Krigen i Afghanistan

En stor konference er for ganske nylig blevet afholdt i Afghanistan, for at få afklaret, hvordan og hvor hurtigt det er muligt at komme ud af en krig, man aldrig skulle have ført, en krig, som ser ud til at være umulig at gennemføre med sejr over Taleban, som det endelige resultat. En uhyre omkostningskrævende krig, både i penge og menneskeliv. Hvordan det lige går til, at NATO skal udkæmpe denne krig, er også lidt af en gåde, NATO, som er en nordatlantisk forsvarsunion. Mig bekendt ligger Afghanistan meget langt fra Nordatlanten. Og hvorfor dansk deltagelse i denne angrebskrig langt fra Nordeuropa, en krig som kun avler endnu mere terror, og vold ikke at forglemme?

Thomas Boberg (forfatter):
”Jeg tror faktisk ikke, at Danmark aner, hvad vi har gang i ovre i Afghanistan. Andet end at vi sender en masse unge mennesker, der er helt vilde efter at komme i krig, derover.”

Og så på det mere personlige plan.

I tv vistes et klip fra et bryllup. Brudgommen holdt tale for sin brud. Han selv er det, man kunne kalde for en rigtig mand, meget selvbevidst og maskulin. Officer. Bruden er ung, smuk og usædvanlig yndig. Deres to børn, de kønneste og sødeste små piger sidder lige ved siden af mor. I tv-klippet hører man gommen sige til sin brud: "Vi var enige om, at jeg skulle tage af sted, deltage i krigen." Den smukke brud nikkede til sin mand, og var åbenbart enig.

Her er spørgsmålet så: Hvorfor skulle han i krig, med alle mulige risici for at blive dræbt eller lemlæstet, hvorfor er det ikke nok for ham, hans unge, smukke kone og dejlige børn? Hvad i alverden tænker sådan en mand på?

Verner