Nytårskoncert

Musikvereins Goldener Saal

Det er livets gang. Efter jul kommer nytår. Det går stærkt. Man skal lægge mærke til det. Fart er der på. Dagen efter nytår sidder man dér. Meget oplagt er man jo ikke efter nytårsfesten. Havde det ikke lige været for Nytårskoncerten fra Wien.

Personligt tror jeg, at jeg altid har set/hørt den på tv. Hele mit voksenliv. Det skulle man. Det skulle jeg. Den fantastiske musik fra den helt vidunderlige kejserstad; Wien. Det bliver aldrig smukkere. En god ting at falde ned på efter nytår. Ikke sandt?

Således også i år, hvor koncerten sendtes på tv fra Musikvereins Goldener Saal. I hjertet af Wien. Tegnet af den danske arkitekt Theophilus Hansen. Salen er verdenskendt, akustikken uovertruffen. Wienerphilharmonikernes hjemmebase. Det berømte orkester, der har forstået at opretholde sin ufattelig høje standard gennem snart sagt århundreder.

I år blev koncerten dirigeret for anden gang af Franz Welser-Möst f. 1960, østrigsk-liechtensteinsk dirigent med lynkarriere siden debuten i Salzburg 1985. Han var chefdirigent for London Philharmonic Orchestra 1990-96, siden 1995 ved operaen i Zürich. I dag musikchef ved Staatsoper i Wien. Klassisk-romantisk musik er hans kernerepertoire. Han fik, som mange af sine forgængere, musikken til at folde sig ud på smukkeste vis. Alt sidder omhyggeligt - lige i skabet! Her er intet at komme efter. Den berømte musik går rent hjem hos tilhørerne. Dirigentens gestik og hans slagteknik er forbilledligt klar og tydelig. Meget tydelig. Tekniker er han.

Den smukke sal lyser, masser af blomster fra en af de tidligere kolonier i Norditalien smykker salen. Philharmonikerne spiller. Publikum er betaget. Alt er superfint. Havde man blot været med i salen!

Undervejs blev tv-publikum underholdt mellem numrene af dirigenten, der var ude bagved og fik duppet sin pande for sved af en ung dame, fik et glas vand rakt frem osv. Det kunne have været en scene fra en børnehave - næsten. Hans fine hår måtte sikkert ikke komme i udu!

Men valsemusikken, spillet af det berømte orkester, er super de luxe. Blændende opvisnings-stil. Et brøl af potens. I virkeligheden bør man høre det live og ikke bare på tv. Så giver det pote, så det vil noget!

Verner

Aniara

Den blinde digterinde i Blomdahls opera over digtet Aniara

I disse dage, tæt på årsskiftet, bringes i aviser og tv en del artikler om menneskehedens snarlige undergang. Det forklares ud fra mange forskellige betragtninger. Alskens farer lurer på os. Dødelige epidemier, jordklodens kollaps, farer fra rummet, solstorme etc., etc. Her er ingen ende på kalamiteterne. Det må simpelthen gå galt. Lige i den grad. Så meget mere som Mayaernes kalender nøje har forudsagt dommedags komme. Og det er nu i disse dage. Tak spids. Allerede i 60’ernes Danmark meddelte guden Orthon, med en taxachaufør som medium, at enden var nær. En mægtig flåde af flyvende tallerkener ville komme og frelse de relativt set få udvalgte.

Ret beset kan menneskets livsvilkår ændres dramatisk til noget meget ringere end nu, om man ikke får ændret sin adfærd på adskillige punkter.

Men midt i alt dette har ingen nævnt Harry Martinsons fremtidsepos, en roman i versform; Aniara!

