Jan Guillou

Dagens læsedygtige publikum foretrækker, hvis man skal tro anmeldelser og reklamer, kriminalromaner. Altså trivial-litteratur, om jeg så må sige. Det er vel et forsøg på eskapisme, en lille flugt fra den daglige trummerum, kedsomhedens fordrivelse. Eller hvad? Jeg selv læser gerne en krimi, hvis den ellers har kvalitet, pga. et i forvejen kolossalt læsepensum i embeds medfør. Ovenikøbet særdeles kedsommeligt. Så skal der gerne ske lidt mere, når der læses i fritiden. Men den dér flodbølge af krimier vi nu oplever er lige i overkanten. Blandt forfatterne er der flest kvinder. De tror ovenikøbet hver i sær, at de er gode, hvilket de ikke alle kan være, i sagens natur. Jeg orker ikke at læse dem.
Stig Larsson, en svensk herre, er lige pt. en del i vælten. Ham har jeg heller ikke læst, endnu altså. Men jeg må vel til det, og måske er det så her, man finder noget. Én kan ikke vide, før forsøget er gjort.
En anden svensker jeg derimod har læst med stor fornøjelse, er forfatteren Jan Guillou. Især hans bøger om Greve Carl Hamilton under pseudonymet Coq Rouge. Det er alt for sent at anmelde denne bogserie, som mange naturligvis også må have læst. Men for os, der har levet under den kolde krig, har disse bøger ovenikøbet historisk relevans og rummer en herlig skildring af svenskerne og Sverige i disse år. Serien er lang, men anbefalelsesværdig. Prøv med de første tre romaner

Kodenavn Coq Rouge
Den demokratiske terrorist
I nationens interesse.

Efter oplevelsen af denne kommandosoldat, uddannet specielt til drab i sit samfunds interesse, føler du aldrig mere trang til at læse om Bond eller se filmene. Bond er, sammenlignet med Hamilton, bare en ordinær bonderøv og slagsbror!

- Rigtig god læsning!

Verner

Afrika

Se bare disse
herlige unger

I tv (tirsdag aften i denne uge) vistes et program om Læger uden Grænser, en forening som sender læger og sygeplejersker ud til U-lande, der har behov for lægehjælp, om nogen har. Omfanget af nød og sygdom er visse steder forfærdelig. En af lægerne i udsendelsen kom ind på, at det er umuligt at påtage sig alverdens elendighed. Alligevel gør disse mennesker en forskel.
I et tv-klip fra Afrika så man et barn, en lille pige ca. 12 år gammel, blive hentet af en ambulance for at blive kørt til klinikken. Hendes landsby var uden varsel blevet overfaldet af en milits, der skød og dræbte alle i landsbyen. Alle. Pigen overlever som ved et mirakel, den eneste overlevende af sin familie. Af sted går det i ambulancen. Pigen er ramt af et skud i armen. Mens hun ligger ned i køretøjet, siger ungen grådkvalt, ynkeligt: Hvordan skal jeg klare mig?
På den meget flotte klinik bliver hun straks behandlet, det ser heldigvis ikke slemt ud. Bagefter forsøger sygeplejerskerne at berolige barnet, fra hvem der atter kommer grådkvalte lyde. Den ene sygeplejerske siger sagte henvendt til de andre: hun kalder på sin mor!
Tænk en gang på pigens situation! Det var lige på det tidspunkt, jeg ikke skulle se mere af den udsendelse. Jeg har ikke nerverne til det. Rystende!
Den store Afrikaindsamling herhjemme er så småt ved at blive løbet i gang. Det er en fin og nobel ting. Helt fint at lave sådan noget, alle burde vel deltage? Blot nytter det ikke meget, det forslår som en skrædder i helvede! Helt ufatteligt bliver det, når man tænker på, hvad EU kunne udrette. Endnu har man ikke hørt om oprettelse af en kæmpefond i stil med Marshall-planen, der kunne hjælpe det plagede kontinent til fred og fremgang, der kunne afhjælpe sult og sygdomme, kunne sikre Afrikas kommende generationer et godt, ordentlig og værdigt liv, således at deres lande blev til at leve og bo i for indbyggerne. Det er vel et formål der (endelig) er EU værdigt?

