Rachmaninov i Koncerthuset

En af årets tidligste torsdagskoncerter var flyttet til i går lørdag, pga. pianisten Lang Langs deltagelse i et statsjubilæum i hjemlandet Kina. Alligevel var der stopfyldt i koncertsalen, for hvem vil ikke gerne høre fænomenet Lang Lang, ovenikøbet når han skulle være solist i Rachmaninovs 2. klaverkoncert. Når dertil lægges, at den østrigske dirigent Manfred Honeck stod i spidsen for DR Symfoniorkesteret, havde man virkelig lagt op til den store aften, det også blev.

Rachmaninovs 2. klaverkoncert er en ørehænger af rang. Voldsomt populær hos musikfolket, med al sin sentimentalitet, fængende melodier, farvestrålende pragt osv., osv.

Lang Lang

Det blev også en oplevelse. Lang lang har stadig manerer, men optræder knapt så underligt mere. Til gengæld er han teknisk brillant, som få andre i vor tid. En megastar. Man forstår det til fulde, når man hører ham, som i aftes i Koncerthuset. Rachmaninovs musik fik al den pragt og skønhed, man kunne forlange. Der var øjeblikke, hvor orkesterledsagelsen gik fra forte (kraftigt) til piano (svagt), hvor klaverstemmen ligesom voksede ud af stormen og næsten ensomt sang om svundne tider, det tabte fædreland; En anden tid et andet liv. Storslået øjeblik; ét af mange. Ren magi også takket være orkester og dirigenten Honeck.

Som ekstranummer gav Lang Lang et intermezzo. Måske var det af Tchaikovsky, jeg ved det ikke. Meget betagende, intimt, næsten nænsomt. Stor musik i lille målestok. Så smukt, så smukt. Stormende bifald.

Manfred Honeck

Efter pausen dirigerede Manfred Honeck Tchaikovskys femte symfoni. Pragtfuld russisk musik. Højt elsket og beundret klassiker. Formidabelt spillet af orkester og dirigent.

Verner


Addendum

Ud over virkelig at nyde den fantastiske koncert og den ligeså fantastiske musik, er der mere at tænke på, som sædvanlig, naturligvis. Jeg sad på et afsnit, der hedder Orkesterplads C. Det var lige oppe over gruppen af Bratchspillere, messinggruppen og timpanisten (slagtøjspilleren, i dette tilfælde en musiker, der spillede på bækkener, fire af slagsen, hvilket ikke går stille for sig). Det understregede alt sammen musikkens uhyre omfang, og der blev gået til den, alt imens musikkens synkrone og asynkrone dele blev afviklet med uhyre kraft og præcision, hvor det ifølge partituret skulle. Det hele ledet af en superdirigent som Manfred Honeck. Det var spektakulært.
Ydermere, bør man tænke på, synes jeg, at den musik, der blev spillet i aftes, var kendt og elsket musik, men engang var denne musik fuldstændig ny. Tilhørerne på den tid må have været næsten chokerede, ligesom jeg, der ellers har hørt så meget klassisk musik i mit liv, omtrent var det. En symfonisk aften af en kvalitet som ikke hørt længe.       

HN

Alle fodbold interesserede drenge mellem 8 – og 80 år ved, hvem der tales om, når Harald Nielsens navn nævnes. Harald Nielsen var en fodbold superstar om nogen. Ikke alene var han fodbold superstar, men også landsholdsspiller og professionel i Italien, i Bologna, hvor han også hyldes og mindes i disse dage, nu hvor han er død 73 år gammel. Som fodboldspiller var han centerforward, og i sine bedste år lynhurtig og giftigt farlig foran mål. Det sidste var der en del målmænd, der måtte sande. Harald Nielsen scorede mange mål, ustoppelig for et forsvar. Som person var han venlig, høflig, altid smilende, lige som sin hustru livet igennem Rudi Hansen, der i sine helt unge dage var kendt som Mie i Far til Fire-filmene. 

På billedet herunder ser man en ung Harald Nielsen i en kamp i Italien. Desværre var jeg ikke til stede, men billedet er illustrativt. Lige i den grad!

Man ser en ung, flot og slank forward nå bolden før forsvareren, sikkert på grund af langt større speed. Han ser også seriøst tung ud, denne forsvarsspiller! Harald kommer styrtende ind mod målet fra højre side, hvor han modtager en garanteret super flot pasning, og målmanden begår flere fejl, alt sammen i et enkelt split-sekund. Målmanden forudsætter, at Harald Nielsen vil sparke bolden i nettet alle yderst - op af venstre stolpe, i løberetningen! Det var fejl nummer ét. Næste fejl er, at han lige akkurat går for tidligt, og mod venstre stolpe, hvor han tror bolden kommer. Men i virkeligheden sparker superforwarden til bolden med ydersiden af højre fod, hvorfor den skrues i nettet i samme side; altså højre. Det hele har næppe taget mere end et sekund. Voila! 

