11 meter

I den igangværende amerikanske valgkamp fremturer Donald Trump med diverse grænseoverskridende forslag og ideer. Trump er republikaner, et politisk parti på en selvvalgt deroute. En af hans ”bedre” kreationer er, at hvis han bliver præsident, vil han foranstalte, at der bliver bygget en 11 m høj mur mellem Mexico og USA!

Hans forslag kommer af en stærk uvilje og animositet mod den uhyre mængde af migranter, det lykkes for at passere grænsen nordpå og illegalt indvandre.

Disse migranter vil ikke længere blive i Mellem- og Sydamerika, med dårligere livsvilkår end i USA. Endvidere er det et resultat af de mange krige og øvrige indgreb, USA har foretaget i deres region. Enhver kan regne ud, at en sådan mur ikke kan holde horderne ude, de vil finde veje til at omgå den. Der er ikke meget at gøre her.

Det andet problem af stor vigtighed er den store mængde narkotika, som strømmer ind i USA fra Mellem- og Sydamerika. Absurde mængder faktisk. I mange år har man prøvet at stoppe denne import fra Syden, men det er ikke muligt. Det er heller ikke muligt at stoppe produktionen, og så er det lige meget næsten, hvad man gør! En 11 meter høj mur kan heller ikke holde dette ude, for det har vist sig, at der er mange andre veje – f.eks. med fly eller skibe. No problem.

Frustrationerne er tydelige.

En del af de potentielle republikanske vælgere vil følge Trump, ingen tvivl om det, men manden fremstår som en anakronisme.

Migrationsproblemerne genkender vi i Europa. Ikke?

Nu – spørger den opmærksomme læser så: Hvorfor beskæftige sig med problemerne på den anden side af Dammen, vi har rigeligt med problemer selv, her i Europa. Fuldstændigt rigtigt. Ved avislæsning og tv-kikkeri mødes man næsten kun af konflikter, problemer og negativ omtal af næsten alt mellem himmel og jord.

Underligt som vores samfund og verden generelt er blevet.

Donald Trump himself

Verner

Indefra

I aftes (09.12.2016) sendtes i tv endnu et afsnit af serien Indefra med Anders Agger. Dette afsnit hed ”Gæstearbejder”. Den gode Anders Agger fungerer fint på tv næsten med hvem som helst. Han er afslappet og virker helt fortrolig med de mennesker han portrætterer. Fine kvaliteter for en tv-journalist. Agger er god.

I går var han på besøg hos en tyrkisk familie, hvor familiens overhoved, bedstefar og frue, stod på nippet til at forlade Danmark efter næsten et helt liv her. De to mennesker begyndte som gæstearbejdere, inviteret til Danmark på et tidspunkt, hvor der var udtalt mangel på arbejdskraft. Manden, der ikke sagde ét ord i udsendelsen, kunne ikke dansk. Det havde han aldrig fået lært sig i de mange år i Danmark. Anderledes, med hans kone, der var indtagene. Sød dame. Egentlig havde de drømt et helt liv om at tage ”hjem”. I dette tilfælde altså hjem til Tyrkiet. De rejste hjem med tilskud fra den danske stat, sikkert lovbundet, og nu skulle det så være. Aggers portræt af familien og de to gamle var meget fint og indforstået, han bliver aldrig selv midtpunkt.

Det Tyrkiet de to gamle tager hjem til, ligner næppe det de kom fra. Bekendte eller venner har de vel heller ikke derude efter så mange år. Men, de var glade og spændte. Den afsluttende scene fandt sted på banegården, hvor de gamle tog toget til lufthavnen, tror jeg, og familie, voksne børn og børnebørn, samt venner var troppet op for at sige farvel. Da den gamle mand stiger op i toget, træder hans voksne datter frem og siger et rørende: farvel - tilgiv os vore synder! I er tilgivet, lyder det fra den gamle. På tyrkisk. En afsked med religiøse undertoner. Dørene klapper i, toget kører, alle vinker.

Måske ser de dem aldrig mere?

Verner 

    

Psykopaten Ripley

En engelsk udgave:
Serien er oversat til dansk - for længst!

Personligt kender jeg flere læsere, der, når man anbefaler dem litteratur, siger at de foretrækker spændende læsestof, hvor der sker noget, og det ikke er alt for kedeligt! Måske en påvirkning fra film og tv? Hvem ved?

