Irmas Madmesse 2015

Jeg hørte her til morgen, ganske tilfældigt, i radioprogrammet Café Hack, Kim Bildsøe Lassen i et interview med værten Søren Dahl, forklare om den til stadighed pågående kamp for at udtrykke andet i TVA, end de store og forfærdelige konflikter, der uafladeligt øver indtryk på os; også at lave indslag, der viser og omtaler vort daglige, almindelige liv, så at sige!

Bildsøe Lassen har ret.

Så med dette in mente og med tanken på afholdelse af Irmas madmesse i Øksnehallen Kbh. C sikrede jeg mig en billet, også for at få noget ud af en vintersøndag. Vintersøndag? Det er 22. marts. Bidende koldt derude er det!

Det var ikke som sidste år, hvor jeg modtog en invitation til Madens Skueplads i Roskilde, en kæmpe madmesse. I dette tilfælde måtte jeg selv til lommerne.

Et af de mange indslag på messens scene var et miniseminar, eller rettere et causeri, ville jeg sige, om vi italesætter madens kvalitet og dyrevelfærden. Har maden nu også den kvalitet, vi påstår? Når man f.eks. fremhæver, at dyrene er fritgående, er det så en kvalitet? Og er de det? Fritgående? Til illustration af dette vistes en kæmpelade fyldt af kyllinger. Fritgående, står der senere på pakken. Og ja, de er fritgående, der er ikke én af disse kyllinger, der er bundet! Giver denne fremgangsmåde bedre kødkvalitet? Giver den bedre dyrevelfærd.

Nej – til begge påstande. Og så fremdeles. Dette var bare ét eksempel ud af mange.

 

Nu var det søndag lige ved frokosttid, og der var som forventeligt sort af mennesker. Det er lige sin sag, at stå i kø i timevis for at smage de mange produkter, der forhandles af og igennem Irma. Men man må lide for at sikre sig indtryk. Det tog tid. Der var mange besøgende. Rigtig mange. Folk stod og gik nærmest på nakken af hinanden.

Til gengæld var der smagsprøver. Mange rigtig gode og i mange varianter.

Brød

Mejeriprodukter

Kød

Fisk

Ost

Kage

Kaffe

Vand

Øl

Vin

Cider

Æblebrændevin

Cognac

Der skal nok være noget jeg har glemt!

Det lykkedes mig i kampens hede at få smagt en Napoléon XO Cognac, og et andet sted en Vintage Champagne (årgangs Champagne), blandt en hulens masse andre ting. Kalejdoskopisk smagsvirvar. Men på den rare måde, bortset altså fra trængslen.

Om de mange smagte vine, vil jeg sige, at det fuldstændig som forventet er vine, der ikke har den optimale temperatur; Det er ikke muligt på en messe af den slags, at holde vinen kølig nok, så der rent faktisk bliver tale om en retvisende smagsprøve. Desværre.

Efter to timer havde jeg fået nok.

Hjemvendt til hjemmets trygge arne drak jeg et herligt glas koldt vand med brus!

Verner

Sagen Furtwângler

Skarsgård som det sårede dyr; Furtwängler

Efterhånden har vi set en del tyske film og romaner gøre op med nazitiden og 2. verdenskrig i Europa. Det måtte og skulle komme. Og så er dette vægtige indlæg ovenikøbet fransk; Sagen Furtwängler!

Og dét er en film!

Den blev vist forleden på en dansk kanal. Meget interessant og vedkommende.

Filmen drejer sig om afnazificeringsprocessen mod Wilhelm Furtwängler, efter krigen forstås.

Il Maestro selv

For rigtig at opfatte nuancerne skal man vide, at Wilhelm Furtwängler var chefdirigent for de berømte Berliner Philharmonikere, et symfoniorkester, der i Furtwänglers hænder var second to none. Ydermere var han en yndet dirigent for de lige så berømte Wiens Philharmoniske Orkester, Wiener Staatsoper, yndet gæst som dirigent i Bayreuth (Wagnertemplet i Sydtyskland), samt ved festspillene i Salzburg. Han var ikke bare en superstar, han var Gud selv i datidens tysk/østrigske musikalske liv! Han var urørlig. Som dirigent var han mester, hans måde at dirigere på er blevet beskrevet, som en landlig adelsmands tilgang til musikken, med stor noblesse, fuldendt orkesterklang, og en filosof som dirigent. Han kunne i nattogene mellem Wien og Berlin sidde i timer og udtænke særlig spillemæssigt delikate detaljer, som han senere praktiserede med orkesteret. Filosof altså.

