Vinter

Et eller andet sted skal man jo begynde. På billedet ser du Utterslev Mose ved vintertide. Et sted hvor jeg sammen med en god ven tit har cyklet hen, men aldrig om vinteren. Der er ellers meget dejligt. Forleden gik turen så gennem det snedækkede Frederiksdal. Et ufatteligt smukt skue. Nu kan vinteren jo være meget smuk, som f.eks. i år. Og meget kold!

Denne indledning er kun tænkt som sindbillede på de politiske begivenheder i Danmark, eller mangel på samme. Et sindbillede på en regering forvitret i selvskabt atomvinter. Samme regering har kun tabersager på programmet. Knapt en enkelt fod har de sat rigtigt - i årevis!
Udenrigsministeren forvinder aldrig sin række af fejltagelser og har desforuden et lavt omdømme i befolkningen.
Hendes chef, Statsministeren, fortaler sig i en landsdækkende tv-debat og fremfører usandheder om Socialdemokratiske toppolitikere.
Bartel (Bertel Haarder) flejner helt ud over for en journalist, der ikke respekterer, hvad der skal tales om og bliver udstillet i tv.
Den konservative top er på vej ud af regeringen, skal man tro deres seneste udmeldinger, hvilket for øvrigt foregår i fuld offentlighed! Set udefra er partiet nærmest døende.
For at det ikke skal blive alt for trivielt, vælger jeg at stoppe her.
Regeringen kommer aldrig ud af sin atomvinter. Alt fryser til nu. Det er kun et spørgsmål om tid.

- Det er, undskyld udtrykket, saftsuseme koldt derude til morgen. Puh, for en vinter igen i år!

Verner

Don Pasquale

Anna Netrebko







James Levine

The Met

Gaetano Donizetti
DON PASQUALE

Dirigent James Levine
Produktion Otto Schenk
Norina Anna Netrebko
Ernesto Mathew Polenzani
Dr. Malatesta Mariusz Kwiecien
Don Pasquale John Del Carlo

Let er det ikke at arrangere en tur ind til byen for sine venner, for at se Don Paquale af Donizetti i Imperial Bio, hvor én af mange transmissioner fra Metropolitan Opera i New York vistes. Slet ikke, der var flere forhindringer undervejs. Men tingene er nu engang, som de er. Hurtig omstilling, ikke lade sig genere.
Men det skal siges, at der sandelig er meget at komme efter.
The Met (Metropolitan Opera) er efter en hvilken som helst målestok et fremragende operateater. Men det tror da pokker, når man tænker på hovedsponsorerne The Neuhaus Family Foundation og Bloomberg News. Fordi opera er en omkostningstung kunstart samtidig med, at det er den mest sofistikerede kunstart overhovedet. Men derudover skal og bør opera opleves i et teater, et rigtigt operateater.
Det der gør klassisk musik, hvori der indgår sang til noget særligt, er iflg. musikanmelder Robert Naur, for længst afdød desværre, at menneskestemmen er instrumentet hjertet nærmest.
Intet mindre.
Det kan være stærkt bevægende, uhørt stærkt endda, og meget vedkommende pga. teksten og sangerens oplevelse af den tekst og musik, som vedkommende foredrager, og fordi disse værker er skrevet af, for og til mennesker; En øjenåbner af rang.

Don Pasquale

Mets opsætning var fremragende opera. Husets mangeårige chefdirigent James Levine dirigerede det overdådigt spillende orkester. De berømte sangere, Met mønstrer altid de bedste, var lige så gode skuespillere, som de var sangere, især de tre hovedpersoner sunget af Netrebko, Kwiecien og Del Carlo. Hold da op, hvor var de gode. Pragtfuld musik, sang og skuespil. Til gengæld er stykkets handling ikke noget at skrive hjem om. Gammeldags teater.
Men opera for fuld udblæsning - det er det!

