Dansk landshold til VM?

Søren Larsen
Dansk forward


DANMARK – ALBANIEN 3 – 0 !

I det danske fodboldlandsholds bestræbelser på at kvalificere sig til den forestående VM-turnering, lykkedes det onsdag aften, i indeværende uge, at slå Albanien på hjemmebane i Idrætsparken i København med 3 – 0.
Så langt, så godt.
Efter de første 5 kampe i puljen, fører de stærke danskere puljen suverænt, og ses at have et supergunstigt udgangspunkt for at vinde denne og kvalificere sig. Nu mangler blot at Olsen og gutterne tager stikket hjem. Det er nu fuldstændig op til dem selv, og mons tro ikke, de skulle klare dette?
Det Olsen har ventet på, i et par år snart, er hurtige, unge, boldsikre typer, med vindermentalitet. De er nu dukket op, og det går over stok og sten. Manglen på disse typer medførte også, at det danske landshold ikke kvalificerede sig til deltagelse i de seneste to slutrunder; Em og VM.
Denne gang skulle den gerne være der. I dagens fodbold vindes ingen ting, hvis ikke man råder over unge, meget hurtigt spillende typer.
I onsdagens kamp manglede desværre Thomas Rasmussen (BIF), der har været skadet, men som nu er stærkt på vej tilbage til toppen. I sær Rasmussens giftige indlæg fra fløjen ville have sikret danskerne en større sejr end bare 3 – 0.
Mht. til forsvarsspillet savnes mere tyngde og stabilitet, især hvis det lykkes danskerne at komme til VM. Det er pt. det svageste led i kæden.
Jeg sidder og lurer på, om ikke fætteren igen skaffer et par billetter, så vi ved den næste hjemmekamp kan sidde sammen og nyde kampen, og ikke som sidst under landskampen mod svenskerne, hvor alt gik så grueligt galt, sidder i hver sin ende af stadion.
Hvem ved?

Verner

DR SymfoniOrkestret sænker niveauet

Thomas Dausgaard


DR SymfoniOrkestret

Det er ikke altid, jeg er enig med Thomas Michelsen (musikredaktør ved Politiken), især ikke, da han i en anmeldelse kaldte von Karajans indspilning af samme værk (det er underordnet hvilket) for at værket havde fået en gang hattelak. I min optik er der her tale om helligbrøde, for hvad bilder han sig egentlig ind? Men jeg må jo give Michelsen ret, når man læser hans vurdering af DR SymfoniOrkestrets program for den kommende sæson. Efter at have banket SymfoniOrkestret op på internationalt niveau og brugt 1,6 milliarder kr. på et kæmpestort koncerthus, skifter DR i den kommende sæson kunstnerisk strategi og går fra topartister til endnu knap nok etablerede navne. I det kommende program vil man kun opleve store internationale solister, dirigenter mv. i den udstrækning, hvor kontrakterne er blevet til under den nu afgåede orkesterchef P. E. Veng. Vi er mange, der trofast har fulgt orkestret i dets mangeårige optur, og alle vi frygter en kommende deroute for orkesteret. Sandsynligvis er det pengemangel, der driver værket nu, årtiers meget hårdt arbejde står på spil!
Det er så meget mere foruroligende når man, blandt mange andre store oplevelser, tænker på den mindeværdige koncert for et par sæsoner siden, hvor orkestrets chef Thomas Dausgaard dirigerede orkestret i Johannes Brahms fjerde symfoni, efter optegnelser foretaget af selve Fritz Steinbach (superdirigent på Brahms tid), optegnelser, der havde fundet sted i samarbejde med Brahms, ved prøverne før førsteopførelsen af værket.
Det var en mageløs begivenhed med Dausgaard og DR SymfoniOrkestret, og forfærdeligt hvis ikke orkestrets og koncertrækkens meget høje niveau fremover kan holdes.

Verner

På den yderste dag!

