Store fodboldstjerner

Lionel Messi

I en artikel på sportssiderne i går evaluerede flere forskellige personer tilknyttet fodboldsporten, fænomenet Lionel Messi, om han, Messi altså, er den største fodboldspiller gennem tiderne. Det var med henblik på denne aftens finale i Champions league. Årets store fodboldfinale. Det halve af klodens befolkning, eller sådan noget lignende, vil følge denne finale, som vanen tro bliver transmitteret i tv. Selvfølgelig, for det er ikke fodbold alene, det drejer sig om.

Omar Enrique Sivori

Flere af disse fortræffelige mennesker mente, at det forholdt sig på den måde, at Messi måtte være den største til alle tider. Jeg mener ikke, at man kan stille det op på den måde, thi der har været mange og meget store stjerner før Messi. Jeg selv husker flere fra fortiden, der i hvert fald var på højde med Lionel Messi.

Det samme gør den store danske fodboldspiller Michael Laudrup. Han nævner bl.a. Omar Sivori, som han selv har spillet sammen med. Omar Sivori kunne alt med en bold, en troldmand, en levende legende. Jeg har også set ham i tv. Laudrup har ret. Også Johan Cruyff, nævner Laudrup, og her er jeg også enig. Mega-stjerne.

Johan Cruyff

Man skal/bør ikke stille det op på denne måde. Der har tidligere været mange, mange stjerner indenfor den ædle fodboldsport. Og i fremtiden vil der også være store navne.

Jamen, er Messi da ikke en stor stjerne. Jo, det ved gud.

Verner

På Højbro Plads

Højbro Plads en sommerdag. Blot var der i dag  trængsel, så det batter!

Sådan en lørdag i starten af juni måned, den første varme dag i dette år, er Københavns Centrum fyldt med turister, i massevis. Hele den charmerende Indre By vrimler. Jeg selv kommer slentrende fra Christianshavns Torv og nyder rigtig sommerdagen. Efter nogen tid, melder tørsten sig; det er jo varmt. Så er det heldigt, at lige som man skråer over Højbro Plads, er der en større fortovsrestaurant, fyldt med mennesker. Og ikke at forglemme udskænkning af Øl. Fadøl. Hvad kunne være bedre, tænker jeg? Derimod var det sværere at finde en siddeplads, men heldet følger den, der opsøger det, og lige ved siden af udskænkningsstedet var der en ledig plads. Bordet var kun optaget af en dame, der lige havde påbegyndt en fadbamse. På spørgsmålet om hvorvidt jeg måtte sidde på den ledige plads, svarede damen på svensk, at jeg var meget velkommen. Jeg satte mig med min egen fadbamse. Mellemstørrelsen. Herligt kold, og vederkvægende.

På forespørgsel bekræftede damen, at hun var turist og fra Stockholm. Nu skal jeg lige fortælle, at jeg tidligere, gennem mange år, i embeds medfør, har talt med utallige svenskere, pr. telefon ganske vist, men alligevel. Og erfaringen fra den tid er, at svenskere fra Stockholm er meget lettere at forstå for en dansker, end f.eks. skåninger. Helt sikkert. Således også her. Denne søde dame, midaldrende eller lidt mere, faldt jeg i snak med. Det var morsomt. Nu ankom så hendes frokost. Det var et meget stort stykke smørebrød; æg med rejer. Og mayonnaise!

Jeg lover at hendes stykke, var endnu større! 

Jeg betror hende, at der da var betydeligt mere æg end rejer, hvad hun smilende medgav. Det var der også. Det var det stik modsatte af rejer i trængsel. Pyt, sagde hun, og guffede i sig. Nu stillede jeg min stol lidt på skrå, så jeg ikke sad og gloede på hende, mens hun spiste kæmpestykket. Med fornøjelse. Rub og stub. I medens talte vi om turisme og rejser, om europæiske storbyer. Hovedstæder. Hun havde været mange steder. Det har jeg også selv, for resten. Hun havde naturligvis også været i Prag, og vidste at Tychoe Brahe ligger begravet dér. Derimod vidste hun ikke, at han havde mistet sin næse og fået en af sølv i stedet! Men hun havde dog hørt, at den arme mand var død af sprængt blære, og – hold fast, det skete under en middag, hvor også kongen var til stede. Brahe styrtede om og var død. Sagde hun. Under vejs i den sjove samtale gled øllet let over ganen. Da damen var færdig med sit imposante stykke smørebrød og sin fadbamse, takkede vi hinanden for en trevlig samtale, og gik videre ud i den i den smukke, overrendte by. Sjovt med sådan en samtale med en vildtfremmed.

