Lørdag aften var jeg til en 65 års fødselsdagsfest og fik
desværre ikke set tv-programmet på DR 2 Tema - åbenbart om skibskatastrofer og
pludselig død. Men jeg har tidligere hørt et interview med og læst om Morten
Boje Hvid, der blev reddet ved Estonias forlis i 1994, hvor 852 omkom, ganske
få blev reddet. Det var simpelthen forfærdeligt. Han konkluderer selv, at kun
selvopholdelsesdrift, også kaldt egoisme, bevirkede, at han overlevede. Han
kunne have taget hånd om sin kollega i kahytten. Det gjorde han ikke. På vej op
i det kæntrende skib mødte han mange desperate og tilskadekomne mennesker,
blandt dem en pige, der sad fast under et skab. Men han standsede ikke for at
hjælpe. Han ville overleve. Det lykkedes ham at overleve, som en af de få.
Dette
er ikke en kvababbelse over, hvad Morten Boje hvid gjorde eller ikke gjorde,
jeg tror selv, at jeg ville have reageret på samme måde, for ikke at drukne i
dybet, gå ned med skibet. Ynkeligt omkomme.
Først
sidst i livet vil vi lære, hvordan det er, når det er slut, heldigvis, hvis vi
ellers er nærværende på det tidspunkt. Alle kommer til at erfare det, her føler
jeg mig sikker.
Men
pigen, én af de mange, der omkom, da Estonia gik ned, fordi hun sad fast under
et skab, ikke kunne få hjælp, måtte se en mulig hjælp styrte forbi sig og erfare, at livet nu var forbi. Hvilke tanker har gået gennem hendes hoved? Det kan ikke være mere forfærdeligt vel?
-
Jo, jeg føler mig sikker på, at jeg ville have gjort som Morten Boje Hvid, havde
jeg kunnet!
Nej,
jeg ser ikke mig selv som følelseskold!
 |
| Morten Boje Hvid |
Verner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar