torsdag den 14. januar 2010

Vold

Den onde selv -

eller er det Bryn Terfel?
Operastjernen Bryn Terfel har udgivet et nyt album (cd) med arier sunget af alle de uhyggelige sataner (roller), som findes indenfor operaverdenen. Albummet er proppet til randen med sorte skurke, sadister og massemordere! Bryn Terfel er indehaver af verdens mest populære begsorte basbaryton, og som altid er han blændende, det er ligemeget hvad han rører ved. På cd’en medvirker også svenske Anne Sofie von Otter, en anden superstjerne, og Det Svenske Radio Symfoniorkester.
Den samme konstellation og et par numre fra cd’en kunne man opleve fornylig i en koncert på Helligtrekongersaften i svensk tv. Her sang kæmpen fra Wales, og han er en ren kæmpe, Mefistofeles arie fra Boïto’s opera af samme navn. Han var lige så møg uhyggelig, som vist på billedet, og under Terfels pragtfulde afsyngning af arien var også indlagt en uhyre kraftig piften i fingrene flere steder, hvorunder uhyggen blot blev endnu mere markant.
Fantastisk sunget og ligeså ædende ondt spillet.


Verner

onsdag den 13. januar 2010

Anni goes to jail - Erik stays at home

Brystbaben

I den fortsatte Soap Opera med Anni Fønsby og hendes kæreste Erik Damgård, og far til deres kommende barn, er Anni Fønsby nu blevet sigtet for rufferi. Den tidligere nøgenmodel, bordelmutter og nuværende brystbabe forstår simpelthen ikke, at hun nu er sigtet for rufferi. De fleste danskere har kunnet følge med i hendes og Eriks privatliv i f.eks. Ekstrabladet og Se & hør med mange billeder og store overskrifter.

Annis egen kommentar til sigtelsen er som følger:
- Jeg ved ikke, hvordan jeg skal klare denne kamp, men jeg håber, at dem, jeg kender og elsker, vil støtte mig. Det har været umenneskeligt at have sådan en sag hængende over hovedet. Bare det, at blive varetægtsfængslet inden man bliver dømt, viser, hvordan vores retssystem fungerer. Jeg synes, at det ser sort ud lige nu, det må jeg indrømme. Jeg synes stadig, at jeg er uskyldig, men hvad end der kommer til at ske, så er min skæbne er ude af mine hænder, og det er det, der gør mig bange. Men jeg må tage en dag af gangen. Jeg ved, at det kommer, så jeg må prøve at forberede mig så godt som muligt på den her storm,
siger Anni Fønsby og fortsætter:

- Jeg tænker, hvorfor jeg skal stå for skud? Jeg har ikke ondt i røven over at 200 andre klinikker stadig kører, men jeg kan undre mig over, at jeg spillede med åbne kort og efter systemets anvisninger, både i forhold til skat og politi, og alligevel bliver tiltalt,
fortæller en knust Anni i dagens udgave af Berlingske.dk
Verner

fredag den 8. januar 2010

Olsen forlænger med DBU

Morten Olsen
I dag kom så den længe ventede nyhed, at DBU og Olsen alligevel forlænger kontrakten, så Morten Olsen tegner en kontraktforlængelse med DBU, eller omvendt, for de to næste år gældende til og med efter næste EM-turnering.
Fodboldfolket ånder lettet op, al den stund Olsen har tjek på tingene, som ingen anden. Flere kvalifikationer til de store turneringer som VM og EM er kikset, men det er ikke Olsens skyld. Der manglede simpelthen kvalificerede spillere, og uden går det ikke. Det er ved at være et overstået problem, se bare på den danske kvalifikation til det kommende VM i Sydafrika.
Der havde været gisnet om bl.a. Michael Laudrup, som en erstatning for Olsen, men så vidt vides ønsker Laudrup ikke for nærværende at vende hjem til Danmark. Han besidder, som træner, endnu ikke den viden og kunnen, som Olsen så absolut har.
Herfra kommer et meget lettet til lykke og en stor tak til Olsen.

