Tortour de France

Philip Ytournels pragtfulde tegning fra TV2's kommentatorbox

Mens jeg sidder og skriver dette. køres dagens etape i Tour de France i Pyrenæerne bl.a. på Col du Tour Malet. Det er jættehårdt for rytterne, simpelthen en abnorm anstrengelse. Godt det ikke er en selv, der er med på bjerget eller i det hele taget. Vanvittig flot er det at se atleternes anstrengelser, og så kan man jo snuppe et lille glas selv i medens, ikk'? Den helt store interesse for rytterne og cyklingen er fuldt forståeligt, men kommer til at fordunkle den egentlige mening med galskaben. Navnet Tour de France betyder Frankrigstur, og det er hvad det er. En kæmpe tur rundt i det smukke og storslåede Frankrig. Men fik bedre indtryk af landet i tv, dengang Mader og Leth kommenterede turen. Der var mange indslag fra det storslåede land, med fortællinger om både provinser, byer, historie, kultur, mad og vin. Det var meget interessant, omend man selv havde været overalt i landet. Og det er et forunderligt, storslået og smukt land, et land hvor man kan rejse rundt og begrave sig i dette riges storslåede historie, landskab mv. Det kan stærkt anbefales.

Verner

PS.: Skal du se billedet rigtigt, er det bedst at finde det på nettet, så du kan se det i stor størrelse. Det er både herligt tegnet og en rammende kommentar til TV2's dækning. Du kan også se blogindlægget på selve bloggen i stedet for den e-mail du måske modtager. Der kan du så også forstørre tegningen.

Chris og far

I den sidste tid er flere mennesker jeg kendte døde. Det er givet, at det skal vi alle. Det er livets gang. Generationer kommer og generationer går. Det er det eneste vi skal; at dø. I forbindelse med sådanne dødsfald er der en gang i mellem nekrologer, og en enkelt af disse, som jeg læste for nylig, var meget vedkommende og stærkt følelsesbetonet. En mand tog afsked med sin ven og udtrykte det bl.a. på denne måde: ”Mens jeg skriver dette, stiger vandstanden drastisk bag mine brilleglas”. Rørende.
Dags dato kan man så læse (på Berlingske.dk) Chris Macdonalds nekrolog og afskedsbrev til sin elskede fader, som gik bort her den anden dag. Det er også meget rørende, for Chris var så heldig, i modsætning til mange andre mennesker, at hans far simpelthen elskede ungen, fra det sekund sønnen kom til verden. Det er ikke alle forundt. Jeg har selv oplevet voksne mennesker rase og græde ved tanken om den fader, der i deres optik svigtede dem groft. Det var ikke tilfældet med Chris og Papa. Du skulle læse den hele!
Chris’ fader lærte sin søn mange ting, mht. at forholde sig godt og rigtig til livet og i afskedsbrevet citeres en hel stribe af dem. Et enkelt skal bringes her.

Chris Macdonald:
Jeg vil afslutte med et vidunderligt citat fra National Geographic, Live Curious, som min far elskede. Det er så passende, nu hvor han ikke længere trækker vejret, og det inspirerer mig til at presse så meget saft ud af livet, som jeg kan, så længe jeg trækker vejret.

If you are, you breathe

If you breathe, you talk

If you talk, you ask

If you ask, you think

If you think, you search

If you search, you experience

If you experience, you learn

If you learn, you grow

If you grow, you wish

If you wish, you find

If you find, you doubt

If you doubt, you question

If you question, you understand

If you understand, you know

If you know, you want to know more

And if you want to know more, You are alive!

Verner

Rifbjerg vs. Fogh

Eks landsfaderen

Riffe selv!
Klaus Rifbjerg om vores allesammens tidligere højtelskede og respekterede landsfader - nu til vor store glæde og stolthed Lillefader i Nato.

