mandag den 23. december 2013

Det jul



Vi er tæt på julen 2013. Det kan ikke længere ignoreres. Men derfra til at komme i julestemning er der et stykke vej. Jeg selv holder jul fuldstændig som sædvanlig. Intet nyt. Det er dømt hygge med familie og venner og masser af mad og drikke. Den manglende julestemning er måske forårsaget af fejringen af en højtid, som efterhånden ikke siger ret mange noget. Bevares, i kirke går mange den 24. december om eftermiddagen, ellers står de mange kirker gabende tomme resten af året. Gudstjenesten er helt fantastisk hyggelig juleaften, det kan ikke nægtes. Som barn hørte jeg en berømt skuespiller læse juleevangeliet, ingen ringere end den på den tid superberømte Poul Reumert. Dér var simpelthen dømt julestemning ved den begivenhed.
I voksenlivet derimod har det været svært at opnå samme glæde og forventning. Men, der bør være andet end familie, venner, mad, drikke og samvær, uanset hvor hyggeligt det så er (forhåbentlig). Fred rundt omkring i verden nås aldrig juleaften. Mennesket slås, kives, skændes etc. Så musik da? Det er rigtigt, der findes en masse julemusik af alle stilarter. Og vi hører det i en uendelig udstrækning de to sidste måneder før jul. Især jule-pop, her er ikke nogen fornyelse.
I aftes sendte tv-stationen DK4 et interview-program med André Rieu, foranledet af en kommende turné, hvor han og hans orkester kommer til Danmark. Meget underholdende interview. Rieu ligner nu det han er. En mand på 64 år. Men sjovt og underholdende, og foretaget af en smuk dansk dame. I interviewet var der ikke nogen forbindelse med jul. Slet ikke. Derfor bringes nedenstående et lille stemningsfyldt jule-klip med Rieu og hans orkester. Måske vil netop det bringe os i julestemning. Sådan virker det i alt fald på mig.
Selvfølgelig glæder jeg mig til juleaften. Nu!
Glemte jeg noget??? - Nåh ja.

GLÆDELIG JUL

Verner






Husk at skippe indledende annonce.
Skru op for højttaleren!