tirsdag den 9. november 2010

Efterår


Sommer smiler forbavset, svag,
i sin havedrøm, døden nær.
Dvæler længe hos rosen,
tøver, venter, længes mod ro.
Langsomt lukkes dens store,
dybt bedrøvede øjne to.

Efteråret er for længst over os, løvfaldet næsten afsluttet, afsluttet i en farvepragt, et skønhedsdrukkent farveorgier, som hver eneste år fryder øjet. Naturen puster ud nu, hviler, samler nye kræfter.
Vinter står for døren.

Hvor marken bølged nys som guld
med aks og vipper bolde,
der ser man nu kun sorten muld
og stubbene de golde.
Verner

søndag den 7. november 2010

Das Rheingold

Richard Wagner
Bryn Terfel
- som Wotan (Odin)
tror jeg!


Operabio
Transmission fra Metropolitan Opera – New York

I en lang række af operabio-forestillinger fra Metropolitan Opera i New York er turen kommet til Das Rheingold af Richard Wagner. Traditionen tro leverer Metropolitan varen. Fuld smæk for skillingerne. Iflg. teateret selv dækker billetindtægterne kun halvdelen af omkostningerne ved at producere, så kan man tænke lidt over det. Men det tror da pokker, når man ser den maskine, der er bygget for at realisere teatrets iscenesættelse af Rhinguldet.
Skal man kritisere noget, er det at lydgengivelsen ikke var optimal på sidste række i Imperial Bio, hvor jeg selv sad. Wagners orkestersats er uhyre vigtig, en rolle i sig selv. Så det er jo ærgerligt. Komponistens musik er på udvalgte steder altomfattende, hvad man ikke her kunne høre.
Rhinguldet er historien om hvordan dværgen Alberich røver Rhinguldet og gør det til en ring, der giver alverdens magt, hvorefter guden Wotan hugger den og bruger den som betaling for opførelsen af den ny pragtborg; Valhalla, et sted, hvor guderne kunne være i sikkerhed og fred for terror og ufred. Se lige det synspunkt anvendt på vore dages samfund!
Rhinguldet er den første af fire forestillinger i Nibelungens Ring (Ringen, kaldet). På hvilket tidspunkt komponisten fandt på at gøre det til historien om sit samfund, dets mennesker og deres følelsesliv, er for mig uvist. Men i Ringens 100 års jubilæums forestilling, iscenesat og dirigeret af to franskmænd (Chereau og Boulez) blev linjerne trukket helt fantastisk op. Her var det nemlig opfattelsen, at Ringen handler om den gamle verdens undergang og en ny tids komme. En ny og stærkt voldelig tidsepoke. Det var, hvad Wagner selv oplevede i datidens samfund og er stensikkert en kommentar til dette.
Denne opfattelse af værket er der også fuldt belæg for i udgaven fra Metropolitan. De gamle guder prøver med alskens kneb at redde deres verden med løgn, fortielser, tyveri, mord og krig. Deres tid rinder ud. Overguden Wotan (Odin), her sunget og spillet af fantastiske Bryn Terfel, ikke alene ser, hvor det bærer hen, han ved at enden kommer - langt ude. Men først købes der tid.
Halvguden Loge synger til sidst, hvor guderne går over Regnbuebroen ind i Valhalla, at guderne stormer ind i deres ny pragtborg, selvom de går deres undergang i møde!
I Wagners utrolige kompleks af ledemotiver anvendes Store Valhalla ledemotivet, præcis hvor guderne går over Regnbuebroen. Det virker meget, meget stærkt.


Verner

lørdag den 6. november 2010

Wien - oktober 2010 - 4

Wagner pavillon
på Karls Platz

Musikverein

Karls Kirche

Ud for Wiener Staatsoper på Ringaden svinger man til venstre ned ad Kärntner Strasse, og straks efter står man på Karls Platz. Spørgsmålet melder sig nu; hvilken Karl, taler vi her om? Kejser Karl 6! Her kunne man tro, at han forlangte sit navn på pladsen og kirken for at have taget initiativ til opførelsen. Ingenlunde. Det var et løfte, denne kejser gav, hvis pesten (1713) hurtigt drev over. Det gjorde den, og i denne anledning er kirken opført til Den Hellige Karl Boromeus ære. En protestant ved ikke, hvem denne sikkert fortræffelige herre er!
Det er absolut et af Wiens smukkeste steder, men det kan man, alt efter temperament, sige om en del steder i denne forunderlige by. Det er ovenikøbet overordentligt smukt. En stor meget flot plads, trafikfri, næsten, springvand foran Karls Kirke, der fremhæver kirkens arkitektur. Kirkens indre slår det meste, og personligt finder jeg interiøret meget smukkere, end det man oplever i Stephans Dom.
I pladsens ene hjørne finder man så Wagner pavillonerne, tegnet af arkitekten Otto Wagner. Pavillonerne er i jugend stil og med grønne kobbertage. Raffineret byggeri! Modsat kirken vender Künstlerhaus og Musikvereins gavl ud mod pladsen. Fra Musikverein sendes de berømte Nytårskoncerter, der hvert nytår transmitteres til stort set hele kloden. Det er samtidig Wienerphilharmonikernes koncertsal.
Har man ikke fået kultur nok, ligger tæt på Karls Platz udstillingsbygningen Secession og berømte Theater an der Wien.