I modsætning til mange andre tyske kunstnere valgte Berlinerfilharmoniens chefdirigent, Wilhelm Furtwängler, at blive og virke i Det tredje Rige under hele krigen. Hitler betegnede ham som sin yndlingsdirigent, men var Furtwängler politisk naiv eller nazist? Det er det, den såkaldte afnazificeringsproces skal afklare. Den amerikanske major Steve Arnold er i fredstid efterforsker i et forsikringsselskab og har ikke meget til overs for det, Furtwängler kalder sin loyalitet mod sin musik, sit orkester og sit folk.

I filmen nedgøres han i forhørene, den tidligere gud er nu blot et menneske, der tog fejl. De kaster smuds på ham med spørgsmål om de mange kvinder og uægte børn, hvilket han bekræfter. Man forstår ikke dette fuldtud, for Furtwängler var ikke en smuk mand. Så langt fra. Meget høj, ranglet, fleinskaldet, men magtfuld. Måske var det dét, de faldt for. Lige så kommer man ind på Furtwänglers jalousi over ”Lille K”. ”lille K” var Herbert von Karajan, meget mindre end Furtwängler, halvanden hoved mindre og en meget elegant mand. Og så var han en fremstormende, blændende dirigent, men af en anden karakter som dirigent end Furtwängler.

Sagen endte med, at Furtwängler ikke måtte dirigere i 10 år, og slet ikke Berliner Philharmonikerne. Til hans store sorg. Da de 10 år endeligt var gået i 1955, døde han pludselig.

Landsforræder og nazist? Måske, hvem ved i dag?

Den strålende svenske skuespiller Skarsgård som Furtwängler

De to hovedpersoner I filmen bliver mesterligt spillet af

Steve Arnold: Harvey Keitel.

Furtwängler: Stellan Skarsgård.

Blændende skuespillerkunst, især den nedbrudte Furtwängler, et såret dyr, er fantastisk spillet af Skarsgård.

Der er meget, meget mere at sige om den ufattelige tid under nazismen, men . . .

Verner

I en evigt foranderlig verden . . .

Det er blevet noget af en daglig udfordring, at følge med i de mange forandringer, der skyller hen over os, der er fuld fart på. Intet er som tidligere. Vores tilværelse forandres så hurtigt, som ingensinde før.

I dag skriver Politikens chefredaktør Bo Lidegaard (jo, jeg læser også andre aviser) om et af hans avis' nyeste tiltag kaldet 2050, hvor alle de mange udfordringer vi udsættes for vil blive endevendt af et hold af avisens mest erfarne reportere.

Det behøver ikke at være en hemmelighed, at jeg ikke er meget for ovennævnte chefredaktør, for i hans tid som chef, har bladet undergået en forandring, som ikke forekommer at være til det bedste. Politiken er blevet aktivistisk. Der er ikke noget, der undslipper avisens stab. Alt bliver endevendt og kritisk bedømt.

Men sandheden er måske i virkeligheden, at det er vores liv og tilværelse, der ændres radikalt og i et højt tempo?

”Den verden vi kender, og hvor vi har hentet vores erfaringer,

ligner ikke mere sig selv.”

Bo Lidegaard

I hvert fald er Bo Lidegaards analyse i dagens avissektion PS mesterligt set og skrevet. Jeg tager hatten af for Hr. Lidegaard. Den rammer lige i plet. Det bliver endnu sværere fremover at tilpasse sig de ændrede vilkår og opbyde tilstrækkelig forandringsvillighed. Det er ikke småting, der er i gang. Analysen er fyldt med sandheder, om vi så kan lide dem eller ej. En enkelt af Bo Lidegaards andre betragtninger kommer her:

”Men historien handler også om lande i Afrika, hvor livet bliver mere og mere umuligt, og hvorfra stadig flere søger mod nord med stadig mere desperat vilje til for enhver pris at forsøge at få fodfæste på det europæiske kontinent.”

