Chateau Colombier-Monpelou 2004

Pauillac - Cru Bourgeois Supèrieur

For et stykke tid siden faldt jeg over et meget fint tilbud på denne klassevin i et herværende større supermarked; meget attraktiv vin, meget attraktivt tilbud. En uge senere var den yderligere nedsat, i en sådan situation er det bare om at slå til, så hurtigt som muligt. Problemet, om noget i det hele taget, er, at de herlige vine fra kommunen Pauillac er sent modnende, dvs. at man skal vente en hel del år, før man kan drikke dem med nydelse. Intet problem, så længe man er i besiddelse af en kælder til opbevaring. Der er jeg så heldig, at have adgang til en kælder hos junior. Men netop dette lille slot har for øvrigt ry for at være tidligt drikkemoden.
Organisationen bag det berømte slot CH. Mouton-Rotschild agter efter forlydende, at købe det lille slot (24 ha) i nær fremtid, splitte parcellerne op, hvad der er helt legalt, og lade de bedste parceller indgå i deres egen vin. Faktisk synd, for hvor tit har man midler til at skaffe sig en flaske Ch. Mouton-Rotschild? Verden er ond!
Taget i betragtning, at vinen er relativt hurtigt modnende, smagte jeg så denne, sammen med min hustru, for nylig, og hvordan var den så?
Et smukt glas. Relativ let (12.5 %), smidig, smuk farve og duft, fint og elegant smagende, vinøs. Her skal for så vidt ikke gemmes mere.
Al Bordeaux' charme og elegance som før hen, hvilket vil sige før den amerikanske vin-guru Mr. Parker fik al den indflydelse, han har i dag. Iflg. samme Mr. Parker kan en rødvin ikke blive hverken for kraftig, fyldig eller for sort i farven. Hans indflydelse er langt fra altid af det gode. Men heldig så, at der stadig findes vine som Colombier-Monpelou, uden at jeg af den grund absolut ville udråbe den som verdens ottende vidunder.
Verner

Violetta

En anmelder gjorde engang gældene, at Guiseppe Verdis opera La Traviata egentlig skulle hedde Violetta. Og det er jo så sandt, når man sådan betragter sagen.
Min svigerdatter har altid haft en svaghed for denne opera, og man forstår hende jo så godt. Jeg tror, det er den sørgelige historie, en rigtig tåreperser.
Jeg selv har også i mange år haft en svaghed for stykket, ja helt fra min ungdom, hvilket er længe siden.
En anden anmelder skrev om Verdi, at han var manden, der kunne sætte alt i musik, om det så skulle være New York Citys telefonbog. Den var godt nok ikke opfundet endnu på Verdis tid, men alligevel. Blot synes jeg, at Verdi gennem sit liv blev en bedre og bedre komponist, og i sin høje alderdom begik enestående og genial musik. Alt sammen historie.
Men tilbage til min ungdom. Dengang var en af de store fejrede operasangerinder Anna Moffo. Hun kom til Falkoner-Centret i København sammen med et middelmådigt operakompagni, der skulle opføre La Traviata, og her fik Violetta en enestående smuk død i Anna Moffos pragtfulde skikkelse, og skal jeg sige, hvilken stemme! Mageløst.
Selve historien omhandler skøgen Violetta, der møder den helt store kærlighed, men må afstå fra denne på grund af sit samfunds normer og bonerte indstilling. Det er teater fra gamle dage det her.
Mange år senere (1995) sættes så denne historie op i Salzburger Festspiele regi, og det kunne jo næsten kun blive et brag af en forestilling, når man betragter rollelisten over de medvirkende (Villazon/Netrebko). Det blev det godt nok også. Det var lige så rørende, bevægende og sørgeligt som man kan forlange. Og som de synger (det skrives i nutid for opsætningen er heldigvis fastholdt på tv hhv. dvd for eftertiden), det er enestående godt.
Skal man have en på opleveren, kan denne dvd anbefales på det varmeste.

Verner