Verner

søndag den 3. januar 2010

WIEN, DU STADT MEINE TRAÜME . . .

Musikverein,
Goldener Saal

Schönbruhn

Dann hört' ich aus weiter ferne ein lied,
dass klingt und singt - das lockt und zieht..
Wien, Wien nur du allein
sollst stets die stadt meiner träume sein,
dort wo die alten häuser steh'n,
dort wo die lieblichen mädchen geh'n.
Wien, Wien nur du allein
sollst stets die stadt meiner träume sein,
dort wo ich glücklich und se-e-lig bin
ist Wien - ist Wien - mein Wien !

Nytårskoncerten fra Wien blev igen i år transmitteret på tv til 1,2 milliarder mennesker i 42 lande verden over. En fejende flot start på det ny år, som man kun kan gøre det i Wien, den gamle kejserstad ved Donau. Dengang var der sandelig noget ved at være kejser, skulle jeg mene. Koncerten er omgærdet af stor pragt, en nytårskoncert værdig. Smukke billeder af den gamle by med de store imponerende bygninger, veksler med optagelser af den smukke koncertsal og de uimodståeligt godt spillende philharmonikere. Det er et uhørt godt ensemble, second to none, synonymt med orkestret i berømte Staatsoper, også i Wien. Hører man dem live, får man oplevet den uhørt gode orkesterklang, kæmpebruset fra de mange strygere, fantastiske blæsere, og orkestrets samlede tutti-klang. Det er simpelthen mageløst.
År efter år spiller de for os, og hvad var vel et nytår uden denne vidunderkoncert?

Prosit Neujahr!

Verner



lørdag den 2. januar 2010

Løgnene

Christen
Søren med sin Ritt
I dagens Den Levende hudfletter, nu pensioneret, tidl. overvismand, Christen Sørensen danske politikere og økonomiske vismænd for deres manglende indsats, forglemmelser og løgne, der har ført til at mange års stigende velstand, nu er blevet vendt til rystende økonomiske nøgletal for det danske samfund. Især de to forannævnte grupper bliver klædt af til skindet, og denne deres fornægtelse af virkeligheden tilsat desiderede løgne, der tillod fortsættelsen af en katastrofal økonomisk politik, fandt endda sted på trods af mange stærke advarsler fra Nationalbanken, advarsler, som man også tillod sig at overhøre. Især blev der i årene 2006-2007 ført en historisk uansvarlig politik.
Ser man på de nærmest ”vedtagne løgne”, som man efterfølgende prøver at sælge til borgerne, må man sande:

Og spørger du, om alt er rigtigt sandt, da svarer vi, hvad vi i loven fandt:
”En løgner holdes for en ærlig mand, når ikke han i løgnen gribes kan.”

Du skulle læse artiklen”Konjunkturblindhed!

En anden herlig gamling; Søren Mørch (en mand på min alder) skriver om en anden katastrofal dansk, politisk satsning også under den samme borgerlige regering, en satsning vedr. krigen i Afghanistan:
”Man kan argumentere for, at den danske regering er nødt til at holde fast i amerikalinjen. Den politiske midte i Danmark har bundet sig så hårdt op på Bush-regeringernes militarisme, at det er blevet for sent at komme fri. Der er for mange døde soldater til, at man kan indrømme, at hele strategien er forfejlet, og endnu for få til, at man bliver nødt til at gøre det!

Vi får håbe, at det snart viser at være en glæde for nationen, at den forhenværende statsminister, som topansvarlig for disse misserer, rejste til NATO!

