mandag den 22. september 2014

Wiener Fiaker


Wien er en meget smuk by, hvor der er alverden at se og opleve. En turist har travlt i denne verdensby. Wien er tidligere kejserstad, hvilket præger Innere Stadt (indre by) lige i den grad. Ikke alene er der uhyre meget en turist må og skal se, men der er naturligvis også tid til afslapning. Til den brug forefindes et utal af cafeer og restauranter, hvor man kan slappe af en kort stund. 
Men - der er også mulighed for at køre en tur med en af de berømte hestevogne (Fiaker), som må have eksisteret i generationer. Et af stederne, hvor man kan leje en sådan er Michaeler Platz lige ved Hofburg (kejserslottet). Dog også på andre lokaliteter i indre by. Man får en fin tur rundt i de gamle gader. Prisen er høj! Disse hestevogne sætter et malerisk præg på byen. Tag endelig en tur, når du kommer til Wien.
Byens indbyggere er kendt for en del gamle wienersange, deriblandt en sang om kusken på en sådan Fiaker, nemlig Wiener Fiakerlied.
Der er tradition for, at gamle skuespillere og/eller sangere (bedstefartyper) synger denne sang på film/tv eller på plade. Her er det Erich Kunz, meget berømt operasanger, nu afdød, der medens han levede havde den fornemme titel af kammersanger. Han var for øvrigt wienerbarn i Danmark efter første verdenskrig.
Wienerbørnene opholdt sig i Danmark 1919-1925.



Erich Kunz synger her Wiener Fiakerlied på lokaldialekt:

https://www.youtube.com/watch?v=nls_dG2h6Bs



Er man blevet sulten efter køreturen, kan man jo altid spise en lokalret som nedenstående. En passende ledsager ville være et glas Grüner Veltliner (østrigsk hvidvin).



Fiaker Gullasch
Verner

fredag den 12. september 2014

Verdens tilstand

Kagebord på berømt café i Wien

Lad mig først begynde med lidt brugeroplysning. Det følgende er ikke rettet til andre bloggere eller læsere, der er vant til at bruge pc, mv. Men jeg kan forstå på div. henvendelser, at der hos nogle ikke er klarhed over, at hvis man ser en af mine blogs, ikke email-udgaven (så vidt vides), kan man klikke på Vis hele min profil og derunder på linket Mine blogs, og vupti ser man, at der er to; nemlig Verners Blog og Verners blog om vin, hvilket alt andet lige er en hurtig genvej min næste blog. Det skulle øge forståelsen for, hvilken blog man aktuelt så et bestemt link på. Ahem!
  
For de rigtigt vågne læsere af disse småskriblerier står det klart, at der nyligen er foretaget en rejse til Wien. Det var super, super. Sammen med gode venner. Og der er masser at fortælle om emnet, mere end de fleste egentlig gider læse, ville jeg tro.
Men egentlig har medaljen også en bagside. Den tager vi nu. På hjemvejen i flyet fra Austrian Airlines, fortræffeligt selskab, det følgende er ikke en kritik af dette fine luftfartsselskab, men altså. Der sidder man så med et glas hvidvin i hånden, ja, det var ikke for godt, og denne gang sidder man så tæt på de små tv-skærme, der når flyet er kommet i luften klapper ned fra panelet over ens hoved, at man kan se det. Så kan man i dette tilfælde se reklamer. Så langt så godt. Eller? De reklamer, der så vistes, var alle mulige destinationer, som Austrian Airlines flyver til. Langt de fleste af dem hovedstæder og større byer, hvor deres kunder kan nyde og leve livet, på første klasse forstås. Det var i den grad luksus, man sad og så på. Hvem har ikke lyst til at besøge en af disse destinationer og deltage i det søde liv? Luksushoteller, ditto restauranter, fantastisk mad, ligeså tøj, smarte og dyre biler, ure, kulturelle begivenheder, operahuse, koncertsale og vidunderlige bycentre med utrolige cafeer mv. Som i Wien. Intet nævnt og intet glemt. Både EU, og for den sags skyld også USA oplever nu for alvor store flygtningemasser sydfra presse sig på, for at komme til områder, hvor man ikke alene kan bo, men også leve. I den tro, at når man først er der, hvis det lykkes for en, så får man del i al denne herlighed. Disse flygtninge kan, vil ikke længere bo i deres hjemlande pga. forfærdelige krige, nød, fattigdom, sult, sygdomme og forbandede religioner. De blev født det forkerte sted! Deres eneste mulighed for et liv, er at søge mod disse for dem så ufatteligt rige samfund. Der er umådeligt mange flygtninge. Ingen ønsker dem velkommen.
Hvor ved de så fra, hvor rigt og dejligt der er i de udviklede lande? De har set det i tv, den slags apparater har de trods alt også, hvor de kommer fra!
På verdensplan skulle der nu være 51 millioner flygtninge! 
- Jo, det var en meget fin tur til Wien.



