Atomkrigen i Hiroshima og Nagasaki

Hiroshima -  efter bomben

Af Aniara - Sang nr. 79

Beskriv den Människa 
Som i glans
Sit släktes likdräkt sydde
Tills Gud och Satan hand i
hand 
i ett förstört, förgiftat land
kring berg och backar
flydde 
för människan: 
askans konung

I disse dage er det 70 år siden, at atombomber første gang anvendtes i krig, og heldigvis foreløbigt sidste. De blev kastet over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki, angiveligt for at stoppe den kolossale krig i Fjernøsten under Anden Verdenskrig. Det var ikke muligt, påstås det, ellers at standse det japanske amokløberi i Asien, som havde varet i 50 år!

Alt er muligt, også at denne påstand holder. Sandsynligvis ville japanerne have fortsat vandviddet, idet de ville have henholdt sig til deres Kejser, eller skal vi sige Gud, der legitimerede det uhyggelige barbari, som japanerne i store dele af Asien var kendt og frygtet for. Det ville have kostet alt for mange amerikanske soldater livet, at foretage en invasion i det japanske moderland. Dette var altså begrundelsen for at anvende atombomber i krig - rettet mod civilbefolkningen.

En anden grund kunne sagtens være, at nu havde man jo udviklet dette nye våben, så måtte det også prøves. Tag lige den!

Spørgsmålet er blot. Kan man det? Kan man bruge et sådan våben i krigsførelse. Det er noget af det mest uhyggelige, som tænkes kan. En fremtidig anvendelse af et sådant våben kan blive menneskets endeligt. Jeg ville tro at japanere, der overlevede dette helvede på jord, vil advare på det kraftigste. At se film og læse om atomkrigen i Hiroshima og Nagasaki er særdeles uhyggeligt, hvordan har det så ikke været, at blive udsat for det?

Selvfølgelig kan man ikke det, hvis man har den mindste smule anstændighed og empati i forhold til andre levende skabninger!

Det ses derfor som uendelig vigtigt til stadighed at nedbringe antallet af atomvåben – plus – at hindre flere lande i at få dem.
Du vil give mig ret i denne opfattelse! 

Nagasaki - også efter bomben

Verner 

Flygtninge?

Man møder gentagne gange de forfærdelige tal om flygtninge, hvoraf der for nærværende skulle være sådan cirka 60 millioner på verdensbasis. Tallene stammer fra nyhedsmedier, aviser, tv m.m. Jeg har også selv været med til at forarges. Og vist er det sandt, at der er mange flygtninge. Mange reelle flygtninge, men tallene dækker også over en migration, jeg vil hellere kalde det en folkevandring. For det er, hvad der er tale om. Så sent som i dag kan man læse i Berlingske Tidende, at flygtninge fra Balkan strømmer til EU i stor stil. I første kvartal af 2015 kom 61.000 flygtninge fra Balkanlande til EU, fordi de er ved at miste håbet om en bedre fremtid. De kommer fra Kosovo, Albanien, Serbien, Bosnien-Hercegovina, Montenegro og Makedonien. Her er vi fremme ved sagens kerne. Disse mennesker er asylansøgere, altså ikke flygtninge. Hvorfor skulle man give disse borgere i Balkanlandene asyl? Hvad med om de reformerede deres egne lande, blev der, fik bygget noget op, fik ændret forholdene. Hele Afrikas, Mellemøstens, Fjernøstens og Balkans befolkninger hverken kan eller skal bo i EU. Slet ikke i Danmark, der er så lille bitte et land med kun fem millioner indbyggere. Danmark er ikke et indvandrerland. Det er et land, der i den grad skal passe på ikke at blive et land, hvor den oprindelige befolkning bliver en minoritet. I forvejen er der for mange utilpassede, utilfredse tilkommere. Mennesker, der ikke anerkender forholdene og kulturen i det land, hvor de har slået sig ned. Og det i et land med kun fem millioner indbyggere. Det er Danmark!

De 60 millioner er ikke flygtninge. Mange af dem er reelle flygtninge, men i virkelighedens verden taler vi om en gigantisk folkevandring.

Verner

Læserbrev

Ved læsning af læserbreve i div. medier (aviser) keder man sig ofte til ulidelighed. Det er læserbreve, mangelfulde, utilstrækkeligt formuleret og ofte af en mening, man ikke kan vedkende sig eller goutere.

Men.

Der er undtagelser. Som lige her i går i et større herværende dagblad. Jeg tillader mig at bringe det uforkortet, for det er pivgodt udtrykt og formuleret.

Skribentens navn bringes ikke, men det gør det i avisen, og det er heller ikke det, det drejer sig om, men indlægget.

