Op ad bakke

Iflg. de seneste dages diskussion på tv, i dagblade mv., ser det ud til at blive voldsomt op ad bakke for Barack Obama helt fra starten af hans embedsperiode. De nyeste oplysninger går ud på, at 31 af USA's stater er på kanten af bankerot. Ydermere skylder de amerikanske borgere landet uhyre summer, som det ser ud til at være umuligt at inddrive, de har simpelthen ikke pengene. Påstanden, om at det er G. Bush' skyld pga. dårlig embedsførelse, holder ikke. Ikke ham alene, men mindst de sidste tre præsidenter, ham selv inklusive, naturligvis. Der er tale om et voldsomt økonomisk tilbageslag, uden sidestykke. I billard har man et udtryk, der hedder sort oplæg, gående ud på at spille således, at når modstanderen kommer til bordet, kan han ikke score point, fordi oplægget umuliggør det. I Barack Obamas situation er det lige tilfældet. Et sort oplæg til en sort præsident, og så er det ikke engang morsomt. At hans nation stadig fører to større krige, er godt nok underligt, altså set fra et finansielt synspunkt.
Mange, deriblandt jeg, ønsker det bedste for Barack Obamas fremtidige virke og dygtighed, også af hensyn til resten af klodens problemer mv.

Verner

Jens Peder Hansen

Erindringsklip
Da jeg nu har taget hul på indlæg angående fodbold på min blog (Steven Gerrard), falder tankerne nemt på nogle af fortidens store profiler, således f.eks. esbjergforwarden Jens Peder Hansen. Det efterfølgende korte erindringsklip er derfor ikke en nekrolog, det ville også være meget for sent. Men Jens Peder var som spiller en meget stor profil både for sin klub og for landsholdet, ældre fodboldentusiaster husker ham endnu tydeligt. Hans snævre, smarte træk, sublim boldføling og højt udviklet sparketeknik, der satte ham i stand til at score masser af mål. En gang midt i tresserne (det er nogle dage siden, hvad?) var han udtaget til sit førstehold, selv om han ikke mere var i form og var stoppet med at spille på top-plan. Der var hårdt brug for ham, bare i denne ene kamp mod KB i idrætsparken. Esbjerg havde på forhånd ikke mange chancer, men stillede altså med Jens Peder Hansen på midtbanen. Og jeg skal lige love for, at han fik iscenesat en forrygende fodboldopvisning. Her så man virkelig en kunstner arbejde med bolden. Sublim iscenesættelse af spillet. På en halv time førte Esbjerg med 3-0, spillede i et højt opskruet tempo, der var tale om overdådigt lækkert spil, kreeret af Jens Peder Hansen.
Men, men.
Jens Peder Hansen var slet ikke i form, tempoet faldt mærkbart efter den halve time, Esbjerg var nu totalt chanceløse. KB vandt kampen med 5-3 i kraft af strålende angrebsspil.
Publikum havde fået en stor oplevelse ved gensynet med Jens Peder Hansen, en af fodboldens store kreatører . . .

Verner

Steven Gerrard

Når jeg ser tidens store fodbold-idoler, enten live eller på tv, skuffer disse, tidens store boldspillere ofte. Det er, som om de er tilfredse med, hvad de har nået, og derfor ikke rigtig er på - altså på kampdagen. Eller også er det en slags opfattelse af, at alting var bedre før i tiden, også fodboldspillerne. Det kan også være, at de spiller for mange kampe nutildags. Så en del af disse idoler falder igennem, når man sådan sider og ser på deres præstationer.
Men ikke Steven Gerrard.
Han er en pragtfuld boldspiller. Det er som han siger til modspillerne: "Come on, let's play ball!"
Og det gør han så. God tekniker, vindertype, der aldrig giver op, et omvandrende kraftværk. Powerhouse kalder de det i England, landet hvor fodboldspillet blev opfundet (heldigvis). Her er en spiller, der er fuldt på højde med fortidens store stjerner, en spiller, der selv er en megastjerne og lever op til sin status på banen.
En anden ting er så, at nutidens fodboldstjerner går i byen for at fejre en sejr, hvad de ikke burde af hensyn til den fysiske form. Det gjorde Gerard så også for nylig, efter han igen havde været primus motor i en overdådig nedsabling af et modstanderhold.
Og under et værtshusbesøg blev han så også indblandet i slagsmål, eller også var det ham selv, der startede, det kan man jo ikke vide. Men i kachotten kom han, sammen med de andre, og blev sigtet for vold.
Han så ikke for godt ud på fotoet, der viser ham i taxa på vej hjem, efter at være blevet hentet af officials fra klubben.
Brødebetynget.
Men Steven Gerrard som fodboldspiller - eminent!

