Vinter

Et eller andet sted skal man jo begynde. På billedet ser du Utterslev Mose ved vintertide. Et sted hvor jeg sammen med en god ven tit har cyklet hen, men aldrig om vinteren. Der er ellers meget dejligt. Forleden gik turen så gennem det snedækkede Frederiksdal. Et ufatteligt smukt skue. Nu kan vinteren jo være meget smuk, som f.eks. i år. Og meget kold!

Denne indledning er kun tænkt som sindbillede på de politiske begivenheder i Danmark, eller mangel på samme. Et sindbillede på en regering forvitret i selvskabt atomvinter. Samme regering har kun tabersager på programmet. Knapt en enkelt fod har de sat rigtigt - i årevis!
Udenrigsministeren forvinder aldrig sin række af fejltagelser og har desforuden et lavt omdømme i befolkningen.
Hendes chef, Statsministeren, fortaler sig i en landsdækkende tv-debat og fremfører usandheder om Socialdemokratiske toppolitikere.
Bartel (Bertel Haarder) flejner helt ud over for en journalist, der ikke respekterer, hvad der skal tales om og bliver udstillet i tv.
Den konservative top er på vej ud af regeringen, skal man tro deres seneste udmeldinger, hvilket for øvrigt foregår i fuld offentlighed! Set udefra er partiet nærmest døende.
For at det ikke skal blive alt for trivielt, vælger jeg at stoppe her.
Regeringen kommer aldrig ud af sin atomvinter. Alt fryser til nu. Det er kun et spørgsmål om tid.

- Det er, undskyld udtrykket, saftsuseme koldt derude til morgen. Puh, for en vinter igen i år!

Verner

Don Pasquale

Anna Netrebko







James Levine

The Met

Gaetano Donizetti
DON PASQUALE

Dirigent James Levine
Produktion Otto Schenk
Norina Anna Netrebko
Ernesto Mathew Polenzani
Dr. Malatesta Mariusz Kwiecien
Don Pasquale John Del Carlo

Let er det ikke at arrangere en tur ind til byen for sine venner, for at se Don Paquale af Donizetti i Imperial Bio, hvor én af mange transmissioner fra Metropolitan Opera i New York vistes. Slet ikke, der var flere forhindringer undervejs. Men tingene er nu engang, som de er. Hurtig omstilling, ikke lade sig genere.
Men det skal siges, at der sandelig er meget at komme efter.
The Met (Metropolitan Opera) er efter en hvilken som helst målestok et fremragende operateater. Men det tror da pokker, når man tænker på hovedsponsorerne The Neuhaus Family Foundation og Bloomberg News. Fordi opera er en omkostningstung kunstart samtidig med, at det er den mest sofistikerede kunstart overhovedet. Men derudover skal og bør opera opleves i et teater, et rigtigt operateater.
Det der gør klassisk musik, hvori der indgår sang til noget særligt, er iflg. musikanmelder Robert Naur, for længst afdød desværre, at menneskestemmen er instrumentet hjertet nærmest.
Intet mindre.
Det kan være stærkt bevægende, uhørt stærkt endda, og meget vedkommende pga. teksten og sangerens oplevelse af den tekst og musik, som vedkommende foredrager, og fordi disse værker er skrevet af, for og til mennesker; En øjenåbner af rang.

Don Pasquale

Mets opsætning var fremragende opera. Husets mangeårige chefdirigent James Levine dirigerede det overdådigt spillende orkester. De berømte sangere, Met mønstrer altid de bedste, var lige så gode skuespillere, som de var sangere, især de tre hovedpersoner sunget af Netrebko, Kwiecien og Del Carlo. Hold da op, hvor var de gode. Pragtfuld musik, sang og skuespil. Til gengæld er stykkets handling ikke noget at skrive hjem om. Gammeldags teater.
Men opera for fuld udblæsning - det er det!

Verner

Last Night at the Proms 2010

Walk on, walk on with hope in your heart,
And you’ll never walk alone,
You’ll never walk alone

Renée Fleming, soprano

BBC Symphony Orchestra

Condutor: Jiří Bělohlávek

Se- og høreværdigt var det sandelig. Man kunne fristes til at sige, at det var den bedste udgave netop i år, denne tilbagevendende begivenhed i London, der hvert efterår afslutter rækken af promenadekoncerter i Royal Albert Hall. Kolossal fest, der afholdes simultant i en række parker og teatre ud over landet, heriblandt den stopfyldte Hyde Park lige uden for Albert Hall. Koncerten er en række kendte, letfængelige musiknumre og fællessang, blandet med optrædende solister. Igen dette år en øredøvende succes, med adskilligt bevægende øjeblikke.
Blandt andre var indbudt mageløse Renée Fleming, berømt amerikansk soprano, der startede med at konstatere, stående overfor et kolossalt publikum i hallen: ”De sagde, det ville være sådan!”. Nævnes skal det, Renée Fleming var denne aften smukkere end nogensinde, iført en overdådig kjole, der matchede hendes fysiske fortrin. Så smukt, så smukt. Fleming sang bl.a. Rusalkas sang til Månen, på tjekkisk, og sjældent har man hørt et kæmpepublikum være så stille. Hendes pragtfulde stemme klang gennem rummet, kun orkesterledsagelsen hørtes (heldigvis). Meget smukt og betagende og til sidst lige før Rusalka fortvivlede skrig, lamenterer engelskhornet ganske sagte i baggrunden, en raffineret kommentar til kulden og ensomheden, der bemægtiger sig den lille havfrue, som aldrig får sin prins.

Kolossal applaus.

Fleming vendte senere tilbage og sang for i Rule Britannia.
Blandt de mange fællessange var Rodgers og Hammesteins You will never walk alone, Jerusalem, Rule Britannia og God save the Quenn. Sidstnævnte i et arrangement af Benjamin Britten, som indledes piano i orkesteret, damestemmerne i de to kor soto voce (ganske sagte), betagende smukt, efterfulgt af fællessang for fuld damp.
Det må være verdens største musikfest.

Verner

Efterår

Sommer smiler forbavset, svag,
i sin havedrøm, døden nær.
Dvæler længe hos rosen,
tøver, venter, længes mod ro.
Langsomt lukkes dens store,
dybt bedrøvede øjne to.

Efteråret er for længst over os, løvfaldet næsten afsluttet, afsluttet i en farvepragt, et skønhedsdrukkent farveorgier, som hver eneste år fryder øjet. Naturen puster ud nu, hviler, samler nye kræfter.

Vinter står for døren.

Hvor marken bølged nys som guld

med aks og vipper bolde,

der ser man nu kun sorten muld

og stubbene de golde.

