Lorin Maazel

Far her, på podiet!

Den 6. marts fylder Lorin Maazel 80 år. Man bliver helt forbavset, jeg selv må undervejs også være kommet til års, ingen tvivl om det. Jeg husker ham endnu for en tv-transmitteret, guddommelig opsætning af Figaros Bryllup (Mozart) fra Grosses Festspielhaus i Salzburg i 1959, og for et besøg i København i midt 60’erne, hvor den berømte dirigent leverede en fantastisk koncert, som altid når han er på podiet. Maazel, der startede som vidunderbarn, har haft en enestående og meget lang karriere.
I en artikel i Politiken, i anledning af hans fødselsdag, beskrives han rettelig som troldmand på dirigentpodiet. Jeg selv ville sige orkesterdomptør, meget mindre kan der ikke være tale om. Med læremestre som Arturo Toscanini og Leopold Stokowski kunne han dårligt blive andet end supermand.
Artiklen i Politiken er meget interessant, ligesom manden selv. At orkesterklangen under hans direktion så skal beskrives som blæret forekommer underligt, fordi hans dirigentstil samtidig også beskrives som stærkt emotionel. Det er meningen for en dirigent af Maazels klasse, at maksimere det kunstneriske udtryk ved hjælp af absolut teknisk perfektion, leveret både af ham selv og de top-orkestre han arbejder med, skulle jeg mene. Lyt bare til Maazel på internettet, CD eller, hvis du er heldig på LP. Der er masser af muligheder for at høre supermanden.
Når man så hører Maazel dirigere f.eks. Sibelius, tænker man ikke ligefrem på, at orkesterklangen er blæret, man hører godt nok det himmelråbende høje niveau, men indfanges naturligvis først og fremmest af den fabelagtige musikoplevelse, dirigenten formår at formidle.
Blæret? Man undres!

Verner

Danmarks økonomi

Peter Mogensen
Politisk kommentator på Politiken, redaktionschef,
forhv. spindoktor for Nyrup Rasmussen, mv.


Peter Mogensen
er blandt de her citerede!

Årtier med smalhals og besparelser venter os!

I den nys voldsomt opblussende diskussion om, hvad pokker vi skal gøre ved vort samfunds økonomi, der ganske rigtig er ved at køre af sporet foranlediget af den store økonomiske krise, der slet ikke, hvad mange måske tror, er ved at være overstået, men tværtimod raser på fuld kraft, se bare statsbudgettets store underskud eller de accelererende arbejdsløshedstal, dukker interessante synspunkter op i debatten, som f.eks.:

Ifølge alle økonomer er der tre løsninger.
Man kan skære i de offentlige budgetter – altså sænke velfærden.
Man kan kræve mere op i skatter.
Man kan lave reformer, der får folk til at arbejde mere og længere – beskære dagpengeretten og fjerne efterlønnen, for eksempel.
Nævner man sidstnævnte, låser politikerne sig inde på toilettet!
(Esben Kjær, Økonomidirektør)

Mens vi venter på at blive fattige . . .
(Asger Aamund, Virksomhedsejer)

faktisk er vi herhjemme nu så hårdt ramt, at det vender dansk politik på hovedet. Hvor VKO gennem alle årene har ledt efter værdige modtagere af pengegaver fra det borgerlige flertal, er jagten nu gået ind for at finde værdige ofre for den sparekniv, finansministeren lystigt skal svinge over staten og kommunerne!
(Peter Mogensen, Redaktionschef)


Besparelser kan bremse den spirende vækst, der i øjeblikket kan spores i økonomien. Derfor er der brug for en investeringspakke på 15 milliarder kroner til renovering af skoler, sygehuse og daginstitutioner.
”Hvis først opsvinget får fat, så vil væksten helt af sig selv barbere voldsomt ned på det offentlige underskud, og på den måde vil vi komme ud over EU’s krav (konvergenskrav) meget hurtigt. Så besparelser er den helt forkerte vej at gå.”
(Lars Andersen, direktør hos Arbejdernes Erhvervsråd)


Politik er at vælge!

Verner

The Road

Far og søn

The Road

'The Road' med Viggo Mortensen og Kodi Smit-McPhee i intenst og overbevisende spil i John Hillcoats filmatisering af Cormac McCarthys fantastiske roman.

