Copenhagen Jazz Festival 2015

Master Fatman - altid glad og positiv!

Den årlige Jazz Festival er i fuld gang. Dårligt er Roskilde Festivalen, der drejer sig om en helt anden slags musik, forbi, før Copenhagen Jazz Festival tager over. Der er utallige arrangementer byen over, kun den virkelige kender kan sige, hvad det egentligt er man absolut SKAL høre. Ikke sandt? Eller - er jeg helt forkert på den? Nu skal det lige tilføjes, at jeg ikke er entusiast, vidende mht. jazz eller aficionado. Det er jeg ikke. Så dette er blot en lægmands betragtninger over et par koncerter, som fandt sted i dag, lørdag 11. juli.

Faktisk var det et helt tilfælde, at jeg midt på dagen befandt mig i det nys ombyggede Frederiksberg Center på Falkoner Allé. Her viste det sig, at Morten Lindberg, skulle jeg tro han hedder, alias Master Fatman, spillede med sin kvartet. Eller hvis kvartet det nu er. Faktisk må jeg indrømme, at det var fremragende godt. Her var ikke tale om amatører, men fuldblods musikere, der virkelig gav publikum noget. Det var smukt, stærkt og det svingede. Dejlig musik. Det havde man (jeg) ikke forestillet sig mht. Master Fatman. Det skal også siges, at han sin størrelse til trods virker let, adræt og helt op på beatet. Og så er han altså også musiker. Bravo.

Nu kan man jo ikke sidde hele dagen i Frb. Center, så på hjemvejen lagde jeg vejen forbi Rødovre Rådhusplads, hvor der hvert år er jazzkoncerter i festivaltiden. Således også i år. Og denne eftermiddag spillede Erik ”Krølle” Andersens Copenhagen Five. ”Krølle” er en fin klarinettist. De andre musikere er også superfine, iblandt dem er Johnny ”Goffy” Rasmussen, kendt fra Kansas City Stompers. Den store rådhusplads var fyldt med borde, hvor ivrige entusiaster sad ved de lange borde, drak kaffe, øl mv. og hørte jazz. New Orleans jazz, sving, danseglad musik. Kvintetten var virkelig god. Kan man høre jazz på dette niveau, kommer jeg gerne igen. Publikum? De var særdeles tilfredse. Det tror da pokker.

Men. - Der er utallige andre arrangementer byen over. En rigdom.

Verner

Vild Ungdom?

Paris i 20'erne

Solen går sin gang

Ernest Hemingways romandebut fra (1926).

San Fermin-festivalen er lige pt. i gang!

Tyreløbet

Romanen rammer de fleste af sine læsere, hvilket er, hvad en stor forfatter kan. Beskrivelsen af amerikanere og englændere i 20’ernes Paris, sådan nærmest i eksil, eller hvad pokker det nu er, og hvad de finder på for at få tiden til at gå, eller gør, fordi de er bange for ikke at leve fuldt ud - eller slet ikke, er mesterlig. Intet mindre. Disse rodløse, mismodige, forvirrede unge fyldt med angst for engagement i det hele taget, er skarpt tegnet af den senere Nobelpristager. Der skal være fart på for denne ungdom. Hvad de gør med og mod hinanden er temmelig stærkt, især da scenen flytter til Pamplona og San Fermin-festivalen. Til tyreløbene dér. Og til tyrefægtning, ikke at forglemme. Stor litteratur.

Med garanti ikke ufarligt dette her!

Amerikaneren Hemingway blev allerede i sin ungdom bidt af Europa, ligesom forfatteren Patricia Highsmith. Disse amerikanere var fuldstændig forblændet af Europæiske storbyer, kultur, sprog, mad, vin og livsstilen, som de ikke kendte hjemmefra. Sådan virker det for udenforstående.

Hvad skulle der så være af nyheder i Hemingways Solen går sin gang? Næh, blot er det litteratur, som burde opleves af endnu flere læsere.

Verner 

Touren

Le Tour

I mange år har vi i denne husstand fulgt TV2’s dækning af Tour de France i tv. Vi har faktisk ikke tal på, hvor mange gange vi har siddet ud på eftermiddagen med tv tændt, klar, med et glas vin i hånden. Fransk vin, naturellement. Mange år faktisk. 

Nu sender TV2 igen Tour de France!

Det er gået op og ned med Touren. I mange år ødelagde amerikaneren Lance Armstrong rent faktisk løbet. Han var alt for stærk. Dette kom sig af, at denne atlet from Over There havde fundet et præparat at køre cykelløb på, som man ikke kendte i løbsledelsen. Ergo var der ingen doping. Det blev ret trivielt, så mange gange han vandt løbet i træk. Han blev for stærk. Men alligevel elskede vi løbet, og gør det stadig.