Men i hvert fald har jeg til disse fortalt, at de skulle læse den ret forunderlige serie om Tom Ripley, skrevet af spændingsforfatterinden Patricia Highsmith. Tom Ripley. Psykopaten Tom Ripley. Det er stærk tobak! Læserne indrømmer bagefter, at de blev holdt i ånde af de sære fortællinger om psykopatens liv og, ville jeg sige, gerninger!

Disse bøger om Tom Ripley er filmatiseret, flere af dem, men filmatiseringer kommer sjældent på højde med det litterære forlæg. Og så var det helt tilfældigt, at jeg stødte på disse bøger for en del år siden, efter at jeg havde undeholdt mig med samme forfatterindes roman Glascellen, o.a.

Så er du til læsning af spændingslitteratur, så skulle du læse om Tom Ripley, et menneske som på overfladen, udadtil, lever et normalt liv. Det er kun udadtil, for når noget eller nogen kommer i vejen, viger dette forunderlige menneske ikke tilbage for noget som helst. Hverken løgn, svindel, dokumentfalsk, mord, ligafbrænding plus en del andet, alt sammen for at opretholde en pragtfuld tilværelse i en landsby lidt uden for Paris, i et smagfuldt hjem sammen med sin smukke hustru.

Denne romanskikkelse har været omtalt og diskuteret af bl.a. en del anmeldere. Er det moderne menneske sådan? Har det let ved at tage til selvtægt, at gøre hvad som helst, hvis situationen lige kræver det. Mange mener ja! Underligt, om de skulle have ret. Kikker vi os om, finder vi i hvert fald nogle eksempler på det, medlemmer af organisationen IS, blot for at nævne et enkelt eksempel. Jo, der er en del flere, der kunne nævnes.

Patricia Highsmith - Et tidligt foto!

Patricia Highsmith:

Romanerne læses i denne rækkefølge!

Tom Ripleys talent

Tom Ripley under jorden

Tom Ripleys spil

Tom Ripley under vand

Verner

Längtan till Sverige?

Det var den fhv. svensk statsminister John Fredrik Reinfeldt, der under indtryk af den enormt store flygtninge- og migrations bølge udtalte: ”Vi har masser af plads til flygtninge. Når jeg flyver henover Sverige, ser jeg kæmpestore folketomme områder, mark og skov, Sverige kan tage utallige.” 
Og i starten var der heller ingen grænser for indvandringen hinsidan. Senere har piben naturligvis fået en anden lyd, og de samme grænser er nu lukket, eller rettere, der er indført grænsekontrol. Hr. Reinfeldts tid som statsminister er allerede forbi. Det bliver han nok aldrig mere.

I gårdagens udgave af den danske avis Politiken bringes adskillige sider om flygtninge- og migrations-situationen i Sverige, og her får hr. og fru menigmand lov til at komme til orde med deres angst for situationen, og frygt for hvad der sker i deres land med alle de nys tilkomne. Og er der noget at sige til det, for i Sverige har ytringsfriheden været ikke eksisterende vedr. dette? Man har simpelthen knægtet befolkningen, fået dem til at tie.

Det er ikke muligt, skal heller ikke være det, at jeg her kan bringe hele det store stofområde fra avisen, men her fik svenskerne så lov til at ytre sig, heldigvis.

Kikki Toivola. Enlig mor:

”Om ti år findes Sverige ikke – ikke hvis flygtningene bliver ved med at strømme ind (…) De får alt på et sølvfad. Jeg er enlig mor, og jeg får ikke engang så mange ressourcer som dem. De får et paradis her, men de er ikke taknemmelige”.

Eller

Tobias Andersson, 19 år. Formand for Sverigedemokratisk Ungdom.

”Forsøget på et multikulturelt samfund er allerede mislykket. Vi har i dag 55 indvandrertætte områder med multietnicitet. Her har politiet slet ingen kontrol, og det er kriminelle, der styrer områderne. Det fungerer ikke, og i stedet er der kommet forringelser på skolerne og i sundhedssektoren. Kriminaliteten er øget, og folk føler sig mindre trygge”.

Og dette var blot to (2) svenskeres frygt og utilfredshed med tingenes tilstand! De ser deres nation gå i spåner, blive ødelagt. I mellemtiden fortsætter attentaterne på flygtningecentre, hvilket er en af de forfærdelige følger af den utilladeligt, grænseløse masseindvandring.

Når vi så er ved det, er der en lignende situation i Tyskland, hvor en politiker ved ubetænksomme udtalelser, vedr. hvor mange flygtninge man kunne modtage, stort set fik startet miseren. Die Ûbermutter Angela Merkel (Bundeskansler). Ret beset burde det koste hende jobbet.

