Im Frühling

Det lille billede er af Sjatoslav Richter fra klippet på Youtube.

Ved et tilfælde finder jeg filmklippet på nettet (Youtube) en optagelse fra 1978. Selve filmstrimlen viser en yngre mandsperson, stående, og en gammel gubbe ved klaveret. De to verdensberømtheder ser ikke ud af meget, bare to almindelige mennesker, barytonen Fischer Dieskau og pianisten Sjatoslav Richter. Større berømmelse kan man ikke opnå. Det er i og for sig ganske ligegyldigt, indtil man hører dem folde sig ud i Gottlob Ernst Schulze og Franz Schuberts Im frühling. Her er der dømt eventyr. Schubert selv ville have fældet en tåre. Han, som aldrig fik medgang i livet og stort set fik en kummerlig tilværelse, har vel sagtens aldrig hørt et sådant ultimativt bud på den underskønne lied, en ud af ca. 600 fra hans hånd. Fortolkningen er oprørende god og kan vel næppe overgåes. Ren poesi.


Du finder den på:
youtube.com
Dietrich Fischer-Dieskau sings Schuberts Im Frühling

Her kommer den tyske tekst, engelsk tekst findes også på nettet (prøv at google). Rigtig god fornøjelse.

Verner

Im Frühling

Still sitz' ich an des Hügels Hang,

der Himmel ist so klar,

das Lüftchen spielt im grünen Tal.

Wo ich beim ersten Frühlingsstrahl

einst, ach so glücklich war.

Wo ich an ihrer Seite ging

so traulich und so nah,

und tief im dunklen Felsenquell

den schönen Himmel blau und hell

und sie im Himmel sah.

Sieh, wie der bunte Frühling schön

aus Knosp' und Blüte blickt!

Nicht alle Blüten sind mir gleich,

am liebsten pflückt ich von dem Zweig,

von welchem sie gepflückt!

Denn alles ist wie damals noch,

die Blumen, das Gefild;

die Sonne scheint nicht minder hell,

nicht minder freundlich schwimmt im Quell

das blaue Himmelsbild.

Es wandeln nur sich Will und Wahn,

es wechseln Lust und Streit,

vorüber flieht der Liebe Glück,

und nur die Liebe bleibt zurück,

die Lieb und ach, das Leid.

O wär ich doch ein Vöglein nur

dort an dem Wiesenhang

dann blieb ich auf den Zweigen hier,

und säng ein süßes Lied von ihr,

den ganzen Sommer lang.

Jeg ser de bøgelyse Øer

Dronning Margrethe
som Thomas Kluge ser hende!

Der går hun så den gamle dame, hun er et stort smil i det seneste afsnit af tv-programmerne om kongefamilien. Det er et gensyn med mange smukke steder, landet over, hvorfra hun har så mange minder, og i utallige flashbacks ser man filmklip fra barndommen, med forældre og søskende.
Forrest dog det smukke, smukke land, der lyser i solen. Danmark. Et land der ikke er større, end indbyggere på Dronningens alder har set det på kryds og tværs.

Jeg ser de bøgelyse Øer
ud over Havet spredt,
saa skært og skønt i Solen,
som aldrig jeg har set.
Jeg ved det, som de ligger der,
Saa er der kun saa kort,
Fra Grænse og til Grænse,
Men dette Land er vort.

Hun så glad ud. Det har været et godt liv, trods det umanerligt utaknemmelige job. Tidligt i barndommen var hun klar over, at hun var anderledes, hendes liv var prædestineret til et liv som dronning. Uafvendeligt var det. Hun tog opgaven på sig, og bedre har vel ingen kunnet klare dette, end netop Dronning Margrethe.
De mange tv-klip, af kongefamilien sammen med deres tre små døtre, stod meget fint i billedet. Et forbillede for nationen.

Men enig med Dronningen om faderens, gemalens og hendes egne kunstneriske kvaliteter bliver jeg næppe.

Verner

Forår

Lige nu. En af disse smukke forårsdage, masser af sol, blå himmel, men iskoldt i skyggen. Det nordiske forår. Bare det, at foråret er kommet. Alt begynder forfra nu, hele naturen står på spring. En dag beregnet til en ganske vist iskold sejltur på fjorden, vandretur i skoven eller hvad som helst, bare det er udenfor i solen. Og alle forventningerne til et langstrakt forår og lang varm sommer er intakt. Det slår ikke fejl. Nu er det forår.

