søndag den 1. marts 2015

I en evigt foranderlig verden . . .



Det er blevet noget af en daglig udfordring, at følge med i de mange forandringer, der skyller hen over os, der er fuld fart på. Intet er som tidligere. Vores tilværelse forandres så hurtigt, som ingensinde før.
I dag skriver Politikens chefredaktør Bo Lidegaard (jo, jeg læser også andre aviser) om et af hans avis' nyeste tiltag kaldet 2050, hvor alle de mange udfordringer vi udsættes for vil blive endevendt af et hold af avisens mest erfarne reportere.
Det behøver ikke at være en hemmelighed, at jeg ikke er meget for ovennævnte chefredaktør, for i hans tid som chef, har bladet undergået en forandring, som ikke forekommer at være til det bedste. Politiken er blevet aktivistisk. Der er ikke noget, der undslipper avisens stab. Alt bliver endevendt og kritisk bedømt.
Men sandheden er måske i virkeligheden, at det er vores liv og tilværelse, der ændres radikalt og i et højt tempo?

”Den verden vi kender, og hvor vi har hentet vores erfaringer,
ligner ikke mere sig selv.”
Bo Lidegaard

I hvert fald er Bo Lidegaards analyse i dagens avissektion PS mesterligt set og skrevet. Jeg tager hatten af for Hr. Lidegaard. Den rammer lige i plet. Det bliver endnu sværere fremover at tilpasse sig de ændrede vilkår og opbyde tilstrækkelig forandringsvillighed. Det er ikke småting, der er i gang. Analysen er fyldt med sandheder, om vi så kan lide dem eller ej. En enkelt af Bo Lidegaards andre betragtninger kommer her:

”Men historien handler også om lande i Afrika, hvor livet bliver mere og mere umuligt, og hvorfra stadig flere søger mod nord med stadig mere desperat vilje til for enhver pris at forsøge at få fodfæste på det europæiske kontinent.”
Bo Lidegaard

Du kan sagtens nå at læse hele analysen selv, i dagens avis, i det mindste i Politikens web-udgave. Det forekommer vigtigt, og du gør dig selv en tjeneste.


Verner

mandag den 16. februar 2015

Vi står i problemer til halsen!

Lisbeth Knudsen, chefred.

De fleste, der kan dansk, kender en sproglig variant af overskriften!

Det var Lisbeth Knudsen, chefred. Berlingske Tidende, der ved årsskiftet udtalte noget i retning af, at der var ingen grund til at antage, at der ville blive færre krige og konflikter i det ny år.
Det kom til at passe - lige i den grad.

I Ukraine er der forhandlet en våbenhvile, formidlet af Putin, Merkel og Hollande. Russerne sad med den bedste hånd og tog hele gevinsten. Det er usikkert om våbenhvilen vil holde. Efterfølgende skruer EU op for div. indgreb mod russiske politikere, så deres indestående i banker i EU indefryses og de forbydes rejser i og til EU. 
Det bliver ikke det sidste vi hører til Ruslands ekspansionstrang. Tro mig!

Det græske gældsspørgsmål er uafklaret. Tyskerne, der er de største långivere nægter at eftergive grækerne deres gæld. Møderne om denne sag fortsætter. Kan man forestille sig grækerne forlade unionen?

IS fremturer og halshugger 21 kristne, ægyptiske gidsler. Det regner med bomber over denne selvudråbte pariastat. Det koster selvfølgelig IS kæmpetab, men endnu er dette rablende vandvid ikke bragt til ophør. Situationen i de muslimske lande har skabt enorme flygtningestrømme, som ingen ved, hvad de skal stille op med. Det Arabiske Forår bragte ikke lykken med sig. 

Prisen for råolie er kollapset, men dog på det seneste lettere stigende. Mange landes økonomi er nu helt til rotterne, deriblandt adskillige arabiske lande og Rusland.

Europa er aldrig rigtig kommet sig efter finanskrisen. De sydlige lande, Frankrig, Italien, Spanien og Grækenland, besidder nu en økonomi, der præger disse samfund, med fattigdom og stor arbejdsløshed til følge. Meget stor.

Den muslimske terrororganisation Boko Haram myrder og skænder stadig som vanvittige i flere afrikanske lande. Det ser ikke ud til, at der kommer et indgreb mod de afsindige. Uhyre mange mennesker lider under disse myrderier.