Det var dengang altid en oplevelse at se og høre Jørn Mader og Jørgen Leth speake løbet. Især Jørgen Leths mange interessante historier om det smukke Frankrig, dets mange provinser og byer, slottene, sproget, maden og vinen. Sådan er det ikke mere. Det Tour de France du engang kendte findes ikke mere. For nu at bruge en moderne politisk vending. Jørgen Leth deltager stadig, men på et andet niveau, om jeg så må sige. Det er rart, at han stadig er hos os, når Touren kører. Man føler sig tryg.

Men Touren er som nævnt ikke mere den samme. Efterhånden starter den i et andet land end Frankrig. Det kan man leve med, men førhen kom løbet for en stor dels vedkommende Frankrig rundt, hvilket er, hvad det drejer sig om. Det usædvanligt smukke og storslåede Frankrig. Frankrig med de mange smukke provinser.

Touren i år er stort set to cykelløb. Cykelløb nr. 1 foregår, efter starten i Holland og Belgien, i og omkring Pyrenæerne. Jeg kan anbefale alle at besøge denne storslåede egn. Dernæst flytter hele menageriet pr. fly til Alperne, hvor cykelløb nr. 2 finder sted. Afslutningsvis flytter alt, revl og krat, så til egnen ved Paris, hvor afslutningen finder sted.

Altså ikke Frankrig rundt, men to separate cykelløb. Vi får ikke set de mange forskellige og dragende provinser undervejs.

Dette er min anke.

Om vi så ikke skal se Tour de France. Jo det ved Gud da, vi skal. 

Lance

Verner

Kirill

Kirill Petrenko

Berliner Philharmoniker har endelig valgt deres ny chefdirigent, der efterfølger Simon Rattle på chefposten i 2018.

For at forstå vigtigheden af en sådan meddelelse skal man vide, at de berømte Philharmonikere fra Berlin er den ene af de to vigtigste chefposter inden for den klassiske musik, nemlig Musikchef på Wiener Staatsoper og Chefdirigent for Berliner Philharmoniker.

Det er også sådan, at orkestrets medlemmer stemmer om, hvem denne ære skal vederfares, og de har altid i en sådan valgsituation været uenige. Det tager lang tid. Således også denne gang. Det ligner valget af en ny Pave. Denne sammenligning er, iflg. mig selv altså, ret god. Tidligere paver på denne post var de sagnomspundne dirigenter Wilhelm Furtwängler og Herbert von Karajan.

Tidens store dirigentprofiler har alle været nævnt mht. posten, som chef hos berlinerne:

Andris Nelsons

Riccardo Chailly 

Mariss Jansons

Christian Thielemann

Gustavo Dudamel

Daniel Barenboim

Men ingen af disse kunne, eller ville - eller orkesteret ville ikke. En topdirigent har i forvejen kontrakter, som han hverken kan eller vil rejse fra.

Jeg selv havde gerne set Ricardo Chailly blive den foretrukne. Spørger man andre musikinteresserede om deres valg, får man helt sikkert et andet svar. Men nu er det jo orkesteret, der vælger. Den internationale presse svømmer over med påstande om, at den udvalgte, Kirill Petrenko, ”kun” er fjerde valg. Men enige blev man altså.

Hvorhen det vil føre er helt åbent. Valget af Petrenko er et eventyr. I bedste fald vil det sikre, at den nye chef vil føre orkestret tilbage til det område, det har forsømt i de seneste år under Simon Rattle i alle de ekstra-musikalske projekter: det koncentrerede arbejde med egen lyd. Og det vil ikke den værste løsning. Kirill Petrenko er kendt for dette.

Karajan - en af Petrenkos berømte forgængere på posten

Verner

Umbria

Et landskab præget af mindre byer beliggende på bakke- eller bjergtoppe med udsigt over ofte meget smukke dale. Byerne er gamle, farverne på mure og tegltag i terrakotta farver, og overalt oliventræer. Mange af dem. Og så vinen. Umbrien er et vinland. En del af det grækerne kaldte Oenotria; Vinland.

Umbrien ligger lige øst for Toscana, men er heldigvis langt mindre overrendt af turister. Her er fred og ro, når man besøger den smukke provins. Fra gammel tid er det også et land præget af indbyggernes religion; katolicismen. Overalt gamle smukke kirker, med masser af freskoer og oliemalerier af scenerier fra biblen, som et moderne menneske, der for længst har forladt religionen ikke forstår et pluk af. I hvert fald knapt. Men, smukt absolut.

