Steven Gerrard

Når jeg ser tidens store fodbold-idoler, enten live eller på tv, skuffer disse, tidens store boldspillere ofte. Det er, som om de er tilfredse med, hvad de har nået, og derfor ikke rigtig er på - altså på kampdagen. Eller også er det en slags opfattelse af, at alting var bedre før i tiden, også fodboldspillerne. Det kan også være, at de spiller for mange kampe nutildags. Så en del af disse idoler falder igennem, når man sådan sider og ser på deres præstationer.
Men ikke Steven Gerrard.
Han er en pragtfuld boldspiller. Det er som han siger til modspillerne: "Come on, let's play ball!"
Og det gør han så. God tekniker, vindertype, der aldrig giver op, et omvandrende kraftværk. Powerhouse kalder de det i England, landet hvor fodboldspillet blev opfundet (heldigvis). Her er en spiller, der er fuldt på højde med fortidens store stjerner, en spiller, der selv er en megastjerne og lever op til sin status på banen.
En anden ting er så, at nutidens fodboldstjerner går i byen for at fejre en sejr, hvad de ikke burde af hensyn til den fysiske form. Det gjorde Gerard så også for nylig, efter han igen havde været primus motor i en overdådig nedsabling af et modstanderhold.
Og under et værtshusbesøg blev han så også indblandet i slagsmål, eller også var det ham selv, der startede, det kan man jo ikke vide. Men i kachotten kom han, sammen med de andre, og blev sigtet for vold.
Han så ikke for godt ud på fotoet, der viser ham i taxa på vej hjem, efter at være blevet hentet af officials fra klubben.
Brødebetynget.
Men Steven Gerrard som fodboldspiller - eminent!

Verner

A. Fogh

Så blev det nytår endnu en gang. Julens og nytårets fester er overstået, forude venter hverdagen med alle sine glæder og trængsler. Det lader til, at mange er af den mening, at trængslerne bliver de fleste. Det skal man nu ikke være så sikker på, thi det er svært at spå om fremtiden. I øvrigt spår man aldrig om andet, vel?
Til Nytårets glæder hører også Statsministerens tale til den undrende hob. Dér sad han så på det smukke Marienborg og udbredte sig om nationens og verdens tilstand. Og om hvad der venter, og hvad vi skal gøre ved den. Altså situationen. Underligt ord i den forbindelse ikke? Situationen.
Det mest positive ved statsministerens tale var udtalelsen om, at netop i trængselstider skal krisen bruges til nytænkning. Meget vel! Det er også på tide.
Der var tanker om skattelettelser og statslige investeringer, både i banker og landets infrastruktur, og en idé om at gøre Danmark til en grøn vindernation, tror jeg han kaldte det. Vi skal være verdens bedste til ny, grøn, bæredygtig teknik, mv.
Lige det sidste er jo lovende, men der skal kul på nu, for der er mange andre i-lande, der har samme idé.
Men talen som helhed, der var nydelig, går nok ikke rent ind så mange steder, fordi det i lang tid har virket, som kabinettet Fogh lider af metaltræthed, også lige så det batter. Der er ingen gennemslagskraft, beslutningsdygtighed, fælles fodslag, mv., man er kørt fast, ser det ud til.
Og helt personligt tror jeg ikke på at A. Fogh kan tale det i gang. Man / jeg ser et valg nærme sig. Det bliver umuligt at revitalisere denne underlige regering, som ovenikøbet lever på DF's nåde og velvilje, og de tager sig dyrt betalt, naturligvis.
Hvad er der da ellers af andre muligheder, som regeringskonstellation? Uha! Det ser sandelig heller ikke for godt ud.
Sikke et nytår.

Verner

Bagger

Underligt med Bagger, ikke? En mand med så rige evner åbenbart, og så alligevel bruger dem på den måde, som hele nationen efterhånden er gjort bekendt med, i lange, lange baner.

Underligt, synes man.