Harry Martinsson

Harry Martinson skrev sit store digt Aniara i 50’ernes Sverige;  et fremsynet værk, som jeg ikke tror, mange læser mere. Det er en episk digtsamling, hvor man følger et rumskib og dets besætning på vej væk fra jorden. Rumskibet er på vej mod stjernebilledet Lyren, fordi noget er gået galt –

 Jorden er ødelagt, rumskibet er blevet slået ud af kurs, og de ombordværende emigranter eller flygtninge fra Doris dale kan ikke stoppe gyroen, som driver skibet frem. De ved nu, at denne færd først vil ende om adskillige tusinde år, nemlig når rumskibet er blevet forvandlet til én stor flyvende sarkofag med kurs mod stjernebilledet Lyren.

Fortælleren ombord hedder Mimaroben. 

"(Själv har jag inget namn. Jag tillhör Mima/ och kalles därför endast mimaroben)."

Han passer en krystalkuglelignende genstand, en slags elektronisk skærm. Den er godt nok rund, men over denne skærm manifesterer der sig ting og sager, billeder og informationer efterhånden som de flyver gennem rummet. Der er hele tiden nye oplysninger på vej ind over skærmen; en elektronisk indretning ombord, Mimen, som skærmen hedder, kan opfange alle mulige informationer, der flyder rundt i universet.

Jamen, det er da et fuldstændigt perfekt billede på cyberspace han skaber der! Og typisk for billedet er, at efterhånden som tiden går, og efterhånden som der fødes nye generationer ombord på rumskibet  i et lukket kredsløb, der er dømt til at uddø, så udvikler denne Mime, forvaltet af Mimaroben, sig i stigende grad til en kult, en religiøs kult, hvis oprindelse ingen længere synes at mindes. Således at man samles foran en krystalkugle, der i stigende grad er fuld af uforståelige billeder og informationer. Den sårbare elektronik ender med at brænde sammen, og til sidst tilbeder man selve kuglen.

Af Aniara, Sang 79

Vi kom från Jorden, Doris land,
klenåden i vort solsystem,
det enda klot där Livet fått
ett land av mjölk och
honung.
Beskriv de landskap som
där fanns,
de dagar som där grydde.
Beskriv den människa
som i glans
sit släktes likdräkt sydde
tills Gud och Satan hand i
hand
i ett förstört, förgiftat land
kring berg og backar
flydde
för människan: askans
konung.

Her, i det berømte digt; Aniara, er der virkelig tale om en skelsættende samfundskritik. Mesterligt udformet i versform og uendeligt vedkommende. Lån Otto Gelsteds danske gendigtning på biblioteket. Efter læsningen sidder de fantastiske digte, der har en uhyre fortættet kraft, i dig i lang, lang tid fremover. Bogstaveligt talt. Det er så uhyggeligt, og det er samtidig meget stor digterkunst. Du vil medgive, at dette mesterværk er uafrystelig. Selv mange år efter læsningen er det muligt at genkalde sig det fantastiske digt og de lige så stærke og fantastiske vers.

Læs dét i stedet for de amatøragtige dommedagsprofetier i aviserne. Og få dig en kæmpe  oplevelse.

Karl-Birger Blomdahl har lavet en opera over vidunderdigtet, men kvalitetsmæssigt desværre langt fra forlægget.

Verner

De urørlige

”De urørlige” er en simpel fortælling om mødet mellem den handicappede millionær Philippe og den kriminelle Driss, der får jobbet som Philippes plejer. Det handler helt basalt om to mænd, der er så prøvet af tilværelsen, at de er urørlige. Og bliver venner. En feel-good film, den største franske filmsucces nogensinde. 

Gutterne får intimmassage på hjemmebasen!

Filmen er ustyrlig morsom, underholder storslået fra start til slut. Man ler og ler. Undervejs i den herlige film får Driss virkelig sat fut i den lamme Philippe og omvendt. Så går den vilde jagt ellers ad motorgader med panserne i hælene, i Alperne og ved Dunquerke. Det går stærkt, meget stærkt!

Driss elsker Earth Wind and Fire
- i skarp modsætning til Philippe!

Er du i tvivl, tænd for højtaleren (høj lydstyrke), fremhæv linket og højreklik på det, brug: GÅ til http:// osv. - så klarer du nemt resten!

http://www.youtube.com/watch?v=_jLGa4X5H2c

Så er det nu, du skal i biffen. Det haster, inden filmen ryger af plakaten. Film skal ses i biografen.

