


Det var paa Capri, jeg saa hende komme,
det var paa Capri, jeg saa, hun forsvandt!
Det hele skete, før Natten var omme,
før jeg fatted’, om Synet var sandt.
Hun stod med eet som en Fe ved min side,
og hendes Mund var en yndig Rubin,
og med et Smil lod den stille mig vide
at den ønsked’ det samme som min.

Himlen havde tændt sin Lygte,
Maanen løste Hjertet ud:
”Frøken, De er den, jeg søgte,
den, jeg tit har drømt, blev min Brud!”
Men hun fløj bort paa usynlige Vinger,
og med et Suk saa jeg, Grunden var den:
Hun bar en glat Ring af Guld paa sin Finger
Jeg ta’r aldrig til Capri igen.


Verner



Addendum

Birger Sjöbergs LÄNGTAN TILL ITALIEN findes diskofilt og på nettet selvfølgelig, med den berømte baryton Ingvar Wixell.

RW

Og så sidder man dér! Forudgående har man fået øje på en afstemning på internettet, som afholdes af DR (Danmarks Radio) - en afstemning angående hvilket stykke fra en opera, man vil foreslå som hørende til de 50 bedste stykker operamusik. Efterfølgende sendes dette så i radioen. 

Klassisk Top 50 Opera

Hvis man skal deltage, har man noget af en opgave, thi hvad er størst? Rundetårn eller et tordenskrald?

Som musikelsker, ivrig tilskuer eller lytter til klassisk musik og opera, har man mange favoritter. Nærmest uendeligt mange, hvis man, som jeg har været levende interesseret i klassisk musik hele livet. Og klassisk opera.

Man kunne altså deltage i kåringen af Klassisk Top 50 Opera ved at stemme på internettet og kort begrunde sit valg. Det gjorde jeg så, med et til lejligheden nøje udvalgt værk, som jeg anså for at have så store kvaliteter, at det nok skulle kunne komme til tops i konkurrencen. Antog jeg.

Et par dage senere modtog jeg så en email fra DR, med en indbydelse til at komme til DR Byen, for at blive interviewet angående mit valg. Det lød sør'me da rigtig godt. Her har jeg besøgt DR i Radiohuset i Rosenørns Allé hele mit voksenliv og blevet beriget musikalsk, dog sjældent opera, naturligvis, men symfonikoncerter med deres fantastiske symfoniorkester; Radio Symfoniorkestret. Og mange fremtrædende dirigenter.

Jeg mødte op til fastlagte tid, blev hentet i forhallen af en ung dame, der skulle afholde et interview med mig. Vi havnede i et ganske almindeligt lokale, hvor dette interview fandt sted, intet fancy her. Her gik det op for mig, dels at mit valg var så langt, at det måtte beskæres, og at mit interview også sandsynligvis måtte blive det, den korte tid der nu var til det. Og den er kort i sådan en radioudsendelse.

Det var ikke muligt at fremføre alle de synspunkter vedrørende mit operavalg, som jeg sad og trippede med, hverken de musikalske, samspil mellem tekst og musik, som er hele humlen, de sangtekniske udfordringer, komponistens særlige tonesprog, den fremragende komposition, de historiske implikationer og meget mere.

Selv her, er netop det svært!

Når alle 50 valgte eksempler har været afspillet i radioen med respektive interviews, 2 om dagen, på hverdage, holdes der en operakoncert i Koncerthuset 4. juni 2016. De interviewede får to billetter. Det sendes i radioen, naturligvis. Måske også tv – på et tidspunkt.

Mit eget valg sendes onsdag 18. Maj - fra kl. 18.05, på DR Prg. 2 - 90,8 MHz, som det ene af de to valgte afstemningsresultater for denne dag.

Det drejer sig om

Richard Wagner:

Wotans Abschied fra Valkyrien.

Verner

På Nørrebro

At gå i teatret i dag er efterhånden en pose blandede bolsjer, som f.eks. nu i går eftermiddags på Nørrebros Teater i Ravnsborg Gade på Nørrebro i Kbh. Teaterbesøget var starten på et arrangement i den lille private, kulturelle forening Seksmandsklubben.