　
Ludwig Uhland

- musik: Franz Schubert

Frühlingsglaube

Die linden Lüfte sind erwacht,

Sie säuseln und weben Tag und Nacht,

Sie schaffen an allen Enden.

O frischer Duft, o neuer Klang!

Nun, armes Herze, sei nicht bang!

Nun muß sich alles, alles wenden. 　

Die Welt wird schöner mit jedem Tag,

Man weiß nicht, was noch werden mag,

Das Blühen will nicht enden.

Es blüht das fernste, tiefste Tal:

Nun, armes Herz, vergiß der Qual!

Nun muß sich alles, alles wenden.

Verner

　

van der Saar

Edwin

Edwin og frue

van Gaal

Faktisk sidder jeg her og synes, at det er synd for Manchester Uniteds fremragende målmand. I sidste års finale i Champions League undervurderede Uniteds manager Alex Ferguson sin spanske modstander, det var blot en walk over, troede han, og selv hans hollandske supermålmand kunne ikke redde Manchester, van der Saar og resten af holdet blev ikke mestre. En stjerne, som van der Saar, deltager naturligvis for at vinde.
Sent tirsdag aften i denne uge gæstede Manchester så Bayern München, på forhånd ret sikre på udfaldet! Men, Bayern er ikke hvem som helst, og slet ikke med den hollandske manager Louis van Gaal ved roret. Igen tog Ferguson fejl. Selv med en lynhurtig føring til 1–0 holdt det ikke hjem. Da tyskerne var kommet sig efter chokket, overtog de spillet på midtbanen og beholdt det. Efter pausen forcerede tyskerne tempoet, og ved et frispark retter en af de engelske forsvarere bolden af, så van der Saar ingen jordisk chance har. Han kan blot stå og se bolden gå ind helt ovre i den anden side af målet.
Men det skulle blive værre endnu for van der Saar. I overtiden scorer tyskerne igen, denne gang på et enmandsraid ind i feltet, den tyske spiller finter van der Saar til at gå til den forkerte side. Manchester og van der Saar taber 2-0.
Nu regner Ferguson med at vinde hjemme i returkampen. Man ved aldrig!
Men det engelske hold forekom ikke motiveret. De aldrende stjerner på holdet er på pensionsstadiet, de unge spillere knapt flyveklare. Holdet virker ordinært. Og Ferguson? Til sammenligning forekommer Münchens manager van Gaal betydelig mere beslutsom og fremme i stiletterne.
Og ja, faktisk er det synd for sympatiske van der Saar.

Verner

Bach

Ikonet Bach
Bachs ansigt rekon-
strueret - uden
paryk!

Simon Rosenbaum

Andras Schiff

Johann Sebastian Bach

Ved onsdagens koncert i Trinitatis Kirke i Kbh. opførte Trinitatis Kantori & Kammerorkester værker af Johann Sebastian Bach, dirigeret af Per Enevold. Stor, forunderlig smuk musik af den gamle mester.

Værkerne, der blev spillet ved koncerten:

Der Geist hilft
Motet for dobbeltkor

Ich habe genug
Solokantate

Missa brevis i A-dur
Messe for soli, kor og orkester

Nej, det er ikke gammeldags og tørt, det er sprællevende musik, som er bevaret til vor tid, nok værd at bruge én time og 10 minutter på sammenlagt! Desværre varede det ikke længere. Det var alt. koncerten viste med al tydelighed storheden i Bachs musik. Alene korsatsen i dobbeltmotetten er storslået.
Trinitatis Kirke menes at se ud, som en typisk kirke på Bachs tid, sjovt ikke? Akustikken ikke helt ideel.
Bach var en stor komponist, mange mener den største til alle tider. Interessant synspunkt, og måske rigtigt. Jeg er helt på linie med dette. Andras Schiff, en af vor tids helt store pianister og musikpersonligheder, gør det op på denne måde:

Bach er Gudfader
Mozart det lille Jesusbarn
Og Schubert er Helligånden

Altså Trinitatis (Treenigheden).

Mange af Bachs værker lyder, som var de lige blevet til, ganske nutidige, hvilket er forunderligt, for de blev skabt i første halvdel af 1700-tallet! Ren magi.

Bach havde 20 børn. Det fik engang Simon Rosenbaum, meget underholdende dansk entertainer, til at sige i et show: ”Bach havde 20 børn - plus alle de små halfbachs!”

Morsom mand, denne Hr. Rosenbaum.