Verner

søndag den 31. oktober 2010

Wien - oktober 2010 - 3

Oberes Belvedere
Gustav Mahler Der Kuss
Belvedere Slottene
Prins Eugen af Savoyen boede her. Manden var en genial hærfører og desuden kunstelsker af rang. Talentfuld herre, ikke? Slottet, eller rettere slottene, hører til de mange ting, man må opleve i Wien. Et must, simpelthen. I dag er de to smukke huse indrettet som museer. Midt i mellem dem er en overordentlig smuk barokhave. Fra terrassen på Oberes Belvedere ser man ned over barokhaven til Unteres Belvedere, ind over den indre by og ud til Wienerwald, et fantastisk syn. Mest interesse synes jeg knytter sig til udstillingerne på Oberes Belvedere, som bl.a. rummer en samling af Gustav Klimt, en af Østrigs helt store malere. I udstillingen findes Gustav Klimts Der Kuss. Det er enestående smukt. Personligt er jeg af den mening, at man her står overfor en pendant til Wagners Tristan musik. Billedet er mættet af den samme stemning!
Ved indgangen i stueetagen hænger et kæmpestort maleri af Napoleon til hest, et meget kendt billede. Pudsigt ikke, når man tænker på, at her boede en anden genial hærfører! I en af udstillingssalene mødes man af et kæmpebillede af Gustav Mahler, berømt komponist og dirigent. Billedet forestiller Mahler foran et kæmpeorkester, hvad hans musik også fordrede, et fantastiskt og helt teatralsk maleri.
Der er ingen ende på Wien!
Verner

onsdag den 27. oktober 2010

Wien - oktober 2010 - 2

Peter Malberg








Kejser Franz Joseph






Hofburg

Kejserslottet

i centrum af Wien



I centrum af Wien ligger kejserslottet Hofburg. Det er monstrøst, en passende bolig for en kejser. De dage er naturligvis forlængst forbi, i dag er Østrig en republik. Men engang var Østrig centrum for et mægtigt kejserrige, hvilket tydeligt ses i den gamle by. Slottet er fantastisk og et besøg værd. Foran slottet ligger den store flotte Helden Platz, hvor der afholdes alle slags begivenheder. En historisk plads. Men lige netop da vi travede gennem Wien denne gang, var pladsen optaget af det østrigske forsvar, der afholdt en slags udstilling, heriblandt en topmoderne kamphelikopter, uha for en skrækkelig ting at komme i klammeri med. Blandt de mange kejsere og -inder, der har beboet slottet, var naturligvis også Kejser Franz Joseph. Som jeg står der på Helden Platz, kommer jeg til at tænke på den danske filmatisering af Sommer i Tyrol. Peter Malberg spiller i denne film Kejser Franz Joseph og ligner ham lige på en prik. Det er humor på højt niveau, ubetaleligt morsomt.
På slottet befinder sig også Spanische Hofreitschule, et must for førstegangs besøgende. Vi så det ved et tidligere besøg.
Verner



tirsdag den 26. oktober 2010

Wien

Wien - oktober 2010 - 1



Burgtheater
Staatsoper Wien
Storbyferier er populære blandt rejsende, der tager ud for at oplade sindet, få en på opleveren dvs. lære en anden kultur at kende eller en fortidig af slagsen. Blandt europæiske hovedstæder er Wien et must. Her, om noget sted, findes muligheden for at tilfredsstille sin oplevelsestrang, opleve noget storslået og i det hele taget slappe af med noget andet end den daglige trummerum.
Siges skal det, at Innerstadt (Wiens store bycentrum) er storslået og pragtfuld. En gåtur ned ad den enorme Ringstrasse fra Schottentor og Votivkirken og bare derud er en helt forrygende oplevelse. Ringstrasse er enormt flot med de mange store bygningskomplekser, der dukker op, som perler trukket på en snor. Man bliver høj af det kolossalt flotte syn af de prægtige bygninger. Universitetet, Rådhuset, Burgtheater, Parlamentet, Justitspaladset, Hofburg (Kejserslottet), Naturhistorisk Museum, Kunsthistorisk Museum og Staatsoper.
Dette er blot nogle få af mange muligheder i Wien, et godt sted at starte. Der venter turisten mange andre store oplevelser. Faktisk er der til mange dage og mange besøg i den gamle kejserstad ved Donau. Dette var blot andet besøg i byen. Skal man dømme ud fra byens pragt, var der sandelig noget ved at være kejser!
Og så er jeg slet ikke kommet ind på byens andre store kulturelle tilbud. Endnu!
Verner

lørdag den 9. oktober 2010

Nationens bedste målmand

En flyvende AndersPå billedet ser du Anders Lindegaard. Han regnes i dag for en af Europas bedste målmænd. En del klubber er meget interesseret i at få Lindegaard i deres stab. Til daglig spiller han i Norge, men vil efter sigende gerne til en storklub i Europa. Rolig nu, det kommer han også. Den eneste, der åbenbart ikke kan se hans kvalifikationer er Morten Olsen, der krampagtigt holder fast i sin foretrukne målmand på landsholdet, Thomas Sørensen. Ingen forstår det mere. I landskampen i aftes, kom Lindegaard først ind, da Thomas Sørensen måtte udgå. Lindegaard viste sin store klasse, naturligvis. Men Olsen har det også sådan med en stribe andre landsholdsspillere, hvoraf langt de fleste ikke mere performer tilfredsstillende. Uha, det er uhyggeligt.
Måske er situationen, at Olsen ikke har mere at tilføre landsholdet?

Verner