Man ligger som man reder!

I Sverige var der ingen grænser for hvor mange flygtninge, man kunne modtage, indkvartere og brødføde. Befolkningen havde ifølge svenske politikere pligt til at modtage utallige, indtil man opdagede, at der faktisk er grænser, og nu beder man EU om hjælp til et problem, man selv har skabt. Man kan ikke fremstå på tv med den slags synspunkter, uden at det bliver hørt i Syrien, først og fremmest, og så tro, at der ikke reageres på det. Heraf balladen. Iflg. Berlingske Tidende d.d. opfordrer svenske myndigheder nu asylansøgere til at blive i Danmark eller Tyskland i stedet for at komme til Sverige (sic!).

”Nu beder jeg Dem, Fru Heilbunth!”

Iflg. samme fortræffelige dagblad skærper Tyskland nu kursen over for syriske flygtninge. Iflg. Fru Merkel og andre tyske politikere kunne Tyskland modtage en million flygtninge, forlød det tidligere. Man vil nu begrænse asylrettighederne for de syriske flygtninge. De skal fremover kun modtage subsidiær beskyttelse, der indebærer midlertidig opholdstilladelse på et år, men ikke medfører retten til asyl eller familiesammenføring.

Retten!

Det er helt nye toner.

Citat fra Berlingske Tidende i dag:

”Det er modsignalet til de pæne hjemmelavede fotos, som Fru Merkel fik taget af sig selv og flygtninge, og som via smartphone nåede flygtningelejrene i Tyrkiet og Libanon og fik folk til at begynde at marchere.”

Når man så samtidig hører, at der har været forhandlinger mellem EU og Tyrkiet, gående ud på, at Tyrkiet, som betaling for at hjælpe EU med at holde på flygtninge og asylansøgere fra Syrien, skulle optages som fuldgyldigt medlem af EU, er målet fuldt. Hvis det altså bliver resultatet.

Det er derfor man (vi), efter min opfattelse, ikke skal være medlem af EU, hvor man risikerer, ud af den rene luft, pludselig at få optaget Tyrkiet, hvis kæmpestore befolkning som bekendt er muslimer.

Foto er fra Kristeligt Dagblad.

Addendum:
I dag (09.11.2015) læser man så, at den ny tyske holdning og skærpelse overfor flygtninge ikke holder stik. Sagen var ikke blevet godkendt af regering og kansler.


Verner

Il Trovatore (Trubaduren)

Guiseppe Verdi

Da komponisten Verdi var midt i, eller sidst i trediverne, havde han ét stort ønske: at købe sig en gård, eller rettere et gods. Men, den på dette tidspunkt allerede berømte og feterede komponist havde simpelthen ikke råd til at erhverve sig det attråede gods. Men han fattede en plan. At komponere et par operaer og betinge sig royalties; en afgift for hver gang operaerne blev spillet. Sandsynligvis noget helt nyt for datiden.

Det blev til operaerne Rigoletto (1851), Il Trovatore (1853), og La Traviata (1853). Det blev eksempelløse succeser, La Traviata med nogen forsinkelse. Disse operaer, og en del flere af Verdi, bliver opført med stor succes i dag, mange år senere. Pengene væltede ind i rå mængder. Verdi fik sit gods. Netop lige nu er Verdi den mest spillede operakomponist.

Il Trovatore (Trubaduren)

Handlingen i denne opera er stærkt indviklet, man må gennemlæse den en del gange, for at forstå hvad der foregår. Historien forgår i Spanien i middelalderen. Heri indgår krig, heksebrænding, brodermord, løgn og overtro, baby, der brændes på bålet ved en fejltagelse, den helt store kærlighed, jalousi og hævn. Alt sammen til Verdis overdådige operapartitur, med et væld af smægtende melodier, i en endeløs række forekommer det. Alene Verdis vidunder af en melodi og tematisk stof, hvor den tilfangetagne Azucena bliver forhørt af Grev Luna og hans folk. Det er voldsomt dramatisk og vidunderlig musik. Denne opera har trods sin vanskelige handling altid været uhyre populær. Og så kræver den sangere. Topsangere i hovedrollerne! Det er ikke for nybegyndere.

Fra The Mets strålende forestilling.
Teateret har fortjent al den reklame, de kan få.