Verner

Das Rheingold

Richard Wagner

Bryn Terfel

- som Wotan (Odin)

tror jeg!

Operabio

Transmission fra Metropolitan Opera – New York

I en lang række af operabio-forestillinger fra Metropolitan Opera i New York er turen kommet til Das Rheingold af Richard Wagner. Traditionen tro leverer Metropolitan varen. Fuld smæk for skillingerne. Iflg. teateret selv dækker billetindtægterne kun halvdelen af omkostningerne ved at producere, så kan man tænke lidt over det. Men det tror da pokker, når man ser den maskine, der er bygget for at realisere teatrets iscenesættelse af Rhinguldet.
Skal man kritisere noget, er det at lydgengivelsen ikke var optimal på sidste række i Imperial Bio, hvor jeg selv sad. Wagners orkestersats er uhyre vigtig, en rolle i sig selv. Så det er jo ærgerligt. Komponistens musik er på udvalgte steder altomfattende, hvad man ikke her kunne høre.
Rhinguldet er historien om hvordan dværgen Alberich røver Rhinguldet og gør det til en ring, der giver alverdens magt, hvorefter guden Wotan hugger den og bruger den som betaling for opførelsen af den ny pragtborg; Valhalla, et sted, hvor guderne kunne være i sikkerhed og fred for terror og ufred. Se lige det synspunkt anvendt på vore dages samfund!

Rhinguldet er den første af fire forestillinger i Nibelungens Ring (Ringen, kaldet). På hvilket tidspunkt komponisten fandt på at gøre det til historien om sit samfund, dets mennesker og deres følelsesliv, er for mig uvist. Men i Ringens 100 års jubilæums forestilling, iscenesat og dirigeret af to franskmænd (Chereau og Boulez) blev linjerne trukket helt fantastisk op. Her var det nemlig opfattelsen, at Ringen handler om den gamle verdens undergang og en ny tids komme. En ny og stærkt voldelig tidsepoke. Det var, hvad Wagner selv oplevede i datidens samfund og er stensikkert en kommentar til dette.
Denne opfattelse af værket er der også fuldt belæg for i udgaven fra Metropolitan. De gamle guder prøver med alskens kneb at redde deres verden med løgn, fortielser, tyveri, mord og krig. Deres tid rinder ud. Overguden Wotan (Odin), her sunget og spillet af fantastiske Bryn Terfel, ikke alene ser, hvor det bærer hen, han ved at enden kommer - langt ude. Men først købes der tid.
Halvguden Loge synger til sidst, hvor guderne går over Regnbuebroen ind i Valhalla, at guderne stormer ind i deres ny pragtborg, selvom de går deres undergang i møde!
I Wagners utrolige kompleks af ledemotiver anvendes Store Valhalla ledemotivet, præcis hvor guderne går over Regnbuebroen. Det virker meget, meget stærkt.


Verner

Wien - oktober 2010 - 4

Wagner pavillon
på Karls Platz

Musikverein

Karls Kirche

Ud for Wiener Staatsoper på Ringaden svinger man til venstre ned ad Kärntner Strasse, og straks efter står man på Karls Platz. Spørgsmålet melder sig nu; hvilken Karl, taler vi her om? Kejser Karl 6! Her kunne man tro, at han forlangte sit navn på pladsen og kirken for at have taget initiativ til opførelsen. Ingenlunde. Det var et løfte, denne kejser gav, hvis pesten (1713) hurtigt drev over. Det gjorde den, og i denne anledning er kirken opført til Den Hellige Karl Boromeus ære. En protestant ved ikke, hvem denne sikkert fortræffelige herre er!
Det er absolut et af Wiens smukkeste steder, men det kan man, alt efter temperament, sige om en del steder i denne forunderlige by. Det er ovenikøbet overordentligt smukt. En stor meget flot plads, trafikfri, næsten, springvand foran Karls Kirke, der fremhæver kirkens arkitektur. Kirkens indre slår det meste, og personligt finder jeg interiøret meget smukkere, end det man oplever i Stephans Dom.
I pladsens ene hjørne finder man så Wagner pavillonerne, tegnet af arkitekten Otto Wagner. Pavillonerne er i jugend stil og med grønne kobbertage. Raffineret byggeri! Modsat kirken vender Künstlerhaus og Musikvereins gavl ud mod pladsen. Fra Musikverein sendes de berømte Nytårskoncerter, der hvert nytår transmitteres til stort set hele kloden. Det er samtidig Wienerphilharmonikernes koncertsal.
Har man ikke fået kultur nok, ligger tæt på Karls Platz udstillingsbygningen Secession og berømte Theater an der Wien.

Verner

Wien - oktober 2010 - 3

Oberes Belvedere

Gustav Mahler Der Kuss

Belvedere Slottene

Prins Eugen af Savoyen boede her. Manden var en genial hærfører og desuden kunstelsker af rang. Talentfuld herre, ikke? Slottet, eller rettere slottene, hører til de mange ting, man må opleve i Wien. Et must, simpelthen. I dag er de to smukke huse indrettet som museer. Midt i mellem dem er en overordentlig smuk barokhave. Fra terrassen på Oberes Belvedere ser man ned over barokhaven til Unteres Belvedere, ind over den indre by og ud til Wienerwald, et fantastisk syn. Mest interesse synes jeg knytter sig til udstillingerne på Oberes Belvedere, som bl.a. rummer en samling af Gustav Klimt, en af Østrigs helt store malere. I udstillingen findes Gustav Klimts Der Kuss. Det er enestående smukt. Personligt er jeg af den mening, at man her står overfor en pendant til Wagners Tristan musik. Billedet er mættet af den samme stemning!
Ved indgangen i stueetagen hænger et kæmpestort maleri af Napoleon til hest, et meget kendt billede. Pudsigt ikke, når man tænker på, at her boede en anden genial hærfører! I en af udstillingssalene mødes man af et kæmpebillede af Gustav Mahler, berømt komponist og dirigent. Billedet forestiller Mahler foran et kæmpeorkester, hvad hans musik også fordrede, et fantastiskt og helt teatralsk maleri.

Der er ingen ende på Wien!