Verner


torsdag den 11. september 2014

Musiklivet i Wien september 14

Franz Welser-Möst

Wenn Jemand eine Reise tut.
Lige her forleden, 5. september 2014, hvor hele vores rejsegruppe var på vej til koncert på slottet Hofburg i Wien, dukkede oplysningen op om Franz Welser-Mösts afsked fra stillingen som General Musik Direktør (chefdirigent; bedste oversættelse) for Wiener Staatsoper. Den forestilling, som vi skulle se / høre i koncertsalen på Hofburg, ganske tæt på Staatsoper, var overhovedet ikke på niveau med, hvad der foregår på operaen, men må det siges rigtig god og underholdende. Værre er det på operaen, hvor operachef Dominique Meyer og chefdirigent Welser-Möst længe ikke har kunnet enes. Her mister operaen en topskikkelse, der bliver svær at erstatte. For musikelskere er det en chokmeddelelse, man næsten tror ikke kan passe. Det kan det.

Maestro Welser-Most:
"Jeg beklager meget denne situation. Der har ikke blot forekommet meningsforskelle mellem Dominique Meyer og mig over den kunstneriske ledelse af Wiener Staatsoper overnight. Vi har forsøgt mange gange at finde en løsning, og selvfølgelig har han  ret til sine meninger om sangere og dirigenter, og hele den kunstneriske afdeling. Det vil dog uundgåeligt påvirke min position og arbejde som General Music direktør. Dette er en meget smertefuld beslutning for mig, især efter de vidunderlige nylige opførelser af Rosenkavaleren med operaens pragtfulde orkester (Wiener Philharmoniker) på Salzburg Festivalen, men jeg tog det ikke uden dyb overvejelse. "

Rejsebureaugæsterne til den betydeligt mindre prætentiøse koncert på Hofburg var uafhængigt af dette naturligvis særdeles tilfredse med deres aften. Jeg tilslutter mig.


Staatsoper Wien
https://www.youtube.com/watch?v=FWXctNObfQU


Verner


lørdag den 30. august 2014

BIF

Brøndby Fodboldstadion

De arbejder på sagen hos BIF. Regnskabet for 2. kvartal viser et underskud på 150 mill. kr. Rolig nu, det er lige efter planen. I løbet af et par år er det slut med underskuddet i den tidligere så hæderkronede boldklub, påstår man i Brøndby.  Først måtte man lige sluge kamelen med de 150 mill. kr. i underskud, dernæst kommer så chokmeddelelsen om Daniel Aggers tilbagevenden og forstærkelse af BIF's hold. Det kan kun blive stort. Agger indtager næsten gudestatus hos fodboldfolket. Hvordan BIF fik råd til at købe Agger fra Liverpool står endnu hen i det uvisse. Aggers egen interesse ligger måske i, at Liverpool ikke mere syntes, at hans store kvaliteter rakte. Er de fra den i Liverpool?
Måske kommer pengene fra salget af Simon Makienok, der efter alt at dømme sælges til den italienske klub Palermo. Måske. Salget af Makienok trækker fra i den ellers positive situation, der skabes ved Aggers hjemkomst. Men der sker en masse i denne tid hos BIF, og efterhånden bedres arbejdsbetingelserne for den dygtige og sympatiske cheftræner Thomas Frank.
Med Agger på holdet kan det snart betale sig igen at pumpe den gamle skærveknuser og cykle over til Brøndby Stadion, der er ikke langt, for at køre den korte tur i bil, for at have et satans hyr med at parkere og efter kampen at komme ud igen, kan der ikke være tale om.