Målmanden snydt, så vandet drev af ham.

Et sådan mål produceres kun af en super centerforward! 

Ikke sandt!

Verner

Atomkrigen i Hiroshima og Nagasaki

Hiroshima -  efter bomben

Af Aniara - Sang nr. 79

Beskriv den Människa 
Som i glans
Sit släktes likdräkt sydde
Tills Gud och Satan hand i
hand 
i ett förstört, förgiftat land
kring berg och backar
flydde 
för människan: 
askans konung

I disse dage er det 70 år siden, at atombomber første gang anvendtes i krig, og heldigvis foreløbigt sidste. De blev kastet over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki, angiveligt for at stoppe den kolossale krig i Fjernøsten under Anden Verdenskrig. Det var ikke muligt, påstås det, ellers at standse det japanske amokløberi i Asien, som havde varet i 50 år!

Alt er muligt, også at denne påstand holder. Sandsynligvis ville japanerne have fortsat vandviddet, idet de ville have henholdt sig til deres Kejser, eller skal vi sige Gud, der legitimerede det uhyggelige barbari, som japanerne i store dele af Asien var kendt og frygtet for. Det ville have kostet alt for mange amerikanske soldater livet, at foretage en invasion i det japanske moderland. Dette var altså begrundelsen for at anvende atombomber i krig - rettet mod civilbefolkningen.

En anden grund kunne sagtens være, at nu havde man jo udviklet dette nye våben, så måtte det også prøves. Tag lige den!

Spørgsmålet er blot. Kan man det? Kan man bruge et sådan våben i krigsførelse. Det er noget af det mest uhyggelige, som tænkes kan. En fremtidig anvendelse af et sådant våben kan blive menneskets endeligt. Jeg ville tro at japanere, der overlevede dette helvede på jord, vil advare på det kraftigste. At se film og læse om atomkrigen i Hiroshima og Nagasaki er særdeles uhyggeligt, hvordan har det så ikke været, at blive udsat for det?

Selvfølgelig kan man ikke det, hvis man har den mindste smule anstændighed og empati i forhold til andre levende skabninger!

Det ses derfor som uendelig vigtigt til stadighed at nedbringe antallet af atomvåben – plus – at hindre flere lande i at få dem.
Du vil give mig ret i denne opfattelse! 

Nagasaki - også efter bomben

Verner 

Flygtninge?

Man møder gentagne gange de forfærdelige tal om flygtninge, hvoraf der for nærværende skulle være sådan cirka 60 millioner på verdensbasis. Tallene stammer fra nyhedsmedier, aviser, tv m.m. Jeg har også selv været med til at forarges. Og vist er det sandt, at der er mange flygtninge. Mange reelle flygtninge, men tallene dækker også over en migration, jeg vil hellere kalde det en folkevandring. For det er, hvad der er tale om. Så sent som i dag kan man læse i Berlingske Tidende, at flygtninge fra Balkan strømmer til EU i stor stil. I første kvartal af 2015 kom 61.000 flygtninge fra Balkanlande til EU, fordi de er ved at miste håbet om en bedre fremtid. De kommer fra Kosovo, Albanien, Serbien, Bosnien-Hercegovina, Montenegro og Makedonien. Her er vi fremme ved sagens kerne. Disse mennesker er asylansøgere, altså ikke flygtninge. Hvorfor skulle man give disse borgere i Balkanlandene asyl? Hvad med om de reformerede deres egne lande, blev der, fik bygget noget op, fik ændret forholdene. Hele Afrikas, Mellemøstens, Fjernøstens og Balkans befolkninger hverken kan eller skal bo i EU. Slet ikke i Danmark, der er så lille bitte et land med kun fem millioner indbyggere. Danmark er ikke et indvandrerland. Det er et land, der i den grad skal passe på ikke at blive et land, hvor den oprindelige befolkning bliver en minoritet. I forvejen er der for mange utilpassede, utilfredse tilkommere. Mennesker, der ikke anerkender forholdene og kulturen i det land, hvor de har slået sig ned. Og det i et land med kun fem millioner indbyggere. Det er Danmark!

De 60 millioner er ikke flygtninge. Mange af dem er reelle flygtninge, men i virkelighedens verden taler vi om en gigantisk folkevandring.

Verner

Læserbrev

Ved læsning af læserbreve i div. medier (aviser) keder man sig ofte til ulidelighed. Det er læserbreve, mangelfulde, utilstrækkeligt formuleret og ofte af en mening, man ikke kan vedkende sig eller goutere.

Men.

Der er undtagelser. Som lige her i går i et større herværende dagblad. Jeg tillader mig at bringe det uforkortet, for det er pivgodt udtrykt og formuleret.