Opera bio fra Metropolitan Opera: Il Trovatore

Metropolitan Operas udgave, overværet i søndags i Imperial Bio, var iscenesat af den britiske instruktør David McVicar. Og endelig oplevede man (jeg) en god opsætning af superklassikeren Il Trovatore. Ikke noget med at flytte handlingen til et kraftværk i en sø, eller til borgerkrigene i Jugoslavien eller andet mærkeligt, men som stykket oprindeligt var tænkt: sort, sort middelalder.

Og det var en strålende forestilling.

Hovedrollerne blev sunget af

Leonora: Anna Netrebko,

Azucena: Dolora Zajick,

Manrico: Yonghoon Lee

Grev Luna: Dmitrij Hvorostovskij

Dirigent: Marco Armiliato

Her er tale om filmatiseret opera, hvor alt ser fint ud på scenen, men på film er sopranen Netrebko måske lige for gammel til rollen som Leonora og lidt for buttet. Men overdådigt syngende, som de andre hovedrolleindehavere. Til det fabelagtige orkesterspil sang Hvorostovskij (baryton) uforglemmelig godt. Han er den bedste Grev Luna, jeg har set, og en af de allerbedste, jeg har hørt i denne skurkerolle. Jeg drømmer om hans præstation endnu.

Undervejs var der kæmpebifald til sangerne, stor stemning i teateret. Og ved slutfremkaldelserne var der enorm begejstring. Det, der her blev præsteret, var operateater på topplan.

Verner

Addendum:

Før forestillingen og i pausen blev der vist og spillet klip fra kommende forestillinger på Metropolitan. Det så fantastisk ud, og som det lød. F.eks. et lydklip fra Wagners Tannhäuser, med The Mets superbe orkester dirigeret af selveste James Levine var fabelagtig overdådigt, storslået! Hvilket orkesterspil. Nå, da da, det var Wagner, som man næsten kun kan drømme om!

Flygtninge / Folkevandring

Efterhånden som problemerne vokser, kommer de folkelige protester selvfølgelig. Det kunne ikke gå anderledes. Det duer ikke at progressive politikere, alle fra det man kan kalde godhedsindustrien, fremturer med udtalelser som f.eks.

Vi har plads nok, vi kan tage mange flere flygtninge (Sverige)

Vi kan mindst tage en million flygtninge (Tyskland)

Disse politikere, der meget gerne gennemtrumfer deres synspunkter, har en del at forklare i deres hjemlande. Endnu ser det ikke ud til, at de bliver holdt ansvarlige for deres gerninger. I forståelse med deres egen befolkning er de i hvert fald ikke. Det ses i Tyskland af de store demonstrationer mod flere flygtninge, senest i Dresden. Foruden overgreb på såkaldte asylcentre. I Sverige er efterhånden seksten asylcentre blevet sat i brand, hos broderfolket tales om mordbrande.

Det ligger meget tungt hos europæiske politikere at skelne mellem reelle flygtninge og migranter. Der er reelt tale om en folkevandring mere end en flygtningesituation. I takt med de mange flygtninge fra krige i Mellemøsten og Nordafrika, er det gået op for mange migranter fra lande øst og syd for Europa, at tempoet skulle sættes op, for at nå ind i Europa før grænserne blev lukket, hvad de skulle have været for længst. I Tyskland er man lykkeligvis i stand til at returnere utallige migranter fra det vestlige Balkan, som i sagens natur ikke er flygtninge. I Danmark har man heldigvis for længst sat hælene i. Heldigvis. Danmarks befolkning er kun på 5½ million mennesker. Selv i en storby i Tyskland, som f.eks. Berlin, er der flere indbyggere end i Danmark. Skulle vores grænser bare stå åbne, blev danskerne snart i mindretal i deres eget land. Tænk lige et øjeblik på dette! I øvrigt ser man sjældent religion inddraget i debatten. Fortsætter folkevandringen med kurs mod Europa, bliver den største religion i Europa ikke kristendommen men Islam. Med tanke på de mange troende i Tyskland og længere nede i Sydeuropa kan det kun skabe kæmpestore konflikter. Konflikter, der ikke lader sig løse.

I skrivende stund oplever man (jeg) også Tyrkiet prøve på afpresning af EU mht. finansiering af deres flygtningesituation, samt forlangende om at blive optaget i EU. Det er virkeligt stærkt!

Jeg har i mange år været en stor beundrer af Fru Merkel, som et stabiliserende midtpunkt i EU. Men – vi kan sagtens komme til at opleve Fru Merkel miste sin kanslerpost, som et resultat af alt for stor imødekommenhed over for ikke flygtninge, men i virkeligheden migranter!

Det ville gøre mig ondt. Slutteligen kan man så tænke på, hvordan EU så kom til at se ud!

