Sophienholm

Det gamle Sophienholm ligger på Nybrovej ved Bagsværd Sø, sådan lige før man kommer til Frederiksdal, altså sådan cirka, ikk’? Det er meget smukt ligeså parken, der skråner ned mod Bagsværd Sø.

Sophienholms oprindelige bygning er opført i 1768 af generalpost-amtdirektør Theodorus Holm og opkaldt efter hans hustru Sophie Holm på et landsted udstykket fra Frederiksdal slot. Sit nuværende klassicistiske udseende fik bygningen i begyndelsen af 1800-tallet, da storkøbmanden Constantin Brun lod hovedbygningen ombygge og den tilhørende park ny- anlægge ved den franske arkitekt Jean Jacques Ramée.

Så langt historien, resten skal læseren skånes for.

På den anden side af vejen, væk fra søen, ligger Marienborg, der i dag er regeringens konferencecenter, mv. Det er et hus og en park, som også er meget smuk, men ind at se det kommer man ikke. Og det er godt nok ærgerligt.

Utallige gange har fruen og jeg kørt ad Nybrovej til og fra Virum, der er smukt på alle årstider, således også ved Sophienholm, som vi besøgte forleden. Sophienholm, der i dag er et lille kulturcenter med skiftende udstillinger. Huset råder også over en lille uprætentiøs cafeteria, hvor man i godt vejr kan sidde ude og spise, nyde parken eller de mange roere på søen, hvor der også dyrkes kaproning og afholdes større stævner indenfor ro-sporten.

Vi besøgte nu Cafeen, for at spise naturligvis, og det skal siges, at det var førsteklasses, franskorienteret mad, selvom, som tidligere nævnt, cafeen er ganske ordinær, men ikke maden ej heller den udmærkede rosé, som vi drak til. Det er afgjort et besøg værd på en forårs- eller sommeraften. Tag ud på et af landets smukkeste steder og få noget godt at spise samtidig!

En personlig indfaldsvinkel til huset er også, at jeg i mange år arbejdede for Aller-familien. De har også ejet huset en gang!

Verner

VÆRDIKAMP

Værdikamp!

Tegningen af Mette Dreyer viser (og den er rigtig, rigtig morsom) forhenværende statsminister, A. Fogh Rasmussen, klædt i kampdragt, spadserende i forgrunden af billedet, tilfreds smilende, med et stort maskingevær eller lign. i armene, i baggrunden er alt udraderet, brændende og rygende ruinhobe. Børnehaver, skoler, plejehjem og sygehuse, alt bombarderet og ved at brænde ned. Tegningen er en kommentar til A. Fogh Rasmussens udsagn, i et interview i Politiken, om sin regeringstid og dennes resultater, eller kunne man sige, mangel på samme, alt efter personligt ståsted.
Under tegningen: Citat af A. Fogh: ”Jeg afleverer et forandret Danmark.”

- - -

En anden kommentar til interviewet er af Svend Auken: ”Den gamle sandhed om at ’selvros er den eneste påskønnelse, vi mennesker kan være sikre på’ blev til fulde bekræftet af Politikens interview med A. Fogh”. Sammenfattende mener han, at A. Fogh efterlader sig en rygende ruinhob, som på tegningen, og at næsten alle VKO’s reformer er endt i fiasko, hvilket vil sige kommunalreformen, universitetsreformen og senest politireformen.

A. Fogh har forladt dansk politik og er rejst til stillingen, som chef for NATO! En ny værdikamp venter forude!

Verner

Nikolaj

Nikolaj Malko

- eller et sublimt øjeblik . . .

I disse dage er der igen Malko-konkurrence. Konkurrencen er opkaldt efter Nikolaj Malko, dirigenten, der 1928-32 var fast gæst ved Danmarks Radios Symfoniorkester, som han betød meget for i opbygningsfasen og dirigerede jævnligt til sin død. Han var en gudbenådet dirigent, hvad man hører selv i dag på optagelser med Symfoniorkestret, som DR har bevaret. Jeg selv har et par gange været så heldig, at høre en af disse optagelser, af Dvoraks symfoni: Fra den Ny Verden, sandsynligvis fra 50'erne. Jeg lover, man får grangivelig et chok, når man hører den smukke largo (2. Sats), som ifølge forklaringer er inspireret af Longfellows berømte digt om indianeren Hiawatha. Chokket indtræder, hvor Hiawathas elskede dør, og her hører man bogstavelig talt et grædende menneske, eller nærmest et grædende barn! Hvordan Malko har fået instrueret sine musikere lige dér, får stå hen i det uvisse. Det er dybt gribende og chokerende på en gang. Det er, når klassisk musik er bedst!

