Längtan till Italien

Italien 1985

Et billede fra en pragtfuld ferietur til Italien helt tilbage i 1985. Det var herlige dage. Med på rejsen var fruen, Bo, svigerfar og svigermor og bloggens forfatter. Det er også mig. Skulle jeg beskrive hele den pragtfulde tur, skulle der bruges kilometer af plads, det går jo nok ikke. Men glemt den har deltagerne aldrig. Faktisk taler vi her i huset stadig om turen med stor glæde.
Rejsen randt mig pludselig i hu, endnu en gang, her forleden, da jeg i radioen hørte den formidable, svenske bariton Ingvar Wixell synge Birger Sjöbergs herlige klassiker; Längtan till Italien!


Birger Sjöberg: Längtan till Italien

1.
Jag längtar till Italien, till Italiens sköna land, där små citroner gula, de växa uppå strand, där näktergalar drilla allt uti dalen stilla, och snäckorna så röda, de lysa uppå sand.

2.
Jag längtar till Italien, där palmerna de stå så doftande och höga med gröna blader på, där gossen spelar luta invid sin flickas ruta, när aftonstunden kommer med många stjärnor små.

3.
Jag drömmer om Italien vid skymning i vår bod, där kryddor sällsamt dofta bland lådor och bland lod. Jag ser i mina drömmer de silvervita strömmar med tusende gondoler uppå den klara flod.

4.
Jag tycker, att jag ser, hur i månens milda sken jag vrickar fram gondolen på böljan, klar och ren, och hur i aktern sitter beglänst att stjärnans glitter, en späd italienska med röst så ljus och len.

5.
Hon sjunger om Italien, om Italiens sköna land, där små citroner gula, de växa uppå strand, där näktergalar drilla i dalen, mörk och stilla, när solen sjunker ner bak Vesuvius'es rand.

Sangen fås på plade, og man skal, synes jeg, vælge den med Wixell!

Verner

Measha

DR's Koncerthus åbnet med pomp og pragt

Åbningskoncerten i det ny DR Koncerthus blev adskilligt bedre, end undertegnede havde forventet. Meget bedre faktisk. Det var meget, meget flot.
Nu er det med selv at komme ud at opleve stedet. Set på fladskærms tv og hørt over et godt, men aldrende stereoanlæg var alting superfint.

Measha Brueggergosman var aftnens supersopran. Den helt store attraktion. Hun gik på scenen lige inden Ravels 'Bolero' og sang solopartiet "L'extase de la vierge" fra Jules Massenets oratorium 'La Vierge'. Hun sang formidabelt godt, men ak, desværre kun ét nummer.
Den moderne diva er en afslappet artist, hvilket hun afslører i et interview med magasinet Optakt, hvor hun afslører nogle hemmeligheder bag talentet:
"Der skal altid være en fornemmelse af teater, når jeg synger. Ellers gider jeg faktisk slet ikke synge. Det kan godt være, at publikum ikke bryder sig om min måde at synge på, men så kan de i hvert fald lide musikken. Og hvis de ikke kan lide nogle af delene, kan de sikkert lide kjolen".

Kjolen var fantastisk flot og klædte både den pragtfulde dame og ditto sal. Hun burde på det mest bestemte inviteres igen!

Verner

II'eren på affyringsrampen

Vi venter, venter på at ministre, politikere, embedsmænd og topfolk fra bankverdenen og realkreditinstitutterne bliver færdige med Bankpakke II.
Iflg. adskillige kommentatorer er det bydende nødvendigt, at pakken er færdigforhandlet inden børsens åbning mandag. Og selvfølgelig, at øvelsen også giver det ønskede resultat, for ellers er man jo lige vidt. Lørdag var der pause i forhandlingerne, da adskillige af deltagerne skulle deltage i åbningen af det ny, flotte DR Koncerthus.
I dag er det så arbejdsdag, alvorens stund. Timen er inde til at træffe beslutninger af vidtrækkende betydning. Det bliver bydende nødvendigt for alle deltagere at stemme denne pakke hjem.

Verner

Bettina

Bettina Heltberg i en artikel, i dagens udgave af Den Levende (Politiken), om det rimelige i en hjælp til bankerne i omegnen af 100 milliarder kr.