Verner

Wien - oktober 2010 - 2

Peter Malberg

Kejser Franz Joseph

Hofburg

Kejserslottet

i centrum af Wien

I centrum af Wien ligger kejserslottet Hofburg. Det er monstrøst, en passende bolig for en kejser. De dage er naturligvis forlængst forbi, i dag er Østrig en republik. Men engang var Østrig centrum for et mægtigt kejserrige, hvilket tydeligt ses i den gamle by. Slottet er fantastisk og et besøg værd. Foran slottet ligger den store flotte Helden Platz, hvor der afholdes alle slags begivenheder. En historisk plads. Men lige netop da vi travede gennem Wien denne gang, var pladsen optaget af det østrigske forsvar, der afholdt en slags udstilling, heriblandt en topmoderne kamphelikopter, uha for en skrækkelig ting at komme i klammeri med. Blandt de mange kejsere og -inder, der har beboet slottet, var naturligvis også Kejser Franz Joseph. Som jeg står der på Helden Platz, kommer jeg til at tænke på den danske filmatisering af Sommer i Tyrol. Peter Malberg spiller i denne film Kejser Franz Joseph og ligner ham lige på en prik. Det er humor på højt niveau, ubetaleligt morsomt.
På slottet befinder sig også Spanische Hofreitschule, et must for førstegangs besøgende. Vi så det ved et tidligere besøg.

Verner

Wien

Wien - oktober 2010 - 1



Burgtheater

Staatsoper Wien
Storbyferier er populære blandt rejsende, der tager ud for at oplade sindet, få en på opleveren dvs. lære en anden kultur at kende eller en fortidig af slagsen. Blandt europæiske hovedstæder er Wien et must. Her, om noget sted, findes muligheden for at tilfredsstille sin oplevelsestrang, opleve noget storslået og i det hele taget slappe af med noget andet end den daglige trummerum.

Siges skal det, at Innerstadt (Wiens store bycentrum) er storslået og pragtfuld. En gåtur ned ad den enorme Ringstrasse fra Schottentor og Votivkirken og bare derud er en helt forrygende oplevelse. Ringstrasse er enormt flot med de mange store bygningskomplekser, der dukker op, som perler trukket på en snor. Man bliver høj af det kolossalt flotte syn af de prægtige bygninger. Universitetet, Rådhuset, Burgtheater, Parlamentet, Justitspaladset, Hofburg (Kejserslottet), Naturhistorisk Museum, Kunsthistorisk Museum og Staatsoper.

Dette er blot nogle få af mange muligheder i Wien, et godt sted at starte. Der venter turisten mange andre store oplevelser. Faktisk er der til mange dage og mange besøg i den gamle kejserstad ved Donau. Dette var blot andet besøg i byen. Skal man dømme ud fra byens pragt, var der sandelig noget ved at være kejser!

Og så er jeg slet ikke kommet ind på byens andre store kulturelle tilbud. Endnu!

Verner

Nationens bedste målmand

En flyvende AndersPå billedet ser du Anders Lindegaard. Han regnes i dag for en af Europas bedste målmænd. En del klubber er meget interesseret i at få Lindegaard i deres stab. Til daglig spiller han i Norge, men vil efter sigende gerne til en storklub i Europa. Rolig nu, det kommer han også. Den eneste, der åbenbart ikke kan se hans kvalifikationer er Morten Olsen, der krampagtigt holder fast i sin foretrukne målmand på landsholdet, Thomas Sørensen. Ingen forstår det mere. I landskampen i aftes, kom Lindegaard først ind, da Thomas Sørensen måtte udgå. Lindegaard viste sin store klasse, naturligvis. Men Olsen har det også sådan med en stribe andre landsholdsspillere, hvoraf langt de fleste ikke mere performer tilfredsstillende. Uha, det er uhyggeligt.
Måske er situationen, at Olsen ikke har mere at tilføre landsholdet?

Verner

In the Valley of Elah

Tommy Lee Jones

'In the Valley of Elah' er instrueret af Paul Haggis.

Amerikansk film, der forleden blev vist på DR2. Det er når film er bedst, og som regel er der så tale om amerikansk film, der når det kommer til stykket giver alle andre nationer baghjul.
I 'In the Valley of Elah' er Mike Deerfield netop hjemvendt fra tjeneste i Irak, da hans forældre modtager et opkald fra militæret om, at deres søn ikke er dukket op på kasernen.
Mikes far, Hank Deerfield (Tommy Lee Jones) er sikker på, at Mike aldrig ville blive væk fra tjeneste, og han er overbevist om, at noget er helt galt.
Med hjælp fra betjenten Emily Sanders (Charlize Theron) forsøger han at finde frem til sandheden bag sønnens forsvinden. Men efterhånden som realiteterne begynder at gå op for Hank, overdådigt godt spillet af Tommy Lee Jones, bliver han tvunget til at erkende, at hans søns liv var præget af større hemmeligheder, end han nogensinde havde drømt om.
Filmens titel refererer til en gammel anekdote fra biblens gamle testamente, men som angiveligt også er berørt i Koranen. Pointen er den, at Kong Saul drevet af frygt for sin fjende ikke tør udkæmpe et slag mod kæmpen Goliat, men i stedet sender den lille dreng og senere konge, David, som har modet dertil. Den tykke morale er faktisk et retorisk spørgsmål med krigen i baghovedet: Hvordan kan vi se os selv i øjnene og sende 'drenge' i krig mod en fjende, vi ikke forstår, i et land, vi ikke kender, og blot vende dem ryggen, hvis de overlever og vender hjem til Guds eget land efter endt militærtjeneste?
Først og fremmest er "In the Valley of Elah" en tankevækkende film om følgerne af en hvilken som helst krig. Ikke bare er den tankevækkende, men beskriver den gruopvækkende pris den almindelige amerikanske familie med børn sendt i krig i virkeligheden betaler. Det er en meget høj pris og det er rystende. Her er en nation, der uden omsvøb tør fortælle om sine forfærdelige krige og deres uhyrlige menneskelige omkostninger.
Herhjemme oplever vi danske soldater komme hjem fra krige i Irak og Afghanistan og være ødelagt for livet. Nogle af dem slår sig ned i skovene og får den eneste mulige tilværelse dér, som eneboere, der ikke mere kan leve med sig selv eller andre.