For et menneske som jeg, der er vokset op på Nørrebro, melder der sig naturligvis en del tanker, ved et besøg på det gamle teater, som man førhen frekventerede relativt tit. Årene er gået, så står man der igen. Det var mindre end jeg huskede det. Hyggeligt, gammelt sted, men med ringe adgangsforhold fra forhal til scenerum. Derinde trangt, salen stopfyldt med forventningsfulde publikummer. Fuldstændig udsolgt. Nu til dags er man ikke særlig pænt klædt til lejligheden. De fleste kommer i, hvad de står og går i.

Teatret havde valgt at spille Melodien, der blev væk, et stykke fra gamle dage omhandlende problematikken vedr. tab af livslyst og -mod. Det forekom ikke meget relevant. Det er ikke en mindeværdig forestilling, trods skuespillere, der gjorde deres bedste.

I pausen havde vi bestilt et glas hvidvin, Uha, det var heller ikke for godt. Det er vel, hvad teateret formår?

Stykket blev spillet til ende, og blev honoreret med mange klapsalver, mest af høflighed ville jeg tro, for ellers har publikum ikke forstand på, hvad de udsættes for. Under den megen klappen er der så enkelt individer, der rejser sig op for at hylde kunstnerne, efterfulgt af mange andre. Man oplever tit denne underlige ting, Her var det også grundløst. Så godt var det slet ikke. Hvad er egentlig meningen med denne mærkelige gestus? Publikum mangler total sans for, hvad de oplever, ville jeg tro.

Den efterfølgende middag på et umanerlig godt spisested i Taastrup rettede heldigvis op på eftermiddagens oplevelser.

Nørrebros Teater

Verner

Jætten

Der stod han så den store jætte!

Just forgangne torsdagskoncert, og dens gentagelse lørdag, blev dirigeret af den berømte svensker Herbert Blomstedt. Mange ting går gennem hovedet på en publikummer, i hvert fald på mig. Mange tanker, mens orkester og dirigent arbejder. Det kniber absolut ikke med koncentrationsevnen, tværtimod. Ens hjerne arbejder fantastisk med mange ting på en gang. Således også her. Den gode Blomstedt, og han er god, rigtig god, skulle have overrakt Sonning Prisen torsdag, og det fik han. Med taler og prisoverrækkelse, etc.

I tresserne og ind i halvfjerdserne var han chefdirigent for Radio Symfoniorkestret, hvis spillemæssige niveau han var med til at løfte. Senere fik han en meget stor international karriere, med mange topposter. Det tror da pokker. Manden er et geni af en dirigent. Vi er så heldige stadig at få besøg, af den nu 88-årige Blomstedt, der stadig dirigerer. 

Ved gentagelsen her i dag lørdag af koncerten, var der fuldt hus. Og hvilken koncert blev det ikke. Beethovens ottende symfoni og Gustav Mahlers 1. symfoni, den med temaet fra Mester Jakob.

Og her slog det mig, da jeg så Herbert Blomstedt foran orkestret, at der stod en jætte. Du ved, sådan en fra den nordiske mytologi. En sand kæmpe. Manden er 88 år og to meter høj. Slank. Velkonserveret. Utrolig vital. Han så ikke en dag ældre ud end et par og halvfjeds. Utrolig gestik ejer han. Fantastisk kommunikerende med orkestret.

Mahler; En rejse tilbage til Wien damals, eller skulle jeg sige Die Welt von Gestern? Utrolig wienerisch, smægtende, afløst af Kletschmer musik, jiddische musik, slentren i solskinnet, fuglesang, glæde, sorg, jubel. Evigt omskiftelig. Et menneske uden balance og ro.

Skildret af et dirigentgeni og hans orkester, der gav publikum en kæmpe oplevelse, de meget sent glemmer. Storslået orkesterspil, superprofessionelt, et formidabelt velartikuleret brøl, et brøl af potens!