Verner

Smukt efterår

Efteråret er over os. Uafvendelig er det. På dagens cykeltur gennem et skovstykke, stod det helt klart. Årets smukkeste årstid er allerede langt fremskreden. Solen tittede så småt frem og afslørede det maleriske forfald. Vissent løv, gule og brune farver begynder at dominere. Underligt så tyst der var. Fuldkommen tyst, som kontrast til menneskets verden. Kun langt borte i skoven svage lyde.

Naturen var nærmest afventende. Ingen dyr, mennesker. Stilhed.

Vinteren kommer.

Det smukke foto er taget af Hr. Joakim Larsen

Store bløde landskaber

Hvor kun gamle skovhuggere høres med deres økser

Den friske lyd af stærke hunde om vinteren

Og - som en klokke – skøjter der bider i ny is

Lars Gustafson 
Udsnit af:
Verdens stilhed før Bach

Verner

Henning Mankell er død

En af det moderne Sveriges store forfattere er død. Henning Mankell blev 67 år. Han døde af den kræftsygdom, som han for nogle år siden blev ramt af. Alle, der har fulgt Mankells karriere og hans gigantiske romanserie om personen Kurt Wallander, og det moderne Sveriges forvandling i takt med tidernes skiften, kan kun føle vemod. Nabolandet Sverige minder rigtig meget om Danmark, på godt og ondt, så vi danskere nikker genkendende til meget i Mankells romaner. Mankell var i sine romaner den bekymrede humanist, og at betragte Sverige gennem hans briller er ikke altid rart. Læseren af kæmpeserien om Kurt Wallander vil sent glemme den lettere deprimerede politimand, og slet ikke seriens mesterlige forfatter. Da Kurt Wallander i slutningen af romanserien genser sit livs store kærlighed, som han ikke blev gift med, heller ikke nu hvor hun er døende af kræft, er ikke et øje tørt. Wallander bliver dement og forsvinder ind i mørket. Mankell fik sluttet serien på den helt rigtige måde.

Mankell skrev under sin sygdom en roman om sygdommens forløb. Jeg har ikke læst den endnu. Det vil nok kræve sin mand.

Skulle jeg anbefale et par romaner af mesterlige Henning Mankell bliver det:

Hundene i Riga (fra serien om Wallander)

Og

Kineseren

Henning Mankell

Verner

Berlin er vel en messe værd?

Brandenburger Tor

Det rigtige citat er:

Paris er vel en messe værd? - Henrik 4. af Frankrig.

Ved et genbesøg fornylig i Berlin, EU’s hovedstad, må man sige at Berlin vel er en messe værd. I tyverne og op i trediverne i forrige århundrede, havde Berlin et ry, som byen, hvor livet blev levet. Der var gang i den, som ingensinde tidligere, kan man forstå. Især nattelivet og kulturlivet havde gyldne tider. Det kommer man naturligvis aldrig til at opleve igen, i sagens natur. Men her i 2015 er det ubetinget stedet, hvor tingene sker. Er der et land med forrang i EU, er det Tyskland, og med Tyskland hovedstaden Berlin.

Siden sidste besøg var der gået ni år. Meget er forandret på ni år, men byen dog til at kende igen. I de mellemliggende år er EU vokset i størrelse, i magt, og med det Tyskland og Berlin.

Men selve byen Berlin er virkelig spændende for en turist. Utallige er mulighederne for oplevelser og lærdom. Denne gang boede vi også i Kurfürsten Damm kvarteret ikke helt ude på Olivaer Platz, men lidt længere inde mod centrum, nemlig Hardenberg Strasse. En glimrende adresse, tæt på tog, metro og busterminal. Hotellet ganske alm. firestjernet. Ikke noget at skrive hjem om.

Nu er spørgsmålet. Skal det være i dette kvarter, man skal bo eller eje en lejlighed, eller i Prenzlauer Berg i det tidligere Østberlin?

Kurfürsten Damm kvarteret er meget smukt, smukke gader (mange af dem alleer) og hoteller, masser af restauranter og cafeer, og ude på den berømte boulevard Kurfüsten Damm al den luksus, som man kunne ønske sig. Eller skal det være det indtagende, stille og rolige Prenzlauer Berg, så indtagende og smukt på en sommerdag, som man ikke skulle tro muligt?

Men bortset fra dette, var Berlin atter en oplevelse. Brandenburger Tor, det berømte vartegn ved begyndelsen af Unter den Linden, var nyistandsat og meget flot, men gaden Unter den Linden er under restaurering, eller ombygning om du vil. Den var ikke mange sure sild værd, men overrendt af turister alligevel.

