Giuseppe Mazzocolin, ejer af den berømte vingård Fattoria di Felsina Berardenga, laver efter sigende altid spas med tilrejsende vinjournalister. Jeg selv har desværre ikke mødt manden. Når disse journalister skamroser hans berømte vine, replicerer han gerne: Så skulle i bare smage min olivenolie!
En del italienske vin-ejendomme producerer nemlig andet end bare vin. Således også Guiseppe Mazzocolin. Jeg ved ikke med olien, som altså har højt ry, men ejendommen fremstiller en stribe vine af meget høj klasse.
Begge dele, vin og olie fra Mazzocolins Fattoria di Felsina Berardenga, forhandles hos Domaine Brandis i Glostrup.
Verner
fredag den 9. januar 2009
Osso Buco Milanese
Her i huset har vi i mange år med stor fryd indtaget Osso Buco Milanese, fremstillet efter en originalopskrift fundet i et madblad for længe siden. Bladet, Mad og Gæster, er for længst ophørt med at udkomme, opskriften har vi endnu. Og retten bliver altid tip-top, en fryd at spise.
Så sider man dér en dag og opdager, at der kommer et madprogram i tv, et ud af utallige, hvor italienske kokke vil fremstille Osso Buco Milanese!
Og disse italienere fangede så an. Det var faktisk både interessant og på en måde underligt, næsten som et deja-vu. For stod de ikke der og fremstillede denne klassiker fuldkommen nøjagtigt, som jeg selv har gjort så tit. Jo, den var god nok. Nøjagtig samme ingredienser, nøjagtig samme fremgangsmåde.
Grunden til at den hedder Milanese, det betyder som i Milano, er at der serveres ris til, altså safran-ris. I mange år har der været dyrket ris på Po Sletten lige uden for Milano, og derfor anvender man ris til denne udgave af retten.
Retten blev færdig og så naturligvis flot ud, det plejer min også, og til slut anbefalede kokkene, at man drak en rød vin fra Piemonte til. Pimonte ligger nord for Milano. Selvfølgelig kan man gøre det, altså drikke en Barbera, Barbaresco eller en Barolo til.
Her i huset har vi i de fleste tilfælde drukket en hvidvin til, fra Marche, som vi synes matcher dette smagsorgie helt fint. Det er:
Verdicchio dei Castelli di Jesi fra producenten Fazi-Battaglia
Den ikke alene matcher den rustikke ret, men er fuldstændig ”rent gående”.
Interesserede kan altid erholde opskriften her, f.eks. ved at efterlade sin mailadresse.

onsdag den 7. januar 2009
Stonehenge
De fleste vil nu måske udbryde: "Åh nej, ikke nu igen"!
Men alligevel. Og den beretning der nu følger er ikke en and!
I programmet Jensen på P2, forleden dag, fortalte værten, Frank Jensen, om en notits han havde set i en engelsk avis, om den berømte samling megalitter; Stonehenge (2300 før vor tidsregning).
Ingen ved, hvad det oprindeligt har været, men mange teorier er fremsat. F.eks. et centrum for healing (helt ny, men regnes for videnskabelig korrekt), astronomisk observatorium, kalender i gigantisk skala og meget mere. Nye teorier kommer stadig til.
Det allersidste ny er en antagelse om, at det har været en form for koncertsal, hvilken påstand stammer fra USA, hvor en amerikansk kopi af Stonehenge, i fuld skala, er blevet bygget af en velhavende amerikaner åbenbart, men det blev ikke oplyst, hvad kopien var bygget af, Frank Jensen vidste det ikke. Man havde prøvet at spille musik i kopiens indre og havde oplevet en helt fantastisk akustik, som havde det oprindelige bygningsværk været skabt netop til brug som koncertsal. Det havde lydt, som spillede man på det fineste krystalglas!
Det er overordentlig interessant.
Nu er spørgsmålet bare, hvordan man, her 4300 år senere, skal kunne verificere denne ny teori!

søndag den 4. januar 2009
Op ad bakke
Iflg. de seneste dages diskussion på tv, i dagblade mv., ser det ud til at blive voldsomt op ad bakke for Barack Obama helt fra starten af hans embedsperiode. De nyeste oplysninger går ud på, at 31 af USA's stater er på kanten af bankerot. Ydermere skylder de amerikanske borgere landet uhyre summer, som det ser ud til at være umuligt at inddrive, de har simpelthen ikke pengene. Påstanden, om at det er G. Bush' skyld pga. dårlig embedsførelse, holder ikke. Ikke ham alene, men mindst de sidste tre præsidenter, ham selv inklusive, naturligvis. Der er tale om et voldsomt økonomisk tilbageslag, uden sidestykke. I billard har man et udtryk, der hedder sort oplæg, gående ud på at spille således, at når modstanderen kommer til bordet, kan han ikke score point, fordi oplægget umuliggør det. I Barack Obamas situation er det lige tilfældet. Et sort oplæg til en sort præsident, og så er det ikke engang morsomt. At hans nation stadig fører to større krige, er godt nok underligt, altså set fra et finansielt synspunkt.
Mange, deriblandt jeg, ønsker det bedste for Barack Obamas fremtidige virke og dygtighed, også af hensyn til resten af klodens problemer mv.