Livet efter dommedag

Manden og drengen. Hånd i hånd. I laset og beskidt tøj. Skubbende en indkøbsvogn med deres få forhutlede ejendele. Gennem et brunt og gråt landskab under en blåsort eller truende mørk himmel. Langs bøjede telefonpæle, under væltede træer, vandrende mod isolerede, forladte huse, der lige så vel kan være dødsfælder, som en lille rede midt i håbløsheden. De går mod havet, hvor alting engang begyndte. Forpligtede af hinandens eksistens, af kærlighed til hinanden, en kærlighed, der rækker til døden. Drengens mor valgte at gå ud i vinternatten for at dø, det var ikke muligt at klare endnu en vinter med kulde og sult. En gang under vejs taler de om hende, men drengen kan ikke mere huske hende.

I 'The Road' er det for længst forbi med at spekulere på, om vi kan udløse en altødelæggende naturkatastrofe med miljøforurening og krige. Her er vi, repræsenteret af Viggo Mortensen som den navnløse far og Kodi Smit-McPhee som hans søn, på vandring mod en eventuel frelse og overlevelse i en verden helt uden formildende omstændigheder. Næsten uden håb kæmper de to sultne og udmagrede skikkelser sig gennem farer som eksempelvis bevæbnede bander af kannibaler, der halvt i sindssyge fanger og spiser andre mennesker. I oppakningen har de en pistol med to skud tilbage og en patron til hver, hvis det skulle blive nødvendigt. Hvor uhyggeligt det end lyder, instruerer faren sin søn, om hvordan han skal tage sig af dage, hvis han selv er død, og drengen ikke kan klare sig mod de få vanvittige mennesker, der er tilbage på jorden. Igen og igen!

Handlingen i John Hillcoats filmatisering af Cormac McCarthys fantastiske roman 'The Road' er til at overskue. Det er de foruroligende billeder og det intense spil af Viggo Mortensen og den overbevisende dreng, Kodi Smit-McPhee, der trænger sig på. Og som man aldrig vil slippe igen i denne stilfærdigt indtrængende film med det enkle budskab, at vi er bedst tjent med at opføre os humant og menneskeligt over for hinanden, selv under de vanskeligste forhold.

Men kan vi det?

Min ven, der var med inde at se filmen, kedede sig bravt. Han følte, den var meget langtrukken, ja slet ikke en film. Han fortrød, han havde set den. Jeg måtte bestikke ham med et glas øl. Et lille et af slagsen!

Verner

Retorisk begavelse

Boy George
- og Tony Blair

Man kan sige meget om Blair, fhv. engelsk premierminister, og det gør man! En retorisk begavelse, næsten uden sidestykke, det er han trods alt. I dag 29.01.2010 skal han ved høringen om Irak, i London, forsvare at beslutningen om at gå i krig i Irak var rigtig. Han har selv indtil nu holdt fast på dette. Amerikanske og danske borgere nikker her genkendende til problematikken, det er oven i købet særdeles pænt udtrykt.
Ikke nervøs, her kommer ikke en lang biografi om fænomenet Blair. Kun husker jeg nogle spredte tv-klip med ham, for i virkeligheden har jeg aldrig været i nærheden af manden.

Et tv-klip fra Underhuset, hvor Blair springer op og ved hjælp af sine gudbenådede talegaver og et vulkanagtig udbrud hudfletter hele Underhuset, indprenter dem, at skal denne nation overhovedet komme videre, så skal der uddannelse, uddannelse og atter uddannelse til. Det var i den progressive periode.

Næste tv-klip var fra USA’s Senat, lige ved udbruddet af Irak-krigen. Blair var inviteret til at holde tale, pga. Englands deltagelse i den nyerklærede krig.
Boy George indledte, overfor den total fyldte sal, med:
”Vi er samlede her i dag for at hylde lederen fra vor store allierede i øst, som er rejst over havet for at tale til os”.
Eksorbitant, nærmest endeløst bifald, alle havde rejst sig og hyldede Blair, der storsmilende indtog podiet og startede en af sine stærkt bevægende taler, om krigen og sammenhold etc., etc.
Den uhyre følelsesladede scene afslørede, hvor alene USA i disse dage følte sig. Isolerede.

Sidste. Igen et tv-klip fra Underhuset. Emnet har jeg glemt. Men det er sådan, at de to blokke sidder overfor hinanden med et smalt gulv imellem sig. Labourregeringen blev heglet igennem og hånet af de konservative. Det var indtil The Speaker (må svare til Formanden i det danske Folketing) gav ordet til Blair. Op springer manden, slank, adræt, besiddende et nærvær, der vil noget. Her kom så en tale, stærkt personlig, følelsesladet, engageret, appellerende til hele Underhuset. Da talen sluttede, var det under kæmpe jubel fra Laboursiden af salen, naturligvis. Jo, vist, var han da klar over tv’s tilstedeværelse.