Verner

Holck

Her ser du Niels Holck
- dansk statsborger

Niels Holck var en gang et ungt, idealistisk menneske, fuld af virketrang og parat til at hjælpe andre mennesker. Tilbage i 1995 deltog han i at forbedre forholdene for landbefolkningen i den indiske delstat Vestbengalen ved at etablere skoler, hospitaler og lokalt demokrati. Især det sidste er farligt i et næsten lovløst u-land som Indien. Ifølge hans eget udsagn, blev landbefolkningen udsat for voldelige og i enkelte tilfælde dødelige overgreb fra det lokale politi, der ifølge Holck handlede på opdrag fra en desperat delstatsregering, der så sin magt over området smuldre. Sammen med oppositionspolitikere tog han en beslutning om at etablere et vagtværn, der kunne beskytte lokalbefolkningen mod overgreb, har han forklaret. Derfor blev han våbensmugler. De indiske myndigheder ser ham som terrorist og forlangte ham udleveret (23. december 2002).
Holck var garanteret af danske myndigheder og gældende dansk lovgivning mod at blive udleveret til retsforfølgelse, men i 2002 kort efter udleveringsbegæringen blev den danske udleveringslov ændret, som led i kampen mod terror. Nu kunne Holck pludselig godt udleveres til retsforfølgelse! De danske myndigheder har efterfølgende brugt otte år, på at få garantier fra de indiske myndigheder mht. at Holck ikke bliver slået ihjel, ikke bliver dødsdømt, ikke udsættes for tortur og kan afsone en evt. straf i Danmark. I går indledtes en retssag i retten i Hillerød for at fastslå, om justitsministeriet handlede lovligt, da ministeriet bestemte, at Holck kunne udleveres til retsforfølgelse i Indien.
Får justitsministeriet medhold betyder det, at ændringen af udleveringsloven i 2002 virker med tilbagevirkende kraft, stik imod danske retsprincipper! Det vil også betyde, at de samme myndigheder har brugt otte år på endegyldigt at sikre sig, at Holck bliver udleveret, altså en af deres egne borgere! Otte år!
Du må kalde mig Mads, om medlemmer af den dengang forbryderiske delstatsregering i Bengalen og deres villige håndlangere bl.a. inden for politiet er blevet retsforfulgt!

Verner

Herbert

Her er Herbert trods alt
blevet snøret!
- Se bare de ærgerlige miner
spillerne stiller til skue
(Errare humanum est!)

Han foretrak absolut det risikobetonede forsvarsspil. Smart, frækt og meget elegant. Kontante indgreb, bund i tacklingerne. Enhver, der har oplevet Herbert glemte det aldrig. En forsvarsspiller, der aldrig, eller næsten aldrig, bare sparkede bolden langt væk. Næh, nej, man spiller sig ud af sin egen forsvarszone, fordi man var sammen - for at spille bold! Det skete ved hjælp af de snurrigste finter og driblinger, som for det meste gik godt.

Han var en spiller, man kom for at opleve. Et jubelbrøl rungede over stadion, når Herbert endnu engang snørede sine direkte modstandere på banen, og fik startet et modangreb. Som midterforsvarer, dengang kaldet centerhalf, kom han i vejen for utallige angreb, han var svær at passere.

I de dage gik jeg som stor knægt, sammen med fætter John i Idrætsparken, vi så alle KB’s kampe. KB’s hold myldrede sidst i 50’erne og langt ind i 60’erne med store spillerprofiler, deriblandt Henning Helbrandt, Herbert kaldet, og den herlige italienske træner Carlos Pinter havde alle muligheder for at skabe et pragtfuldt spillende mandskab, hvoriblandt Herbert virkelig var en stjerne.
Alle fodboldspillere stopper på topplan på et tidspunkt, således også Herbert. I mange år hører man intet til dem, heller ikke Herbert, det er livets gang. Forleden kom så meddelelsen om, at han var død 75 år gammel af kræft. Vi føler med hans efterladte over deres tab.

- På et tidspunkt bliver man voksen, får andre interesser, det blev ikke til så mange besøg i Idrætsparken. - Fætter John så jeg aldrig siden!

Verner

Rigoletto - On location

Vittorio Grigolo

Placido Domingo

Domingo i rollen som

Rigoletto

BBC’s biografudgave af Rigoletto, vist forleden på SV TV2, er filmet på de oprindelige steder i Mantua, hvor den ikke just ny opera udspiller sig. Her er således ikke tale om ny musik, men det blev væsentligt meget bedre, sådan samlet set, end man på forhånd kunne forstille sig. Det blev både troværdigt og vedkommende. Rollerne var besat af hhv. berømtheder og upcomming stars, for ikke at nævne superdirigenten Zubin Metha. Rigoletto blev sunget af Placido Domingo, en stjerne, der endnu synger trods sin høje alder. Domingo fortæller, at han blev valgt, fordi netop han kunne gestalte den bevægende hovedrolle, på trods af at rollen er bestemt for en bariton og ikke tenor. Gribende var han, som Rigoletto.
I rollen som Hertugen af Mantua både så og hørte man en af de ny stjerner på firmamentet; Vittorio Grigolo. Han er en fremragende skuespiller hhv. operasanger. Han er det perfekte valg til rollen, som den pigeglade hertug, flot mand, smuk, kolossalt velsyngende. Hvilken ung pige / kvinde ville ikke på et øjeblik falde for denne hertugs veritable stormløb på deres barrikader? Grigolo var pragtfuldt syngende. Og tænk så på musikken Verdi har skabt til rollen!
Genudsendes forestillingen på en eller anden kanal, er det om at benytte sig af tilbuddet og få en på opleveren.

Verner

Danmark - Island 1 - 0

Chris Stadsgaard

Anders Lindegaard

Det danske fodboldlandshold tog i aftes hul på kvalifikationsrunden til EM. Første modstander, Island, blev slået 1-0. Forventningerne til det danske fodboldslandshold var i forvejen ikke store efter en meget ringe indsats ved VM. Det viste sig, at der heller ikke var meget at komme efter. Et kæmpe savn var den langtids skadede Niklas Bendtner. Ingen andre angribere har skud i støvlerne. Det udartede næsten til en ørkenvandring.
Morten Olsen og landsholdet har et problem mht. kvalificerede angribere. Forsvaret har desuden i lange tider set vaklende ud. Dog, i mangel på andre målmænd, hvoraf tre pt. er skadede, havde man udtaget Anders Lindegaard, der til daglig spiller i Norge. Hvorfor i alverden han ikke er fast landsholdsmålmand, er der ingen, der forstår - heller ikke efter i aftes. Kompromisløs, omhyggelig, hurtig og godt spillende. Hvad skal man kunne mere for at finde nåde for Olsens øjne? Han forekommer langt bedre lige pt. end andre målvogtere. En anden førsteklasses dansk spiller, der også spiller i Norge, er Chris Stadsgaard, stærk forsvarsspiller i Rosenborg. Stadsgaard har åbenbart heller ikke behaget Olsen. Han vil sagtens kunne bidrage til at stabilisere det svage forsvar, især i stedet for Leon Jessen, der atter skuffede.
Kom nu Olsen - fodboldfolket venter!

Verner

Finansrådet

Finansrådets direktør Jørgen Horwitz efterlyser en hård linje mod uansvarlige bankdirektører.