Messa da Requiem

Her hører man straks dommedagsbasunerne (og trompeterne) i Verdis fænomenale, og storslåede Messa da Requiem (Dødsmesse).
- Men nej, der er vi slet ikke henne. Slet ikke. Det er ikke sådan!
Det sagen drejer sig om, er dit livs sidste arbejdsdag! Intet mindre!
Tiden op til er fyldt med spørgsmål og bemærkninger, som f.eks.:
Nej, hvor er det dejligt for dig!
Glæder du dig?
Hvad skal du lave, fremover?
Nu skal du nok til at sove længe, hvad?
Bliver det ikke pragtfuldt, at slippe for at arbejde?
Lillemor skal nok sørge for, at du ikke keder dig!
Og sådan bliver de ved. Man må stå det igennem. Der er ikke noget, man kan gøre for at stoppe denne form for nonsens. Intet, simpelthen!

- Nå, så kommer den ”Store dag”!

Ingen udenforstående forestiller sig, hvordan det menneske, der nu stopper for at gå på pension, sådan lige har det med en beslutning, mere eller mindre frivillig, som er et kvantespring. Et kvantespring lige ud i ukendt land. Hvor man går fra at have en slags betydning, for alle dem man til daglig arbejder sammen med, til ikke at have nogen betydning overhovedet.
Ingen forestiller sig, hvorledes alt denne sidste dag nærmest skriger til himlen, hvordan man knapt får fat i noget som helst, og på den anden side alligevel ser og hører alt.
Ingen lægger mærke til den kommende pensionists følelsesmæssige virvar, som han / hun står der (ved receptionen) og på en eller anden måde får sagt farvel til alle dem, de til daglig har været omgivet af, har snakket og grint med, etc., etc. Og er kommet til at holde af, pragtfulde mennesker, som de jo er.
Til sidst stilner det af. Man får sagt det sidste farvel og kører hjemad alene.
Deres glade bemærkninger og råb svirrer i hovedet.
Nu er det slut.

Personligt har jeg været igennem sådanne større afskedsseancer tre gange tidligere i min tilværelse. Jeg lærer aldrig at holde af det.

Bagefter er det så underligt tomt.

Verner

Karriere og job

Brian

I denne tid udkommer en bog om Stein Bagger hver eller hver anden dag. En kritiker / anmelder gjorde forleden gældende, at det er dansen om guldkalven. Forfatterne håber alle at score kassen på netop deres bog. Jeg har kun læst anmeldelser og div. uddrag, men i min optik handler det f.eks. også om Stein Baggers karriere og job. Og Brians, så sjovt det end lyder. Stein Bagger var aldrig nået så langt, hvis alt skulle have gået lovligt for sig, med den baggrund han nu engang havde. Der skal mere til for at komme frem i verden. Hvorvidt han har ræsonneret på denne måde, får stå hen i det uvisse. Det blev altså et luksuriøst liv på toppen ved hjælp af svindel i den store stil. Jeg får næsten sympati for ham, for det hele var meget stort anlagt, og sikke nerver den mand må have haft, ikke sandt? Hans kone fortæller, at han aldrig skjulte noget, hverken når han telefonerede eller arbejdede med sin computer. Det er måske al svindels grundlæggende element, at tingene skal se ud til at være normale, og desuden kan forklares hurtigt og rationelt. Som i den seneste bog om Stein Bagger: Stein og inderkredsen. I Den Levende i dag, er der udsnit af bogen, som har Erik Ove som medforfatter, Ove der var ansat som kommunikationsrådgiver i IT Factory. Ove fortæller om Brian Sandberg Jensen, der arbejdede som sikkerhedsrådgiver for Bagger og IT Factory, og som for øvrigt er nr. 2 i Hells Angels hierarkiet i Danmark! Da Ove spurgte Stein Bagger, om der var ting eller forhold i hans omgangskreds, der kunne tænkes at blive en belastning og forhørte sig om Brian, fortalte Bagger, at han og Brian var vokset op sammen i Frederiksværk. Det var en håndværkerby, nogle blev tømrere og snedkere, og nogle kom på Stålvalseværket. Og så var der nogle der blev rokkere. Brian blev rokker. Så vi er altså barndomsvenner. Det skal du for øvrigt ikke blande dig i.
Men, men, men! I virkelighedens verden stammer Brian fra Slagelse, han og Bagger har ikke været barndomsvenner i Frederiksværk – de mødte hinanden i en fitnessklub i København mange år senere. Stein Bagger er åbenbart også mytoman, men næsten en sympatisk af slagsen!

