søndag den 1. oktober 2017

Oktober




Bugserbåden er fregnet af rust. Hvad laver den her så langt inde i landet?
Den er tung, slukket lampe i kulden.
Men træerne har vilde farver. Signaler til den anden bred!
Som om nogle ville hentes.

På vej hjem ser jeg blækhattene skyde op gennem græsplænen.
De er de hjælpsøgende fingre på en
der har hulket længe for sig selv i mørket dernede.
Vi er jordens.


Tomas Tranströmer
Nobelpristager i litteratur 2011


Digtet stammer fra samlingen Stier(1973). Oversat af Peter Nielsen.



Verner

søndag den 3. september 2017

Omkring Mahler



Mahlers ottende symfoni blev spillet ved åbningen af sæsonens torsdagskoncerter, dirigeret af orkestrets chefdirigent Fabio Luiso. Opførelsen får super anmeldelser, jeg selv var ikke til stede. Jeg har tidligere overværet kæmpesymfonien i det gamle Radiohus i Rosenørns Allé.
Jeg har hørt Mahler i lange baner, som de fleste koncertgængere i dag. Mahler er meget spillet.
Mahler selv, en berømt operachef, komponist og dirigent i sin tid, ledede uropførelsen i München 12. september 1910 med 1030 medvirkende. Symfonien har også på et tidspunkt været opført med 2000 musikere og sangere.
Ved torsdagskoncerten forleden var der 300 medvirkende (orkester, flere kor og sangsolister. Kæmpeværk altså!
De sidste 50 – 75 år er Mahler meget spillet, hans musik passer til det moderne, splittede menneskes psyke, skulle jeg tro.
Men alt efter hvor man er i sin egen tilgang til klassisk musik, har man egne favoritter, og der er uendeligt meget at vælge imellem.

Mahler malet af Max Oppenheimer

Mahler var som sagt komponist, operachef på Wiener Staatsoper og dirigent og en fabel som sådan. Har man chefposten som operachef på Wiener Staatsoper har man også adgang til at dirigere de berømte Wiener Philharmoniker, hvad Mahler naturligvis også gjorde. Der findes billeder af ham dirigerende Wiener Philharmoniker, billeder, der i sagens natur var oliemalerier.


Obere Belvedere
Ved mine besøg i Wien har jeg hver gang besøgt det berømte slot Obere Belvedere beliggende næsten i det indre Wien. Det er altid et besøg værd. Den ene gang kommer jeg op af trappen, for at gense Gustav Klimts Der Kuess, men i rummet før hans berømte billede, ser man så et kæmpe billede af Gustav Mahler dirigerende, hvad der må have været Philharmonikerne. Det var et formidabelt billede af dirigenten tumlende orkestret. Jeg har aldrig glemt billedet, men kan ikke finde det på internettet. Jeg missede at se efter malerens navn, da jeg stod over for hans billede! Pokkers!
Ved næste besøg nogle år senere, var der naturligvis udstillet andre fabelagtige billeder. 
- So ist das Leben! 

Oliemaleriet, der her er vist var ikke det omtalte værk!

Verner

fredag den 14. juli 2017

Søren Ryge på Hebriderne

Hebriderne

I går, og i en genudsendelse i dag, på DR TV var et program af / og med Søren Ryge om et besøg på Hebriderne , en øgruppe vest for Skotland. Søren Ryge havde på forhånd reklameret for sin udsendelse, fordi man måtte høre musikken. Mente Søren Ryge.
Og det er sådan, at hvis Søren Ryge et roser et program, må man se det. Man må. I mange år har han fascineret os med sine programmer om sin have, eller samtaler med interessante mennesker, som han har mødt i sit liv. Søren Ryge er bare alle tiders.
Men her altså et program om Hebriderne , om et besøg dér, og musikken.


Felix Mendelsohn-Bartholdy

Musikken er ouverturen Hebriderne komponeret af musikgeniet Felix Mendelsohn-Bartholdi. En stor tysk komponist omkring 1830-1850. Stor kanon.