Men den opmærksomme iagttager kommer alligevel til at undre sig over andre ting. Da hele sagen rullede af stabelen i massemedierne, gik disse helt i selvsving. Man tillader sig at kolportere et hvilket som helst rygte, overfor et menneske, der ikke har en kinamands chance for at forsvare sig. Alt er tilladt. Der var faktisk ingen grænser for, hvor stort bedraget var, eller for mandens kriminelle gerninger, eller hans kriminelle sind. Ondskabens imperium. Den onde selv. Lucifer i egen høje person. Nå, da, da!

Det er i virkeligheden et spørgsmål for lægmand, dvs. avislæser og tv-seer, hvor meget hold der er, i de mange vilde historier og påstande om Bagger. Der gælder ingen æreskodeks for de danske massemedier sådan taget under et. Alt er som tidligere nævnt tilladt. Empati for "ofrene" er en by i Rusland, eller, ville jeg sige, ydre Mongoli. Hvad er det for en slags mennesker? De er, synes de vel selv, nødt til at gøre sådanne nogle ting, for vi skal jo allesammen leve - ikke sandt?

De store tabere, i hele denne redelighed, er foruden Bagger selv, hans kone og datter.

Massemedierne? Umulige at drage til ansvar bagefter, om nogensinde.

Skammeligt.



Verner

I morgen

Da jeg allerede er kommet ind på det evigtunge emne kærligheden, er der endnu et digt, der dukker op i tankerne. Det er John Henry Mackays lille, men vidunderlige digt Tomorrow; altså I morgen, og ikke som en kendt kvindelig programvært ved DR kom til at sige; Morgen. Slet ikke. Det drejer sig om I morgen. Samme eventyrlige digt har den berømte komponist Richard Strauss gjort fuldstændig udødeligt, med sin musik til digtet, der næsten er for meget. Det er så smukt.
Det er mageløst.
Prøv selv (et must) at høre en af tidens, eller en de seneste halvtreds års store sangerinder fortolke denne miniature. Der er frit valg mellem f.eks. Renée Flemming, Elisabeth Schwarzkopf eller, hvem man nu måtte ønske.

Morgen

Und morgen wird die Sonne wieder scheinen,
und auf dem Wege, den ich gehen werde,
wird uns, die Glücklichen, sie wieder einen,
inmitten dieser sonnenatmenden Erde . . .

Und zu dem Strand, dem weiten, wogenblauen,
werden wir still und langsam niedersteigen,
Stumm werden wir uns in die Augen schauen,
und auf uns sinkt des Glückes stummes
schweigen . . .

Verner

Kærligheden

Det er emnet, der til alle tider har interesseret mennesket mest. Stone sure. Det følgende digt, om det folkekære emne, er hverken nyt eller ukendt, men bevægende er det . . . .

Så skimrande var aldrig havet
och stranden aldrig så befriande,
fälten, ängarna och träden, aldrig så vackra
och blommorna aldrig så ljuvligt doftande
som när du gick vid min sida
mot solnedgången, aftonen den underbara,
då dina lockar dolde mig för världen,
medan du dränkte alla mina sorger,
älskling, i din första kyss.

Verner

Tekstkontrol

Endnu i skrivende stund er min daglige bestilling at varetage tekstkontrol-funktionen i et mellemstort trykkeri på Vestegnen, der er specialist i at fremstille etiketter til medicinalindustrien.
Her må man så gøre op med sig selv, om en sådan beskæftigelse er en plage eller er sliddet værd.
Egentlig var det blot noget, jeg besluttede mig for at gøre, på et tidspunkt hvor jeg var arbejdsløs, for fem år siden, et tidspunkt, hvor det var meget svært at skaffe et job, hvis man var fyldt 60 år. Næsten ingen ville have en medarbejder med den alder, det var meget problematisk. Det er noget andet i dag. Men efter ti måneders intensiv søgning, hvor håbet var mere end dalende, lykkedes det alligevel at skaffe et job.
Det så ikke for lovende ud. Jeg havnede i en lille, meget flot prepress-afdelingen, med nogle søde mennesker ansat. Men arbejdets karakter og omfang var alligevel på kanten af det utrolige. Der var ikke meget hjælp at hente fra Kvalitetsafdelingen, hvor jeg rettelig hørte til, og min forgænger på posten havde intet efterladt sig overhovedet, der kunne være en rettesnor.
Det var stress og jag med både at finde ud af alle de mange regler og normer og samtidig bjerge af arbejde.
Men det der kan gøre det interessant er, at i funktionen tekstkontrol i sådan en prepress-afdelingen, der befinder sig i opstarten af produktionen af de mange ordrer, er at man altså langt fra er det første menneske, der deltager. Og mennesker laver fejl.
Tro mig.
Det er vel det egentligt grundlæggende i en sådan bestilling.
Mennesker laver fejl
Vi lader den lige stå et øjeblik!