Verner 

Mellem sommerens længsel og vinterens kulde

Ofte sker der underlige sammentræf, som man næsten ikke forstår. Når man tænker over det, så er det et tilfælde, for det meste!

Her sidder man fordybet i gen-læsningen af første del af Leif Gunnar Willy Perssons romaner om mordet på Olof Palme, svensk statsminister i forrige århundrede. Olof Palme blev snigmyrdet 28. februar 1986. Et meget omtalt mord, al den tid dette mord aldrig blev opklaret, og vel næppe heller nogensinde bliver det. Alt blev forkludret fra starten af efterforskningen.

Men føromtalte tilfældighed, mere er det næppe, består i, at mens jeg sidder og læser første del af den fantastiske trilogi, er et gætteprogram i gang på en radiostation, hvor et spørgsmål lyder: Hvilken anden svensk top-politiker end Palme blev også myrdet. Svaret er selvfølgelig udenrigsminister Anna Lindh.

Tilbage til første del af Perssons trilogi om Palmemordet: Mellem sommerens længsel og vinterens kulde. Denne utrolige trilogi om mordet på Palme starter med et selvmord, længe før Palme kommer af dage. Det har sin forklaring. Det arme menneske, man formoder selv har taget sig af dage har efterladt sig et brev, tydeligvis et brev fra et menneske, der tager livet af sig. Eller gør han nu også det?

”Jeg har levet mit liv mellem sommerens længsel og vinterens kulde. Da jeg var yngre, plejede jeg at tro, at når sommeren kommer, bliver jeg forelsket i en, jeg kan holde meget af, og så vil jeg begynde at leve for alvor. Men da jeg havde gjort al det, jeg var tvunget til at gøre, var sommeren allerede forbi, og tilbage var kun vinterens kulde. Og det var ikke det liv, jeg havde forestillet mig.”

Persson er kriminolog og professor i politiefterforskning ved Rikspolisstyrelsen. Han er Sveriges førende ekspert i kriminalitet og forbrydelse. Fagmand, altså!

Trilogiens tre bind er som følger

1. Mellem sommerens længsel og vinterens kulde

2. En anden tid et andet liv

3. Falder frit som i en drøm

Denne serie består som nævnt af tre bind, alle på ca. 600 sider. Tilsammen altså 1800 sider, hvor man skal holde tungen lige i munden, for at følge med.

Persson skriver herligt ondskabsfuldt og hylende morsomt om ledende politifolk i specielt det svenske sikkerhedspoliti.

Det er bøger som alle svenskere, og danskere for den sags skyld, bør læse.

Persson løser gåden om mordet på Palme. Ganske tæt på i hvert fald.

Leif Gunnar Willy Persson

Jo, jeg har skrevet før om dette mesterværk, men jeg håber, at flere vil læse bøgerne.

Verner

Forandringer

Tørke i Californien

Forandringer kommer for det meste langsomt, om end ikke altid snigende. Den slags forandringer man kan kalde eksorbitante, hører vi her i Nordvesteuropa kun om ved at følge med i medierne, eller hvis vi rejser en hel del, selv oplever det. Vi vænner os langsomt til dem.

Der er mange forandringer til det værre internationalt, og hvilken skal vi sige er det værste? De mange krige, de enorme flygtningemasser, der mere er folkevandringer, thi de mange på rejse er på vej til noget bedre, end der hvor de kommer fra. Eller er det forureningen, der er ved at ødelægge vor klode? Eller er det måske vandmangel?

Der må da være andre problemer, der trænger sig på, vil nogle mene. Sikkert.

Men vandmangel og de kommende konflikter og krige, der vil finde sted for at sikre sig noget af det vand, der endnu vil være tilgængeligt, tager måske førsteprisen. Måske.

Jeg ved det. Det lyder ikke hyggeligt.