Domkirken i Assisi med Frans' grav

I en af de meget smukke gamle byer; Assisi, findes den hellige Frans’ grav. Frans er for længst udråbt som helgen. Denne hellige mand fik livet igennem indtil flere syner, hvor Herren den almægtige talte til ham, og forkyndte sin vilje. Altså ifølge Frans. Hans grav findes i en domkirke i byen. Denne kirke er bygget ovenpå en ældre kirke. I den nederste af kirkerne findes en trappe ned i en krypt, hvor man kan se og bede ved Frans’ grav. Det er rigtig specielt og stemningsfuldt. Fyldt med troende italienere, naturligvis. Det er en stor turistseværdighed - blandt en hel del andre. Det er virkeligt et besøg værd.

Cascata delle Marmore

Besøgt her i starten af juni dette år, fremstod det gamle land som tidligere meget smukt. Det regnede. det har jeg sjældent oplevet i Italien.

Verner

      

Nielsen 150 år

Nielsen på en dansk hundredekrone seddel

Carl Nielsen er født 9. juni 1865 på Fyn. I går fejrede man mange steder hans 150 års dag. Han er for længst anerkendt, som den største danske komponist nogensinde, og i det hele taget, som en meget stor komponist. Hans musik kan være lidt særegen, men umiskendelig dansk. Det blev til mange koncerter på fødselsdagen, aviserne bragte anmeldelser af de seneste indspilninger af Nielsens musik. Her er for øvrigt nok at gøre, for han var produktiv. Engang sidst i 1960’erne fik den amerikanske dirigent og komponist Leonard Bernstein overrakt Sonning-prisen, hvilket blev fejret med en koncert i Odd Fellow Palæet i København, hvor de tilstedeværende fik en oplevelse for livet. Det var nærmest sindsygt spændende, grænse overskridende og besættende. Værket, der blev spillet var Nielsens tredie symfoni: Espansiva. Bernstein var kender og beundrer af Nielsens musik, først og fremmest hans symfonier, hvoraf der er seks.

I mange år efter dette var jeg af den opfattelse, at jeg aldrig mere skulle høre en Nielsen symfoni i det format. Det var indtil jeg købte en samlet indspilning af Nielsens symfonier, med San Francisco Symphony dirigeret af Herbert Blomstedt. Her er også en Nielsen kender af de mere seriøse. Den samlede indspilning blev selvfølgelig købt i San Francisco. Blandt de seks symfonier i denne indspilning foretrækker jeg personligt 2. symfoni: De fire temperamenter. Det er ligeså skelsættende en oplevelse, som med Bernstein. Her hos amerikanerne får man en ærkedansk opfattelse, og på et meget højt niveau. Det er besættende godt. Et brag af en fortolkning, amerikanerne går virkelig til den. Flot velartikuleret orkesterspil. Et brøl af potens. Og det klæder Nielsens musik, det er uhørt flot og storslået.

Lån indspilningen på biblioteket og skru godt op for stereoanlægget. 

Herbert Blomstedt dirigerer

Verner 

Store fodboldstjerner

Lionel Messi

I en artikel på sportssiderne i går evaluerede flere forskellige personer tilknyttet fodboldsporten, fænomenet Lionel Messi, om han, Messi altså, er den største fodboldspiller gennem tiderne. Det var med henblik på denne aftens finale i Champions league. Årets store fodboldfinale. Det halve af klodens befolkning, eller sådan noget lignende, vil følge denne finale, som vanen tro bliver transmitteret i tv. Selvfølgelig, for det er ikke fodbold alene, det drejer sig om.

Omar Enrique Sivori

Flere af disse fortræffelige mennesker mente, at det forholdt sig på den måde, at Messi måtte være den største til alle tider. Jeg mener ikke, at man kan stille det op på den måde, thi der har været mange og meget store stjerner før Messi. Jeg selv husker flere fra fortiden, der i hvert fald var på højde med Lionel Messi.

Det samme gør den store danske fodboldspiller Michael Laudrup. Han nævner bl.a. Omar Sivori, som han selv har spillet sammen med. Omar Sivori kunne alt med en bold, en troldmand, en levende legende. Jeg har også set ham i tv. Laudrup har ret. Også Johan Cruyff, nævner Laudrup, og her er jeg også enig. Mega-stjerne.

Johan Cruyff

Man skal/bør ikke stille det op på denne måde. Der har tidligere været mange, mange stjerner indenfor den ædle fodboldsport. Og i fremtiden vil der også være store navne.

Jamen, er Messi da ikke en stor stjerne. Jo, det ved gud.

Verner