Ernest Hemingway

Ernest

Dette blogindlæg bliver ikke en biografi. Der er skrevet flere om manden i forvejen. Så lad os ikke trætte hinanden med det. Hemingway er en forfatter, man absolut bør læse. Hans bedste bøger er stærk læsning. Det er også stærk genlæsning efter mange år. Hemingway var i den grad til stede i sit eget liv, som måske få andre. Det præger også hovedpersonerne i hans romaner. De både tænker og føler i den grad. Og så fører de en evig dialog med sig selv! Herlig læsning. Over floden ind i skovene er én af de bøger jeg genlæser pt. efter rigtig mange år. En åbenhjertig og følsom kærlighedshistorie mellem en ældre oberst og en billedskøn, purung, livsgrådig komtesse, for hvem elskoven bliver en tung, smertefyldt lykke. Hemingway skildrer obersten, som meget maskulin, for det var han selv. Og han lader obersten vedkende sig sine fejltagelser i krigen. Her er virkelig tale om selvkritik, så det vil noget. Og Obersten tænker også på George Armstrong Custer, førhen en amerikansk nationalhelt. Kritikken bliver også her meget hård. Historien har senere givet Hemingway og hans oberst ret:

Hemingways oberst om Custer:

”Nu skal du så barbere dig og se på det fjæs, mens du gør det. Du trænger desuden til at klippes. Men det er ikke svært her i Venedig. Gamle dreng, du er infanterioberst. Du kan ikke gå rundt og ligne Jeanne d’Arc eller general George Armstrong Custer. Hin skønne kavalerigeneral. Det er sikkert herligt at have det sådan og have en hengiven hustru og savsmuld i hovedet. Men det må ikke have været den helt rigtige karriere for ham, da de gjorde det af med folk på højdedraget oven over Little Big Horn, mens hestene kredsede om dem i den støvede jord, og salviebuskene blev knust under hovene på de andres heste, og han havde ikke andet tilbage til resten af sit liv end den kære gamle krudtlugt fra hans egne folk, der skød hinanden og sig selv af skræk for, hvad indianernes squaws ville gøre med dem.

Liget var ubeskriveligt lemlæstet, som der så smukt plejer at stå. Tænk at stå oppe på det bjerg og vide, man havde begået en brøler af rang, en brøler der sagde sparto til livet, men en brøler med løvefødder og meget fine gesvejsninger. Stakkels rytterigeneral, tænkte han. Der endte din drøm. Der endte alle hans drømme.”

Senere hedder det:

”Vi tager vognen og kører derud, hvor det store slag med indianerne stod, og så skal jeg fortælle dig om det. På vej til Billings kører vi hen og ser stedet, hvor idioten George Armstrong Custer blev dræbt, og der kan du se markeret, hvor alle de forskellige døde, og jeg kan forklare dig alt om slaget.”

Custer

Last stand. Slaget ved Little Big Horn

Læs bogen, ikke så meget på grund af omtalen af Custer, men generelt fordi det især er en fin kærlighedshistorie. Få dig en på opleveren!

Verner