Hvilken enestående taler!

Taleren Blair. - I dag beskyldt for ulovlig deltagelse i Irak-krigen.

Mange af hans landsmænd kalder ham nu krigsforbryder!

Verner

Asse II

Atomkraftværk

De faktuelle oplysninger i dette blog-indlæg stammer fra en artikel i Dagbladet Politiken, dags dato!

Den tyske regering udsætter aftale om forlængelse af atomkraftværkernes løbetid til efter et afgørende delstatsvalg. Denne udsættelse kommer efter nye afgørende afsløringer vedrørende tysklands første atomaffaldslager, Asse II, nær Wolfenbüttel i Niedersachsen, et affaldslager i en gammel, nedlagt saltmine i 750 meters dybde. Ifølge mine geografikundskaber er Wolfenbüttel beliggende lidt nord for Harzen, hvilket er rimeligt tæt på Danmark, men det er jo en anden ting, ikke?
Tilsynsmyndigheden for strålebeskyttelse, BIS, besluttede i sidste uge at hele den saltmine, hvori man fra 1967 til 1978 har lagret 126.000 tønder atomaffald, skal tømmes. Minen udgør en ekstrem giftfare for miljøet og de mennesker, der bor i området! Affaldet består af lav- og mellemradioaktivt materiale, herunder ca. 25 kg plutonium. Hvordan plutonium kan rubriceres under en af de forannævnte affaldstyper, melder historien intet om. I starten af oplagringen hejste man tønderne ned i saltminen, senere lod man dem bare dumpe derned. Geologer siger, at hele grubeanlægget vil styrte sammen inden for de næste ti år og udløse en uoverskuelig miljøkatastrofe.
Blandt affaldet i Asse II er også de jordiske rester af to blikkenslagere, der omkom ved en reaktorulykke i Bayern i 1975. Myndighederne sagde dengang, at de ikke døde af stråling, men ikke desto mindre blev deres lig forseglet og begravet i zinkkister.
Ingen ved nøjagtigt, hvad der er i gifttønderne, da producenterne af det radioaktive affald har sjusket eller svindlet med indholdsdeklarationerne!
Det vil koste et sted mellem 15 og 30 milliarder kr. at tømme depotet. Forbundsregeringen har tidligere garanteret de store energigiganter i Tyskland, at de ikke skulle hæfte for eventuelle følgeomkostninger ved at afskaffe affaldet, en aftale giganterne henholder sig til nu, da regningen er ved at blive udskrevet.
Den konservative avis Frankfurter Allgemeine Zeitungs kommentar i forbindelse med beslutningen om at afvikle Asse II:

”Nu er der slået endnu en nagle i den tyske atomkrafts kistelåg”.

Så hvad har vi her?

En kolossal prisforøgelse på fremstilling af atomkraft.
En reaktorulykke i 1975, som man var dygtig nok til at lægge låg på.
En industri, der mod bedre vidende fortsat argumenterer for sådanne affaldsløsninger.

En industri, der er fuld af løgn og totalt upålidelig.
Et atomaffaldslager, der ikke er tæt, som det derfor er nødvendigt at tømme.
En kæmpe fremtidig sundhedsfare for den omkringboende befolkning.

Den dårligste løsning på fremtidig energiforsyning vil være at vælge atomkraft. Det vil også være den dovne løsning. Jo før man kommer i gang med diverse alternative og nye energiformer, jo bedre. Det er uomgængelig, og det er den rigtige vej fremad.
Denne blogs forfatter føler sig sikker på, at læseren hverken ville bo tæt på et atomkraftværk eller et atomaffaldsdepot. Jeg er endda villig til at tage en paré på denne påstand!

Verner

Kærlighed

Klimt

Så længe der har eksisteret mennesker på denne klode, har dette emne og dets konsekvenser optaget os, menneskenes børn, både tidligt og silde. Det tror da pokker, det slår alt! Derfor møder man dette tema overalt i hverdagen i alle mulige former også som digte. Den følgende meget lille antologi, hvis man kan kalde den sådan, viser kun et ganske lille bitte udsnit af eksisterende kærligheddigte, det er i virkeligheden et uudtømmeligt emne.
Maria Crone, er der måske nogle der husker?
En god gammel ven gjorde mig opmærksom på Aarestrups digt, så smukt, så smukt.
Tove Ditlevsen har med rette en stor stjerne hos mange danskere for sine til tider flammende digte.
Frank jæger burde læses meget mere, om ikke andet så for hans eminente sprog.
Goethes digt om sin store forelskelse i en purung kvinde, han selv var da fireoghalvfjerds år, en umulig alliance, der heller ikke blev til noget. Smukt ikke, omend kun i uddrag!