Verner

A. Fogh

Så blev det nytår endnu en gang. Julens og nytårets fester er overstået, forude venter hverdagen med alle sine glæder og trængsler. Det lader til, at mange er af den mening, at trængslerne bliver de fleste. Det skal man nu ikke være så sikker på, thi det er svært at spå om fremtiden. I øvrigt spår man aldrig om andet, vel?
Til Nytårets glæder hører også Statsministerens tale til den undrende hob. Dér sad han så på det smukke Marienborg og udbredte sig om nationens og verdens tilstand. Og om hvad der venter, og hvad vi skal gøre ved den. Altså situationen. Underligt ord i den forbindelse ikke? Situationen.
Det mest positive ved statsministerens tale var udtalelsen om, at netop i trængselstider skal krisen bruges til nytænkning. Meget vel! Det er også på tide.
Der var tanker om skattelettelser og statslige investeringer, både i banker og landets infrastruktur, og en idé om at gøre Danmark til en grøn vindernation, tror jeg han kaldte det. Vi skal være verdens bedste til ny, grøn, bæredygtig teknik, mv.
Lige det sidste er jo lovende, men der skal kul på nu, for der er mange andre i-lande, der har samme idé.
Men talen som helhed, der var nydelig, går nok ikke rent ind så mange steder, fordi det i lang tid har virket, som kabinettet Fogh lider af metaltræthed, også lige så det batter. Der er ingen gennemslagskraft, beslutningsdygtighed, fælles fodslag, mv., man er kørt fast, ser det ud til.
Og helt personligt tror jeg ikke på at A. Fogh kan tale det i gang. Man / jeg ser et valg nærme sig. Det bliver umuligt at revitalisere denne underlige regering, som ovenikøbet lever på DF's nåde og velvilje, og de tager sig dyrt betalt, naturligvis.
Hvad er der da ellers af andre muligheder, som regeringskonstellation? Uha! Det ser sandelig heller ikke for godt ud.
Sikke et nytår.

Verner

Bagger

Underligt med Bagger, ikke? En mand med så rige evner åbenbart, og så alligevel bruger dem på den måde, som hele nationen efterhånden er gjort bekendt med, i lange, lange baner.

Underligt, synes man.

Men den opmærksomme iagttager kommer alligevel til at undre sig over andre ting. Da hele sagen rullede af stabelen i massemedierne, gik disse helt i selvsving. Man tillader sig at kolportere et hvilket som helst rygte, overfor et menneske, der ikke har en kinamands chance for at forsvare sig. Alt er tilladt. Der var faktisk ingen grænser for, hvor stort bedraget var, eller for mandens kriminelle gerninger, eller hans kriminelle sind. Ondskabens imperium. Den onde selv. Lucifer i egen høje person. Nå, da, da!

Det er i virkeligheden et spørgsmål for lægmand, dvs. avislæser og tv-seer, hvor meget hold der er, i de mange vilde historier og påstande om Bagger. Der gælder ingen æreskodeks for de danske massemedier sådan taget under et. Alt er som tidligere nævnt tilladt. Empati for "ofrene" er en by i Rusland, eller, ville jeg sige, ydre Mongoli. Hvad er det for en slags mennesker? De er, synes de vel selv, nødt til at gøre sådanne nogle ting, for vi skal jo allesammen leve - ikke sandt?

De store tabere, i hele denne redelighed, er foruden Bagger selv, hans kone og datter.

Massemedierne? Umulige at drage til ansvar bagefter, om nogensinde.

Skammeligt.



Verner

I morgen

Da jeg allerede er kommet ind på det evigtunge emne kærligheden, er der endnu et digt, der dukker op i tankerne. Det er John Henry Mackays lille, men vidunderlige digt Tomorrow; altså I morgen, og ikke som en kendt kvindelig programvært ved DR kom til at sige; Morgen. Slet ikke. Det drejer sig om I morgen. Samme eventyrlige digt har den berømte komponist Richard Strauss gjort fuldstændig udødeligt, med sin musik til digtet, der næsten er for meget. Det er så smukt.
Det er mageløst.
Prøv selv (et must) at høre en af tidens, eller en de seneste halvtreds års store sangerinder fortolke denne miniature. Der er frit valg mellem f.eks. Renée Flemming, Elisabeth Schwarzkopf eller, hvem man nu måtte ønske.

Morgen

Und morgen wird die Sonne wieder scheinen,
und auf dem Wege, den ich gehen werde,
wird uns, die Glücklichen, sie wieder einen,
inmitten dieser sonnenatmenden Erde . . .

Und zu dem Strand, dem weiten, wogenblauen,
werden wir still und langsam niedersteigen,
Stumm werden wir uns in die Augen schauen,
und auf uns sinkt des Glückes stummes
schweigen . . .

Verner

Kærligheden

Det er emnet, der til alle tider har interesseret mennesket mest. Stone sure. Det følgende digt, om det folkekære emne, er hverken nyt eller ukendt, men bevægende er det . . . .

Så skimrande var aldrig havet
och stranden aldrig så befriande,
fälten, ängarna och träden, aldrig så vackra
och blommorna aldrig så ljuvligt doftande
som när du gick vid min sida
mot solnedgången, aftonen den underbara,
då dina lockar dolde mig för världen,
medan du dränkte alla mina sorger,
älskling, i din första kyss.

Verner