Direktør i Finansrådet:
Topchefer i banker skal straffes med fængsel

Der skal falde hårde straffe til de direktører og bestyrelsesmedlemmer i finanssektoren, der bærer ansvaret for, at hele banker er kørt i sænk.
Sådan lyder den markante udmelding fra Jørgen Horwitz, direktør i bankernes branche-organisation, Finansrådet, til Dagbladet Børsen mandag.
Jørgen Horwitz vil dog ikke sætte navn på de banker, hvor han mener der skal uddeles fængselsstraffe.
- Jeg siger blot, at set fra min stol må det undre, hvis ikke nogle af disse sager fører til domfældelser over de ansvarlige - enten i form af straffe eller erstatninger, siger Jørgen Horwitz til avisen.

Vi er nu nået til, at selv Finansrådet, bankernes egen brancheorganisation, kan se, hvad der burde ske. Den første tanke der melder sig er, at de godtnok er hurtige på aftrækkeren i Finansrådet. Det næste er overraskelsen over, at det er i Dagbladet Børsen, at en sådan melding kan læses, og sidst men ikke mindst, at selv om man er helt på linje med manden, er det en gratis udmelding. Det vil aldrig finde sted, det er overhovedet ikke ansvarspådragende at være direktør hhv. bestyrelsesmedlem i en dansk bank!

Verner

Richard Galliano

Forunderlig musik. Man går og tror, at man har hørt alt, hvilket naturligvis aldrig kan blive rigtig, når talen drejer sig om musik, eller klassisk musik for at være mere præcis. Der sidder man så, overrasket i den grad ved at høre et udpluk fra en cd i Danmarks Radio. Her spillede en accordion-specialist Bach sammen med en strygekvintet. Mandens navn er Richard Galliano (franskmand), aldrig hørt om ham! Han er dog trods alt kendt i vide kredse, der lytter til jazz og tango. Og så kan han spille accordion, som vel næsten ingen anden. Man kan næsten ikke tro, dette er et instrument i familie med harmonikaen.
Det er en frydefuld oplevelse at høre Bachs femte Cembalokoncert, den langsomme sats, spillet af franskmanden på accordeon akkompagneret af kvintetten. Mesterlig musiceret. Den gamle tyskers vidundermusik får alt, hvad man kan forlange, selv Bach ville fryde sig. Smukt klinger musikken, kolossalt overskud, afklaret, ophøjet ro, nærmest slentrende, den underskønne melodi får tid og ro til at bemægtige sig lytterens sind.


Verner

Rusken

Ohsabanan

Rusken;
Oprørte vande

En efterårsdag

ved Rusken
Rusken. En af Sveriges utallige seværdigheder, den mest storslåede natur, som tænkes kan. I weekenden besøgte Seksmandsforeningen (kulturel forening) den lille bygd ved navn Svensbygd, beliggende tæt ved søen med udsigt over samme. Hold da helt op. Og medens vejret rasede i Danmark med skybrud, skinnede solen i Svensbygd og over den smukke sø. Næsten mageløst, og især til en fin fisketur langt ude på søen lørdag eftermiddag. Der var fuldkommen ro, bitte små bølger og pragtfuld sol. Stor kontrast til storbyen vi kom fra. Området er præget af vældige skove, ja nærmest endeløse skove. Man tror egentlig, at landet er øde, indtil der pludselig dukker små bygder op, hvor enkelte svenskere og mange udlændinge har slået sig ned. Derfor bliver man også meget overrasket ved pludselig at køre igennem en lille by, hvor der sør'me er jernbane. Da en sådan mini-bane ikke mere er aktuel, bruges den til veterantogbane i sommerhalvåret, så områdets turister kan få sig en oplevelse, og entusiasterne, der driver banen kan lege futtog. Vi tog en tur om søndagen, og sjovt var det.

Når man så går til ro langt ud på aftenen sådan et sted, er der bællerravene mørkt og dødstille, og man sover anderledes end hjemme i storbyen. Mærkelig oplevelse og slet ikke så ringe endda.

Ohsabanan kan findes på nettet, som alle de andre interessante ting vedrørende Rusken. Herfra anbefales et besøg i den smukke natur, kun fire timers kørsel fra f.eks. Rødovre, hvor hjemmebasen er beliggende.

Verner

Fyn er fin

Carl Nielsens barndomshjem i
Nørre Lyndelse

Vægter udenfor

Den Gamle Kro

Det er helt rigtigt. Senest i forgangne weekend var der syn for sagn, ved et besøg i Odense. Nu gjorde det jo ikke noget, at vejret var fuldkommen fantastisk, så besøget sammen med kære familiemedlemmer blev en succes. En rigtig interessant ting var at se og høre en vægter, som ham, der startede sin tur rundt i Odense lige uden for Den Gamle Kro, som parentetisk bemærket er et rigtig fint spisested. Selvfølgelig findes vægtere ikke mere, i dag er de teatermennesker, men alligevel. Denne vægter var en af de mere spektakulære. Man ihukommer sangen fra Carl Nielsens opera Maskerade om den ro, der var i byen om aftenen, altså for det meste, hvad en vægter i øvrigt skulle sørge for!
Om vi så Carl Nielsens fødehjem, da vi nu var på Fyn? Næh . . .


Fra Vilhelm Andersens libretto til Carl Nielsens opera Maskerade

Fordum var her Fred på Gaden, førend Vagten råbte ni,
slukt var Lyset, lukt var Laden, Aftengrøden røg i Staden,
Godtfolk gik fra Aftensmaden fredeligt i Hi.
Ingen The og Sukkerlade, intet Kaffekompagni:
Maskarade, Maskarade!
Freden er forbi

Fordum stod den sikre Stige: Husbond, Madmor, Datter, Søn,
Trofast Svend og ærbar Pige, til at rokke den og vige fra den
Vej til Himmerige, ej Løn, ej Bøn.
Ingen Ungdom kom for skade, spurgte først, ”hvad Far vil sige”.
Maskarade, Maskarade!
Nu er alle lige.

Verner

Den gamle mand og cykelløbet

Her sidder han så
- Jørgen Leth

I tre uger har vi fulgt Le Tour de France i TV2, men nu er det slut for i år. Det har som sædvanligt været en fornøjelse at høre kommentarer til det fantastiske cykelløb af de herrer Denis Ritter, Rolf Sørensen og Jørgen Leth. Især Jørgen Leth. Den berømte filmmand, forfatter, digter og kommentator er den, der om nogen har tjek på tidligere års bedrifter i le Tour de France, så langt tilbage, som ingen andre. Han har bl.a. skrevet bogen: ”Den gule trøje i de høje bjerge”, ligesom han har lavet filmklassikeren: ”En forårsdag i Helvede” om et af de klassiske cykelløb. Han ved stort set alt om cykelløb og Tour de France.
Det kom også til, at han blev smidt ud af TV2 som kommentator af Tour de France, efter en sand heksejagt.

