onsdag den 24. december 2008

Kærligheden

Det er emnet, der til alle tider har interesseret mennesket mest. Stone sure. Det følgende digt, om det folkekære emne, er hverken nyt eller ukendt, men bevægende er det . . . .

Så skimrande var aldrig havet
och stranden aldrig så befriande,
fälten, ängarna och träden, aldrig så vackra
och blommorna aldrig så ljuvligt doftande
som när du gick vid min sida
mot solnedgången, aftonen den underbara,
då dina lockar dolde mig för världen,
medan du dränkte alla mina sorger,
älskling, i din första kyss.

Verner

Tekstkontrol

Endnu i skrivende stund er min daglige bestilling at varetage tekstkontrol-funktionen i et mellemstort trykkeri på Vestegnen, der er specialist i at fremstille etiketter til medicinalindustrien.
Her må man så gøre op med sig selv, om en sådan beskæftigelse er en plage eller er sliddet værd.
Egentlig var det blot noget, jeg besluttede mig for at gøre, på et tidspunkt hvor jeg var arbejdsløs, for fem år siden, et tidspunkt, hvor det var meget svært at skaffe et job, hvis man var fyldt 60 år. Næsten ingen ville have en medarbejder med den alder, det var meget problematisk. Det er noget andet i dag. Men efter ti måneders intensiv søgning, hvor håbet var mere end dalende, lykkedes det alligevel at skaffe et job.
Det så ikke for lovende ud. Jeg havnede i en lille, meget flot prepress-afdelingen, med nogle søde mennesker ansat. Men arbejdets karakter og omfang var alligevel på kanten af det utrolige. Der var ikke meget hjælp at hente fra Kvalitetsafdelingen, hvor jeg rettelig hørte til, og min forgænger på posten havde intet efterladt sig overhovedet, der kunne være en rettesnor.
Det var stress og jag med både at finde ud af alle de mange regler og normer og samtidig bjerge af arbejde.
Men det der kan gøre det interessant er, at i funktionen tekstkontrol i sådan en prepress-afdelingen, der befinder sig i opstarten af produktionen af de mange ordrer, er at man altså langt fra er det første menneske, der deltager. Og mennesker laver fejl.
Tro mig.
Det er vel det egentligt grundlæggende i en sådan bestilling.
Mennesker laver fejl
Vi lader den lige stå et øjeblik!

Der har allerede her i prepress-området, næsten før opstart, været indtil flere mennesker indover ordrerne:
Kundens sælger.
Kundens grafiske afdeling.
Vort firmas ordrebehandlere.
Grafikere, der pt. er ansat i vores prepress-afdelingen.

Det næste der skal tages højde for er:
Div. ISO-regler, mm.
Kundens specifikationer
Interne specifikationer
Tekniske detaljer, betinget af produktionspraksis

Dernæst:
Mange forskellige sprog:
Nordiske, herunder finsk og islandsk
Vesteuropæiske
Østeuropæiske, herunder kyrilliske
Fjernøstlige sprog, deriblandt thai og flere slags kinesisk (jo, der er flere slags)

Til sidst må der også tages hensyn til vore egne grafikeres standard, og foruden om de lige har en god dag, og til slut ens egen evne til at koncentrere sig 100 pct.
Der kan simpelthen være dage, hvor man må konstatere, at man ikke er fit og må koncentrere sig meget, meget mere. Det bliver i så fald bydende nødvendigt.
Så er det bare med at læse produktet fra en ende af, for at afgøre om det umiddelbart kan produceres, eller om der skal foretages rettelser.
Den opmærksomme læser kan ud af alt dette konstatere, at der stilles store krav, hvis alt skal være på rette plads, før man producerer klichéer hhv. trykplader før trykstart.
Alt skulle gerne ende op med et fejlfrit produkt, så brugerne af medicin, påsat etiketter fra firmaets produktion, kan være sikre på at kunne anvende medicinen uden risiko.

Verner

Det ligodt grove (jysk mundart)

Det er dejligt, at man kan have sin vin (noget af den) opbevaret hos junior i hans kælder i et lille, lukket, mørkt og relativt køligt rum, når man ikke selv har et sådant, og må nøjes med at opbevare et vist, mindre antal i bunden af klædeskabet, til snarlig brug. Så at låne et sådant rum er jo herligt, og jeg er Bo meget taknemlig for hans hjælp, blot kan han naturligvis heller ikke selv fylde denne kæmpestore kælder. Men alligevel.
Så for ganske nylig, efter et helt døgns kraftigt regnvejr, kom der vand i kælderen. Uha.
Meget hurtig fik det unge menneske (Bo) kontaktet forsikringsselskab og fik gang i tørringen af kælderen. Tæpper, gamle møbler og andet skrammel røg ud, og ind røg tørre-apparater, alt sammen så udmærket.
Ved et besøg kort efter at tørringen var tilendebragt, besøgte jeg så det lille vin-rum, og konstaterede at en af de personer, der havde rendt ud og ind for at udbedre skaderne, også havde nået at stjæle 4 flasker af den herlige Chateau Colombier-Monpelou. Det er mageløst frækt, og ingen, heller ikke chefen for mandskabet, har en kinamands chance for at opklare sådan en sag. Alle vil naturligvis nægte. En af folkene havde faktisk spurgt Bo, hvilken af vinene, der var bedst. Men det beviser ikke noget. Det er ikke pengene der plager mig, der er tanken om, at en ukyndig drikker vinen, må man håbe, han opdager hvor god den er!
Svigerdatter Louise mener også, at der er forsvundet nogle flasker Champagne fra samme rum. Holy shit.
Blot er det synd for Bo, at han kommer ud for sådan noget, når han prøver at hjælpe. Ikk'?
Verner