I København opsøgte en muslimsk galning et møde på Østerbro medbringende et automatvåben. Han skød ind gennem vinduerne, det lykkedes ham heldigvis ikke at komme ind. Et menneske blev dræbt, tre politifolk såret. Senere opsøgte han den jødiske synagoge i centrum af byen. Her lykkedes det ham heller ikke at komme ind, men dræbte en dørmand og sårede to betjente. Noget senere fik politiet kontakt til ham og dræbte ham i en skudduel. Wonderful Copenhagen?





Om der ikke mangler noget i denne relativt set korte fremstilling af løbende konflikter? Absolut, men hvem orker mere lige nu?


Verner

søndag den 8. februar 2015

Den Glade Enke


Medvirkende bl.a.: 
Renée Fleming, Kelli O’Hara, Nathan Gunn, Alek Shrader og Thomas Allen. Dirigent: Sir Andrew Davis. Iscenesættelse: Susan Stroman

Enken er en operette af Franz Lehár, en charmerende gang nonsens iklædt herlig musik og med masser af ørehængere, dvs. rigtig gode melodier. Det har nok redet stykket fra at blive glemt. Selve genren er en døende kunstart, undtaget måske i de tysktalende lande. Det er rigtig kedeligt, for en masse god musik forsvinder samtidig med.
Overværet i går lørdag, i Opera Bio, transmitteret fra Metropolitan Opera i New York, var charmen intakt og den musikalske udførelse hvilede i de bedste hænder.

Operabio:
”Sopranen Renée Fleming er centrum i Lehárs sprudlende operette, når The Met lader champagnepropperne springe på den lille fallittruede (og fiktive) balkanstat Pontevedros ambassade i Paris. Her fejrer man storhertugens fødselsdag. Den vigtigste af gæsterne er den unge enke Hanna Glawari, som har arvet 20 millioner efter sin mand. Denne formue kan redde Pontevedros økonomi, og ambassadøren baron Zeta søger en landsmand, der kan gifte sig med Hanna, og dermed frelse fædrelandet.”


MET’s (Metropolitan Opera) opsætning var morsom. Meget flot. Orkester og sangere som en drøm, meget bedre gøres det ikke, og over alle strålede sopranen Renée Fleming, overdådigt syngende og agerende som Hanna Glawari; Den Glade Enke. Med en Renée Fleming i topform oplever man skønsang næsten uden sidestykke. Overdådigt. I dag er hun i midten af 50’erne, pragtfuld ved stemme. Og sikke en tekstudtale. Det er fænomenalt.

Og så var der CanCan udført af MET’s flotte dansere – Oh la la!

Verner


Fra en opsætning i Chicago

fredag den 6. februar 2015

l'Empereur

Siden afslutningen af Anden Verdenskrig, har det været muligt at opretholde fredelige tilstande i Europa, først og fremmest pga. forsvarspagten Nato. Undtagelser har været Sovjetunionens gentagne overgreb på sine allierede (lydstater), og den krig, der fulgte af Jugoslaviens opløsning. Natolandene har haft en lang periode uden krig. Med Sovjetunionens sammenbrud, fulgte en opfattelse af muligheden for en endnu længere periode uden intereuropæiske konflikter; krig i Europa.
Med den tiltagende velstand i Rusland pga. de store olieindtægter, og Putins vej til den totale kontrol med sit land, ser det ud til, at tanken om et Europa uden krig skal lide skibbrud. For øjeblikket foregår der en voksende militær konfrontation i Østukraine orkestreret af Rusland. Først anneksionen af Krim, dernæst forsøg på at sikre sig, i det mindste, en luns af Ukraine. Salamimetode. En lille skive af gangen.
I denne eftermiddagstime er Merkel og Hollande landet i Moskva for at forhandle en varig fred med Putin, så krigen i Østukraine kan stoppes og blodsudgydelserne ophøre. Det er så heldigt, at der er vist så meget mådehold, at man ikke for længst er havnet i en meget stor militærkonflikt med Rusland som modpart.
Vil en sådan forhandling stoppe Putin og Ruslands aggressioner? Godt spørgsmål, ikke? Hvorfor skulle en diktator som Putin bare opgive sine planer for de tidligere russiske delstater?
Det bliver desværre næppe tilfældet!