Skribentens navn bringes ikke, men det gør det i avisen, og det er heller ikke det, det drejer sig om, men indlægget.

Det kommer her.

Legal aktiespekulation

”Det er naturligvis tilfældigt, at frikendelsen ved Vestre Landsret af det såkaldte direktørnetværk og deres familier for fusk med aktiehandler falder sammen med regeringsskiftet. Det falder dog fint i tråd med den mere liberale holdning til opfindsomhed og friske initiativer, som pludselig er slået an. Det skal være mere legitimt at sørge for sig selv. De irriterende begrænsninger, statsmagten har haft over vores handlemuligheder, lempes. At det er så åbenlyst lovmedholdeligt at spekulere mod sin egen virksomhed med serielle opkøb, som ender med, at banken må købe sine egne aktier til overkurs, har vaccineret mig mod at investere i bankaktier.”

Opbyggeligt indlæg, ikke sandt?

Verner

Copenhagen Jazz Festival 2015

Master Fatman - altid glad og positiv!

Den årlige Jazz Festival er i fuld gang. Dårligt er Roskilde Festivalen, der drejer sig om en helt anden slags musik, forbi, før Copenhagen Jazz Festival tager over. Der er utallige arrangementer byen over, kun den virkelige kender kan sige, hvad det egentligt er man absolut SKAL høre. Ikke sandt? Eller - er jeg helt forkert på den? Nu skal det lige tilføjes, at jeg ikke er entusiast, vidende mht. jazz eller aficionado. Det er jeg ikke. Så dette er blot en lægmands betragtninger over et par koncerter, som fandt sted i dag, lørdag 11. juli.

Faktisk var det et helt tilfælde, at jeg midt på dagen befandt mig i det nys ombyggede Frederiksberg Center på Falkoner Allé. Her viste det sig, at Morten Lindberg, skulle jeg tro han hedder, alias Master Fatman, spillede med sin kvartet. Eller hvis kvartet det nu er. Faktisk må jeg indrømme, at det var fremragende godt. Her var ikke tale om amatører, men fuldblods musikere, der virkelig gav publikum noget. Det var smukt, stærkt og det svingede. Dejlig musik. Det havde man (jeg) ikke forestillet sig mht. Master Fatman. Det skal også siges, at han sin størrelse til trods virker let, adræt og helt op på beatet. Og så er han altså også musiker. Bravo.

Nu kan man jo ikke sidde hele dagen i Frb. Center, så på hjemvejen lagde jeg vejen forbi Rødovre Rådhusplads, hvor der hvert år er jazzkoncerter i festivaltiden. Således også i år. Og denne eftermiddag spillede Erik ”Krølle” Andersens Copenhagen Five. ”Krølle” er en fin klarinettist. De andre musikere er også superfine, iblandt dem er Johnny ”Goffy” Rasmussen, kendt fra Kansas City Stompers. Den store rådhusplads var fyldt med borde, hvor ivrige entusiaster sad ved de lange borde, drak kaffe, øl mv. og hørte jazz. New Orleans jazz, sving, danseglad musik. Kvintetten var virkelig god. Kan man høre jazz på dette niveau, kommer jeg gerne igen. Publikum? De var særdeles tilfredse. Det tror da pokker.

Men. - Der er utallige andre arrangementer byen over. En rigdom.

Verner

Vild Ungdom?

Paris i 20'erne

Solen går sin gang

Ernest Hemingways romandebut fra (1926).

San Fermin-festivalen er lige pt. i gang!

Tyreløbet

Romanen rammer de fleste af sine læsere, hvilket er, hvad en stor forfatter kan. Beskrivelsen af amerikanere og englændere i 20’ernes Paris, sådan nærmest i eksil, eller hvad pokker det nu er, og hvad de finder på for at få tiden til at gå, eller gør, fordi de er bange for ikke at leve fuldt ud - eller slet ikke, er mesterlig. Intet mindre. Disse rodløse, mismodige, forvirrede unge fyldt med angst for engagement i det hele taget, er skarpt tegnet af den senere Nobelpristager. Der skal være fart på for denne ungdom. Hvad de gør med og mod hinanden er temmelig stærkt, især da scenen flytter til Pamplona og San Fermin-festivalen. Til tyreløbene dér. Og til tyrefægtning, ikke at forglemme. Stor litteratur.

Med garanti ikke ufarligt dette her!

Amerikaneren Hemingway blev allerede i sin ungdom bidt af Europa, ligesom forfatteren Patricia Highsmith. Disse amerikanere var fuldstændig forblændet af Europæiske storbyer, kultur, sprog, mad, vin og livsstilen, som de ikke kendte hjemmefra. Sådan virker det for udenforstående.

Hvad skulle der så være af nyheder i Hemingways Solen går sin gang? Næh, blot er det litteratur, som burde opleves af endnu flere læsere.

Verner