Nu gik det sådan med Søren Ryges tv-program, at musikken blev spillet i baggrunden, så man ikke rigtig fik glæde af den, også fordi det faktisk var de mennesker, som Søren Ryge portrætterede. Det er fint nok.
Men sagde Søren Ryge; ”som 16 årig hørte jeg Hebriderne for første gang i radioen (DR), og musikken gik lige i hjertet på mig”. Det er, som at høre sig selv. Vi er jævnaldrende Søren Ryge og jeg (74 år), og jeg har haft samme oplevelse, som han. Måske er det den samme udsendelse? Det er ikke til at vide!
I datidens radio (DR) var der på det tidspunkt et program for børn kaldet Børnetimen. Her var en journalist som kaldtes Onkel oplæser. Hans navn har jeg glemt. Han fortalte i en udsendelse, at han havde spillet et stykke musik (en pladeoptagelse) for nogle store børn / ganske unge mennesker, som efter de havde hørt musikken spontant udbrød: ”hvad i alverden var det?” De var blevet grebet af den fantastiske musik. Efterfølgende fortalte han dem om, hvad det var, og spillede pladen for radiolytterne.

Der var tale om en pladeindspilning af Mendelsohns ouverture Hebriderne på DG med Herbert von Karajan og Berliner Philharmoniker.

Herbert von Karajan og
Berliner Philharmoniker


Søren Ryge har helt ret, musikken går lige i hjertet på én. Det er helt forrygende. En illustration af øernes fantastiske natur, vejrlig og Fingals Cave. Det er så melodiøs en musik, fabelagtig komponeret efter indtryk fra en rejse til Skotland, som Mendelsohn foretog.

Den berømte og medrivende pladeindspilning er second to none, og den man bør foretrække. Den findes diskofilt og / eller på nettet. Det er orkesterkunst helt i særklasse, kollektiv virtuositet. Mageløst.




Verner Tillæg 1 Pt. er jeg overbevist om, at ovennævnte journalist skulle have heddet: Elith Nørreholm









Tillæg 2

14.09.2017
Herbert Blomstedt, nu 90 år gammel er tilbage i DR Koncerthuset. Koncert starter med Felix Mendelsohn Bartholdis koncertouverture Hebriderne.
Med et trylleslag er vi i Nordatlanten, det allestedsnærværende hav slår mod stranden. Her er natur så dejlig. Storslået, smukt, dragende. Fingals Cave fortryllende. Tilbage ved havet; stormen raser, brændingen bruser.
Stilhed.

Og – hvorfor har vi aldrig hørt det spillet sådan? Mageløs orkesterkunst! Blomstedt får det bedste frem i DR Symfoniorkestret.
Sublimt.






mandag den 5. juni 2017

Terror

Aarhus - Danmark
I Aarhus har politiet foretaget op mod 100 anholdelser forskellige steder i Aarhus Vest.
Politiets massive indsats er et udtryk for en bevidst strategi for at undgå bandekonflikter i Aarhus.
    Vi vil hverken have Loyal To Familia eller andre bander i Aarhus Vest, hvor der bor tusindvis af fredelige mennesker. Det store fredelige flertal skal ikke risikere at blive fanget i en krydsild mellem to kriminelle grupperinger. Det vil vi simpelthen ikke acceptere, og derfor går vi så offensiv til værks, sagde vicepolitiinspektør René Raffo søndag.
    De anholdte er løsladt igen, og vil blive sigtet for ulovlig våbenbesiddelse.
Vi skal være glade for politiets årvågenhed, der vil bidrage til øget kontrol med bl.a. en perverteret bande voldsromantikere, som Loyal To Familia. Hvad i alverden bilder sådan en samling afstumpede individer sig ind? De skal stoppes!

London – England
Her gik det fra slemt til værre. Alle tror jeg har hørt og set referater i tv og i dagspressen om voldsorgiet foretaget af afsindige muslimer. Syv civile dræbt og ca. 50 sårede, heriblandt flere meget hårdt. Et civiliseret samfund, som det engelske, kan naturligvis ikke sidde sådan en ting overhørig, og der vil finde forskellige stramninger sted rent forebyggelsesmæssigt.
Hvad der får unge muslimske mænd til at foretage dette, efter selv at have fundet et nyt land, et nyt sted at leve, hvor man er forskånet for krig, ødelæggelse, forfølgelse, hvor man kan leve et stille og roligt liv i sin families favn, får stå hen i det uvisse.
Engelske sikkerhedsstyrker skød og dræbte de tre gerningsmænd efter blot otte minutter fra voldsorgiets start. De blev dræbt med 50 skud, og har måske oplevet, da de mistede livet, at der ingen Allah var, at alt havde været et blændværk?
Jeg håber det.
Muslimer, der foretager sig sådanne ting skal også stoppes. Med alle midler. 
Efterfølgende oplever man endnu en gang, at det muslimske samfund i England ikke tager afstand fra attentatet og dets udøvere. Man oplever det ikke!