Daniel



Thomas

Og medens jeg så sidder og filosoferer over dette, må det næsten kaldes en pseudobegivenhed, når man (jeg) tænker på Helle Thornings skæbne senere på aftenen. Her tales, som du ved, om Statsministeren. Og det har i hvert fald intet at gøre med fodbold.
Slet ikke! 

Verner

lørdag den 16. august 2014

Hvad bliver det til?

Bendtner i sejrs-attitude




Bendtner og søn













Nu skal vi til det igen. Ny omtale af Nicklas Bendtner i aviserne, og denne gang ikke skandalehistorier af alskens slags. Nu er det endelig lykkedes for Nicklas Bendtner at tegne en ny kontrakt. Denne gang med tyske Wolfburg, hvis manager er ovenud begejstret for at få Bendtner i folden. Måtte det endelig holde. Nu må Bendtner da indfri sit store potentiale, sin utrolige kunnen, og endelig blive den største forward nogensinde på dansk jord. Kunne han bare holde sig ude af sladderbladenes interessesfære, passe træning og klub, komme ordentlig i form. Vi er mange, der har ventet på dette en del år efterhånden. Vi er ligeglade med hans privatliv, kunne vi blot opleve ham på toppen, hvor han fortjener at være. Morten Olsen, dansk cheftræner for landsholdet sagde forleden, at denne ny kontrakt er en kæmpechance for Bendtner.
Han ved det om nogen!

Morten Olsen
Verner

fredag den 8. august 2014

Krig og uro

Morderbanden ISIS' velsignelser

Mens jeg lige sider og skriver dette, er der, som alle der følger med i nyhedsstrømmen ved, uro, krige, sygdomme, sult og derfor enorme flygtningemasser. Især områderne øst og syd for Europa er hårdt ramt. Jeg tror, vi foreløbig skal være glade for, at det er udenfor Europa, ikke sandt?
I Vestafrika, syd for Sahara, breder den frygtede og forfærdelige sygdom Ebola sig. Dag for dag flere smittede. Det risikerer sagtens at brede sig til andre regioner f.eks. vores. Hyggelig tanke. Der findes ikke nogen behandling mod denne sygdom, som leder tankerne hen på pest.
I mange arabiske lande (muslimske) er der oprør, uro og bombninger. Muslimerne ønsker sig et storkalifat strækkende sig fra Stillehavet til Atlanten, koste hvad det vil. Åbenbart. I lyset af de mange konflikter i Mellemøsten, ser flere og flere lande muligheden for et endeligt opgør med dem, de ser som fjenden, en befolkningsgruppe, anderledes tænkende eller et naboland. Vold avler vold. Iagttagere siger, at det minder om trediveårskrigen i Europa i sin tid. Skulle dette være rigtigt, varer det længe endnu.
Tusindårskrigen mellem Israel og Palæstina eskalerer endnu en gang, her vil der skønsmæssig aldrig blive sluttet fred. Frygtelige billeder, beretninger og tv-optagelser beskriver vandviddet.
I Irak fører ISIS sig frem med mord, vold og voldtægt. De overlevende, i områder ISIS erobrer, bliver solgt på slavemarkeder. Her tænkes på kvinder. Det er fuldstændigt horribelt, hvad disse voldsromantikere tillader sig mod andre mennesker. Mange af deres medløbere er unge mennesker, tilrejsende fra muslimske mindretal i Europa, unge mennesker, der har deltaget i krige og konflikter i de arabiske lande. Iflg. Præsident Obama vil USA bombe i Irak for at standse denne uhyggelige sekt.
I Ukraine lykkedes det russerne at annektere Krim ved at besætte halvøen. Krim var en integreret del af Ukraine, en selvstændig stat. Samtidig opgejlede man den østlige del af Ukraine, hvor der bor mange etniske russere, til at lave oprør mod regeringen og forsyne disse russere med våben. Som svar på dette har EU og USA indført forskellige former for boykot mod russiske rigmænd og pengestrømme. Russerne har ligeledes indført boykot af vestlige interesser, ud fra en opfattelse af, at det var de andre, der begyndte. Hvem var det, der annekterede Krim? 
Som et resultat af disse geopolitiske konflikter, oplever man aktiemarkederne styrtdykke de senere dage. I den store stil.
De mange krige og konflikter afføder kæmpe flygtningestrømme, på verdensbasis er der nu over 50 millioner flygtninge . . .




