X Factor

Thomas Blachman


X Factor 2009

Utroligt, at et tv-show som X Factor kan skille vandene, som det gør. Store diskussioner på arbejdspladser og andre steder om det rigtige / forkerte i, hvem det nu lige var, der røg ud af programmet.
Et tv-program, der er en sangkonkurrence. Altså hvem synger bedst. Afstemning finder sted på sms! Godt kan det ikke ende.
Bl.a. fordi ingen af deltagerne i virkeligheden kan synge. Ingen.
Kejserens nye klæder om igen.
Jeg ser det faktisk selv, programmet, ikke på grund af min interesse for musik og sang, men fordi Thomas Blachman deltager, som dommer i konkurrencen.
Nu skal man ikke tage programmet, for mere end det er. For også for Blachmans vedkommende er det en slags rolle, der skal udfyldes. Man skal ikke være naiv. Men undervejs får han fortalt igen og igen, hvad det er musik skal gøre ved en. Hvordan det skal flytte vore grænser, bevæge os, bringe os andre steder hen end lige dagligdagens trummerum, etc.
Han lader også til at være totalt upåvirket af publikums mishagsytringer, råben og piften.
Thomas Blachman er en oplevelse, fordi han er så velformuleret og har sine personlige meninger om, hvordan tingene burde være.
Og har modet til at stå ved dem.

Verner

At stå ved en korsvej . . .

Tom Hanks i Cast away.

Cast away; en nutidig udgave af Robinson Crusoe. En film, der stort set handler om overlevelse. Her ser vi manden, der havner på en øde ø, ubegribeligt nok overlever han og kommer tilbage til tilværelsen.
Intet er, som da han forlod den. Der er gået fem år, verden har ikke stået stille imens. Alt er borte. Han har mistet sin tilværelse; job, kæreste, der er blevet gift og mor, hun troede jo han var død, venner. Alt. Til sidst ser vi ham stå ved en korsvej. Enhver ved, at i hans situation er der i virkeligheden kun tre muligheder. Den ene vej kom han jo lige fra, og det giver ingen mening at gå tilbage. Man ser det ikke, for filmen slutter her. Men jeg tror, at figuren Hanks spiller, vælger at gå fremad, vælger nye muligheder. Det er han forbasket nødt til, hvis han vil overleve.
Han er en overlever.


Thøger Seidenfaden

”Mens alle vore nabolande har gennemført omfattende vækstplaner for at begrænse den eksplosive stigning i arbejdsløsheden, har Foghregeringen brugt tiden på at redde bankerne og udtænke skattelettelser for samfundets rigeste. Og det på trods af, at der er stor usikkerhed om, hvorvidt skattelettelser skaber nye job. Det eneste, vi med sikkerhed ved, er, at skattelettelser skaber et stort hul i statskassen.”


Anders og gutterne

Mens Robinson (spillet af Hanks) ved korsvejen vælger et nyt forsøg, for at klare sig i tilværelsen, fornemmer man, at Foghregeringen i virkeligheden langt hellere vil styrte tilbage, tilbage ad vejen de kom af, dér kan der ikke ske dem noget, det er noget de kender til.


Risolvi!

Det mest interessante er så, hvad du ville vælge, om du nu lige stod ved den korsvej og overvejede dine muligheder.

Jeg tror du ville gå fremad; ud i livet med alt hvad dette indebærer af risici og chancer.
Du ville vælge at prøve noget nyt. Du ville føle dig tvunget; for at overleve!


Verner

Herbert Blomstedt og Nielsen

Genhør i dag med Herbert Blomstedt i radioens P2, hvor man spillede hans indspilning på Decca af Carl Nielsens ouverture til Maskerade med San Franciscos Symfoniorkester. Helt forrygende, personligt har jeg ikke hørt det bedre, siden en optagelse fra 50’erne engang med DR’s symfoniorkester dirigeret af Eugen Ormandy.
I Blomstedts mesterlige hænder går det amerikanske orkester til makronerne, om jeg så må sige, med den herlige ouverture. Det er nærmest sindssygt godt. Blomstedt er en stor beundrer af Nielsen, har på plade lavet flere indspilninger af hans symfonier. En sand kender. Bagefter er man opløftet!
Jeg selv har på CD fire af Nielsens symfonier med netop Blomstedt og hans orkester fra San Francisco, som han ledede i perioden fra 1985-1995, og især indspilningen af Nielsen 2. symfoni, De fire Temperamenter, er overdådigt medrivende. Det er stor musik!
Hold op hvor man elsker den gamle gubbe, i dag 81, men still going strong.

Verner

AAB - Deportivo la Coruna 3 - 0 !