Christopher Morley, Gud ved hvem han er? Jeg stødte på ham på internettet!
Hendes Majestæt er citeret for den bragte bemærkning vedrørende sit livs helt store forelskelse - i Prins Henrik!



. . . og kærligheden, husk kærligheden!

Maria Crone



Så tag mit hjerte

Så tag mit hjerte i dine hænder, men tag det varsomt og tag det blidt, det røde hjerte - nu er det dit.
Det slår så roligt, det slår så dæmpet, for det har elsket, og det har lidt, nu er det stille - nu er det dit.
Og det kan såres, og det kan segne, og det kan glemme og glemme tit, men glemmer aldrig, at det er dit.
Det var så stærkt og så stolt, mit hjerte, det sov og drømte i lyst og leg, nu kan det knuses - men kun af dig.

Tove Ditlevsen




Til en veninde

Der er en trolddom paa din Læbe,
Der er en Afgrund i dit Blik,
Der er i lyden af din Stemme
En Drøms ætheriske Musik.

Der er en Klarhed paa din Pande,
Der er et Mørke i dit Haar,
Der er en Strøm af Blomsteraande
Omkring dig, hvor du staaer og gaaer.

Der er en Skat af evig Viisdom
I Smilehullet paa din Kind,
Der er en Brønd, en Sundhedskilde
For alle Hjerter, i dit Sind.

Der er en Verden i dit indre,
En sværmerisk, chaotisk Vaar –
Som jeg umulig kan forglemme,
Som jeg tilbeder og forstaaer.

Emil Aarestrup




”Blaat vandrer hav i hendes øjne.
Gult hænger korn i hendes haar.
Salt dufter hendes hede skuldre.
Sødt siger skørtet, nu hun gaar.”

Frank Jæger (fra Den unge Jægers Lidelser)



Fra Marienbad Elegien

Hvad kan fra dette gensyn vel jeg hente,
Fra denne blomst, når den engang udspringer?
Har himmel eller helved jeg i vente?
Imellem håb og frygt min stemning svinger.
Nej, ingen tvivl! Hun står i himlens døre,
Til saligheden vil hun ind mig føre!


Og senere i digtet . .

Dybt i vort væsen der en higen brænder
Mod helt, med vilje fri, sig hen at give
Til noget rent og højt, vi ikke kender,
Men som vi håber, eet med os vil blive.
Den kaldes fromhed. Denne himmeltinde
Ved jeg mig nær, hver gang jeg er hos hende.

Johann Wolfgang von Goethe



Hvis vi fik at vide, at jorden ville gå under om fem minutter, ville alle telefonbokse være optaget af folk, der ringede til andre mennesker for at sige, at de elskede dem.

Christopher Morley



”Horisonten stod i flammer . . . . ”

Hendes Majestæt Dronning Margrethe II

Verner

Vold

Den onde selv -

eller er det Bryn Terfel?

Operastjernen Bryn Terfel har udgivet et nyt album (cd) med arier sunget af alle de uhyggelige sataner (roller), som findes indenfor operaverdenen. Albummet er proppet til randen med sorte skurke, sadister og massemordere! Bryn Terfel er indehaver af verdens mest populære begsorte basbaryton, og som altid er han blændende, det er ligemeget hvad han rører ved. På cd’en medvirker også svenske Anne Sofie von Otter, en anden superstjerne, og Det Svenske Radio Symfoniorkester.
Den samme konstellation og et par numre fra cd’en kunne man opleve fornylig i en koncert på Helligtrekongersaften i svensk tv. Her sang kæmpen fra Wales, og han er en ren kæmpe, Mefistofeles arie fra Boïto’s opera af samme navn. Han var lige så møg uhyggelig, som vist på billedet, og under Terfels pragtfulde afsyngning af arien var også indlagt en uhyre kraftig piften i fingrene flere steder, hvorunder uhyggen blot blev endnu mere markant.
Fantastisk sunget og ligeså ædende ondt spillet.


Verner