Det kommer her.

Legal aktiespekulation

”Det er naturligvis tilfældigt, at frikendelsen ved Vestre Landsret af det såkaldte direktørnetværk og deres familier for fusk med aktiehandler falder sammen med regeringsskiftet. Det falder dog fint i tråd med den mere liberale holdning til opfindsomhed og friske initiativer, som pludselig er slået an. Det skal være mere legitimt at sørge for sig selv. De irriterende begrænsninger, statsmagten har haft over vores handlemuligheder, lempes. At det er så åbenlyst lovmedholdeligt at spekulere mod sin egen virksomhed med serielle opkøb, som ender med, at banken må købe sine egne aktier til overkurs, har vaccineret mig mod at investere i bankaktier.”

Opbyggeligt indlæg, ikke sandt?

Verner

Copenhagen Jazz Festival 2015

Master Fatman - altid glad og positiv!

Den årlige Jazz Festival er i fuld gang. Dårligt er Roskilde Festivalen, der drejer sig om en helt anden slags musik, forbi, før Copenhagen Jazz Festival tager over. Der er utallige arrangementer byen over, kun den virkelige kender kan sige, hvad det egentligt er man absolut SKAL høre. Ikke sandt? Eller - er jeg helt forkert på den? Nu skal det lige tilføjes, at jeg ikke er entusiast, vidende mht. jazz eller aficionado. Det er jeg ikke. Så dette er blot en lægmands betragtninger over et par koncerter, som fandt sted i dag, lørdag 11. juli.

Faktisk var det et helt tilfælde, at jeg midt på dagen befandt mig i det nys ombyggede Frederiksberg Center på Falkoner Allé. Her viste det sig, at Morten Lindberg, skulle jeg tro han hedder, alias Master Fatman, spillede med sin kvartet. Eller hvis kvartet det nu er. Faktisk må jeg indrømme, at det var fremragende godt. Her var ikke tale om amatører, men fuldblods musikere, der virkelig gav publikum noget. Det var smukt, stærkt og det svingede. Dejlig musik. Det havde man (jeg) ikke forestillet sig mht. Master Fatman. Det skal også siges, at han sin størrelse til trods virker let, adræt og helt op på beatet. Og så er han altså også musiker. Bravo.

Nu kan man jo ikke sidde hele dagen i Frb. Center, så på hjemvejen lagde jeg vejen forbi Rødovre Rådhusplads, hvor der hvert år er jazzkoncerter i festivaltiden. Således også i år. Og denne eftermiddag spillede Erik ”Krølle” Andersens Copenhagen Five. ”Krølle” er en fin klarinettist. De andre musikere er også superfine, iblandt dem er Johnny ”Goffy” Rasmussen, kendt fra Kansas City Stompers. Den store rådhusplads var fyldt med borde, hvor ivrige entusiaster sad ved de lange borde, drak kaffe, øl mv. og hørte jazz. New Orleans jazz, sving, danseglad musik. Kvintetten var virkelig god. Kan man høre jazz på dette niveau, kommer jeg gerne igen. Publikum? De var særdeles tilfredse. Det tror da pokker.

Men. - Der er utallige andre arrangementer byen over. En rigdom.

Verner

Vild Ungdom?

Paris i 20'erne

Solen går sin gang

Ernest Hemingways romandebut fra (1926).

San Fermin-festivalen er lige pt. i gang!

Tyreløbet

Romanen rammer de fleste af sine læsere, hvilket er, hvad en stor forfatter kan. Beskrivelsen af amerikanere og englændere i 20’ernes Paris, sådan nærmest i eksil, eller hvad pokker det nu er, og hvad de finder på for at få tiden til at gå, eller gør, fordi de er bange for ikke at leve fuldt ud - eller slet ikke, er mesterlig. Intet mindre. Disse rodløse, mismodige, forvirrede unge fyldt med angst for engagement i det hele taget, er skarpt tegnet af den senere Nobelpristager. Der skal være fart på for denne ungdom. Hvad de gør med og mod hinanden er temmelig stærkt, især da scenen flytter til Pamplona og San Fermin-festivalen. Til tyreløbene dér. Og til tyrefægtning, ikke at forglemme. Stor litteratur.

Med garanti ikke ufarligt dette her!

Amerikaneren Hemingway blev allerede i sin ungdom bidt af Europa, ligesom forfatteren Patricia Highsmith. Disse amerikanere var fuldstændig forblændet af Europæiske storbyer, kultur, sprog, mad, vin og livsstilen, som de ikke kendte hjemmefra. Sådan virker det for udenforstående.