Malko-konkurrencen 2009. Egentlig skulle jeg slet ikke have hørt det, heller ikke i radioen, men ved et tilfælde skete det alligevel. Det sendes hver dag i denne uge på P2! Der var en ung mand, som dirigerede første satsen af Beethovens femte symfoni, meget dramatisk, men der var en eller anden mislyd. Han fik ikke stoppet dér. Det kan han sagtens gå hen at tabe på, eller rettere sagt, ikke vinde!
Men, og her kommer vi så til det! Derefter fulgte en Mr. Smith fra Australien. Han dirigerede første og noget af anden satsen af Mozarts 40. symfoni. Det var meget smukt, fuldendt balance og tempi. Frit strømmende, den ene tone fødte den næste, meget fin frasering. Han bliver rigtig, rigtig god med tiden, hvilket talent! Han selv var godt oppe at køre bagefter og sagde, at det havde været helt fantastisk. Det var, som var han blandt en hel masse talere, og han selv stod i midten af dem.
Malko ville have glædet sig over dette pragtfulde talent. - Ung må verden endnu være!


Verner

Stig

Stig Fogh Andersen

I denne tid instruerer Stig Fogh Andersen, Kgl. Kammersanger dvs. operasanger, Wagners glødende kærlighedsdrama, om man kan kalde det sådan, Tristan og Isolde, og i den anledning interviewes han af Den Levende. Det er der ikke så meget at sige til, hans øvrige meriter taget i betragtning.
Næ, det mest interessante er hans meninger om stykket, som han er i gang med at sætte op. Undervejs får han nemlig (også) sagt følgende:

”Den handler for mig”, siger han, ”om, hvordan vi gennem vore liv og vores opvækst har vænnet os til, ofte af bitter erfaring, at satse alt på vore pligter og æresbegreber, alle de ting, der holder os fast. Tristan og Isolde bryder med alle konventioner og forpligtelser, de lader hånt om al ære, og det gør, at vi kan spejle os i dem og undersøge vore egne prioriteringer. Prioriterer vi rigtigt, når vi – mange af os – går halvvejs bevidstløse gennem livet og følger den udstukne vej? Vi lærer at forstå os selv bedre gennem Tristan og Isolde, det tror jeg”.

Verner

Alf Mørkeberg

Alf Mørkeberg (Dunkeldyret, eller Dunkelberg)

Det var kammerat Erling, der gav Alf sine øgenavne. Det morede os.

Det er allerede en del år siden, at Dunkeldyret afgik ved døden. Det var helt naturligt, tror jeg i dag, at han døde, det var simpelthen fordi, han var kommet til skels år og alder. Kammerat Erling og jeg sendte en bårebuket, da vi havde travlt på Aller Press, hvor vi nu engang arbejdede. Sammen, altså. Alfs meget søde datter sendte en fin lille hilsen til os efter begravelsen, hvor hun takkede os for at have taget vel imod hendes far, den ene gang om ugen, hvor han som pensionist kom og tippede sammen med os. Det var ugens højdepunkt for hendes far, gjorde hun gældende, en stund han altid så frem til og glædede sig ved. Og, skrev samme dame, hendes far var, lige til det sidste, i gang med en ny bog, der skulle til at udkomme, ja, rent faktisk, skrev hun, døde min far lige midt i livet! Da var Alf i starten af firserne.
Alf var et menneske der spændte vidt.
Da jeg lærte ham at kende, var han redaktionel medarbejder på Sølvpil, et tegneserieblad for børn. Ikke just en prangende karriere. Men det generede ikke Alf. Ikke spor. Onde tunger påstod, at når chefredaktør Knud B. Petersen, chef for tegneseriebladene i Aller Press, også lidt af en karriere, forlod sit kontor om eftermiddagen for at køre til sit hjem, styrtede Alf ned og holdt vogndøren for Knud B.
Tag dog ikke fejl af Alf. Han havde og havde altid haft mange jern i ilden. Ugebladet „Femina" udskrev i juni 1959 en pokalturnering for kvindefodbold, der skulle løbe af stablen foråret 1960. Formålet med turneringen var „indførelsen af obligatoriske kvindefodboldkampe i Danmark". Det lykkedes faktisk for ugebladet, eller rettere sagt for journalist Alf Mørkeberg, der var initiativtageren, at sætte fodboldspillet på skinner og danne grundlaget for spillets udbredelse og accept. Accepten skyldes uden tvivl det faktum, at kvinderne selv organiserede sig.
Organiseringen var til slutningen af 60'erne ret uformel, som en af lederne fra dengang udtrykte det, „Vi mødtes blot når der var behov for det og snakkede sammen efter kampene osv.”
I dag er kvindefodbold i Danmark afgjort nået et langt stykke, dette var ikke gået uden Alf Mørkebergs indsats.
Alf var også forfatter. Han fik udgivet adskillige små, sjove bøger, primært om mærkværdigheder af forskellige slags. Her skal nævnes Bevingede og ubevingede ord og Danske rekorder og mærkværdigheder. Der var adskilligt flere, ingen nævnt og ingen glemt.
Relativt sent i livet blev Alf syg, han var vel i halvfjerdserne, og fik koldbrand i den ene fod. Han fik noget af den amputeret, senere noget af resten af benet. Han fik kunstigt ben, hvilket næsten ikke var til at se. Han gik forbløffende godt. En dag kom han så marcherende efter at have været sygemeldt et stykke tid, indenfor hvilket vi så ikke fik tippet. Han var i godt humør, fortalte om indgrebet og sit kunstige ben. Nu skete der det, og jeg kan den dag i dag ikke forklare, hvad der skete, men, da Alf fortalte om sin amputation og klagede sig over sin sygdom og skæbne, trøstede jeg ham med, om hans nu manglende fod, at: "Pyt, Alf, du har jo to af dem". Det var rent ud sagt uhyrligt, men det for mig ud af munden. Han blev godt nok helt forkert i ansigtet, men fattede sig hurtigt.
Da jeg senere fortalte det til Amdi, en kvindelig kollega, der bestyrede den omfangsrige postafdeling i Aller Press, fik hun et grineflip, ja jeg er næsten sikker på, at hun på det nærmeste tissede i bukserne af grin.
Men flovt, ikke?