Der har allerede her i prepress-området, næsten før opstart, været indtil flere mennesker indover ordrerne:
Kundens sælger.
Kundens grafiske afdeling.
Vort firmas ordrebehandlere.
Grafikere, der pt. er ansat i vores prepress-afdelingen.

Det næste der skal tages højde for er:
Div. ISO-regler, mm.
Kundens specifikationer
Interne specifikationer
Tekniske detaljer, betinget af produktionspraksis

Dernæst:
Mange forskellige sprog:
Nordiske, herunder finsk og islandsk
Vesteuropæiske
Østeuropæiske, herunder kyrilliske
Fjernøstlige sprog, deriblandt thai og flere slags kinesisk (jo, der er flere slags)

Til sidst må der også tages hensyn til vore egne grafikeres standard, og foruden om de lige har en god dag, og til slut ens egen evne til at koncentrere sig 100 pct.
Der kan simpelthen være dage, hvor man må konstatere, at man ikke er fit og må koncentrere sig meget, meget mere. Det bliver i så fald bydende nødvendigt.
Så er det bare med at læse produktet fra en ende af, for at afgøre om det umiddelbart kan produceres, eller om der skal foretages rettelser.
Den opmærksomme læser kan ud af alt dette konstatere, at der stilles store krav, hvis alt skal være på rette plads, før man producerer klichéer hhv. trykplader før trykstart.
Alt skulle gerne ende op med et fejlfrit produkt, så brugerne af medicin, påsat etiketter fra firmaets produktion, kan være sikre på at kunne anvende medicinen uden risiko.

Verner

Det ligodt grove (jysk mundart)

Det er dejligt, at man kan have sin vin (noget af den) opbevaret hos junior i hans kælder i et lille, lukket, mørkt og relativt køligt rum, når man ikke selv har et sådant, og må nøjes med at opbevare et vist, mindre antal i bunden af klædeskabet, til snarlig brug. Så at låne et sådant rum er jo herligt, og jeg er Bo meget taknemlig for hans hjælp, blot kan han naturligvis heller ikke selv fylde denne kæmpestore kælder. Men alligevel.
Så for ganske nylig, efter et helt døgns kraftigt regnvejr, kom der vand i kælderen. Uha.
Meget hurtig fik det unge menneske (Bo) kontaktet forsikringsselskab og fik gang i tørringen af kælderen. Tæpper, gamle møbler og andet skrammel røg ud, og ind røg tørre-apparater, alt sammen så udmærket.
Ved et besøg kort efter at tørringen var tilendebragt, besøgte jeg så det lille vin-rum, og konstaterede at en af de personer, der havde rendt ud og ind for at udbedre skaderne, også havde nået at stjæle 4 flasker af den herlige Chateau Colombier-Monpelou. Det er mageløst frækt, og ingen, heller ikke chefen for mandskabet, har en kinamands chance for at opklare sådan en sag. Alle vil naturligvis nægte. En af folkene havde faktisk spurgt Bo, hvilken af vinene, der var bedst. Men det beviser ikke noget. Det er ikke pengene der plager mig, der er tanken om, at en ukyndig drikker vinen, må man håbe, han opdager hvor god den er!
Svigerdatter Louise mener også, at der er forsvundet nogle flasker Champagne fra samme rum. Holy shit.
Blot er det synd for Bo, at han kommer ud for sådan noget, når han prøver at hjælpe. Ikk'?
Verner