Den samme slags mennesker; turister, flokkedes også alle mulige andre vegne, som f.eks. den berømte Rigsdag med den bemærkelsesværdige kuppel. Nu kan jeg naturligvis blive ved i en uendelighed med alle disse turiststeder. Det er et spørgsmål, om man kan anbefale det ene frem for det andet. Men jeg kan jo forsøge med et par enkelte ting. Kun et par enkelte!

Akvariet

På Alexander Platz er der indgang, blandt flere, til akvariet, Europas største skulle det være. Det står på højkant inde i en bygning med en indbygget elevator centralt i akvariet. Så når man kører op, er man omgivet af fisk. En oplevelse.

Eller når man står lige i Brandenburger Tor kan man lang ude i Tiergarten se den berømte Sieges søjle. Her på søjlen er vist alle tyskernes militære sejre over naboerne i fortiden.

I Spandauer Vorstadt må man ikke snyde sig selv for at se og opleve Hackeschen Höle med de smukke, lukkede baggårde. Man finder dem såre let, og dét er en seværdighed af de sjældne.

Husk lige at opleve DDR-museet tæt på Museumsinsel!

Sieges Søjle

Tag næste fly til Berlin!

Verner

Rachmaninov i Koncerthuset

En af årets tidligste torsdagskoncerter var flyttet til i går lørdag, pga. pianisten Lang Langs deltagelse i et statsjubilæum i hjemlandet Kina. Alligevel var der stopfyldt i koncertsalen, for hvem vil ikke gerne høre fænomenet Lang Lang, ovenikøbet når han skulle være solist i Rachmaninovs 2. klaverkoncert. Når dertil lægges, at den østrigske dirigent Manfred Honeck stod i spidsen for DR Symfoniorkesteret, havde man virkelig lagt op til den store aften, det også blev.

Rachmaninovs 2. klaverkoncert er en ørehænger af rang. Voldsomt populær hos musikfolket, med al sin sentimentalitet, fængende melodier, farvestrålende pragt osv., osv.

Lang Lang

Det blev også en oplevelse. Lang lang har stadig manerer, men optræder knapt så underligt mere. Til gengæld er han teknisk brillant, som få andre i vor tid. En megastar. Man forstår det til fulde, når man hører ham, som i aftes i Koncerthuset. Rachmaninovs musik fik al den pragt og skønhed, man kunne forlange. Der var øjeblikke, hvor orkesterledsagelsen gik fra forte (kraftigt) til piano (svagt), hvor klaverstemmen ligesom voksede ud af stormen og næsten ensomt sang om svundne tider, det tabte fædreland; En anden tid et andet liv. Storslået øjeblik; ét af mange. Ren magi også takket være orkester og dirigenten Honeck.

Som ekstranummer gav Lang Lang et intermezzo. Måske var det af Tchaikovsky, jeg ved det ikke. Meget betagende, intimt, næsten nænsomt. Stor musik i lille målestok. Så smukt, så smukt. Stormende bifald.

Manfred Honeck

Efter pausen dirigerede Manfred Honeck Tchaikovskys femte symfoni. Pragtfuld russisk musik. Højt elsket og beundret klassiker. Formidabelt spillet af orkester og dirigent.

Verner


Addendum

Ud over virkelig at nyde den fantastiske koncert og den ligeså fantastiske musik, er der mere at tænke på, som sædvanlig, naturligvis. Jeg sad på et afsnit, der hedder Orkesterplads C. Det var lige oppe over gruppen af Bratchspillere, messinggruppen og timpanisten (slagtøjspilleren, i dette tilfælde en musiker, der spillede på bækkener, fire af slagsen, hvilket ikke går stille for sig). Det understregede alt sammen musikkens uhyre omfang, og der blev gået til den, alt imens musikkens synkrone og asynkrone dele blev afviklet med uhyre kraft og præcision, hvor det ifølge partituret skulle. Det hele ledet af en superdirigent som Manfred Honeck. Det var spektakulært.
Ydermere, bør man tænke på, synes jeg, at den musik, der blev spillet i aftes, var kendt og elsket musik, men engang var denne musik fuldstændig ny. Tilhørerne på den tid må have været næsten chokerede, ligesom jeg, der ellers har hørt så meget klassisk musik i mit liv, omtrent var det. En symfonisk aften af en kvalitet som ikke hørt længe.