Verner

Elitens fald

En ganske alm. og fuldstændig tilfældig dag i Danmark

I en artikel i dagens ”Politiken” omtaler Mattias Tesfaye (murersvend og faglig sekretær i 3F) Elitens triumf (bog af forfatteren Lars Olsen).

Denne blogs forfatter ville sammenfatte det til:
De mange miserable forhold i dagens Danmark skubbes til side i den offentlige debat af netop eliten. Sammenhængskraften i samfundet, noget der altid har været tilstræbt, ofres simpelthen af dem, der skulle vide bedre; eliten.
Dem som har evnen har også forpligtelsen!


Her kommer så diverse uddrag af Tesfayes artikel.

Mattias Tesfaye:

Lars Olsen har for nylig udgivet en bog, der hedder ”Eliternes triumf”. Den handler om, at djøf’erne og kultureliten og rigmændene lukker sig om sig selv. At de får den offentlige debat og den vedtagne politik til at tage udgangspunkt i deres egen elitære virkelighed. Og at de mere brede folkelige dagsordener ignoreres af eltiten.

-

Skal mennesker kunne leve i Kalundborg? De nuværende fabrikslukninger i Danmarks udkantsområder suppleres af sygehuse, der lukker, uddannelsesinstitutioner, der centraliseres i de store byer og offentlig trafik, der svigter de gamle købstæder.

-

Skal vi leve i et land uden fremstillingsindustri? Er det meningen, at alle os uden boglig uddannelse udelukkende skal leve af at klippe akademikernes hæk, gøre deres lokummer rene, gå ture med deres hund og passe deres gamle forældre?

-

Hvorfor accepterer vi kriminalitet på arbejdsmarkedet?
Som fagforeningsmand bliver jeg ofte kontaktet af bygningsarbejdere, der undrer sig over, at lovgivningen så åbenlyst brydes, uden at nogen myndigheder griber ind. Også selvom det anmeldes. Folk kører på byggemarkedet i polsk indregistrede biler. Lønmodtagere får hver sit momsnummer og omgår skattelovgivningen. Virksomheder uden tilladelse til at arbejde i Danmark arbejder for det offentlige!
Hvordan kan det ske? Myndighedernes kontrol af arbejdslivet er praktisk taget ikke eksisterende. Det er skræmmende, så hurtigt tiltroen til myndighederne fordufter, og kriminaliteten bliver hverdag. Hvor er Skat, hvor er politiet, hvor er Arbejdstilsynet?

Mattias Tesfayes slutord om eliten:

Skide være med eliten . . .
. . . som aldrig har trillet en trillebør i frostvejr og ikke aner, hvad vi ’almindelige mennesker’ går op i og snakker om på arbejdspladsen. De er også ligeglade. Det er vores problemer. Vi må løse dem selv. Og sådan har det s’gu altid været.

Verner

Nielsen

Sympatisk cheftræner -
Kent Nielsen

Jeg har ikke leveret!

Sejren har mange fædre, nederlag kun én!

Så sandt, så sandt. Den meget sympatiske, tidl. europamester (1992) og nuværende cheftræner for BIF (Brøndby), erkender sin situation i dagens udgave af Berlingske Tidende. Alle, og især BIF, ser gerne klubben vende tilbage til toppen af dansk fodbold, men set udefra har det lange udsigter. Uanset de mange problemer internt i BIF er det Kent Nielsen, der er cheftræner. Sejren har mange fædre, nederlag kun én. Som konsekvens af dette gætter mange på, at hans trænersæde nu er hot. Lige i den grad.
Han overtog et hold, der mod alle odds havde rejst sig fra ruinerne og lå nummer ét i SAS Ligaen. Brøndby endte på en tredjeplads, nu er holdet den bløde mellemvare i stillingen, har ikke vundet seks ligakampe i træk og nærmer sig sin egen rekord for sejrsløse stimer. Alt sammen efter Kent Nielsen overtog Brøndby i januar 2009.
Oveni den resultatmæssige nedtur og den fodboldmæssige sandhed i, at tabellen aldrig lyver, har der siden Tom Køhlert overlod et vinderhold til Kent Nielsen også været famlet en hel del med opstillinger, systemer og spillestil. Cheftræner Kent Nielsen erkender da også, at han endnu ikke har leveret på Vestegnen.
Desværre rækker hans kvaliteter endnu ikke til en stilling som cheftræner for en storklub. Et eksempel, der minder noget om dette, er den lige så sympatiske Michael Laudrup, der heller ikke ses at levere varen, hvor end han kommer frem. Begge de herrer har min fulde sympati.
Nemt er det ikke!

Verner