tirsdag den 11. februar 2014

Hvorfor skal det være (så) kedeligt?

Det skal det så sandelig heller ikke iflg. Friedensreich Hundertwasser!



Friedensreich Hundertwasser, egl. Friedrich Stowasser, 1928-2000, østrigsk maler og grafiker. Hundertwasser arbejdede siden sit gennembrud i 1950'erne med stærke farver, tætte linjeforløb, spiral- og celleformede mønstre, der viderefører træk fra Gustav Klimts malerier Hans poetiske billedunivers, der blander figuration og abstraktion, er også inspireret af Paul Klee.  Mennesker i storbyen, huse, vinduer og gadeforløb skildres i overensstemmelse med hans visioner om et tættere forhold mellem kunstnerisk skaben, natur og samfund.
I 1977 fik han til opgave at realisere sine idéer om en menneskelig og økologisk arkitektur, og resultatet blev Hundertwasser-huset (1983-86), et farvestrålende socialt boligbyggeri i Wien.
I 1991 åbnede i Wien et museum for hans værker, Kunst Haus Wien, udformet af ham selv som en ombygning af et ældre hus. Hans værker er repræsenteret på Statens Museum for Kunst og på Louisiana.











I disse dage kan man se en udstilling af kunstneren Friedensreich Hundertwasser på Arken i Ishøj syd for København. Sådan en udstilling bør man se, hvis man er kunstinteresseret, og hvis man absolut ikke er til en kortere rejse til Wien, hvor der findes et museum for Hundertwassers kunst; Kunst Haus Wien.
Og lige akkurat dét kan anbefales - lige i den grad!







Hundertwassers kirke; Hundertwasser Kirche, Bärnbach, Steiermark 

Udstillingen på Arken er meget flot og bliver forhåbentlig besøgt af mange. Hundertwassers billeder er stærkt illustrative med mange farver. En fornøjelse for øjet. Og så er der lige de mange bygninger han har tegnet - og fået opført - i hvert fald nogle af dem. De er helt specielle og ligner ikke anden arkitektur.
Hundertwasser har også plæderet for en helt anden måde at leve og bo på. Bl.a. anbefaler han brændenælder, som der er mange af, de er helt gratis, og man kan lave suppe på dem!
Brændenældesuppe!
Forestil dig en gang, at du spiser brændenældesuppe.
Kedelig var han ikke!
Man kan forøvrigt læse sig gennem (også) denne udstilling - og få alt at vide. Alt simpelthen!
Når man så står dér på et museum langt syd for København, en tidlig tirsdag morgen, regnen vælter ned udenfor, og nu, nu skal man se en flot og spændende udstilling, så er der adskillige skoleklasser, de fleste bestående af mindre børn, der skal opleve og undervises, af i de fleste tilfælde lærerinder. De taler og taler, børnene lytter høfligst, siddende på gulvet! De små pus. Vist skal de lære og opleve. I håb om en bedre forståelse for kunst og kunstværker og disses vigtighed og indflydelse på vores allesammens hverdag.
Ikke?
-     De (stakkels) små pus!



Verner 

lørdag den 8. februar 2014

Nationens tilstand

Dong rejser kæmpemølle
ved Anholt Havmøllepark
AKT 1
For ikke mange dage siden fik den siddende regering vedtaget et delsalg af det statsejede selsab DONG. Et salg, der på sigt kan medføre tab af den fulde kontrol over nationens forsyning af energi. Fuldstændig hovedløst, uigennemtænkt, plus at den smule penge DONG står og mangler findes i hobetal i Danmark. Hvad pokker foregår der? Kæmpe ramaskrig.
Socialistisk Folkeparti gik næsten i spåner og forlod regeringen (og måske sig selv?). 



AKT 2
NETS, der bl.a. administrerer Dankortet og Nem-ID, skal nu også sælges, og det kan bl.a. betyde et farvel til Dankortet eller resultere i højere gebyrer for at bruge det populære betalingskort. Ved udgangen af december 2013 var der godt 4,9 millioner dankort. NETS er et aktieselskab, hvis største aktionærer er Nordea, Danske Bank, norske DnB Bank og Nationalbanken.  
Et salg vil indbringe et provenu i første omgang. Af de tidligere ejere mangler i hvert fald Nationalbanken i sagens natur ikke penge. Nordea og Danske Bank burde heller ikke mangle, med de fine regnskaber de lige har offentliggjort. Kæmpe milliardoverskud. Overskud så store, at de to banker nu er NØDT til at fyre i tusindvis af ansatte. Med DnB Bank vides ikke.
Der bliver sikkert mægtigt folkeligt røre vedrørende dette salg af NETS. Burde!