Verner

Stur, stur nummer!

Det svarer til et stort cirkusnummer, at bygge det menneskelige tårn, eller at gå på line med hele gruppen på en gang, bygget op som et tårn, langsomt ud af linen, forsigtigt vaklende, fra den ene krise til den næste, ganske tæt på at styrte ned, alligevel ikke og så igen. Publikum holder spændt vejret, som når man overværer et ufatteligt cirkusnummer, et nummer ingen ville tro var muligt. Den slags artister, der udfører sådanne numre, skal holde nerverne i ro, som første forudsætning for succes. Ellers vil det gå helt galt, og alt vil styrte sammen, hurtigere end man når at blinke. Sådan en fornemmelse sidder man med dag efter dag, alt imens man vantro overværer den siddende (endnu) regerings kunstnumre. Hvordan må det så ikke være at se det oppe fra toppen af det menneskelige tårn, eller fra den udspændte line mellem to bygninger i sådan cirka hundrede meters højde?

Man kunne fristes til at tro, at regeringschefen Fru Thorning Schmidt efterhånden og især efter seneste begivenhed, hvor kulturministeren Uffe Elbæk måtte udskiftes pga. manglende politisk tæft og menneskelig naivitet, ville tænke som så:

”Mit liv er blevet for småt til mig, tænker jeg og giver for alvor efter for den følelse af afmagt, der har presset sig på de sidste par dage. Mit liv passer mig ikke mere. Som en gammel trøje, man har gået med i alt for lang tid uden at opdage, at man for længst er vokset fra den. Farven, størrelsen og snittet er helt forkert. Problemet er bare, at jeg ikke har noget andet at tage på.”

Tak spids!

- klarer de pynten?

Verner

Giorgio Tozzi

Hvordan kommer man i tanke om en gammel traver, som filmatiseringen af Rodgers og Hammersteins operette South Pacific? Simpelthen ved at stå og bladre i gamle grammofonplader i et antikvariat i den indre by. Ved synet genkalder man sig den i sin tid strålende film på kæmpelærred og i en teknik der kaldtes Todd-AO, en teknik, der ikke længere bruges. Historien er malerisk; ung yndig sygeplejerske møder millionær under Stillehavskrigen og de falder pladask for hinanden. Så har vi balladen! Mægtig flot film. En af attraktionerne er yndige Mitzi Gaynor der spiller sygeplejersken. 

Giorgio Tozzi

Mitzi Gaynor

En anden er lige akkurat ikke skuespilleren Rossano Brazzi, der gestalter millionæren, men den operasuperstar, der lægger stemme til. Altså synger i stedet for skuespilleren. Her kan vi sige heldigvis. For det var ingen anden end Giorgio Tozzi, mangeårig topstar på Metropolitan Opera i New York.  Jeg er ikke vidende om, at han nogensinde skulle have sunget i Danmark, men tror det næppe. Denne formidable sanger med den pragtfulde basbariton kan genhøres diskofilt eller på et medie som Youtube.com. Nådada! Og så har jeg ovenikøbet for mange år siden (på film) hørt og set berømtheden, som Hans Sachs i Mestesangerne. I nævnte rolle var han særdeles god og aldeles pragtfuld ved stemme. Hør eller genhør den store sanger i South Pacific på nedenstående links.

Verner

Er du i tvivl, tænd for højtaleren, fremhæv linket og højreklik på det, brug: GÅ til http:// osv. - så klarer du nemt resten!

"This nearly was mine" :

http://www.youtube.com/watch?v=O2MOxELhBVY


"Some enchanted evening" :

http://www.youtube.com/watch?v=cbskoBOHyc8


Verner

Fortsat finanskrise

Obama

Boehner

Ganske almindelige lægmænd (som de fleste af os) har naturligvis ikke fuldstændig styr på et problem, som f.eks. finanskrisen, eller hvad vi nu skal kalde tilstanden. Man kan også betragte det, ikke som en krise, men en ny og forandret tilstand. En klar forværring til noget ringere. Hverken Europa, USA eller andre nationer i den vestlige verden er kommet oven på, siden krisen brød ud i 2009. Anderledes ser det ud i Østen. Det virker, som om det vil tage et hundrede år eller mere, før situationen letter. Intet er ændret eller bliver det i mange år fremover, ser det ud til lige pt.