Bo Lidegaard

Du kan sagtens nå at læse hele analysen selv, i dagens avis, i det mindste i Politikens web-udgave. Det forekommer vigtigt, og du gør dig selv en tjeneste.

Verner

Vi står i problemer til halsen!

Lisbeth Knudsen, chefred.

De fleste, der kan dansk, kender en sproglig variant af overskriften!

Det var Lisbeth Knudsen, chefred. Berlingske Tidende, der ved årsskiftet udtalte noget i retning af, at der var ingen grund til at antage, at der ville blive færre krige og konflikter i det ny år.

Det kom til at passe - lige i den grad.

I Ukraine er der forhandlet en våbenhvile, formidlet af Putin, Merkel og Hollande. Russerne sad med den bedste hånd og tog hele gevinsten. Det er usikkert om våbenhvilen vil holde. Efterfølgende skruer EU op for div. indgreb mod russiske politikere, så deres indestående i banker i EU indefryses og de forbydes rejser i og til EU. 

Det bliver ikke det sidste vi hører til Ruslands ekspansionstrang. Tro mig!

Det græske gældsspørgsmål er uafklaret. Tyskerne, der er de største långivere nægter at eftergive grækerne deres gæld. Møderne om denne sag fortsætter. Kan man forestille sig grækerne forlade unionen?

IS fremturer og halshugger 21 kristne, ægyptiske gidsler. Det regner med bomber over denne selvudråbte pariastat. Det koster selvfølgelig IS kæmpetab, men endnu er dette rablende vandvid ikke bragt til ophør. Situationen i de muslimske lande har skabt enorme flygtningestrømme, som ingen ved, hvad de skal stille op med. Det Arabiske Forår bragte ikke lykken med sig. 

Prisen for råolie er kollapset, men dog på det seneste lettere stigende. Mange landes økonomi er nu helt til rotterne, deriblandt adskillige arabiske lande og Rusland.

Europa er aldrig rigtig kommet sig efter finanskrisen. De sydlige lande, Frankrig, Italien, Spanien og Grækenland, besidder nu en økonomi, der præger disse samfund, med fattigdom og stor arbejdsløshed til følge. Meget stor.

Den muslimske terrororganisation Boko Haram myrder og skænder stadig som vanvittige i flere afrikanske lande. Det ser ikke ud til, at der kommer et indgreb mod de afsindige. Uhyre mange mennesker lider under disse myrderier.

I København opsøgte en muslimsk galning et møde på Østerbro medbringende et automatvåben. Han skød ind gennem vinduerne, det lykkedes ham heldigvis ikke at komme ind. Et menneske blev dræbt, tre politifolk såret. Senere opsøgte han den jødiske synagoge i centrum af byen. Her lykkedes det ham heller ikke at komme ind, men dræbte en dørmand og sårede to betjente. Noget senere fik politiet kontakt til ham og dræbte ham i en skudduel. Wonderful Copenhagen?

Om der ikke mangler noget i denne relativt set korte fremstilling af løbende konflikter? Absolut, men hvem orker mere lige nu?


Verner

Den Glade Enke

Medvirkende bl.a.: 

Renée Fleming, Kelli O’Hara, Nathan Gunn, Alek Shrader og Thomas Allen. Dirigent: Sir Andrew Davis. Iscenesættelse: Susan Stroman

Enken er en operette af Franz Lehár, en charmerende gang nonsens iklædt herlig musik og med masser af ørehængere, dvs. rigtig gode melodier. Det har nok redet stykket fra at blive glemt. Selve genren er en døende kunstart, undtaget måske i de tysktalende lande. Det er rigtig kedeligt, for en masse god musik forsvinder samtidig med.

Overværet i går lørdag, i Opera Bio, transmitteret fra Metropolitan Opera i New York, var charmen intakt og den musikalske udførelse hvilede i de bedste hænder.

Operabio:

”Sopranen Renée Fleming er centrum i Lehárs sprudlende operette, når The Met lader champagnepropperne springe på den lille fallittruede (og fiktive) balkanstat Pontevedros ambassade i Paris. Her fejrer man storhertugens fødselsdag. Den vigtigste af gæsterne er den unge enke Hanna Glawari, som har arvet 20 millioner efter sin mand. Denne formue kan redde Pontevedros økonomi, og ambassadøren baron Zeta søger en landsmand, der kan gifte sig med Hanna, og dermed frelse fædrelandet.”