Hvad skulle der så være af nyheder i Hemingways Solen går sin gang? Næh, blot er det litteratur, som burde opleves af endnu flere læsere.

Verner 

Touren

Le Tour

I mange år har vi i denne husstand fulgt TV2’s dækning af Tour de France i tv. Vi har faktisk ikke tal på, hvor mange gange vi har siddet ud på eftermiddagen med tv tændt, klar, med et glas vin i hånden. Fransk vin, naturellement. Mange år faktisk. 

Nu sender TV2 igen Tour de France!

Det er gået op og ned med Touren. I mange år ødelagde amerikaneren Lance Armstrong rent faktisk løbet. Han var alt for stærk. Dette kom sig af, at denne atlet from Over There havde fundet et præparat at køre cykelløb på, som man ikke kendte i løbsledelsen. Ergo var der ingen doping. Det blev ret trivielt, så mange gange han vandt løbet i træk. Han blev for stærk. Men alligevel elskede vi løbet, og gør det stadig.

Det var dengang altid en oplevelse at se og høre Jørn Mader og Jørgen Leth speake løbet. Især Jørgen Leths mange interessante historier om det smukke Frankrig, dets mange provinser og byer, slottene, sproget, maden og vinen. Sådan er det ikke mere. Det Tour de France du engang kendte findes ikke mere. For nu at bruge en moderne politisk vending. Jørgen Leth deltager stadig, men på et andet niveau, om jeg så må sige. Det er rart, at han stadig er hos os, når Touren kører. Man føler sig tryg.

Men Touren er som nævnt ikke mere den samme. Efterhånden starter den i et andet land end Frankrig. Det kan man leve med, men førhen kom løbet for en stor dels vedkommende Frankrig rundt, hvilket er, hvad det drejer sig om. Det usædvanligt smukke og storslåede Frankrig. Frankrig med de mange smukke provinser.

Touren i år er stort set to cykelløb. Cykelløb nr. 1 foregår, efter starten i Holland og Belgien, i og omkring Pyrenæerne. Jeg kan anbefale alle at besøge denne storslåede egn. Dernæst flytter hele menageriet pr. fly til Alperne, hvor cykelløb nr. 2 finder sted. Afslutningsvis flytter alt, revl og krat, så til egnen ved Paris, hvor afslutningen finder sted.

Altså ikke Frankrig rundt, men to separate cykelløb. Vi får ikke set de mange forskellige og dragende provinser undervejs.

Dette er min anke.

Om vi så ikke skal se Tour de France. Jo det ved Gud da, vi skal. 

Lance

Verner

Kirill

Kirill Petrenko

Berliner Philharmoniker har endelig valgt deres ny chefdirigent, der efterfølger Simon Rattle på chefposten i 2018.

For at forstå vigtigheden af en sådan meddelelse skal man vide, at de berømte Philharmonikere fra Berlin er den ene af de to vigtigste chefposter inden for den klassiske musik, nemlig Musikchef på Wiener Staatsoper og Chefdirigent for Berliner Philharmoniker.

Det er også sådan, at orkestrets medlemmer stemmer om, hvem denne ære skal vederfares, og de har altid i en sådan valgsituation været uenige. Det tager lang tid. Således også denne gang. Det ligner valget af en ny Pave. Denne sammenligning er, iflg. mig selv altså, ret god. Tidligere paver på denne post var de sagnomspundne dirigenter Wilhelm Furtwängler og Herbert von Karajan.

Tidens store dirigentprofiler har alle været nævnt mht. posten, som chef hos berlinerne:

Andris Nelsons

Riccardo Chailly 

Mariss Jansons

Christian Thielemann

Gustavo Dudamel

Daniel Barenboim

Men ingen af disse kunne, eller ville - eller orkesteret ville ikke. En topdirigent har i forvejen kontrakter, som han hverken kan eller vil rejse fra.

Jeg selv havde gerne set Ricardo Chailly blive den foretrukne. Spørger man andre musikinteresserede om deres valg, får man helt sikkert et andet svar. Men nu er det jo orkesteret, der vælger. Den internationale presse svømmer over med påstande om, at den udvalgte, Kirill Petrenko, ”kun” er fjerde valg. Men enige blev man altså.

Hvorhen det vil føre er helt åbent. Valget af Petrenko er et eventyr. I bedste fald vil det sikre, at den nye chef vil føre orkestret tilbage til det område, det har forsømt i de seneste år under Simon Rattle i alle de ekstra-musikalske projekter: det koncentrerede arbejde med egen lyd. Og det vil ikke den værste løsning. Kirill Petrenko er kendt for dette.

Karajan - en af Petrenkos berømte forgængere på posten

Verner