” Nu troede man lige, at Anders Fogh Rasmussen var forsvundet i Nato’s byzantinske sindrighed i sin utæmmelige magtbrynde, men så står han pludselig – halvt truende og halvt bedende – og vil have flere penge til sin krig, som om han ikke havde blameret sig nok i Irak. Og her er det så, jeg savner medborgernes deltagelse, for hvor ville det dog være befriende, hvis nogen sagde: Skrub ud af det vanvittige land, glem den afsindige krig, brug pengene til noget andet end rustne bæltekøretøjer og livsfarlige mandskabsvogne, drop de kampfly og vupti, gælden er betalt, de sytten milliarder eller atten eller otteogtyve eller mere er hjemme! ”


Verner

VM 2010

Fodbold VM er en blanding af meget forskelligt, bl.a. stærke følelser (se billedet ovenfor, hvor en engelsk kvinde græmmer sig under kampen mellem England og Tyskland).

Som bekendt vandt Tyskland opgøret og går videre i turneringen. Det tyske hold var en hel del bedre spillende end englænderne, nærmest storspillende og vandt yderst fortjent 4-1. Det er noget, der vil noget.
Der er mange forklaringer på, hvorfor tyskerne var bedre, og det ville faktisk blive en lang historie, hvis alt skulle med. Men ved de mange VM- og EM-turneringer forekommer det altid, at tyskerne er 100% indstillet på, hvad det er de deltager i. Helt klar. Og de går efter resultater, samtidig med, at de som i går også spiller bold, at de tør spille, at de stoler på egne evner og fortræffeligheder, hvoraf de har mange.
Som kampen skred frem, blev de engelske tilskuere mere og mere stille, medens de så deres hold gå ned spillemæssigt, og frustrationer og skuffelser bredte sig bland dem.
Men også den fortræffelige engelske målmand, der oplever en tysk forward komme styrtende, med en engelsk back i 90 kg klassen nærmest hængende på skuldrene, komme først til bolden, trylle den under ham og score sikkert, er frustreret. På tv ser man ham skrige aggressionerne og frustrationerne ud mod sine holdkammerater, der nærmest solgte ham til stanglakrids.
Sandhedens time var kommet for englænderne, der beskæmmet så sig slået helt klart og overbevisende med 4-1.

Verner

PS.: Jamen, siger du, englænderne fik jo underkendt et mål? Det ville ikke have hjulpet dem. Det bedste hold vandt klart og tydeligt og går derfor videre.

Forurening i kæmpestørrelse

Frank Campo, indehaveren af en marina i Louisiana har svært ved at skjule sine følelser. De mennesker, der bor langs kysten og lever af havet på den ene eller anden måde, frygter for hvad olieudslippet kommer til at betyde.
Foto: Gerald Herbert/AP

På tv og Berlingske Web-tv blev vist et klip fra en kongreshøring, vedrørende BP’s ansvar i forbindelse med de forfærdelige olieudslip i den Mexicanske Golf, hvor man oplever BP’s topchef få verbale prygl. BP’s chef holder stort set masken, om end han er øverste ansvarlige for sit selskabs handlemåde, eller mangel på samme, er der nok ikke meget, der kan gøres pt., medens ulykken vokser og vokser. På ovenviste billede ser man et af de stakkels mennesker, hvis tilværelse er blevet ødelagt af katastrofen, og han har mange lidelsesfæller. Tænk, hvis man selv blev ramt af sådan en ting, forårsaget af et stort internationalt firmas grådighed - og andres, og så oplever, at der ingen hjælp er, at man blot bliver affejet, når man protesterer. I tv-klippet bliver BP’s topchef med rette bebrejdet, at hans selskab ikke vedkender sig et ansvar, i det omfang man kunne forvente. De mange mennesker, der lever af havet i det ramte område er ofre, miljøet er også offer, det vil tage rigtig mange år at genskabe den oprindelige fauna på stedet om nogensinde. Men ikke nok med det. I mange år har BP’s aktier været nærmest guldrandede og derfor brugt af mange pensionskasser i bl.a. England og USA (læs; pensionskunder) for at tilsikre en bekymringsfri alderdom. Aktiekursen er selvsagt styrtdykket pga. de økonomiske konsekvenser, denne sag med garanti får for BP. Disse pensionskunder får et tab, der vil noget, og står man lige for at skulle gå på pension, bliver det ekstra mærkbart. Således er der mange tabere i denne forfærdelige sag. Hvad BP’s øverste ledelse vil gøre for at klare alt dette er virkelig interessant.