Aab slog i aftes Deportivo la Coruna med 3 - 0 hjemme, på eget græs!
For en gangs skyld var der noget ved at sidde længe oppe, for at se et dansk hold spille en international kamp. Aab mødte spanierne hjemme i den første af to indbyrdes opgør i UEFA-Cup'en, og må vel regnes for helt sikkert videre i turneringen.
Aab kom fra Champions League gruppespillet, der hvis man udgår kvalificerer til at deltage i UEFA-Cup'en. Spanierne havde spillet sig hele vejen. Man kunne ikke se det! Spanierne havde ovenikøbet spillet hele vinteren, danskerne slet ikke, hva'ba'? Ovenikøbet havde de danske spillere så skiftet træner (Perhsson - svensker), så det gjorde bare bedriften endnu større. Spanierne blev allerede fra start ydmyget af de stærke nordjyder, der efter bare 30 sekunder havde en direktør af klasse, som skammeligt blev brændt. Overalt blev spanierne ud- og nedspillet, og danskerne vandt 3 - 0. Et retvisende resultat havde været 5 - 1!
Er det ikke bare herligt?

Verner

Impressionister på Arken

Camille Pissarro
Boulevard Montmartre



Den nyåbnede udstilling på Arken i Ishøj syd for København viser i disse dage billeder af impressionister og post-impressionister, med billeder og små skulpturer af blandt andre Monet, Renoir, Degas, Pissarro, Rodin, van Gogh, Cézanne og Braque. Den udstillede samling kommer fra The Israel Museum i Jerusalem, med hvem Arken har særdeles gode forbindelser. Heldigvis. Det kan alle besøgende være mere end glade for. Selvom der er to faste samlinger af impressionister i København, på Glyptoteket og Ordrupgård, begge er anbefalelsesværdige, så er dette noget særligt. Ikke at Arken er noget smukt museum, i hvert fald ikke indvendig, men den udstilling, der vises pt. er både fremragende og meget seværdig. Man kan roligt se den to gange eller flere, om man skulle have lyst, billederne er helt forrygende, de illustrerer til fulde det nybrud i malerkunsten, som impressionismen var. Jeg selv har altid haft en svaghed for Camille Pissarros billede fra Boulevard Montmartre, hvilket, synes jeg, udstråler den stemning man selv befinder sig i f.eks. en tidlig forårsdag på den smukke boulevard. Billedet er medtaget på samlingen. Men der er mange andre smukke billeder på udstillingen, som synes jeg, man skylder sig selv at se, hvis man da har kærlighed til oliemalerier af nogle af fagets store skønånder.


Verner

Daniel Agger II

Milan, Juventus og Inter slås om Agger!

De store centraleuropæiske klubber slås nu om Aggers underskrift. Hjemme i Liverpool synes Benitez, Aggers træner, åbenbart ikke, at han er god nok til at spille for førsteholdet.

Agger selv er irriteret.

Jeg skal have spilletid, siger han, det er jeg god nok til.

Det må man jo indrømme manden der, set fra et hvilken som helst synspunkt, hører til de helt store inden for faget. Europæisk topstar!

- Det kan kun være et spørgsmål om tid, før Agger forlader Liverpool!

Verner

Ansvar

Direktør
I disse dage oplever man det ene katastrofale bankregnskab efter det andet, dog lige undtaget Nordea. De lader til bedre at have greb om det!
Men ellers oplever man ordførende direktør for DB vedstå, at det er hans ansvar, at det er gået så galt, som det gjorde.
Hvad kan han så mene med, at det er hans ansvar? Og hvad betyder det at have et ansvar egentlig?
Man kan jo ikke gøre gældende, at han på grund af sit ansvar skal betale omkostningerne, det er simpelt hen ikke muligt.
Det kan heller ikke være for at hævne sig bagefter på manden, det ville også være noget vrøvl.
At han har et ansvar skulle vel betyde, at han havde fået overdraget opgaven med at passe bankens forretninger og øvrige forhold bedst muligt, og til fremme af drift og (forhåbentlig overskud). Når det så går så galt, som i denne tid, må man vel kunne sige, at det eksisterende tillidsforhold mellem bankens ejere og dens topfigur ikke mere er til stede, og tilknytningen derfor bør ophøre.
Det er at vedkende sig sit ansvar.

Bestyrelse
Mange af de danske bankbestyrelser er selvsupplerende og fagligt inkompetente. Det skal der laves om på, hvis de grundlæggende problemer i den danske finanssektor skal løses. Som det er nu, er det fuldstændigt ansvarsfrit at sidde i en sådan bestyrelse.

Private handlere
Private mennesker med lidt ekstra på kistebunden bør stoppe deres spekulation i aktiemarkedet. Det er for risikabelt for den enkelte, det er samtidig med til at spolere det danske investeringsmiljø.
Gennem de seneste år har der udviklet sig en ekstrem usund aktiekultur. Folk er gået efter, at få to plus to til at give otte. Og det er det, vi ser resultatet af nu i den aktuelle finanskrise. Det danske investeringsmarked skal tilbage til de gamle dyder, hvor det handler om at investere i noget, som man tror på langsigtet.

Ansvar?


Verner