Verner

Last Night at the Proms 2010

Walk on, walk on with hope in your heart,
And you’ll never walk alone,
You’ll never walk alone

Renée Fleming, soprano

BBC Symphony Orchestra

Condutor: Jiří Bělohlávek

Se- og høreværdigt var det sandelig. Man kunne fristes til at sige, at det var den bedste udgave netop i år, denne tilbagevendende begivenhed i London, der hvert efterår afslutter rækken af promenadekoncerter i Royal Albert Hall. Kolossal fest, der afholdes simultant i en række parker og teatre ud over landet, heriblandt den stopfyldte Hyde Park lige uden for Albert Hall. Koncerten er en række kendte, letfængelige musiknumre og fællessang, blandet med optrædende solister. Igen dette år en øredøvende succes, med adskilligt bevægende øjeblikke.
Blandt andre var indbudt mageløse Renée Fleming, berømt amerikansk soprano, der startede med at konstatere, stående overfor et kolossalt publikum i hallen: ”De sagde, det ville være sådan!”. Nævnes skal det, Renée Fleming var denne aften smukkere end nogensinde, iført en overdådig kjole, der matchede hendes fysiske fortrin. Så smukt, så smukt. Fleming sang bl.a. Rusalkas sang til Månen, på tjekkisk, og sjældent har man hørt et kæmpepublikum være så stille. Hendes pragtfulde stemme klang gennem rummet, kun orkesterledsagelsen hørtes (heldigvis). Meget smukt og betagende og til sidst lige før Rusalka fortvivlede skrig, lamenterer engelskhornet ganske sagte i baggrunden, en raffineret kommentar til kulden og ensomheden, der bemægtiger sig den lille havfrue, som aldrig får sin prins.

Kolossal applaus.

Fleming vendte senere tilbage og sang for i Rule Britannia.
Blandt de mange fællessange var Rodgers og Hammesteins You will never walk alone, Jerusalem, Rule Britannia og God save the Quenn. Sidstnævnte i et arrangement af Benjamin Britten, som indledes piano i orkesteret, damestemmerne i de to kor soto voce (ganske sagte), betagende smukt, efterfulgt af fællessang for fuld damp.
Det må være verdens største musikfest.

Verner

Efterår

Sommer smiler forbavset, svag,
i sin havedrøm, døden nær.
Dvæler længe hos rosen,
tøver, venter, længes mod ro.
Langsomt lukkes dens store,
dybt bedrøvede øjne to.

Efteråret er for længst over os, løvfaldet næsten afsluttet, afsluttet i en farvepragt, et skønhedsdrukkent farveorgier, som hver eneste år fryder øjet. Naturen puster ud nu, hviler, samler nye kræfter.

Vinter står for døren.

Hvor marken bølged nys som guld

med aks og vipper bolde,

der ser man nu kun sorten muld

og stubbene de golde.

Verner

Das Rheingold

Richard Wagner

Bryn Terfel

- som Wotan (Odin)

tror jeg!

Operabio

Transmission fra Metropolitan Opera – New York

I en lang række af operabio-forestillinger fra Metropolitan Opera i New York er turen kommet til Das Rheingold af Richard Wagner. Traditionen tro leverer Metropolitan varen. Fuld smæk for skillingerne. Iflg. teateret selv dækker billetindtægterne kun halvdelen af omkostningerne ved at producere, så kan man tænke lidt over det. Men det tror da pokker, når man ser den maskine, der er bygget for at realisere teatrets iscenesættelse af Rhinguldet.
Skal man kritisere noget, er det at lydgengivelsen ikke var optimal på sidste række i Imperial Bio, hvor jeg selv sad. Wagners orkestersats er uhyre vigtig, en rolle i sig selv. Så det er jo ærgerligt. Komponistens musik er på udvalgte steder altomfattende, hvad man ikke her kunne høre.
Rhinguldet er historien om hvordan dværgen Alberich røver Rhinguldet og gør det til en ring, der giver alverdens magt, hvorefter guden Wotan hugger den og bruger den som betaling for opførelsen af den ny pragtborg; Valhalla, et sted, hvor guderne kunne være i sikkerhed og fred for terror og ufred. Se lige det synspunkt anvendt på vore dages samfund!