Som en kontrast til dette kan man læse i Politikken, at den svenske rigsdag med et spinkelt flertal har vedtaget at genindføre atomkraft i svensk energipolitik. Atomkraft er som bekendt en energiform, hvor man ikke har styr på hverken sikkerheds- eller forureningsproblematikken. Det sidstnævnte kan fremtidige generationer tage sig af, engang om 100.000 år.
Ikke?

- Således stærkt opmuntret vender vi tilbage til hverdagens øvrige gøremål.


Verner

VM åbning

Siphiwe Tshabalala jubler efter at have bragt Sydafrika på 1-0.

Efter at have overværet åbningskampen ved VM i fodbold, kommer man i hu, hvad det egentlig var, der for mange år siden skabte ens begejstring for fodbold. Sydafrikas mandskab formåede, efter pausen i hvert fald, at spille stort anlagt og seværdig fodbold mod Mexico, der havde præget første halvleg uden at bringe sig foran.
Sydafrikas team må have europæisk træner, for det var, som at se god fodbold, fra en tid før alle hold forsvarer sig i stedet for at spille bold, hvad de åbenbart er bange for; bange for at stole på egne kvaliteter! Dette blev særlig smukt demonstreret af Siphiwe Tshabalala, der scorede et forbilledligt flot mål, hvor man tydeligt får demonstreret, at fodbold er en idrætsgren, bestående af løb, spring, hop mv., og Siphiwe så blændende ud, da han fra en spids vinkel tordner bolden i mål ved den fjerneste opstander uden chance for Mexicos målmand. Kroppen var korrekt ind over bolden, forreste ben med vristen strakt under fantom-hugget. Hvilken detalje!
Den Sydafrikanske målmand stod for flere fantastiske redninger bl.a. én i anden halvleg, da han flyvende, bogstaveligt talt, nåede helt ud til opstanderen og utroligt nok fik vippet bolden uden om mål. Ærgerligt at Mexico får uafgjort i denne kamp!

　
Verner

Flamenco

Holá!

En rigtig sælsom ting er Flamenco, en for nordboer meget fremmedartet dans, eller skal vi sige kunstart? Besynderlig og uforståelig, hvis ikke man sætter sig ind i, hvad pokker der foregår. Meget eksotisk, sydlandsk og iberisk.
På årets rundtur i Andalusien var vi heldige at blive introduceret til fænomenet af en dansk bekendt bosat i Sevilla. Damen tog os med til en kirke i et nedlagt nonnekloster, som nu bl.a. bruges af amatører, hvis store interesse er flamenco. Rigtige amatører, forestillingen var ikke en event til benefice for turister. Gratis. Et lille kirkerum, to hundrede publikummer og en lille scene med et trægulv med hulrum under, så det rigtigt kunne gungre, når danserne tog fat.
Scenen blev indtaget af tre unge mænd, en på guitar, en på en slags bongotromme og en sanger. To dansere, en mand og en kvinde. Meget unge, smukke og velskabte dansere for at bevare troværdigheden omkring opgaven.
Og så begyndte flamencoen. Sælsomt var det. En vild, rå sang og musik, en musikform, der virkede oprindelig, som noget, der altid har eksisteret, en helt unik ting. Sangene er klagesange, indholdet er i retningen af: hvorfor gik hun fra mig, kommer hun aldrig tilbage, jeg kan ikke leve uden hende, etc., etc. Der blev spillet og sunget meget højt.

Så begyndte de to dansere at optræde. Til den besynderlige musik kreeredes hvirvlende danse med masse af hæleklap i trægulvet, klap på lårene og i hænderne. Dansen blev vildere, hurtigere og kroppene svajede, alt sammen under en infernalsk støj fra musik, sang, hæleklap og stampen i gulvet.
Det var en totalt grænseoverskridende oplevelse, vild, rå og voldsom musik og dans, som skabt af et naturfolk, nærmest.
De tilstedeværende aficionados var godt oppe at køre.

Verner