Verner

Efterløn

Yes, det er Fru Espersen

Iflg. en opinionsundersøgelse menes det nu fastslået, at et flertal af befolkningen går ind for afskaffelse af efterlønsordningen. Man spørger et meget lille antal borgere, og deres svar er så repræsentativt for resten af befolkningen! Smart ikke?
Den siddende regering vil gå til valg på spørgsmålet, og vicestatsministeren vil endvidere gå til valg på skattelettelser. Altså vedtages ophævelsen af efterlønsordningen, skal provenuet, iflg. Fru Espersen, bruges til skattelettelser til de mest velbjergede (sic!). Yes, det foregår i Danmark - af alle lande!
Der er allerede sagt og skrevet utroligt meget vedrørende den verserende sag. Rigeligt. Tingene udvikler sig.
Her i dag kan man så læse følgende indlæg i dagbladet Politiken under Læserne mener.


Leif Hansen (Nej, du får ikke hans adresse, man skal være forsigtig):

Største vittighed i 2010: At det lykkedes et sammenrend af frådende lederskribenter, jævnt begavede økonomer samt desperate politikere, primært fra den borgerlige fløj, at overbevise den danske befolkning om, at landets største økonomiske problem er efterlønnen.
Og det i en situation, hvor Danmark poster milliarder i en håbløs krig tusinder af kilometer væk, på samme tid som de rigeste borgere tilgodeses af underfinansierede skattelettelser, ligeledes i milliardklassen. Når en løgn gentages ofte nok, bliver den sandhed. Goebbels har ikke levet forgæves!

Verner

Vinter

Et eller andet sted skal man jo begynde. På billedet ser du Utterslev Mose ved vintertide. Et sted hvor jeg sammen med en god ven tit har cyklet hen, men aldrig om vinteren. Der er ellers meget dejligt. Forleden gik turen så gennem det snedækkede Frederiksdal. Et ufatteligt smukt skue. Nu kan vinteren jo være meget smuk, som f.eks. i år. Og meget kold!

Denne indledning er kun tænkt som sindbillede på de politiske begivenheder i Danmark, eller mangel på samme. Et sindbillede på en regering forvitret i selvskabt atomvinter. Samme regering har kun tabersager på programmet. Knapt en enkelt fod har de sat rigtigt - i årevis!
Udenrigsministeren forvinder aldrig sin række af fejltagelser og har desforuden et lavt omdømme i befolkningen.
Hendes chef, Statsministeren, fortaler sig i en landsdækkende tv-debat og fremfører usandheder om Socialdemokratiske toppolitikere.
Bartel (Bertel Haarder) flejner helt ud over for en journalist, der ikke respekterer, hvad der skal tales om og bliver udstillet i tv.
Den konservative top er på vej ud af regeringen, skal man tro deres seneste udmeldinger, hvilket for øvrigt foregår i fuld offentlighed! Set udefra er partiet nærmest døende.
For at det ikke skal blive alt for trivielt, vælger jeg at stoppe her.
Regeringen kommer aldrig ud af sin atomvinter. Alt fryser til nu. Det er kun et spørgsmål om tid.

- Det er, undskyld udtrykket, saftsuseme koldt derude til morgen. Puh, for en vinter igen i år!

Verner

Don Pasquale

Anna Netrebko







James Levine

The Met

Gaetano Donizetti
DON PASQUALE

Dirigent James Levine
Produktion Otto Schenk
Norina Anna Netrebko
Ernesto Mathew Polenzani
Dr. Malatesta Mariusz Kwiecien
Don Pasquale John Del Carlo