Og så er han, jætten, et meget venligt individ. Efter koncerten går han rundt og giver alle de musikere hånd, han kan nå i trængslen, som tak for deres indsats. Her er ikke tale om nogen slavepisker.

Verner

Addendum:

Ved et besøg på Oberes Belvedere i Wien, forrige gang jeg besøgte det smukke museum, var der på første etage ophængt et billede af Gustav Mahler, dirigerende et kæmpe orkester. Fantastisk billede. Han var en fabelagtig dirigent. Det var næsten det, jeg sad og så og hørte på, under dagens koncert! - Tæt på et deja-vu!

        

Det underskønne Italien

Søanemone. Jeg kan desværre ikke vise et billede af tilberedningen!

I tv har man fortløbende kunnet følge to interessante serier, hvor udvalgte kendere af det skønne land, har rejst rundt og forevist tv-seerne de mange uhyre interessante detaljer vedrørende kunst, geografi, mad etc., etc.

Meget oplysende, og synes jeg vedkommende. Så meget mere, som turen senere på året går til Napoli og omegn.

I den ene af disse serier fortæller en kunstkender og en super kok glødende og entusiastisk, om deres kærlighed og kendskab til hver sit område. Kokken fremstiller retter, som en dansker aldrig har hørt om. Sjovt nok. Meget lækkert har det set ud. Der er andet end pasta! Strålende tv-serie.

I den anden også fortræffelige serie rejser et ungt par, italiensk født kvinde og hendes danske mand, også kok, samt deres baby, rundt i Italien, senest i Syditalien. Her var en scene, hvor man overværede fangsten af søanemoner og deres tilberedning. Ret fantastisk.

Søanemoner er ikke hav-blomster men havdyr!

Da de fangne dyr var pillet af de sten, de sad på, blev renset og skyllet, var de klar til tilberedning. De blev let opvarmet i en slags sauce, hvor hovedbestanddelen var olivenolie, og efterfølgende blev der hældt friskkogt pasta ned i gryden. Det hele blev omrørt og serveret.

Det sympatiske unge par spiste denne besynderlige ret og berømmede den lækre og fine smag. Ganske specielt.

Og dette er vel noget andet end danskernes opfattelse af italiensk mad: Pasta Bolognese, ikke?

Verner   

Johan

Helt tilbage fra ungdommens længst forsvundne dage husker jeg Johan Cruyff. Der var ikke så meget tv dengang og heller ikke ret meget fodbold i tv, men det kom efterhånden. Live var det svært at se det store koryfæ. Man rejste ikke så meget, i hvert fald ikke i de kredse jeg færdedes i – dengang. Kun ved evt. landskampe og de store mesterskaber, EM og VM, kunne man i tv se boldgeniet Cruyff. Det danske landshold havde for øvrigt ikke klasse til ret meget dengang, og slet ikke så det hollandske landshold ville spille imod os.

Cruyff var hollænder, og det hollandske landshold kunne spille fodbold. Det var fodbold på topplan.

Cruyff er den mest komplette fodboldspiller, jeg har set. Den bedste til alle tider. Kunne alt, så alt. Havde en feltherres overblik. Den store taktiker. Han skabte teser for fodbold, hvordan man skulle spille, hvordan man åbnede et beton-forsvar, så man alligevel kunne score mod dem. Og vinde. Han skabte begrebet totalfodbold.

De to VM-finaler, Vesttyskland-Holland og Argentina-Holland, blev desværre ikke vundet af hollænderne, det var kun et tilfælde, hollænderne fik ikke den lille bitte smule held, der også er nødvendigt. Bare en smule! Vældige finaler, ikke mindst pga. Cruyff.

Senere efter den glorværdige karriere som aktiv spiller, blev han cheftræner, og bedst huskes hans år som cheftræner i Barcelona, hvor han skabte ”The Dream Team” med bl.a. Michael Laudrup på holdet.

Han var Mr. Football, om nogen.

Nu er han borte for altid.

Verner