AKT 3
Fra 1. august 2014 dur det gule sygesikringskort ikke på rejser i EU og Island, Grønland, Norge, Liechtenstein og Schweiz.
Ændringen er en del af det forlig om den nye finanslov, som regeringen, Venstre og De Konservative har fremlagt, og som vil spare 80 mio. kr. årligt.
Derfor er det en god idé at være i god tid og gå på nettet og få bestilt et blåt EU-sygesikringskort. EU’s blå sygesikringsbevis har hidtil kun været nødvendigt, når man rejste i over en måned i EU eller ved rejser på grund af job eller uddannelse. Men fra næste år er det altså kun det blå sygesikringskort, der gælder ved alle rejser, uanset varighed.

Det man kan sige, der er galt med det lille kongeriges økonomiske tilstand er ikke mangel på penge som sådan, men en manglende produktionsfremgang, som man brændende ønsker sig. Det løses ikke ved hjælp af en klatskilling på 80 millioner kr.
Hvad der lige sker her af reaktioner er svært at sige, naturligvis.

Når så alt dette er overstået, melder spørgsmålet sig: Hvad nu? 
Hvad skal vi sælge næste gang? Der må være meget mere, vi kan slippe af med!
Adskilligt!


Verner

lørdag den 1. februar 2014

Kommentar

Lars Trier MOgensen

Den verserende sag, angående delsalg af Dong til Goldman Sachs, har affødt utallige kommentarer i aviser, blade, tv og internet. Synspunkterne er næsten utallige, og det tror pokker, når en socialdemokratisk ledet regering sælger ud af energimonopolet Dong Energy til et firma som Goldman Sachs, der var en af hovedskurkene bag den ufattelige internationale finanskrise. En af de bedre kommentarer er nedenstående, der forstås bedst af danskere, for hvem den også er beregnet.

Lars Trier Mogensen,
Kommentator,
I Information

”De folkelige frustrationer over en regering, der går til valg på at ville bekæmpe grådighed i finansverdenen og dernæst delvis sælger Dong Energy til en spekulantbank, undergraver rodnettet af demokratisk tillid. Og på linje med tendenserne i udlandet er særligt regeringspartiernes vælgere begyndt at droppe helt ud af stemmeboksen.”

Lars Trier Mogensens kommentar i Information, men set i Politiken d.d.



Verner

søndag den 19. januar 2014

Næser eller ej?

Det er damen i midten vi taler om. Statsminister
Helle Thorning-Schmidt i samråd vedr. den verserende sag.
- Ville det pynte på så nydelig en dame med en næse? - Nej vel?

I denne tid går de borgerlige folketingspolitikere samt pressen hårdt til nuværende ministre. Flere ministre og en enkelt departementschef er nu færdige i politik. Dernæst kom så den seneste sag med angreb på Statsminister Helle Thorning-Schmidt. Hun skulle efter de borgerliges mening gå af, for sit ansvar i sagen mod Bødskov, der misinformerede Folketinget. Den stakkels Bødskov, for her var tale om en mikroskopisk sag. At det så også skulle få konsekvenser for statsministeren, tangerer det latterlige. En statsminister har anderledes og mere tungtvejende opgaver, end at holde skarpt øje med en minister, der kun begår en mindre fodfejl.
Ydermere var der så kun et enkelt politisk parti, der kunne eksekvere dommen. Det var Enhedslisten udset til at skulle sørge for. Ret beset; hvorfor skulle Enhedslisten det? Her var intet at komme efter, en berømt replik fra en anden statsminister, der måtte sande, at det var der (Poul Schlütter, Kons.).
Anderledes med statsminister Thorning. Selvfølgelig kunne Enhedslisten ikke komme med et mistillidsvotum til statsministeren, hvilket ville betyde hendes afgang, og i konsekvens heraf nyvalg – og – Enhedslisten ville være ude af cirkulation som regeringens støtteparti. Forever. Som støtteparti for nogen som helst. Nogen sinde.

Enhedslisten valgte at give udtryk for, at statsministeren skulle have en næse. En lille én. Det kan fru Helle Thorning-Schmidt sikkert godt leve med. Noget andet er, om det vil klæde hende? Prøv rigtig at se det for dig? Sådan en nydelig dame. 
Nej, vel? 

Verner

Sporten!