lørdag den 3. januar 2009
Jens Peder Hansen
Erindringsklip
Da jeg nu har taget hul på indlæg angående fodbold på min blog (Steven Gerrard), falder tankerne nemt på nogle af fortidens store profiler, således f.eks. esbjergforwarden Jens Peder Hansen. Det efterfølgende korte erindringsklip er derfor ikke en nekrolog, det ville også være meget for sent. Men Jens Peder var som spiller en meget stor profil både for sin klub og for landsholdet, ældre fodboldentusiaster husker ham endnu tydeligt. Hans snævre, smarte træk, sublim boldføling og højt udviklet sparketeknik, der satte ham i stand til at score masser af mål. En gang midt i tresserne (det er nogle dage siden, hvad?) var han udtaget til sit førstehold, selv om han ikke mere var i form og var stoppet med at spille på top-plan. Der var hårdt brug for ham, bare i denne ene kamp mod KB i idrætsparken. Esbjerg havde på forhånd ikke mange chancer, men stillede altså med Jens Peder Hansen på midtbanen. Og jeg skal lige love for, at han fik iscenesat en forrygende fodboldopvisning. Her så man virkelig en kunstner arbejde med bolden. Sublim iscenesættelse af spillet. På en halv time førte Esbjerg med 3-0, spillede i et højt opskruet tempo, der var tale om overdådigt lækkert spil, kreeret af Jens Peder Hansen.
Men, men.
Jens Peder Hansen var slet ikke i form, tempoet faldt mærkbart efter den halve time, Esbjerg var nu totalt chanceløse. KB vandt kampen med 5-3 i kraft af strålende angrebsspil.
Publikum havde fået en stor oplevelse ved gensynet med Jens Peder Hansen, en af fodboldens store kreatører . . .

fredag den 2. januar 2009
Steven Gerrard
Når jeg ser tidens store fodbold-idoler, enten live eller på tv, skuffer disse, tidens store boldspillere ofte. Det er, som om de er tilfredse med, hvad de har nået, og derfor ikke rigtig er på - altså på kampdagen. Eller også er det en slags opfattelse af, at alting var bedre før i tiden, også fodboldspillerne. Det kan også være, at de spiller for mange kampe nutildags. Så en del af disse idoler falder igennem, når man sådan sider og ser på deres præstationer.
Men ikke Steven Gerrard.
Han er en pragtfuld boldspiller. Det er som han siger til modspillerne: "Come on, let's play ball!"
Og det gør han så. God tekniker, vindertype, der aldrig giver op, et omvandrende kraftværk. Powerhouse kalder de det i England, landet hvor fodboldspillet blev opfundet (heldigvis). Her er en spiller, der er fuldt på højde med fortidens store stjerner, en spiller, der selv er en megastjerne og lever op til sin status på banen.
En anden ting er så, at nutidens fodboldstjerner går i byen for at fejre en sejr, hvad de ikke burde af hensyn til den fysiske form. Det gjorde Gerard så også for nylig, efter han igen havde været primus motor i en overdådig nedsabling af et modstanderhold.
Og under et værtshusbesøg blev han så også indblandet i slagsmål, eller også var det ham selv, der startede, det kan man jo ikke vide. Men i kachotten kom han, sammen med de andre, og blev sigtet for vold.
Han så ikke for godt ud på fotoet, der viser ham i taxa på vej hjem, efter at være blevet hentet af officials fra klubben.
Brødebetynget.
Men Steven Gerrard som fodboldspiller - eminent!

A. Fogh
Så blev det nytår endnu en gang. Julens og nytårets fester er overstået, forude venter hverdagen med alle sine glæder og trængsler. Det lader til, at mange er af den mening, at trængslerne bliver de fleste. Det skal man nu ikke være så sikker på, thi det er svært at spå om fremtiden. I øvrigt spår man aldrig om andet, vel?
Til Nytårets glæder hører også Statsministerens tale til den undrende hob. Dér sad han så på det smukke Marienborg og udbredte sig om nationens og verdens tilstand. Og om hvad der venter, og hvad vi skal gøre ved den. Altså situationen. Underligt ord i den forbindelse ikke? Situationen.
Det mest positive ved statsministerens tale var udtalelsen om, at netop i trængselstider skal krisen bruges til nytænkning. Meget vel! Det er også på tide.
Der var tanker om skattelettelser og statslige investeringer, både i banker og landets infrastruktur, og en idé om at gøre Danmark til en grøn vindernation, tror jeg han kaldte det. Vi skal være verdens bedste til ny, grøn, bæredygtig teknik, mv.
Lige det sidste er jo lovende, men der skal kul på nu, for der er mange andre i-lande, der har samme idé.
Men talen som helhed, der var nydelig, går nok ikke rent ind så mange steder, fordi det i lang tid har virket, som kabinettet Fogh lider af metaltræthed, også lige så det batter. Der er ingen gennemslagskraft, beslutningsdygtighed, fælles fodslag, mv., man er kørt fast, ser det ud til.
Og helt personligt tror jeg ikke på at A. Fogh kan tale det i gang. Man / jeg ser et valg nærme sig. Det bliver umuligt at revitalisere denne underlige regering, som ovenikøbet lever på DF's nåde og velvilje, og de tager sig dyrt betalt, naturligvis.
Hvad er der da ellers af andre muligheder, som regeringskonstellation? Uha! Det ser sandelig heller ikke for godt ud.
Sikke et nytår.

Abonner på:
Opslag (Atom)