Let er det ikke at arrangere en tur ind til byen for sine venner, for at se Don Paquale af Donizetti i Imperial Bio, hvor én af mange transmissioner fra Metropolitan Opera i New York vistes. Slet ikke, der var flere forhindringer undervejs. Men tingene er nu engang, som de er. Hurtig omstilling, ikke lade sig genere.
Men det skal siges, at der sandelig er meget at komme efter.
The Met (Metropolitan Opera) er efter en hvilken som helst målestok et fremragende operateater. Men det tror da pokker, når man tænker på hovedsponsorerne The Neuhaus Family Foundation og Bloomberg News. Fordi opera er en omkostningstung kunstart samtidig med, at det er den mest sofistikerede kunstart overhovedet. Men derudover skal og bør opera opleves i et teater, et rigtigt operateater.
Det der gør klassisk musik, hvori der indgår sang til noget særligt, er iflg. musikanmelder Robert Naur, for længst afdød desværre, at menneskestemmen er instrumentet hjertet nærmest.
Intet mindre.
Det kan være stærkt bevægende, uhørt stærkt endda, og meget vedkommende pga. teksten og sangerens oplevelse af den tekst og musik, som vedkommende foredrager, og fordi disse værker er skrevet af, for og til mennesker; En øjenåbner af rang.

Don Pasquale

Mets opsætning var fremragende opera. Husets mangeårige chefdirigent James Levine dirigerede det overdådigt spillende orkester. De berømte sangere, Met mønstrer altid de bedste, var lige så gode skuespillere, som de var sangere, især de tre hovedpersoner sunget af Netrebko, Kwiecien og Del Carlo. Hold da op, hvor var de gode. Pragtfuld musik, sang og skuespil. Til gengæld er stykkets handling ikke noget at skrive hjem om. Gammeldags teater.
Men opera for fuld udblæsning - det er det!

Verner

Last Night at the Proms 2010

Walk on, walk on with hope in your heart,
And you’ll never walk alone,
You’ll never walk alone

Renée Fleming, soprano

BBC Symphony Orchestra

Condutor: Jiří Bělohlávek

Se- og høreværdigt var det sandelig. Man kunne fristes til at sige, at det var den bedste udgave netop i år, denne tilbagevendende begivenhed i London, der hvert efterår afslutter rækken af promenadekoncerter i Royal Albert Hall. Kolossal fest, der afholdes simultant i en række parker og teatre ud over landet, heriblandt den stopfyldte Hyde Park lige uden for Albert Hall. Koncerten er en række kendte, letfængelige musiknumre og fællessang, blandet med optrædende solister. Igen dette år en øredøvende succes, med adskilligt bevægende øjeblikke.
Blandt andre var indbudt mageløse Renée Fleming, berømt amerikansk soprano, der startede med at konstatere, stående overfor et kolossalt publikum i hallen: ”De sagde, det ville være sådan!”. Nævnes skal det, Renée Fleming var denne aften smukkere end nogensinde, iført en overdådig kjole, der matchede hendes fysiske fortrin. Så smukt, så smukt. Fleming sang bl.a. Rusalkas sang til Månen, på tjekkisk, og sjældent har man hørt et kæmpepublikum være så stille. Hendes pragtfulde stemme klang gennem rummet, kun orkesterledsagelsen hørtes (heldigvis). Meget smukt og betagende og til sidst lige før Rusalka fortvivlede skrig, lamenterer engelskhornet ganske sagte i baggrunden, en raffineret kommentar til kulden og ensomheden, der bemægtiger sig den lille havfrue, som aldrig får sin prins.

Kolossal applaus.

Fleming vendte senere tilbage og sang for i Rule Britannia.
Blandt de mange fællessange var Rodgers og Hammesteins You will never walk alone, Jerusalem, Rule Britannia og God save the Quenn. Sidstnævnte i et arrangement af Benjamin Britten, som indledes piano i orkesteret, damestemmerne i de to kor soto voce (ganske sagte), betagende smukt, efterfulgt af fællessang for fuld damp.
Det må være verdens største musikfest.

Verner

Efterår

Sommer smiler forbavset, svag,
i sin havedrøm, døden nær.
Dvæler længe hos rosen,
tøver, venter, længes mod ro.
Langsomt lukkes dens store,
dybt bedrøvede øjne to.

Efteråret er for længst over os, løvfaldet næsten afsluttet, afsluttet i en farvepragt, et skønhedsdrukkent farveorgier, som hver eneste år fryder øjet. Naturen puster ud nu, hviler, samler nye kræfter.

Vinter står for døren.

Hvor marken bølged nys som guld

med aks og vipper bolde,

der ser man nu kun sorten muld

og stubbene de golde.

Verner