Da jeg allerede er kommet ind på det evigtunge emne kærligheden, er der endnu et digt, der dukker op i tankerne. Det er John Henry Mackays lille, men vidunderlige digt Tomorrow; altså I morgen, og ikke som en kendt kvindelig programvært ved DR kom til at sige; Morgen. Slet ikke. Det drejer sig om I morgen. Samme eventyrlige digt har den berømte komponist Richard Strauss gjort fuldstændig udødeligt, med sin musik til digtet, der næsten er for meget. Det er så smukt.
Det er mageløst.
Prøv selv (et must) at høre en af tidens, eller en de seneste halvtreds års store sangerinder fortolke denne miniature. Der er frit valg mellem f.eks. Renée Flemming, Elisabeth Schwarzkopf eller, hvem man nu måtte ønske.
Morgen
Und morgen wird die Sonne wieder scheinen,
und auf dem Wege, den ich gehen werde,
wird uns, die Glücklichen, sie wieder einen,
inmitten dieser sonnenatmenden Erde . . .
Und zu dem Strand, dem weiten, wogenblauen,
werden wir still und langsam niedersteigen,
Stumm werden wir uns in die Augen schauen,
und auf uns sinkt des Glückes stummes
schweigen . . .
Verner
torsdag den 25. december 2008
Abonner på:
Opslag (Atom)