Verner

mandag den 2. februar 2015

En for alle, og alle for sex, drugs and rock’n’roll

De 3 Musketerer i Gasværket!


Tom Jensen , Peter Oliver Hansen og Jens Andersen
 som de tre musketerer og Trine Pallesen som Mylady
Foto: Robin Skjoldborg

Vi taler om forestillingen De Tre Musketerer i Østre Gasværk, Kbh.
Østre Gasværk var tidligere et gasværk. I mange år nu teater og et temmelig populært af slagsen.
Lørdag aften spilledes den sidste af forestillingerne i en moderne opsætning af De Tre Musketerer, som Rock-Musical i Gasværket. Rock-Musical! (sic!) Nu fortsætter stykket som turné rundt om i riget.


Og hvem skulle have troet, at Alexander Dumas den ældres stykke kunne piftes sådan op med rock. Mange forskellige udgaver både på film, teater og tv har man set, men ikke dette. Før nu altså. Stykket fulgte forlægget.
Der var fuld gang i løjerne, meget morsomt lavet med en masse krydshenvisninger både sprogligt og musikalsk. Scenografien var outstanding; aldrig set før. Det var samtidig rock for fuld udblæsning, havde jeg og mit selskab siddet tættere på, var vi endt med en høreskade. Publikum var tilfreds.
Det var også sjovt! Rigtig sjovt.
Det var rock’n’roll!

Fra en mere seriøs opsætning. Sikkert ikke så morsom.
- Og uden rock!

Det er samtidig en helt anden oplevelse at gå i teateret, end i biografen. Folk er forventningsfulde, glæder sig, er pænt påklædt. Og så er der en herlig bar til pausen, hvor man kan få sig et glas.
Stykket burde også i provinsen få stor tilstrømning.

Verner

fredag den 23. januar 2015

Nykredit Privat Portefølje investorseminar




Nykredits investorseminar om afkast i 2014 og forventningerne til 2015
Radisson Blu Falconer 22.01.2015

Først modtagelse/indskrivning, kaffe og kage

Dernæst seminar

Det bedste ved dette seminar, der pt. afholdes forskellige steder rundt omkring i landet, var den faktuelle gennemgang af Nykredit Privat Porteføljes aktiviteter i 2014 og samme foretagenes forventninger til 2015. Det svarer til et foredrag på særdeles højt niveau, gestaltet af Fond Manager Mads Hesselholt. Kolossalt omfattende stofmængde og særdeles interessant. Det var alle tiders. Her var ingen vaklen eller tøven. Ikke det mindste! Blændende godt. 



Næste foredragsholder var forfatter og journalist Leif Davidsen, der talte om Rusland og Putin, med den aktuelle baggrund i, at bedst som de vestlige økonomier var ved at ryste den økonomiske krise af sig, blussede en ny geopolitisk krise op mellem Rusland og Ukraine og mellem Rusland og vesten. Men hvad er det Rusland vil, og hvad vil det betyde for de globale økonomiske udsigter? Man må give Davidsen, at han fremstiller de løbende konflikter, som dette har skabt, særdeles præcist og fornøjeligt faktisk, og man fik også forklaret tingenes tilstand set fra russisk side!

Efter spørgsmål fra salen var der buffet, vin, øl vand og kaffe. Buffetten var super.
Flot sted Radisson Blu Falconer!



Verner

søndag den 11. januar 2015

Efter Paris

Efter de forfærdelige begivenheder i Paris, hvor terrorister stormede et tegneserieblads redaktion og dræbte 12 mennesker på den mest forfærdelige måde, har medierne været oversvømmet af kommentarer og meninger desangående. Nu bliver der forhåbentlig en pause i alt dette. Senest i dag bringes i Dagbladet Politiken en kommentar bragt i Kristeligt Dagblad. Så at jeg også bringer den er for så vidt en gratis omgang, men tankevækkende, det er den!

”Tillid er noget ganske grundlæggende for vores måde at møde andre mennesker på. Det er, som Løgstrup siger, en suveræn livsytring. Vi tror grundlæggende, at andre vil os det godt. Det er vores grundindstilling. Der kan man sige, at en terrorhandling og et angreb som i Frankrig også er et angreb på den helt grundlæggende tillid.”

Tine Lindhardt,
Biskop, Fyens Stift.
I Kristeligt Dagblad



Verner