Landin jubler efter en fantomredning

Ved europamesterskaberne i herrehåndbold, der afholdes i Danmark for tiden, går det strygende derud af for danskerne. Det danske hold er allerede i mellemrunden, hvor holdet i aftes slog Spanien (pt. verdensmestre) klart og tydeligt. Sejren blev sikret ved dansk spil i verdensklasse. Her er det svært at berømme en enkelt spiller, som afgørende for sejren. Det var en gedigen holdindsats. Havde det ikke lige været for Landin, den danske målmand i verdensklasse, som stod en brandkamp.
Nu tror nationen (næsten alle) at kysten er klar, at vores landshold ikke kan undgå at blive europamestre. Ro på! Der er lang vej at gå endnu. Som Wilbek, danskernes cheftræner, så smukt udtrykker det: ”Det er ikke sikkert, at vi kan gøre det igen”, altså slå de stærke spaniere.

Wilbek grubler

Men, det var vigtigt i aftes netop at besejre spanierne, hvis det skulle mage sig så, at vi mødte netop dem endnu engang under mesterskaberne f.eks. i finalen, så det spanske hold ikke havde et mentalt overtag.
Derfor.
Nu venter danskerne spændt på, at nationens sønner indfrier de tårnhøje forventninger.

- Undervejs i dette uhyre fortættede drama gled der en Calva ned!


Og dette er en Calvados - dejlig drik!

Verner

tirsdag den 7. januar 2014

Oh what a beautiful winter . .

Lake Michigan lige nu

Det er noget af en gyser Over There. For øjeblikket har de vinter, så det brager. Kolossalt kold vinter. Uhyggelig. Humorister siger, at det er klodens accelererende opvarmning. Og en eller anden forbindelse er der, tro det hvem der vil. Selvom vejret pt. flipper helt ud, skal vi ikke tro, at den før omtalte opvarmning er et overstået kapitel. Tværtimod.
Men her i den sydlige del af Skandinavien kan vi godt pt. slappe lidt af. Det er jo ikke her, vel?  Men tænk engang om det var! København er bl.a. en by med mange hjemløse, underligt nok, skønsmæssigt omkring 1 % af byens befolkning iflg. oplysninger på internettet. Og hvis man var en af disse, og en kulde som pt. i USA’s østlige del ramte her. Så var disse hjemløse på den, lige i den grad.
Det er de hjemløse forøvrigt også i staterne. USA har efter finanskrisen uhyre mange hjemløse. Folk bor og sover i campingvogne (trailers), biler eller på gaden. Det skal vise sig at koste rigtig mange menneskeliv. Og disse hjemløse er nogle stakler. Man skal blot forestille sig, at det var en selv.
Er der så nogen, der hjælper disse hjemløse? 
- Tja, man kan have sine tvivl . . .


Vinter i Indianapolis - dejligt koldt!


Verner

mandag den 6. januar 2014

Gensyn med Rusken


Sådan ca. 3 timers kørsel nordøst på fra Helsingborg ligger den smukke Rusken. Har du ikke været på disse kanter, som f.eks. undertegnede, der har besøgt stedet flere gange, bør du alligevel se denne sø og det omgivende landskab, som er uhyre smukt og givende. 



En del danskere har de senere mange år købt ekstrabolig i Sverige, hvor der står en del stuehuse ubenyttet hen. De er til at erhverve for menneskepenge. Den store smukke Rusken ligger i et typisk svensk landskab, omgivet af næsten endeløse skove, kun afbrudt af små bygder placeret i lysninger i skoven, eller ned til søbredden. Det er meget smukt og idyllisk. Og så er det så svensk. Sådan rigtig gammeldags svensk, med røde træhuse. Havde det ikke lige været for de moderne biler parkeret udenfor husene, kunne man tro sig hensat til en anden tidsalder. 




Hist og her stikker grundfjeldet hovedet op, og minder en om, at man ikke er hjemme i fædrelandet. Mod erhvervelse af fisketegn er det tilladt at fiske i søen, og faktisk går der en del fine spisefisk, det er ganske dejligt, om man fik et par stykker på krogen, ikk’? Min vært advarede flere gange mod de mange jægere, der forsøger at skyde elsdyr. Går man ikke på jagt, kan man i velassorterede forretninger skaffe sig et stykke elsdyrkød. Det skulle smage godt. Den slags artikler ses aldrig i Danmark (pokkers!).
























Men, den helt store attraktion er den smukke og ganske overvældende natur. 




Verner