Kom nu, statsminister!

Kom nu, statsminister!

I et indlæg i et større herværende dagblad, opfordres statsministeren til nu at få sat gang i indsatsen, for at indføre ny teknologi, anvende både øget beskatning og socialt pres, for at ændre en katastrofalt forkert energipolitik og totalt fravær af nødvendig klimaindsats. Hans regering synes at være uegnet til at lede landet, selvom det ikke er større end Danmark. Der er for mange flotte ord og alt for lidt handling.

Citat fra indlægget:
”Olien er for billig, skatten for lav, hvis chilensk vin koster det samme i Danmark som italiensk. Hverken en ananas fra troperne eller en reje fra Polarhavet bør koste en slik i Danmark, hvis transport og produktion har kostet urimelig meget CO2 undervejs. Vi kan vælge at betale for griseriet eller vælge at spise nordiske rodfrugter og sæsonbestemte fjordrejer i stedet. Pointen er ikke, at staten skal bestemme, hvad vi skal spise. Men at vi selv bør betale både, hvad vi spiser, hvordan vi kører, og hvad vi forurener.
Vækst med fossile brændstoffer duer ikke. Nu gælder det om at være først med den ny teknologi, først med en ændring af kollektiv transport, først med ændring af bilvaner, først med den ny beskatning, der givet bliver nødvendig.”

Det kan Danmark og EU udmærket sætte i gang, hvis Fogh tror på det, han selv siger.
Kom nu, Statsminister!

Fogh kommer ikke – Det ser snarere ud til at Fogh rejser, rejser til en stilling, som generalsekretær for NATO!

Verner

Anna Netrebko

Den underskønne Anna Netrebko

Sjældent har man oplevet magen til en operastjernes opstigning på firmamentet, som i tilfældet med Anna Netrebko. Slå bare koldt vand i blodet nu, for her kommer ikke en komplet biografi omhandlende den underskønne Anna. Og med underskøn menes altså også den fænomenale stemme.
Men det var altså også hende, der som ganske ung skurede teatergulvet i Kirov Teatret. Der skal jernvilje til at komme frem i denne verden.
Og kommet frem er Anna. På stålsat vilje, utrolig arbejdsindsats, musikalitet og et ufatteligt skønt ydre.
I dag er hun en fejret stjernesopran. Alles darling. Hun siges også at være mega-dyr at engagere, hun, som i et interview afholdt på berømte Hotel Sacher i Wien hviskede til journalisten: ”her skal være hundedyrt at bo”.
Anna bor selv i Wien med sin ægtemand, også operasanger, og lille nyfødte søn.
Aldrig vil man glemme hende, som Violetta i La Traviata, i den mageløse opsætning i Salzburg 2005.
Ellers findes hun på utallige DVD’er og CD’er.
På Youtube kan man se og høre hende i den smukke Rusalkas sang til Månen (Dvorak; Rusalka). Her demonstreres til fulde alle stemmens kvaliteter, hold da op, det er gribende.
Storslået sangkunst!
En gang senere på året giver hun så koncert i København. Der var udsolgt på ti minutter!
Nej, jeg har ikke en billet. Slet ikke. Det tog kun lige ti minutter!

Verner

EROICA

Francisco Goya

Eroica er Beethovens tredje symfoni. Hov, hov siger du nu, hvad har det med et billede af Francisco Goya at gøre? For øvrigt mener jeg at vide, at billedet hænger på Prado Museet i Madrid. Nå, men det er jo en anden sag.
Se det sagen egentlig drejer sig om er, hvorfra i alverden jeg fik den meget store interesse for klassisk musik. Der skal faktisk en lang udredning til, men det skyldtes mange forskellige input i barndom, og senere i resten af livet.
Jeg husker (godt gået i min alder) specielt en enkelt ting, der var medvirkende til at vække interessen.
Det var en forfilm i biografen, det var før tv blev almindeligt i mange hjem, man gik i biografen. Og der var så denne forfilm. Den viste forskellige malerier af Francisco Goya, berømte billeder, motiverne var krig og henrettelser, ret blodigt var det faktisk. Og mens man så betragtede disse fænomenale billeder, blev de matchet af en fabelagtig stærk musik, et kæmpeorkester lød det som om. Det var ret utroligt. En sørgemarch, som en fyrstes begravelse. I de langsomme tyste passager var det som kostbart, sort, silkeblødt fløjl.
Den korte forfilm sluttede, på lærredet stod nogle navne, der først efter et stykke tid, nogen læsning og og en del lytning fik mening.
Musikken var anden sats af Eroica, alle symfoniers fader. Herbert von Karajan dirigerede sit berømte philharmoniske orkester fra Berlin.
Personligt har jeg aldrig hørt vidundersymfonien spillet bare tilnærmelsesvis så godt, som geniet Karajan med sit orkester fra Berlin præsterede.
Beethoven skrev sin ufattelige symfoni, som en hyldest til revolutionshelten Napoleon Buonaparte. Allerede da den storslåede første sats var kommet på papiret, og blækket knapt tørt, havde manden udråbt sig selv til kejser af Frankrig. Derfor er anden satsen en sørgemarch, en sørgemarch over en død helt.
Napoleon var allerede despot.
Ballet var endegyldigt ovre.
Min interesse for klassisk musik var nu virkelig vakt.