I USA står man over for the fiscal cliff, og får man ikke ændret på dette, går det helt galt. Men efter valget Over there lader det til, at man er blevet klogere, og der arbejdes hen imod en løsning. Forleden så man i et tv-klip fra et møde i Det Hvide Hus, Præsident Obama og John Boehner (Republikansk leder) sidde og smiske, klappe hinanden på skuldrene, smile til hverandre osv. Måske sker der noget dér?

I Europa skal man i dag, hvis jeg husker rigtigt, starte forhandlingerne om EU’s budget. Det lover fra start ikke godt. Der er langt at gå. Sydeuropa er tæt på sammenbrud med kæmpe arbejdsløshed bare i Spanien på 25 %, alene ungdoms arbejdsløsheden er 50 %, unge mennesker, der stadig bor hjemme langt ind i 30’erne, som ikke kan få et job, derfor ikke kan købe en bolig eller stifte familie. En generation tabes på gulvet simpelthen. Man kommer i Europa ikke videre ved at forlange endnu større besparelser. Det er helt åbenlyst ikke vejen frem.

Rasmus Willig

Som sædvanlig skal der folk udefra til at fortælle os, hvad der er galt (i håb om det kan medvirke til forandringer til det bedre). Som nu Rasmus Willig (i Information). Rasmus Willig er Lektor i sociologi på RUC.

Rasmus Willig

Citat:

”Den konventionelle finanskapitalisme kører fortsat uhindret i samme spor, men den har mistet legitimitet, og med tiden skal den sandsynligvis transformeres helt for at overleve. Det nytter ikke længere at bidrage til social splittelse eller global opvarmning.”

Citat slut.

Verner

Skyfall (2)

Daniel Craig spiller atter James Bond i den ny Bond-film; Skyfall. Han formår at tilføre figuren en ny dimension. Langt om længe får vi noget at vide om barndommen, hvis traumer sidder dybt i manden. Barndomshjemmet er en af kulisserne! Men noget er galt! Der mangler noget. Det kan jo ikke passe at 007 ikke har travlt også med damer. Vel? Ej heller drikker han en flaskefuld Heineken. Og da slet ikke en flaske Bollinger champagne indtaget i det smukkest tænkelige kvindelige selskab. Hva’ pokker er den af?

Når det er sagt, må man give filmanmelderne ret, når de udråber filmen til den bedste af alle Bond-film. Trods alt. De mange stærkt voldelige scener gør sig rigtigt på et stort lærred (film skal ses i biografen), og mere spektakulær bliver det vel næppe nogensinde. Filmen er fyldt med gode skuespillere og Sam Mendes er en meget fin instruktør.

Afdøde M

Gamle M dør til sidst (møgkælling), mens Bond fælder en enkelt tåre. Da alt er overstået har Bond fået sig en ny chef (M), samme chefs sekretær (Miss Moneypennie)  er også ny, Q (våbenmester) er fra filmens start ny og nærmest en skoledreng, men med sindsygt gode kvaliteter mht. til computere. Det kan jo ikke være anderledes.

Som før sagt halter det alvorligt mht. Bonds ”sociale liv”, om man så må sige. Men, hvis du er til Bond, må og skal du se denne film!

Den ny sekretær - Miss Moneypennie

Undervejs i filmen så Daniel Craig (som Bond) godt brugt ud, hvad han også skulle iflg. rollen. Sådan rigtig godt brugt!

Verner

Så er der musik!

http://www.youtube.com/watch?v=7HKoqNJtMTQ/

Dette er Skyfall (2) – 1’eren: (Skyfall) ses på Verners blog om vin!