Den 29. september 2005 udgav Jørgen Leth sin selvbiografi Det uperfekte menneske, hvori han bl.a. fortæller om sit forhold til en 17-årig sort pige på Haïti, hvor den seksuelle lavalder er 18 og om den fantasi, der kører i hans hoved: "Jeg tager kokkens datter, når jeg vil. Det er min ret".
På grundlag af især dette citat blev Leth mål for en voldsom hadebølge, der havde karakter af lynch-stemning med dødsønsker og grove karikaturtegninger. Den Danske Ordbog definerer "hetz" som "forfølgelse af nogen gennem (offentlig) forhånelse, kritik e.l.; kraftig, vedholdende kritik af noget, ofte fra mange sider".
Debatten, som nogle betegnede, som en hetz mod Leth, blev indledt af Ekstra Bladet og fulgt op af de øvrige medier.
"Holdt 17-årig som sexslave", stod der på forsiden af Ekstra Bladet den 29. september 2005, hvor avisen bragte et interview med Leth. Ekstra Bladet solgte den dag 11.000 eksemplarer mere end normalt (Iflg. Journalisten, nr. 17, 2005).
Ekstra Bladets ansvarshavende redaktør Bent Falbert kommenterede i en intern rundskrivelse sagen således: "Det er godt, vi går til den afsporede Leth med dagens forside... Den opblæste karl med hans klæbrige betroelser..." (Weekendavisen, 21. oktober 2005).

Ingen, heller ikke Leth, kan forsvare sig mod den slags, som følgelig er fuldstændig straffrit i retstaten Danmark. Og det foranlediget af en avis, som Ekstrabladet, der tabte en injuriesag anlagt mod et menneske, der havde kaldt avisen en luder-avis pga. af de mange annoncer i bladet af en helt speciel karrakter.
Til alt held er Leth nu tilbage hos TV2 når der sendes Tour de France. Han er som altid herlig. Som den eftermiddag under en etape i Pyrenæerne, hvor han sagde til Rolf Sørensen, at den foregående aften havde været herlig. Det vidste Sørensen ikke rigtig; han var først nået frem til hotellet kl. 23.00 og havde ikke fået middagsmad (der skiftes hotel for hver etape, naturligvis). Det havde Leth, der med vanlig stil var tidligt fremme, havde spist en dejlig middag bestående af Fois Gras, en fin bøf og dessert, alt sammen skyllet ned med en lokal vin, en Madiran, som han roste. Sørensen har noget at lære endnu. Eller på Champs Ellyssée ved slutningen af løbet. Hvem dukker op, som skudt ud af en kanin, ved TV2’s kommentatorbord, netop som champagnen lukkes op? Gæt selv!

Og det er ham vel undt.
Man glæder sig til næste års Tour de France sammen med Leth.

Verner

Krigen i Afghanistan

En stor konference er for ganske nylig blevet afholdt i Afghanistan, for at få afklaret, hvordan og hvor hurtigt det er muligt at komme ud af en krig, man aldrig skulle have ført, en krig, som ser ud til at være umulig at gennemføre med sejr over Taleban, som det endelige resultat. En uhyre omkostningskrævende krig, både i penge og menneskeliv. Hvordan det lige går til, at NATO skal udkæmpe denne krig, er også lidt af en gåde, NATO, som er en nordatlantisk forsvarsunion. Mig bekendt ligger Afghanistan meget langt fra Nordatlanten. Og hvorfor dansk deltagelse i denne angrebskrig langt fra Nordeuropa, en krig som kun avler endnu mere terror, og vold ikke at forglemme?

Thomas Boberg (forfatter):
”Jeg tror faktisk ikke, at Danmark aner, hvad vi har gang i ovre i Afghanistan. Andet end at vi sender en masse unge mennesker, der er helt vilde efter at komme i krig, derover.”

Og så på det mere personlige plan.

I tv vistes et klip fra et bryllup. Brudgommen holdt tale for sin brud. Han selv er det, man kunne kalde for en rigtig mand, meget selvbevidst og maskulin. Officer. Bruden er ung, smuk og usædvanlig yndig. Deres to børn, de kønneste og sødeste små piger sidder lige ved siden af mor. I tv-klippet hører man gommen sige til sin brud: "Vi var enige om, at jeg skulle tage af sted, deltage i krigen." Den smukke brud nikkede til sin mand, og var åbenbart enig.

Her er spørgsmålet så: Hvorfor skulle han i krig, med alle mulige risici for at blive dræbt eller lemlæstet, hvorfor er det ikke nok for ham, hans unge, smukke kone og dejlige børn? Hvad i alverden tænker sådan en mand på?

Verner

Tortour de France

Philip Ytournels pragtfulde tegning fra TV2's kommentatorbox

Mens jeg sidder og skriver dette. køres dagens etape i Tour de France i Pyrenæerne bl.a. på Col du Tour Malet. Det er jættehårdt for rytterne, simpelthen en abnorm anstrengelse. Godt det ikke er en selv, der er med på bjerget eller i det hele taget. Vanvittig flot er det at se atleternes anstrengelser, og så kan man jo snuppe et lille glas selv i medens, ikk'? Den helt store interesse for rytterne og cyklingen er fuldt forståeligt, men kommer til at fordunkle den egentlige mening med galskaben. Navnet Tour de France betyder Frankrigstur, og det er hvad det er. En kæmpe tur rundt i det smukke og storslåede Frankrig. Men fik bedre indtryk af landet i tv, dengang Mader og Leth kommenterede turen. Der var mange indslag fra det storslåede land, med fortællinger om både provinser, byer, historie, kultur, mad og vin. Det var meget interessant, omend man selv havde været overalt i landet. Og det er et forunderligt, storslået og smukt land, et land hvor man kan rejse rundt og begrave sig i dette riges storslåede historie, landskab mv. Det kan stærkt anbefales.

Verner

PS.: Skal du se billedet rigtigt, er det bedst at finde det på nettet, så du kan se det i stor størrelse. Det er både herligt tegnet og en rammende kommentar til TV2's dækning. Du kan også se blogindlægget på selve bloggen i stedet for den e-mail du måske modtager. Der kan du så også forstørre tegningen.