Verner

fredag den 1. august 2014

Er de fuldstændigt bindegale?

Fra den blodige konflikt mellem Palæstina / Israel
Hvad tales der om? Ja, det må du nok spørge om. Denne, den dejligste sommer i mange år overskygges af de overordentligt mange krige, som finder sted lige i Europas udkant. Lige udenfor vores dørmåtte, om jeg så må sige. Hvem orker, i den hede vi har haft på det seneste, at misbruge sommeren til at kommentere vanvidet, at side ved tv og computer for at følge krigs- og voldsorgier overalt. Så skal man da være journalist med hang til brændpunkter.
Nicht War?

Lige siden slutningen på anden verdenskrig er det lykkedes at holde Vest- og Nordeuropa fri for krige og militære konflikter, mest pga. medlemsskabet af NATO, som ovenikøbet er blevet misbrugt til deltagelse i krige i Mellemøsten og Det fjerne Østen (Afghanistan). I skrivende stund håbes der stadig på, at vi, EU, er kloge nok til ikke at lade os trække ind i en krig med Rusland om nogle af deres tidligere besiddelser. Man kan frygte, at de ikke ser sådan på det en del andre steder.
Men ellers har sommeren budt på mange andre og betydeligt mere positive indslag, såsom ferier, udflugter og sammentræf med familie og venner. Meget mere positivt. På denne måde bevares ens positive tilgang til livet. Måtte det fortsætte.

Hovedstaden og omegn har været skueplads for diverse festivaler, såsom Roskilde Festival, Jazz-festival i København og på det seneste Opera Festival i København. Og alle de andre, som ikke her er nævnt. Mange.

Opera Festival fejres også på tv-programmet DR K, men det er selvfølgelig hårdt at sidde og se / høre en sommeraften. Men alligevel, således også i aftes, hvor der sendtes en optagelse af Eugen Onegin fra Salzburger Festival 2012. Den lyrisk smukke musik og sang fik alt, hvad den kunne trække, hvilket ikke er småting. Og det tror da pokker, når man ser nedenstående rollebesætning. Det smukke Grosses Festspielhaus var rammen om operaopsætningen. Det er et meget smukt teater, som jeg heldigvis har været så heldig at opleve adskillige gange i ungdommens glade dage. Ahem.
Selve historien er en rødglødende love story, hvor personerne går helt forkert af hinanden. Til fabelagtig musik. Slutscenen er næsten ubærlig.
Smuk forestilling.

Verner


For dem, der orker i sommervarmen, er der her slutningen på Eugen Onegin:

Eugene Onegin. Salzburg Festival 2007. Director: Andrea Breth. Cast: Peter Mattei (Eugene Onegin), Anna Samuil (Tatiana), Ekaterina Gubanova (Olga), Joseph Kaiser (Lenski), Ferruccio Furlanetto (Gremin). Conductor: Daniel Barenboim with the Vienna Philharmonics.