Til illustration af denne problematik ser man i dag en artikel i Dagbladet Politiken, omhandlende de meget knappe ressourcer på vand i Californien. Efter fire år med vigende nedbør og høje temperaturer oplever Californien den værste tørke i mere end 100 år. Sierra Nevada-bjergkædens snedække, som normalt bidrager med ca. en tredjedel af Californiens vandforsyning, er skrumpet til et rekordlavt niveau på 5 procent af sin normale størrelse, sammenlignet med 25 procent sidste år og 42 procent i 2013. vandniveauet i reservoirer og grundvandsmagasiner står også ekstremt lavt. Der er opstået en ny ”vandkrig” mellem landmænd og byboere. Man kan forestille sig, at afsmeltningen af sne i Sierra Nevada-bjergkæden skyldes en ganske bestemt ting, nemlig klodens tiltagende opvarmning. Det kan man sagtens. Resultat af forurening. Over there vil man spurte ud af problemerne ved hjælp af en såkaldt grøn omstilling.

I South-East Australia har man tilsvarende problemer og har haft det længe. Ekstreme temperaturer, så godt som tomme regnvands bassiner, indbyrdes stridigheder om det vand, der er der. Mangel på tilstrækkeligt vand.

I Nord- og Midt-Afrika findes områder, hvor det ikke har regnet i 5, ja nogle steder ti år. Hvilke slags mennesker skal kunne leve der, blive der, og få et rimeligt liv ud af denne situation?

I Asien hvor milliarder af mennesker er afhængig af smeltevand fra Himalaya, kommer man også til at mærke problematikken, idet der om føje år skønsmæssig vil blive mindre af dette smeltevand og mindre til deling. Mindre vand i de kolossale floder i denne verdensdel, som de derboende store befolkninger har hårdt brug for. Krige og konflikter venter forude.

Mens jeg sidder og udbreder mig om alt dette vælter regnen ned her. Vældige, vedvarende byger!

Verner

Hjem

De hvide busser

Så sidder vi der endnu en gang og følger på tv de forskellige mindehøjtideligheder i anledningen af afslutningen på Den store krig; Anden Verdenskrig. Det var foreløbig, ja undskyld, den sidste i rækken af De Indo-europæiske borgerkrige, som en indisk historiker kaldte det for en del år siden. Altså, at de europæiske lande i mange århundreder har bekriget hinanden. Det sluttede efter Den store krig, med oprettelsen af NATO og senere EU. Siden har der været fred i Centraleuropa.

I Mindelunden i København var der igen i år (4. maj 2015) mindehøjtidelighed for de dræbte under krigen, den krig som sluttede for halvfjerds år siden. Hendes Majestæt Dronningen deltog blandt en del andre, ældre mennesker. Veteraner. Sådan har det været hvert eneste år, så længe jeg kan huske. Men efterhånden dør vel de sidste overlevende fra denne krig, og befolkningen vil glemme. 

Der har også været en del i medierne angående De Hvide Busser, en redningsaktion foranstaltet af den svenske greve Folke Bernadotte. Mange skandinaviske kz-fanger blev befriet i krigens sidste dage og kørt i de hvidmalede busser med rødt kors på, i første omgang til Danmark.

Efter fælles dansk/norsk pres og planlægning blev ca. 15.000 skandinaver og andre reddet ud af lejrene i de tysk kontrollerede områder af det svenske Røde Kors i løbet af marts og april måned 1945.

Ved ankomst til København kørte en del af busserne til Frihavnen, for at man der kunne sende i hvert fald norske kz-fanger hjem. Og en sådan dag i april stod jeg selv på Jagtvej i København, i en alder af lige godt to år, sammen med familiemedlemmer. Mange københavnere stod opmarcheret på begge sider af vejen. Naturligvis forstod jeg ikke, hvad der egentlig foregik, men det har alligevel, fæstnet sig i erindringen, af en eller anden grund. Så kørte hvad der forekom at være en uendelig række af hvide busser forbi. Langsomt. Den ventende folkemængde var dødstille, jeg vil kalde det en chokeret tavshed. De arme djævle fra kz-lejrene - nu på vej til frihed. Hjem til deres kære.

Befriet fra Hitlers helvede!

Endelig hjem.