MET’s (Metropolitan Opera) opsætning var morsom. Meget flot. Orkester og sangere som en drøm, meget bedre gøres det ikke, og over alle strålede sopranen Renée Fleming, overdådigt syngende og agerende som Hanna Glawari; Den Glade Enke. Med en Renée Fleming i topform oplever man skønsang næsten uden sidestykke. Overdådigt. I dag er hun i midten af 50’erne, pragtfuld ved stemme. Og sikke en tekstudtale. Det er fænomenalt.

Og så var der CanCan udført af MET’s flotte dansere – Oh la la!

Verner

Fra en opsætning i Chicago

l'Empereur

Siden afslutningen af Anden Verdenskrig, har det været muligt at opretholde fredelige tilstande i Europa, først og fremmest pga. forsvarspagten Nato. Undtagelser har været Sovjetunionens gentagne overgreb på sine allierede (lydstater), og den krig, der fulgte af Jugoslaviens opløsning. Natolandene har haft en lang periode uden krig. Med Sovjetunionens sammenbrud, fulgte en opfattelse af muligheden for en endnu længere periode uden intereuropæiske konflikter; krig i Europa.

Med den tiltagende velstand i Rusland pga. de store olieindtægter, og Putins vej til den totale kontrol med sit land, ser det ud til, at tanken om et Europa uden krig skal lide skibbrud. For øjeblikket foregår der en voksende militær konfrontation i Østukraine orkestreret af Rusland. Først anneksionen af Krim, dernæst forsøg på at sikre sig, i det mindste, en luns af Ukraine. Salamimetode. En lille skive af gangen.

I denne eftermiddagstime er Merkel og Hollande landet i Moskva for at forhandle en varig fred med Putin, så krigen i Østukraine kan stoppes og blodsudgydelserne ophøre. Det er så heldigt, at der er vist så meget mådehold, at man ikke for længst er havnet i en meget stor militærkonflikt med Rusland som modpart.

Vil en sådan forhandling stoppe Putin og Ruslands aggressioner? Godt spørgsmål, ikke? Hvorfor skulle en diktator som Putin bare opgive sine planer for de tidligere russiske delstater?

Det bliver desværre næppe tilfældet!

Verner

En for alle, og alle for sex, drugs and rock’n’roll

De 3 Musketerer i Gasværket!

Tom Jensen , Peter Oliver Hansen og Jens Andersen
 som de tre musketerer og Trine Pallesen som Mylady
Foto: Robin Skjoldborg

Vi taler om forestillingen De Tre Musketerer i Østre Gasværk, Kbh.

Østre Gasværk var tidligere et gasværk. I mange år nu teater og et temmelig populært af slagsen.

Lørdag aften spilledes den sidste af forestillingerne i en moderne opsætning af De Tre Musketerer, som Rock-Musical i Gasværket. Rock-Musical! (sic!) Nu fortsætter stykket som turné rundt om i riget.

Og hvem skulle have troet, at Alexander Dumas den ældres stykke kunne piftes sådan op med rock. Mange forskellige udgaver både på film, teater og tv har man set, men ikke dette. Før nu altså. Stykket fulgte forlægget.

Der var fuld gang i løjerne, meget morsomt lavet med en masse krydshenvisninger både sprogligt og musikalsk. Scenografien var outstanding; aldrig set før. Det var samtidig rock for fuld udblæsning, havde jeg og mit selskab siddet tættere på, var vi endt med en høreskade. Publikum var tilfreds.

Det var også sjovt! Rigtig sjovt.

Det var rock’n’roll!

Fra en mere seriøs opsætning. Sikkert ikke så morsom.
- Og uden rock!

Det er samtidig en helt anden oplevelse at gå i teateret, end i biografen. Folk er forventningsfulde, glæder sig, er pænt påklædt. Og så er der en herlig bar til pausen, hvor man kan få sig et glas.

Stykket burde også i provinsen få stor tilstrømning.

Verner