Vi har slet ikke talt om Danmark.

John Fredrik Reinfeldt

Verner

Lukkede grænser

Ligesom flygtningestrømmen mod EU og derunder Danmark faldt, velsagtens pga. vinterens komme, lukker forskellige EU-lande deres grænser for flere flygtninge og migranter. Heriblandt Danmark. Eller prøver på det. Måske giver det pote? Eller kan man sige sådan? Næppe, vel? Men det kan ikke nytte, blot at læne sig tilbage og håbe på, at det nok skal gå alt sammen. Det gør det ikke. Det eneste rigtige er at få lukket Europas grænser, især syd og øst for os. Danmark kan ikke tage flere flygtninge, end det pt. er tilfældet, al den stund man hverken kan indkvartere disse mennesker eller skabe arbejdspladser til dem. Det bliver evig forsørgelse. I så fald ville det ramme landets egne borgere, de arbejdsløse, hjemløse, gamle, syge etc. De vil opleve at skulle stå bagerst, endnu længere bagud end ellers. At vi ikke kan tage os af de fremmede betyder teltbyer, ghettoer, parallelsamfund, kriminalitet, utilpassede unge. Et nyt proletariat. Hvis ikke denne tilstrømning standses syd for vores grænser, er et hundrede års arbejde med at skabe et samfund med større lighed, end så mange andre steder, spildt. Ødelagt.

Presset fra flygtninge og migranter vil kun vokse fremover, i takt med flere krige i EUs nærområder, eksploderende befolkningstilvækst i både de arabiske lande og især i Afrika, og ikke mindst klodens tiltagende opvarmning, der vil skabe tørke og ødelægge disse landes mulighed for at brødføde deres ekstremt hurtigt voksende befolkninger.

Det nytter ikke, at det jeg vil kalde godhedsindustrien, mennesker, der næsten får ondt ved tanken om, at vi ikke alle åbner vores hjem og samfund for de fremmede, tager på vej.

De er så enestående naive.

Verner


Addendum:
"Hvis vi lader klimaforandringerne fortsætte, vil det med overvældende sandsynlighed udløse folkevandringer mange gange større end dem vi ikke, håndterer nu. Og i kølvandet på sådanne folkevandringer er konflikter uundgåelige."

Mogens Lykketoft, 
formand for FN's Generalforsamling, i Information / Politiken

Glædelig Jul

Julen står for døren. I aften er det Juleaften, de kristnes store højtid. Vi håber, at det ny år, der kommer lige straks, vil vise sig at blive meget bedre end 2015, der blev et Annus Horribilis. Sjældent har man set så mange konflikter. Det synes som om, at menneskene strides og kives overalt. Ingen fred her, ingen fred der. Alligevel arbejdes der for, og håbes på en bedre fremtid, senest på klimakonferencen i Paris. Det får trods alt én til at sige med Nordahl Grieg

Ung må verden endnu være!

Med ønsket om en glædelig jul og et godt nytår fra

Verner 

Det Kgl. Kapel

Inden Maersk Mc-Kinney forlod denne verden nåede han at få bygget en ny opera i KBH.s Havn. Smukt nyt operahus. Det Kgl. Teater skulle så (bare) finansiere driften af teateret og Københavns kommune, forventede man, skulle sørge for en hurtig forbindelse tværs over det relativt smalle havneløb, i form af en bro. Her 10 år senere er denne bro ikke blevet færdig endnu. Vi taler om ti år. Til gengæld er Det Kgl. Teater i mellemtiden flere gange blevet udsat for væsentlige besparelser, i form af nedskæring af teatrets tilskud.

Den ny besparelse, der rammer teateret vil, som det ser ud lige nu, medføre en nedskæring af Det Kgl. Kapel, operaens gamle hæderkronede operaorkester, der iflg. planen skal afskedige 14 musikere.

Det Kgl. Kapel er omkring 500 år gammelt og et klenodie. Smukt spillende med særegen og smuk klang. Det er verdens ældste orkester eller måske næstældste. Men en organisme, som et operaorkester af den karat er, kommer ikke af sig selv. Der er tale om resultat af mange generationers arbejde, med til stadighed at højne kvaliteten og opretholde samme. Det daglige slid i generationer. Man kan naturligvis ikke bare bortskære 14 stillinger i orkestret, uden at forrykke balance og klang væsentligt. Mange operaer og balletter kan ikke mere spilles på det niveau, som stykkerne fordrer.

Personligt vil jeg kalde det for et kulturmord.

Verner