Verner

Otto von Bismarck

Jernkansleren

Tyskland 1815-1898

Sammensvejste Tyskland som stormagt og gjorde det til kejserdømme. Bl.a. fik han sammensvejset det tyske rige ved hjælp af krige mod Danmark, Østrig og Frankrig.
Der står en imposant statue af ham i Hamburg Havn, som man bør se.
I dag er det meste af det tyske rige genforenet efter mange års adskillelse.

Han sagde, sikkert blandt meget andet:
”Folk ville sove bedre, hvis de ikke vidste, hvordan pølser og politik blev til”, som en kommentar til, at ideer og beslutninger i politik bliver udviklet løbende, efterhånden som tingene sker.

Og vi lader lige denne bemærkning blive stående et øjeblik.

. . . . . .

Verner

Kom nu, statsminister!

Kom nu, statsminister!

I et indlæg i et større herværende dagblad, opfordres statsministeren til nu at få sat gang i indsatsen, for at indføre ny teknologi, anvende både øget beskatning og socialt pres, for at ændre en katastrofalt forkert energipolitik og totalt fravær af nødvendig klimaindsats. Hans regering synes at være uegnet til at lede landet, selvom det ikke er større end Danmark. Der er for mange flotte ord og alt for lidt handling.

Citat fra indlægget:
”Olien er for billig, skatten for lav, hvis chilensk vin koster det samme i Danmark som italiensk. Hverken en ananas fra troperne eller en reje fra Polarhavet bør koste en slik i Danmark, hvis transport og produktion har kostet urimelig meget CO2 undervejs. Vi kan vælge at betale for griseriet eller vælge at spise nordiske rodfrugter og sæsonbestemte fjordrejer i stedet. Pointen er ikke, at staten skal bestemme, hvad vi skal spise. Men at vi selv bør betale både, hvad vi spiser, hvordan vi kører, og hvad vi forurener.
Vækst med fossile brændstoffer duer ikke. Nu gælder det om at være først med den ny teknologi, først med en ændring af kollektiv transport, først med ændring af bilvaner, først med den ny beskatning, der givet bliver nødvendig.”

Det kan Danmark og EU udmærket sætte i gang, hvis Fogh tror på det, han selv siger.
Kom nu, Statsminister!

Fogh kommer ikke – Det ser snarere ud til at Fogh rejser, rejser til en stilling, som generalsekretær for NATO!

Verner

Anna Netrebko

Den underskønne Anna Netrebko

Sjældent har man oplevet magen til en operastjernes opstigning på firmamentet, som i tilfældet med Anna Netrebko. Slå bare koldt vand i blodet nu, for her kommer ikke en komplet biografi omhandlende den underskønne Anna. Og med underskøn menes altså også den fænomenale stemme.
Men det var altså også hende, der som ganske ung skurede teatergulvet i Kirov Teatret. Der skal jernvilje til at komme frem i denne verden.
Og kommet frem er Anna. På stålsat vilje, utrolig arbejdsindsats, musikalitet og et ufatteligt skønt ydre.
I dag er hun en fejret stjernesopran. Alles darling. Hun siges også at være mega-dyr at engagere, hun, som i et interview afholdt på berømte Hotel Sacher i Wien hviskede til journalisten: ”her skal være hundedyrt at bo”.
Anna bor selv i Wien med sin ægtemand, også operasanger, og lille nyfødte søn.
Aldrig vil man glemme hende, som Violetta i La Traviata, i den mageløse opsætning i Salzburg 2005.
Ellers findes hun på utallige DVD’er og CD’er.
På Youtube kan man se og høre hende i den smukke Rusalkas sang til Månen (Dvorak; Rusalka). Her demonstreres til fulde alle stemmens kvaliteter, hold da op, det er gribende.
Storslået sangkunst!
En gang senere på året giver hun så koncert i København. Der var udsolgt på ti minutter!
Nej, jeg har ikke en billet. Slet ikke. Det tog kun lige ti minutter!

Verner