Verner 

   

Irgendwo auf der Welt

Lykken venter derude!

André Rieu og The Johann Strauss Orchestra

En koncert med André Rieu og The Johann Strauss Orchestra er altid en oplevelse, af en eller anden slags. Det var det også i aftes i Forum i København. Det blev ganske vist en noget anderledes en af slagsen end forventet, men man må medgive, at publikum morede sig og fik en fest ud af det, og – en bunke god musik.

Rieus omrejsende musikshow kommer vidt omkring, verden over. Overalt har de været og er populære. Altid foregår det store steder, stadions, kæmpehaller etc. Det er trods alt også en pengemaskine. Der skal publikum til. Mange.

Forum i København er sådan et sted. Kæmpestor sal, proppet med publikummer. Koncertsal bliver den aldrig, det er akustikken ikke til, hvilket man kompenserede for med et kæmpe musikanlæg, der sørgede for at alle kunne høre. Desværre fjernede det også ethvert tilløb til den poesi, intimitet og fortryllelse, som musik også skal indeholde. Næsten. Magien indtraf da Berlin Comedian Harmonists sang den gamle smukke slager Irgendwo auf der Welt nænsomt akkompagneret af Rieu og orkestret. Ren magi. Endelig løftede koncerten sig. Disse fem herrestemmer var noget af det smukkeste. Fuldkommen frasering og balance. Hårfine udtyndinger.

Irgendwo auf der Welt gibt's ein kleines bißchen Glück
Und ich träum' davon in jedem Augenblick
Irgendwo auf der Welt gibt's ein bißchen Seligkeit
Und ich träum' davon schon lange, lange Zeit
Wenn ich wüsst', wo das ist, ging' ich in die Welt hinein
Denn ich möcht' einmal recht, so von Herzen glücklich sein
Irgendwo auf der Welt fängt mein Weg zum Himmel an
Irgendwo, irgendwie, irgendwann

Undervejs i koncerten havde orkestret og forskellige solister sørget for underholdning og musik, lige efter bogen, for dem, der kender Rieu og hans shows. Rieu er voldsomt populær, en meget charmerende mand og glimrende musiker. Publikum var helt oppe at køre især i de utallige ekstranumre, der lige satte prikken over i’et.

Der var stop udsolgt.

Verner

Torta Italiano del Vino Bianco

Verner i arbejde?

Spis kage til!

Titlen på kreationen, der kommer her, er min egen. John Price, der lancerede den for mange år siden, kaldte den for ”Tærte med hvidvin!” Og det er, hvad den er. Men dejlig, absolut.

Jeg har lavet den mange gange. Den er nærmest kriminelt syndig, indeholdende mange kalorier. Den er af den slags, som fremstilles af gode danske kvinder, som bruger 12 æg og en liter piskefløde.

Den kan spises som dessert eller til kaffen, og så er dens vigtigste ingrediens hvidvin!

En kvart liter hvidvin, du kan bruge en hvilken som helst slags, den behøver ikke at være sød.

50 gram groft hakkede nøddekerner ristes let, så blandes de med lidt melis og vædes med en lille smule af vinen, kun ganske lidt. Så smutter du 100 gram mandler og hakker dem groft.

Nu røres 200 gram smør hvidt med 300 gram melis. Tilsæt to æg, kom en halv teskefuld bagepulver i 300 gram mel, bland det og rør så det hele sammen til en dej. Under den flittige omrøring tilsætter du nu hvidvinen. Det bliver cirka 200-250 gram. Det hele skal blive til en dejlig tyk creme. Creme altså, husk det nu!

Den hældes op i en velsmurt springform, men ikke helt op, for den hæver noget. Så drysser du mandler på toppen og ovenpå igen den fugtige nøddeblanding. Bag ved jævn varme, til strikkepinden er tilfreds!

Jeg selv prøver gerne med 200 grader C i en time, omtrent.

Personligt foretrækker jeg at spise tærten kort efter bagningen. På dette tidspunkt indgår hvidvin, nødder, mandler og dej en super fin smagssymfoni. Det er så lækkert!

Sidst jeg fremstillede den, kunne jeg kun få ovntid, aftenen før den skulle spises, på grund af travlhed i køkkenet, sic!

Vupti! En kage, der er i form!

Verner