Chris og far

I den sidste tid er flere mennesker jeg kendte døde. Det er givet, at det skal vi alle. Det er livets gang. Generationer kommer og generationer går. Det er det eneste vi skal; at dø. I forbindelse med sådanne dødsfald er der en gang i mellem nekrologer, og en enkelt af disse, som jeg læste for nylig, var meget vedkommende og stærkt følelsesbetonet. En mand tog afsked med sin ven og udtrykte det bl.a. på denne måde: ”Mens jeg skriver dette, stiger vandstanden drastisk bag mine brilleglas”. Rørende.
Dags dato kan man så læse (på Berlingske.dk) Chris Macdonalds nekrolog og afskedsbrev til sin elskede fader, som gik bort her den anden dag. Det er også meget rørende, for Chris var så heldig, i modsætning til mange andre mennesker, at hans far simpelthen elskede ungen, fra det sekund sønnen kom til verden. Det er ikke alle forundt. Jeg har selv oplevet voksne mennesker rase og græde ved tanken om den fader, der i deres optik svigtede dem groft. Det var ikke tilfældet med Chris og Papa. Du skulle læse den hele!
Chris’ fader lærte sin søn mange ting, mht. at forholde sig godt og rigtig til livet og i afskedsbrevet citeres en hel stribe af dem. Et enkelt skal bringes her.

Chris Macdonald:
Jeg vil afslutte med et vidunderligt citat fra National Geographic, Live Curious, som min far elskede. Det er så passende, nu hvor han ikke længere trækker vejret, og det inspirerer mig til at presse så meget saft ud af livet, som jeg kan, så længe jeg trækker vejret.

If you are, you breathe

If you breathe, you talk

If you talk, you ask

If you ask, you think

If you think, you search

If you search, you experience

If you experience, you learn

If you learn, you grow

If you grow, you wish

If you wish, you find

If you find, you doubt

If you doubt, you question

If you question, you understand

If you understand, you know

If you know, you want to know more

And if you want to know more, You are alive!

Verner

Rifbjerg vs. Fogh

Eks landsfaderen

Riffe selv!
Klaus Rifbjerg om vores allesammens tidligere højtelskede og respekterede landsfader - nu til vor store glæde og stolthed Lillefader i Nato.

” Nu troede man lige, at Anders Fogh Rasmussen var forsvundet i Nato’s byzantinske sindrighed i sin utæmmelige magtbrynde, men så står han pludselig – halvt truende og halvt bedende – og vil have flere penge til sin krig, som om han ikke havde blameret sig nok i Irak. Og her er det så, jeg savner medborgernes deltagelse, for hvor ville det dog være befriende, hvis nogen sagde: Skrub ud af det vanvittige land, glem den afsindige krig, brug pengene til noget andet end rustne bæltekøretøjer og livsfarlige mandskabsvogne, drop de kampfly og vupti, gælden er betalt, de sytten milliarder eller atten eller otteogtyve eller mere er hjemme! ”


Verner

VM 2010

Fodbold VM er en blanding af meget forskelligt, bl.a. stærke følelser (se billedet ovenfor, hvor en engelsk kvinde græmmer sig under kampen mellem England og Tyskland).

Som bekendt vandt Tyskland opgøret og går videre i turneringen. Det tyske hold var en hel del bedre spillende end englænderne, nærmest storspillende og vandt yderst fortjent 4-1. Det er noget, der vil noget.
Der er mange forklaringer på, hvorfor tyskerne var bedre, og det ville faktisk blive en lang historie, hvis alt skulle med. Men ved de mange VM- og EM-turneringer forekommer det altid, at tyskerne er 100% indstillet på, hvad det er de deltager i. Helt klar. Og de går efter resultater, samtidig med, at de som i går også spiller bold, at de tør spille, at de stoler på egne evner og fortræffeligheder, hvoraf de har mange.
Som kampen skred frem, blev de engelske tilskuere mere og mere stille, medens de så deres hold gå ned spillemæssigt, og frustrationer og skuffelser bredte sig bland dem.
Men også den fortræffelige engelske målmand, der oplever en tysk forward komme styrtende, med en engelsk back i 90 kg klassen nærmest hængende på skuldrene, komme først til bolden, trylle den under ham og score sikkert, er frustreret. På tv ser man ham skrige aggressionerne og frustrationerne ud mod sine holdkammerater, der nærmest solgte ham til stanglakrids.
Sandhedens time var kommet for englænderne, der beskæmmet så sig slået helt klart og overbevisende med 4-1.

Verner

PS.: Jamen, siger du, englænderne fik jo underkendt et mål? Det ville ikke have hjulpet dem. Det bedste hold vandt klart og tydeligt og går derfor videre.

Forurening i kæmpestørrelse

Frank Campo, indehaveren af en marina i Louisiana har svært ved at skjule sine følelser. De mennesker, der bor langs kysten og lever af havet på den ene eller anden måde, frygter for hvad olieudslippet kommer til at betyde.
Foto: Gerald Herbert/AP

På tv og Berlingske Web-tv blev vist et klip fra en kongreshøring, vedrørende BP’s ansvar i forbindelse med de forfærdelige olieudslip i den Mexicanske Golf, hvor man oplever BP’s topchef få verbale prygl. BP’s chef holder stort set masken, om end han er øverste ansvarlige for sit selskabs handlemåde, eller mangel på samme, er der nok ikke meget, der kan gøres pt., medens ulykken vokser og vokser. På ovenviste billede ser man et af de stakkels mennesker, hvis tilværelse er blevet ødelagt af katastrofen, og han har mange lidelsesfæller. Tænk, hvis man selv blev ramt af sådan en ting, forårsaget af et stort internationalt firmas grådighed - og andres, og så oplever, at der ingen hjælp er, at man blot bliver affejet, når man protesterer. I tv-klippet bliver BP’s topchef med rette bebrejdet, at hans selskab ikke vedkender sig et ansvar, i det omfang man kunne forvente. De mange mennesker, der lever af havet i det ramte område er ofre, miljøet er også offer, det vil tage rigtig mange år at genskabe den oprindelige fauna på stedet om nogensinde. Men ikke nok med det. I mange år har BP’s aktier været nærmest guldrandede og derfor brugt af mange pensionskasser i bl.a. England og USA (læs; pensionskunder) for at tilsikre en bekymringsfri alderdom. Aktiekursen er selvsagt styrtdykket pga. de økonomiske konsekvenser, denne sag med garanti får for BP. Disse pensionskunder får et tab, der vil noget, og står man lige for at skulle gå på pension, bliver det ekstra mærkbart. Således er der mange tabere i denne forfærdelige sag. Hvad BP’s øverste ledelse vil gøre for at klare alt dette er virkelig interessant.