Rhinguldet er den første af fire forestillinger i Nibelungens Ring (Ringen, kaldet). På hvilket tidspunkt komponisten fandt på at gøre det til historien om sit samfund, dets mennesker og deres følelsesliv, er for mig uvist. Men i Ringens 100 års jubilæums forestilling, iscenesat og dirigeret af to franskmænd (Chereau og Boulez) blev linjerne trukket helt fantastisk op. Her var det nemlig opfattelsen, at Ringen handler om den gamle verdens undergang og en ny tids komme. En ny og stærkt voldelig tidsepoke. Det var, hvad Wagner selv oplevede i datidens samfund og er stensikkert en kommentar til dette.
Denne opfattelse af værket er der også fuldt belæg for i udgaven fra Metropolitan. De gamle guder prøver med alskens kneb at redde deres verden med løgn, fortielser, tyveri, mord og krig. Deres tid rinder ud. Overguden Wotan (Odin), her sunget og spillet af fantastiske Bryn Terfel, ikke alene ser, hvor det bærer hen, han ved at enden kommer - langt ude. Men først købes der tid.
Halvguden Loge synger til sidst, hvor guderne går over Regnbuebroen ind i Valhalla, at guderne stormer ind i deres ny pragtborg, selvom de går deres undergang i møde!
I Wagners utrolige kompleks af ledemotiver anvendes Store Valhalla ledemotivet, præcis hvor guderne går over Regnbuebroen. Det virker meget, meget stærkt.


Verner

Wien - oktober 2010 - 4

Wagner pavillon
på Karls Platz

Musikverein

Karls Kirche

Ud for Wiener Staatsoper på Ringaden svinger man til venstre ned ad Kärntner Strasse, og straks efter står man på Karls Platz. Spørgsmålet melder sig nu; hvilken Karl, taler vi her om? Kejser Karl 6! Her kunne man tro, at han forlangte sit navn på pladsen og kirken for at have taget initiativ til opførelsen. Ingenlunde. Det var et løfte, denne kejser gav, hvis pesten (1713) hurtigt drev over. Det gjorde den, og i denne anledning er kirken opført til Den Hellige Karl Boromeus ære. En protestant ved ikke, hvem denne sikkert fortræffelige herre er!
Det er absolut et af Wiens smukkeste steder, men det kan man, alt efter temperament, sige om en del steder i denne forunderlige by. Det er ovenikøbet overordentligt smukt. En stor meget flot plads, trafikfri, næsten, springvand foran Karls Kirke, der fremhæver kirkens arkitektur. Kirkens indre slår det meste, og personligt finder jeg interiøret meget smukkere, end det man oplever i Stephans Dom.
I pladsens ene hjørne finder man så Wagner pavillonerne, tegnet af arkitekten Otto Wagner. Pavillonerne er i jugend stil og med grønne kobbertage. Raffineret byggeri! Modsat kirken vender Künstlerhaus og Musikvereins gavl ud mod pladsen. Fra Musikverein sendes de berømte Nytårskoncerter, der hvert nytår transmitteres til stort set hele kloden. Det er samtidig Wienerphilharmonikernes koncertsal.
Har man ikke fået kultur nok, ligger tæt på Karls Platz udstillingsbygningen Secession og berømte Theater an der Wien.

Verner

Wien - oktober 2010 - 3

Oberes Belvedere

Gustav Mahler Der Kuss

Belvedere Slottene

Prins Eugen af Savoyen boede her. Manden var en genial hærfører og desuden kunstelsker af rang. Talentfuld herre, ikke? Slottet, eller rettere slottene, hører til de mange ting, man må opleve i Wien. Et must, simpelthen. I dag er de to smukke huse indrettet som museer. Midt i mellem dem er en overordentlig smuk barokhave. Fra terrassen på Oberes Belvedere ser man ned over barokhaven til Unteres Belvedere, ind over den indre by og ud til Wienerwald, et fantastisk syn. Mest interesse synes jeg knytter sig til udstillingerne på Oberes Belvedere, som bl.a. rummer en samling af Gustav Klimt, en af Østrigs helt store malere. I udstillingen findes Gustav Klimts Der Kuss. Det er enestående smukt. Personligt er jeg af den mening, at man her står overfor en pendant til Wagners Tristan musik. Billedet er mættet af den samme stemning!
Ved indgangen i stueetagen hænger et kæmpestort maleri af Napoleon til hest, et meget kendt billede. Pudsigt ikke, når man tænker på, at her boede en anden genial hærfører! I en af udstillingssalene mødes man af et kæmpebillede af Gustav Mahler, berømt komponist og dirigent. Billedet forestiller Mahler foran et kæmpeorkester, hvad hans musik også fordrede, et fantastiskt og helt teatralsk maleri.

Der er ingen ende på Wien!

Verner