Citat:
Min bankdirektør (ikke at jeg kender ham) hedder Peter Straarup og hæver 12,6 mio. kr. årlig. Det var ham, der ikke engang kunne finde ud af at friholde banken for store tab i forbindelse med Stein Baggers underlige eventyr (citat slut).

Og det er vel en udtalelse, som man kan kalde Gefundenes fressen! Nicht war?

Verner

Differentieret moms - eller netop ikke?

Interessant at følge den siddende regerings interne stridigheder i dagspresse og tv. Sidste sjove ting, er de konservative regeringsdeltageres forsøg på at åbne en debat om differentieret moms for grøntsager o.lign., ved Lene Espersen, underforstået for at sætte mere gang i forbruget nu i disse trængselstider og for at skabe en bedre livsstil for borgerne, der er ved at være for fede, i hvert fald mange af dem.
Statsministeren, Hr. A. Fogh, var lynhurtigt ude med en udtalelse om, at den sag var helt død, man havde meget dårlige erfaringer med en sådan ting andre steder.
Men Fru Espersen lader sig ikke sådan slå af pinden. Hun genreplicerede, at det jo stod i regeringsgrundlaget, og derfor naturligvis var til diskussion under den kommende skattereformdebat. Men atter en gang ikke, ifølge Hr. A. Fogh. Det bliver aldrig til noget, sagde manden.
Men lad os nu se, når forhandlingerne snart starter.
Men at Foghs regeringspartner, og støttepartiet DF, orker fortsat at blive korrekset, ja nærmest trynet af Hr. Fogh, kan godt undre én.
Et offentligt udenlandsk medie kundgjorde for et par dage siden, at Hr. A. Fogh er topkandidat til posten som generalsekretær for Nato. Er der nogle i dansk politik, det ville passe fint?

Verner

Danser med ulve

Hélène Grimaud

Den sære og smukke pianistinde Hélène Grimaud har, hjemme på gården i Connecticut, grundlagt Wolf Conservation Center, et center hvor børn kan komme og lære om ulvene, som Hélène Grimaud tilbringer store dele af sin tid med.
Men heldigvis ikke al sin tid.
For nogle år siden besøgte hun Radiohusets Koncertsal i København, hvor hun var solist i en Mozart klaverkoncert med Sanderling som dirigent.
Efter klaverkoncerten gav hun et ekstranummer. Og dér gik man og troede man havde hørt det meste.
Hun spillede Brahms’ Intermezzo opus 117 stk. 1.

Der sad hun så helt alene, den smukke kvinde, og sikken en klang, der kom fra flyglet.
Langsom, pragtfuld indledning, magtfuld åbning af stykket!
Dernæst den midterste, stormfulde del spillet med flyvende manke.
Og til sidst tilbagevenden til det meget smukke hovedtema i piano. Ganske stille, og pludselig fik man en uafrystelig fornemmelse, som af en lille, purung mor, der sidder ved vuggen og synger for sin baby.
Meget, meget Bevægende.

Da musikken tier, sidder hun et øjeblik ubevægelig, ikke en lyd høres i det store rum. Der er dødstille. Langsomt vender hun ansigtet ud mod publikum og ser på os, som ville hun sige: Hørte I dét - hørte I dét?

Og efter adskillige sekunders fuldkommen stilhed bryder jubelen løs. Øredøvende, endeløse klapsalver og hyldestråb skyller ned mod den unge, smilende kvinde, der nu har rejst sig fra klaverbænken.

- - -

Grimaud spiller igen i det ny Koncerthus 28. maj 2009.

Verner

Medierne

I den standende finanskrise, som nu breder sig til den øvrige samfundsøkonomi og truer med at sætte alt i stå, undres man godt nok over det totale fravær af ansvarsfølelse hos mediernes ejere og deres ansatte, som producerer diverse artikler, indlæg mv.
Al ting er kulsort, alt er dårlige nyheder i en stadig tiltagende strøm dag for dag. Det er fuldstændig endeløst.
Det ansvar, der burde udvises af disse mennesker, er ansvaret for ikke at tale/skrive den nuværende tingenes tilstand helt ned i et stort, sort hul.
Man burde kunne forvente, at disse mennesker var i stand til at fatte, at de med deres fremfærd bidrager til at denne krise, eller den nye tingenes tilstand, om du vil, kun forværres med en sådan kulsort negativitet. Man er åbenbart fuldstændig ansvarsfri som medieejer eller ansat i disse medier.

Verner