Som en kontrast til dette kan man læse i Politikken, at den svenske rigsdag med et spinkelt flertal har vedtaget at genindføre atomkraft i svensk energipolitik. Atomkraft er som bekendt en energiform, hvor man ikke har styr på hverken sikkerheds- eller forureningsproblematikken. Det sidstnævnte kan fremtidige generationer tage sig af, engang om 100.000 år.
Ikke?

- Således stærkt opmuntret vender vi tilbage til hverdagens øvrige gøremål.


Verner

VM åbning

Siphiwe Tshabalala jubler efter at have bragt Sydafrika på 1-0.

Efter at have overværet åbningskampen ved VM i fodbold, kommer man i hu, hvad det egentlig var, der for mange år siden skabte ens begejstring for fodbold. Sydafrikas mandskab formåede, efter pausen i hvert fald, at spille stort anlagt og seværdig fodbold mod Mexico, der havde præget første halvleg uden at bringe sig foran.
Sydafrikas team må have europæisk træner, for det var, som at se god fodbold, fra en tid før alle hold forsvarer sig i stedet for at spille bold, hvad de åbenbart er bange for; bange for at stole på egne kvaliteter! Dette blev særlig smukt demonstreret af Siphiwe Tshabalala, der scorede et forbilledligt flot mål, hvor man tydeligt får demonstreret, at fodbold er en idrætsgren, bestående af løb, spring, hop mv., og Siphiwe så blændende ud, da han fra en spids vinkel tordner bolden i mål ved den fjerneste opstander uden chance for Mexicos målmand. Kroppen var korrekt ind over bolden, forreste ben med vristen strakt under fantom-hugget. Hvilken detalje!
Den Sydafrikanske målmand stod for flere fantastiske redninger bl.a. én i anden halvleg, da han flyvende, bogstaveligt talt, nåede helt ud til opstanderen og utroligt nok fik vippet bolden uden om mål. Ærgerligt at Mexico får uafgjort i denne kamp!

　
Verner

Flamenco

Holá!

En rigtig sælsom ting er Flamenco, en for nordboer meget fremmedartet dans, eller skal vi sige kunstart? Besynderlig og uforståelig, hvis ikke man sætter sig ind i, hvad pokker der foregår. Meget eksotisk, sydlandsk og iberisk.
På årets rundtur i Andalusien var vi heldige at blive introduceret til fænomenet af en dansk bekendt bosat i Sevilla. Damen tog os med til en kirke i et nedlagt nonnekloster, som nu bl.a. bruges af amatører, hvis store interesse er flamenco. Rigtige amatører, forestillingen var ikke en event til benefice for turister. Gratis. Et lille kirkerum, to hundrede publikummer og en lille scene med et trægulv med hulrum under, så det rigtigt kunne gungre, når danserne tog fat.
Scenen blev indtaget af tre unge mænd, en på guitar, en på en slags bongotromme og en sanger. To dansere, en mand og en kvinde. Meget unge, smukke og velskabte dansere for at bevare troværdigheden omkring opgaven.
Og så begyndte flamencoen. Sælsomt var det. En vild, rå sang og musik, en musikform, der virkede oprindelig, som noget, der altid har eksisteret, en helt unik ting. Sangene er klagesange, indholdet er i retningen af: hvorfor gik hun fra mig, kommer hun aldrig tilbage, jeg kan ikke leve uden hende, etc., etc. Der blev spillet og sunget meget højt.

Så begyndte de to dansere at optræde. Til den besynderlige musik kreeredes hvirvlende danse med masse af hæleklap i trægulvet, klap på lårene og i hænderne. Dansen blev vildere, hurtigere og kroppene svajede, alt sammen under en infernalsk støj fra musik, sang, hæleklap og stampen i gulvet.
Det var en totalt grænseoverskridende oplevelse, vild, rå og voldsom musik og dans, som skabt af et naturfolk, nærmest.
De tilstedeværende aficionados var godt oppe at køre.

Verner

Tyrefægtning

Når det er mest elegant
- og en leg med døden!

Statuen

foran arenaen i Ronda

- Spaniens ældste

Jeg ville gerne have overværet en rigtig tyrefægtning, sådan i virkeligheden, men det var ikke muligt på en 10 dages rundtur i Andalusien, at få det til at passe, med den by man lige aktuelt var i. Men på en bar i Cordoba, et lille pitstop før aftenens middag, vistes tyrefægtning i tv fra en anden by. Stort stadion, stort publikum. Desværre fik man her set tyrefægtning, når det er værst. Sandsynligvis en opvarmningsmatch før hovednummeret. Toreadoren var ufiks og meget lidt elegant. Tyren blev godt nok udmattet, generet hele tiden, men kæmpede. Et hvert dyr ved, når det skal slås ihjel, men den prøvede. Til sidst lagde den sig ned for at vente på det uundgåelige. De mange mænd omkring den, fik den atter på benene for et øjeblik, så lagde den sig ned igen for udmattet at vente på døden. Stakkels dyr. I mange forsøg lykkedes det nu toreadoren at ombringe det liggende dyr. Hvor uskønt. Puh ha! Der var ingen klapsalver til den klodsede toreador.

En ældre herre, på min egen alder, sad ved baren og så på. Jeg prøvede at gøre ham begribeligt, idet han ikke talte engelsk, at jeg syntes, at det var for dårligt, at toreadoren var ringe. Først forstod han ingen ting, så gik det op for ham. Han gav mig ret og vendte sig fra skærmen med væmmelse og resignation.

- Ved middagen lidt senere spiste vi en meget lækker hovedret; stegt gedekid. Man må formode, at det lille dyr end ikke opdagede, hvad der skete, da de slagtede den!

Verner

Patio

I maj måned hvert år holdes en patio-fest i Cordoba i Andalusien, en fest hvor der er gratis adgang til de mange private patioer, som byen er berømt for. Festen blev også holdt dette forår, hvor vi var heldige at være til stede. De fleste patioer er beliggende i den gamle jødiske bydel i centrum af Cordoba, med mange små, snævre gader og et utal af charmerende huse med tilhørende patio. En patio er en lille lukket gårdhave i husets indre, og mange patioer er ikke alene smukke, der hersker foruden en ro og afslappethed, som er helt unik. I en patio var der et stærkt præg af maurisk byggestil. Patioen var overordentlig smuk med relieffer, forsiringer, planter overalt oppe og nede og ægte tæpper. Rummet hvilte i halvmørke, meget elegant og stemningsfuldt, i baggrunden hørtes en optagelse, hvor en ung, maurisk mand sang en gammel arabisk sang, så blidt og smukt. En kærlighedssang. Helt fortryllende. I et nu var det som stod tiden stille.

Verner