Verner

lørdag den 5. december 2009

Messias

Messias



Georg Friedrich Händel


Messias
Leipziger Kammerorchester
Solister: Trine Wiisberg Lund, Daniel Carlson, Min Woo Lim og Jakob Bloch Jespersen
Dir: Morten Schuldt-Jensen

Georg Friedrich Händels oratorium ”Messias” er et af vedens mest elskede og respekterede musikværker overhovedet. Hvert år til jul tager vi det frem, som var det et stykke lejetøj, eller julens nisser, som vi også tager frem en gang om året, til jul. Sjovt ikke?
Værket blev til efter flere store kriser i Händels liv, men da han var længst nede, totalt udbrændt, modtog han et nyt manuskript fra sin foretrukne ”librettist” Jennens. Händel var som ramt af lynet. Teksten ramte ham personligt som et kølleslag. I tre uger komponerede han, som en feberramt galning, bogstaveligt talt i døgndrift, ingen måtte eller kunne afbryde ham. Skal man tro overleveringer, hverken spiste, drak eller sov han undervejs i denne mægtige skaberproces, hvilket han må have gjort, ikk’? Da han var færdig, faldt han om i en dødelignende søvn og sov i 17 timer, i hvert fald iflg. biografier og Stefan Zweigs novelle Georg Friedrich Händels opstandelse.
Ved fredagens opførelse af mesterens værk i den smukke Garnisons Kirke i København, fremstod værket i al sin storladne pragt, som Händel, kunne man tro, må have hørt det for sig. De store korsatser, stod med knejsende pragt, skulpturelt nærmest, vældig musik, vældige barok-korsatser. Forrygende smukt spillet og sunget. Barokmusik når det er allerbedst.


Verner



Garnisons Kirke

Sct. Annæ Plads


Garnisons Kirke



Det gamle København, det som førhen lå indenfor voldene, middelalderbyen, er både meget smuk, men også interessant. Det er altid hyggeligt at gå en tur der. Kender man ikke selv meget til denne bydel, kan man komme på guidede ture rundt i byen. Der er en masse at opleve, og det fører ikke rigtig til noget at opremse alle lyksalighederne, fordi det er op til en selv at foretage et valg. Én af de interessante ting er Garnisons Kirke på Sct. Annæ Plads, i dag flittigt anvendt til koncerter med f.eks. COCO (Concerto Copenhagen) et forrygende dansk barokorkester, men naturligvis også andre. Akustikken er fantastisk, hvilket man kan overbevise sig selv om ved en af de mange gode koncerter i kirken. Fjerde december i år kunne man høre en meget fin opførelse af G. F. Händels Messias med Sokkelund Sangkor.


Garnisons Kirke

Kong Frederik IV var bygherre, og kirken stod færdig i 1706 som hærens kirke i København, der som udpræget fæstningsby rummede en stor landmilitær garnison. Tidligt blev den brugt af borgerne i den ny anlagte Frederiksstaden mellem Kgs. Nytorv og Kastellet og blev fra 1804 også civil kirke for bydelen, der socialt set altid har været meget sammensat. Kirken ligger på langs ad Sct. Annæ Plads og syner udvendigt ikke af så meget. Men indvendigt folder den sig ud som et af byens største og mest monumentale kirkerum, hvis pulpiturer i to etager i nederlandsk barok giver rummet sit eget strenge men rolige præg, holdt sammen af det store alterparti i norsk, sort-hvid marmor.
Garnisons Kirkegård ligger på Dag Hammarskjölds Allé lige nord for Østerport Station, og kirkegården rummer mange monumenter over nationens og hærens historie.
I dag er kirken en i enhver henseende velfungerende kirke i indre by. I forbindelse med den sidste store restaurering i 1995 blev kirkens oprindelige højbarokorgel, bygget af Kastens i 1724, genskabt ved orgelbyggeren Carsten Lund. Orglet har betydet et løft for både gudstjeneste- og koncertlivet. Dronning Margrethe II’s monogram sidder nu på orglets rygpositiv, mens Frederik IV’s monogram stadig sidder øverst på de to pedaltårne samt over indgangsdøren og på alteret.

Verner