Verner


Addendum:
Så ser jeg her til morgen billeder fra London, hvor hvidklædte muslimer nedlægger kranse og blomster på det uheldsvangre sted, hvor de gale slog til. Jeg trækker mine tidligere ord tilbage, med en stor undskyldning!

søndag den 4. juni 2017

Djævelen i hullet

Leif Davidsen

Djævelen i hullet

Roman

Den seneste af Leif Davidsens romaner ”Djævelen i hullet” foregår endnu en gang i Rusland, som Leif Davidsen kender, som få andre. Den er fermt skrevet og ganske spændende. Undervejs i romanen får man også en gennemgang af Rusland før og nu, af de store virkninger af EU og USA's boykot mv. af Rusland, af EU's problemer med at sikre sine grænser etc., etc.
Romanens plot er ganske underholdende, ikke dårligt gået.


Leif Davidsen
Foto: Claus Bech Andersen
(BT)

Skal man derimod anbefale et par af Leif Davidsens bøger, som særligt læseværdige bliver det, efter min egen mening disse to!

Leif Davidsen
Min brors vogter - 2010

Leif Davidsen
Steinbecks spøgelse – jagten på en forfatter – 2014

Sidstnævnte bog viser Leif Davidsens meget store kendskab til USA. Det er ikke kun Rusland, der har hans hjerte!


Verner

Real – Juve 4 – 1

Real vinder den årlige Champions League finale klart med 4-1. Ingen kan tage berettigelsen af denne sejr fra Real, det var fuldt fortjent. Jeg selv vil ikke huske denne finale, der blev spillet i aftes i Newcastle, som en rigtig betydelig finale. Det er ikke altid, at disse store finaler bliver mindeværdige, og hvis det ene hold, som her, vinder klart med 4-1 forsvinder det mindeværdige. Første halvleg var fuldstændig jævnbyrdig, det kunne gå til hvilken som helst side. Som jeg så Reals åbningsmål i første halvleg, kreeret af Ronaldo, så var Real heldige, idet bolden ramte en italiensk spiller på ankelen og skiftede retning, så målmand Buffon blev snydt.


Ronaldo, Real Madrids store stjerne

Efter pausen sad Real på alt og vandt fortjent. Der var ikke mere i Juventus. At Reals anfører Sergio Ramos synes, at det var nødvendigt at filme et frispark, så stakkels Juan Cuadrado bliver udvist, kan både undre og forarge. Det var kun 10 minutter før spilletidens udløb.

Endvidere, ved at tænke tilbage på Reals storhedstid i 60'erne i forrige århundrede, spillede man betydelig bedre fodbold, og rådede også over mange flere store stjerne. Til det må man dog sige, at man dengang spillede betydeligt langsommere. Men bedre bold spillede man. Real vandt Europa Cup'en 5 gange i træk. Europa Cup'en var forløberen for Champions League.



Verner

søndag den 21. maj 2017

Hvorfor bekymre sig?

Arktisk is smelter i rekordtempo.
Foto fra Politiken


Dette forår har vi oplevet en marts måned med temperaturer et godt stykke under normalen, fortsættende ind i maj, før vejret stabiliserede sig, eller gjorde det? Nåh pyt, siger mange, vi har oplevet det før. Men der sniger sig en ubehagelig tanke ind på én, gående ud på, om det bare er et lidt større udsving end normalt, eller at vi nu begynder at føle de store klimaændringer, der vitterlig registreres af meteorologer, klimatologer og videnskabsmænd. Personligt er jeg bange for, at det er det sidstnævnte. Der er og har været mange advarsler, om de allerede stærkt ændrede klimatiske forhold, blot kan vi registrere, at alle bare slapper af; vor ”civilation” skal nok klare det. Der findes ikke én stor politisk bevægelse, eller mange små, der beskæftiger sig med denne problematik, så folkevalgte politikere får en opfattelse af, at noget nødvendigvis skal ændres. Slap bare af mand!
Til forståelse af hvor alvorligt det er, bør man i dag læse dagbladet Politiken, enten som avis på papir eller på web-siden, hvor forfatteren Jacob Skyggebjerg under titlen ”Vi ses på Mars, når klimaet går amok” redegør for menneskets (vores) dumheder, og om hvordan det i nærmeste fremtid vil gå rigtig meget, for ikke at sige helt gal. Vær ikke i tvivl. Det vil gå helt galt!


Verner



Kæmpe oversvømmelse i Norge.
Foto fra BT