- - -

Vi vandt aldrig noget i tips . . .

Verner

Forår

Lindholm

Bøgen sprang ud 7. april i år

Når man oplever en april som i år, kan man jo blive helt salig, for ikke at sige helt kulret. Dag efter dag er det utrolige vejr blevet ved, det er så meget dejligere, når starten samtidig er gået til pensionisttilværelsen. Man kunne fristes til at kalde det jackpot ell. lign. Til forårets komme hører også sange, i hvert fald førhen. Studenterne springer ud. Mange studentersange er det blevet til ved denne lejlighed, det er før de bliver rigtig stive, men alligevel. En af de sange, som studenter og studenterkor ofte sang før i tiden, er den meget kendte, danske forårssang; Herlig, herlig er den skønne maj! Hvad den kaldes i dag, ved jeg ikke, den har skiftet navn mindst én gang. Jeg selv har sunget den i sangkor engang. Melodien er ikke alene helt lys, nordisk og dansk, men også særdeles indtagende. I øvrigt kommer jeg lige i tanke om, at man i et ganske kort glimt hører den, i starten af den rigtig sjove danske film: Charleys Tante! På billedet ses en af de locations, hvor filmen blev optaget.

- Og nu, nu kommer den skønne maj!

Tekst: Efter J.H. Voss - Melodi: Fr. Kuhlau

O! den skønne, skønne maj!
O! den skønne, skønne maj!
Rundt på mark og høje
stå med åbent øje
blomster små ved hver en vej;
O! den skønne, skønne maj!
O! den skønne, skønne maj!
Herlig, herlig er den skønne maj!

O! natur, hvor skøn er du!
Træets knopper svulmer,
livet stille ulmer
i hvert lille frøkorn nu.
O! natur, hvor skøn er du!
Herlig, herlig, o, natur, er du!

O! den friske morgenluft!
Blomster, græs og blade
duggens perler bade,
rundt sig spreder søde duft.
O! den friske morgenluft!
Herlig, herlig kvæger morgenluft!

Overalt er jubelklang!
Fuglen muntert triller,
og mens hyrden spiller,
lyder pigens glade sang.
Overalt er jubelklang!
Herlig, herlig, toner glædens sang!

Verner

Det foregår lige nu!

Nej der er intet billede. Men jeg skal fortælle dig om det! Jeg kan ikke finde billedet på nettet. Og nu, nu kan du så begynde at gætte på, hvor dette foregår, ikk’?
På billedet ser man en midaldrende mand med ryggen til. Han er nogenlunde klædt, lidt overvægtig er han også, hat på hovedet. Han er på vej ud af døren for sidste gang. Ud af døren fra sit hjem. Han ser sig ikke tilbage. Der ser herrens ud, og tomt. Gamle slidte møbler, kun ganske få, beskidt, uordentligt. Du ville ikke kalde det et hjem, ville jeg tro.
Du har ikke gættet det endnu - hvilket land?
Det bliver være endnu, meget, meget værre.
Der hvor vi er, har den økonomiske krise udløst en social krise af dimensioner. Suppekøkkener er pludselig stærkt efterspurgte, og telt-byer skyder op i skyskrabernes skygge.
Fattigdom som et massefænomen er tilbage. Omkring 50 millioner af dette lands borgere har ingen sygeforsikring, og tallet vokser hver dag. 32 millioner mennesker modtager madkuponer, 13 millioner er hjemløse. Folk der tidligere havde deres eget hjem er flyttet i autocampere, eller telte. Og i et land, hvor du skal have fast adresse for at få et job, du skal have et job for at skaffe dig et hjem, altså et du kan betale, er dette en ond cirkel.
I det land, hvorom du gætter, steg arbejdsløsheden med 690.000 i marts, 850.000 i februar, og i januar 510.000.
Og alle disse mennesker tilhørte tidligere middelklassen.
Man kan blive ved i det uendelige om dette lands indbyggere, nogle af dem ganske vist, ikke alle, men rigtig, rigtig mange. Om hvor forfærdeligt det går. Det er næsten ikke til at bære at læse og at høre om. Jeg foretrækker sådan set også at stoppe her.
Lige nu sidder du så og er glad for, at det ikke er dig og dit land, ikke?
Hvilket land taler vi så om?
-
Det foregår lige nu i Guds Eget land!


Verner