Verner

X Factor

Thomas Blachman


X Factor 2009

Utroligt, at et tv-show som X Factor kan skille vandene, som det gør. Store diskussioner på arbejdspladser og andre steder om det rigtige / forkerte i, hvem det nu lige var, der røg ud af programmet.
Et tv-program, der er en sangkonkurrence. Altså hvem synger bedst. Afstemning finder sted på sms! Godt kan det ikke ende.
Bl.a. fordi ingen af deltagerne i virkeligheden kan synge. Ingen.
Kejserens nye klæder om igen.
Jeg ser det faktisk selv, programmet, ikke på grund af min interesse for musik og sang, men fordi Thomas Blachman deltager, som dommer i konkurrencen.
Nu skal man ikke tage programmet, for mere end det er. For også for Blachmans vedkommende er det en slags rolle, der skal udfyldes. Man skal ikke være naiv. Men undervejs får han fortalt igen og igen, hvad det er musik skal gøre ved en. Hvordan det skal flytte vore grænser, bevæge os, bringe os andre steder hen end lige dagligdagens trummerum, etc.
Han lader også til at være totalt upåvirket af publikums mishagsytringer, råben og piften.
Thomas Blachman er en oplevelse, fordi han er så velformuleret og har sine personlige meninger om, hvordan tingene burde være.
Og har modet til at stå ved dem.

Verner

At stå ved en korsvej . . .

Tom Hanks i Cast away.

Cast away; en nutidig udgave af Robinson Crusoe. En film, der stort set handler om overlevelse. Her ser vi manden, der havner på en øde ø, ubegribeligt nok overlever han og kommer tilbage til tilværelsen.
Intet er, som da han forlod den. Der er gået fem år, verden har ikke stået stille imens. Alt er borte. Han har mistet sin tilværelse; job, kæreste, der er blevet gift og mor, hun troede jo han var død, venner. Alt. Til sidst ser vi ham stå ved en korsvej. Enhver ved, at i hans situation er der i virkeligheden kun tre muligheder. Den ene vej kom han jo lige fra, og det giver ingen mening at gå tilbage. Man ser det ikke, for filmen slutter her. Men jeg tror, at figuren Hanks spiller, vælger at gå fremad, vælger nye muligheder. Det er han forbasket nødt til, hvis han vil overleve.
Han er en overlever.


Thøger Seidenfaden

”Mens alle vore nabolande har gennemført omfattende vækstplaner for at begrænse den eksplosive stigning i arbejdsløsheden, har Foghregeringen brugt tiden på at redde bankerne og udtænke skattelettelser for samfundets rigeste. Og det på trods af, at der er stor usikkerhed om, hvorvidt skattelettelser skaber nye job. Det eneste, vi med sikkerhed ved, er, at skattelettelser skaber et stort hul i statskassen.”


Anders og gutterne

Mens Robinson (spillet af Hanks) ved korsvejen vælger et nyt forsøg, for at klare sig i tilværelsen, fornemmer man, at Foghregeringen i virkeligheden langt hellere vil styrte tilbage, tilbage ad vejen de kom af, dér kan der ikke ske dem noget, det er noget de kender til.


Risolvi!

Det mest interessante er så, hvad du ville vælge, om du nu lige stod ved den korsvej og overvejede dine muligheder.

Jeg tror du ville gå fremad; ud i livet med alt hvad dette indebærer af risici og chancer.
Du ville vælge at prøve noget nyt. Du ville føle dig tvunget; for at overleve!


Verner

Herbert Blomstedt og Nielsen

Genhør i dag med Herbert Blomstedt i radioens P2, hvor man spillede hans indspilning på Decca af Carl Nielsens ouverture til Maskerade med San Franciscos Symfoniorkester. Helt forrygende, personligt har jeg ikke hørt det bedre, siden en optagelse fra 50’erne engang med DR’s symfoniorkester dirigeret af Eugen Ormandy.
I Blomstedts mesterlige hænder går det amerikanske orkester til makronerne, om jeg så må sige, med den herlige ouverture. Det er nærmest sindssygt godt. Blomstedt er en stor beundrer af Nielsen, har på plade lavet flere indspilninger af hans symfonier. En sand kender. Bagefter er man opløftet!
Jeg selv har på CD fire af Nielsens symfonier med netop Blomstedt og hans orkester fra San Francisco, som han ledede i perioden fra 1985-1995, og især indspilningen af Nielsen 2. symfoni, De fire Temperamenter, er overdådigt medrivende. Det er stor musik!
Hold op hvor man elsker den gamle gubbe, i dag 81, men still going strong.

Verner

AAB - Deportivo la Coruna 3 - 0 !

Aab slog i aftes Deportivo la Coruna med 3 - 0 hjemme, på eget græs!
For en gangs skyld var der noget ved at sidde længe oppe, for at se et dansk hold spille en international kamp. Aab mødte spanierne hjemme i den første af to indbyrdes opgør i UEFA-Cup'en, og må vel regnes for helt sikkert videre i turneringen.
Aab kom fra Champions League gruppespillet, der hvis man udgår kvalificerer til at deltage i UEFA-Cup'en. Spanierne havde spillet sig hele vejen. Man kunne ikke se det! Spanierne havde ovenikøbet spillet hele vinteren, danskerne slet ikke, hva'ba'? Ovenikøbet havde de danske spillere så skiftet træner (Perhsson - svensker), så det gjorde bare bedriften endnu større. Spanierne blev allerede fra start ydmyget af de stærke nordjyder, der efter bare 30 sekunder havde en direktør af klasse, som skammeligt blev brændt. Overalt blev spanierne ud- og nedspillet, og danskerne vandt 3 - 0. Et retvisende resultat havde været 5 - 1!
Er det ikke bare herligt?

Verner