Lisboa - Elevador de Santa Justa

Her er den berømte elevator

Denne meget imposante elevator er tegnet af arkitekten Raul Mesnier de Ponsard, der var elev af Gustave Eiffel! Elevatoren var færdigbygget i 1902, og den excentriske jernkonstruktion var 1900-tallets måde at sørge for, at det fine borgerskab  kunne komme fra Baixa til Chiado uden at få svedskjolder på silkekjolerne. To elevatorer kører i pendulfart de 45 meter op til Largo do Carmo. Over en bro kommer man til den øvre bydel. I dag er det ren turistfart, men et rigtigt flot minde om fortiden. Udsigten fra elevatorens top, over de syv høje byen er bygget på, er helt utrolig flot. Man må se den, når man er i Lisboa - simpelthen.

Verner 

Lisboa - Fado

Conte Linhares Palads

Man skulle ikke tro det. Men ifølge brochurer og hotellets booking var dette et Palads. Nærmere betegnet Casa De Linhares, eller Conte Linhares Palads. Altså en greves palads i den indre by i Lisabon, beliggende i bydelen Alfama tæt på havnefronten, men situeret i en lille gyde for at være mere præcis. Når man ser bygningen udefra, ligner den noget nedrivningstruet. Anderledes, når man kommer indenfor!

Vi blev gelejdet ned i kælderen, hvor der er en stor og meget smuk sal udstyret med malerier og tæpper på væggene, smukt møbleret og med meget smuk opdækning på bordene. En festsal ville jeg kalde det, hvilket det måske også har været en gang, hvem ved?

Vi drak et glas mousserende vin ved ankomsten og fortabte os i spisekortets fristelser. Lækker mad, fint vinkort, venlige og omhyggelige tjenere.

Så langt så godt.

Nu startede spisningen, jo det var meget dejligt!

Efter en lille halv times tid begyndte underholdningen, som var Fado!

Fado er Lissabons og de store følelsers musik sunget frem af stemmebånd belagt med vemod og melankoli. Fado betyder ”skæbne”, og kernen i Fado-musikken er det portugisiske begreb saudade, der beskriver længslen efter en mistet kærlighed eller den fortid, man aldrig får igen. Fado opstod i 1800-tallet i de små, lurvede tascas i Alfama, Mouraria og i Bairro Alto. Musikken menes at have arabiske og afro-brasilianske rødder suppleret af lyden fra den mandolinformede, 12-strengede portugisiske guitarra.

Sådan cirka hver halve time dukkede der to musikere og en sanger op og startede foredragene. De to musikere spillede guitar og guitarra, hvilket gav en smuk, meget sprød klang, særdeles rytmisk, letflydende og melodiøst. Sangeren synger sin Fado henover dette arrangement, med melodistemmen, som ikke har meget med musikkernes indsats at gøre, men det hele stemmer alligevel fint sammen, naturligvis.

For hver halve time en ny sanger / sangerinde. Først en ung dame, skøn at skue, smuk stemme. Dernæst en mere end midaldrende herre. Tredje gang var det en ung dame igen. Spinkel, nydelig. Og så var det, man pludselig forstod, hvad det drejede sig om. Ikke at man forstod et pluk af det portugisiske, men hendes foredrag af Fado’en! Hun stod lige foran musikerne, ganske let trippende i takt til musikken. Ved hvert vers’ begyndelse gjorde hun et halvt skridt fremad, hvorefter hun sang overordentligt kraftigt, lidenskabeligt indtrængende, så sangen fremstod så sentimental og følelsesfuld som muligt. Hun var en oplevelse. Undervejs i hendes foredrag af sangene vakte hun mindelser om Edit Piaf ! Denne unge dame var så sandt for dyden en stor oplevelse.

Herlig aften.

Her er hun så vidunderet!

Verner